Panamakanalen – Fra Smilets By til … en familie på 4!

Økonomi og ulighed

8. december 2015 af anetteoest

Panama overtog Panamakanalen fra USA i 1999. Ryan, som boede ved siden af os i Cuesta del Sol, fortalte, at indtægterne derfra virkelig har gavnet landet. Almindelige mennesker får billige statslån, så mange nu kan købe sig et lille hus, og Den Panamerikanske Highway (som der mange steder ikke er noget som helst highway over) er ved at blive udbygget med flere spor, som man kan se her både i højre og venstre side:

En sjov ting er, at der mange steder er fint gravet ud, så de nye vejbaner kan anlægges, bortset fra lige rundt om telefonpælene, som derfor står som 3 meter høje øer midt på den flade vej. Det er nemlig et andet selskab, der skal flytte telefonpælene, og de arbejder altså ikke så hurtigt.

De mange pludselige penge fra kanalen gør, at Panama i disse år er ved at gå fra at være et 3.-verdensland direkte til et 1.-verdensland, uden mellemstadier, hvilket vist skulle være en usædvanlig situation.

Mange er kommet til penge i Panama, men uligheden er enorm – og den er desværre racebetinget, har vi fået at vide. Indianerne er de lavest rangerende, så kommer de sorte, og øverst er latinoerne. Panamanerne har nogle identifikationspapirer, hvor der står, hvor de oprindeligt er fra, og det fungerer åbenbart som et stempel for indianerne, der bliver vraget til jobbene alene af den grund.

Bedre bliver det ikke af, at de hvide (typisk amerikanere) kommer og tilbyder en for indianerne stor pose penge for det land, indianerne har dyrket i generationer. Sådanne tilbud kan indianerne ikke sige nej til, men der sker åbenbart ofte det, at indianerne så flytter til byerne og drikker pengene op lynhurtigt, fordi de ikke er vant til at have med den form for penge at gøre. De plejer at leve nøjsomt og af deres afgrøder. Enden bliver, at de står dér i byen uden land og uden penge – og uden mulighed for at få et job, fordi de bliver betragtet som laverestående.

Panama City – og videre

7. december 2014 af anetteoest

Vi tilbragte en uge i Panama City, for første gang i et lejemål fra airbnb.com (udlejning fra privat til privat). Det fungerede super, var billigere end hotel og var vældig praktisk, fordi vi var garanteret et godt arbejdsbord (spisebordet), hvilket man bestemt ikke er på hotelværelser.

Hovedstaden med knap en million indbyggere var som udgangspunkt dejlig: Når man kommer fra en dansk november måned (hvor mild den end måtte være), er det bare skønt at træde ud i 30 grader. Fugtigheden vænnede vi os til på et par dage. Byen er vældig grøn i forhold til andre storbyer. Der er masser af træer og buske langs gaderne og også store parker. Man kan få alt, og mange indkøbscentre har døgnåbent. Sushi i panamansk fortolkning (med masser af fedt dynget på) fik vi prøvet. Her er en sushipizza (friturestegt ris nederst, rå fisk ovenpå og en “garniture” af sød mayonnaise):

Og en deluxerulle – med indbagte rejer på toppen og mere af mayosovsen:

Trafikken er – for en almindelig regelret dansker – ret vild. Der slipper gerne en 3-4 biler med over et kryds, efter at den gule farve er gået over i knaldrød, og folk dytter hele tiden – som i hele tiden! Man dytter vist, hvis man vil skifte vejbane, hvis man ikke vil skifte vejbane, hvis en anden har vigepligt, hvis man selv har vigepligt – og hvis man bare lige har lyst. Det ser dog ikke ud til at have en præventiv effekt at dytte. Hver anden bil var bulet en smule som den forreste her eller manglede et helt hjørne af metallet som den hvide bil bagved:

Thomas kørte vores lejede bil i Panama City, og jeg prøvede at guide via Google Maps på min telefon. De fleste instruktioner var af måsketypen: “Måske skal du først holde til højre og så straks efter rundt i et 90-graderssving til venstre.” Hvor svært kan det være at finde vej ved hjælp af et kort, hvor en prik konstant viser, præcis hvor man er? Så svært:

Og så svært:

Som det ses, går vejene i mange lag, og der er klart brug for, at Google laver en tre-d-version. Men firmaet har nok ikke indset behovet, for Googlebilen har slet ikke været i landet endnu – den holder sig åbenbart fra krigshærgede lande, meget små øer og Panama.

Jeg elsker, at Panamas udgave af det kommunale kontor Trafik og Veje har tænkt “Nah, vi får aldrig så meget trafik gennem centrum. Lad os bygge en ringvej ud i Stillehavet og lede trafikken rundt om centrum”:

Den idé kunne løse trængselsproblemerne ved havnen i Aarhus, som så rent faktisk ville få en ringgade og en ringvej, ikke bare en halvcirkelgade og en halvcirkelvej som nu. Nederst til venstre i billedet ses en af to veje over Panamakanalen i Panama City.

Panama City er ikke fodgænger- eller cykelvenlig (og bestemt heller ikke bilvenlig for os), så vi var rundt i nærområderne omkring byen. Men der var enten for fattigt (ingen huse af en standard, der appellerer til vesterlændinge) eller for rigt (indhegnede, bevogtede områder uden noget liv på gaden eller noget lokalt præg). Vi endte i stedet med at køre 442 km tværs gennem landet til den næststørste by, David.

Turen foregik ad den eneste mulige vej: Den Panamerikanske Highway (Pan-American Highway). Highway, min bare røv. På den sidste halvdel af strækningen var hastighedsgrænsen enten 30 eller 40 km/t. pga. vejarbejde, og på hele strækningen så vejen sådan her ud:

Igen var Google ikke helt opdateret. Turen tog ikke de angivne 5 timer og 53 minutter. Men det var en oplevelse, og vi slap med kun én bule på bilen: på undersiden nede ved hjulet – nok pga. et 30-40 cm dybt hul i vejen.

(Tak til Google Maps for alle kort).

Dansk i Panama

26. november 2014 af anetteoest

Danmark ser umiddelbart ud til at være rigt repræsenteret i Panama. Under vores første besøg i et supermarked (kaldet Rey – som for øvrigt er bugnende fuld af lækre genkendelige og ugenkendelige produkter), ledte vi efter en ost, og en af de første i vores hænder var selvfølgelig produceret i Viby af alle steder:

Lurpak og Arla fylder også på hylderne i Panama:

En enkelt Carlsberg fandt vi også blandt øllene, men den var overraskende diskret.

Da vi rullede væk fra udlejningsfirmaet i vores nylejede bil, så vi, at tanken var tom, og vi indså, at vi ikke vidste, hvilken type brændstof der skulle på. Ikke noget problem – det stod selvfølgelig på dansk på benzindækslet i linje 2:

Og jeg forventer, at vi får mere at se til Mærsk end dette “lille” lyseblå containerskib i baggrunden, da vi første gang kørte på broen over Panamakanalen:

Også fødevarepriserne er desværre danske, selvom der ingen moms er på:

3 avocadoer: 18 kr.
Krølsalat: 15 kr.
En pakke seranoskinke, 100 g: 36 kr.
De billigste æg, 6 stk.: 9 kr.
Den billigste appelsinjuice, 0,5 liter: 5,40 kr.
Den billigste 1,5-liters vand: 6,90 kr.

Benzinpriserne er dog ualmindelig udanske: ca. 0,95 dollars pr. liter (5,70 kr.)! Det er vist godt det samme, for vi har allerede nu kørt 50-60 km for meget, fordi vi er kørt forkert i den panamanske trafik. Den er helt umulig! Det kommer jeg til at fortælle mere om senere …