Skrædder

Efter nogle dage og et par fittings var vores tøj klar. Thomas’ jakkesætsbukser, som var dem, der overbeviste os om, at skræddersyet tøj var en fantastisk idé, viste sig at være toppen. Hans 2 skjorter endte med at blive helt fine, men de kunne lige så godt være købt i en butik og passer ham ikke på en prik, sådan som vi havde håbet. Jakken blev rigtig flot – især indvendigt – men igen sad den ikke som decideret syet til ham:

 

Begge mine kjoler var desværre flop. Den lilla stod ikke til at redde. Vi var godt nok lidt skeptiske over det mærkelige, tykke kamelhårsstof, allerede inden kjolen blev syet, men vi stolede på skrædderen, som forsikrede os om, at det var velegnet til en “vinterkjole”. Det var det ikke, og kjolen kom aldrig til at sidde pænt, så den blev kasseret helt og forment adgang til kufferten.

 

Den røde kjole måtte igennem en del justeringer, fordi den var blevet syet alt for dydig foran. Til sidst syede skrædderen forstykket helt om og gav den så virkelig gas på frækhedsbarometeret, så kjolen endte i den anden grøft og blev alt for nedringet. Den kommer dog med hjem til Danmark, og så må jeg få en syerske til at fikse den derhjemme. Der er håb for den, men alt i alt var skrædderoplevelsen på kjolefronten meget langt fra, hvad vi håbede, og bestemt ikke pengene værd. Men det er måske også svært at opnå noget helt særligt hos en skrædder, når H&M i forvejen laver tøj, der er som syet til min krop.

I den nordlige del af Cha-am er der et lille område, der er præget af vestlig turisme: store hoteller, restauranter, der serverer svenske kjöttbullar, og en del skræddere. Her kan man få syet et jakkesæt på nogle få dage, så det besluttede vi skulle ske i vores allersidste uge her. Thomas har bestilt et jakkesæt, et par skjorter og et ekstra par bukser, og jeg 2 kjoler – for dét giver vi ca. 1.700 kr. hver. Vi har set det ene par bukser på Thomas, og de sad fantastisk, så nu er vi meget spændte på resten.

 

 

Her er butikkens indehaver, som målte os både før og efter vores tur til Koh Talu med 4 dages fri buffet, og han kommenterede straks, at vi var blevet “a little fat”. Man kan da heller ikke skjule noget for en skrædder!

 

Butikkens indehaver er inder, og hans gravide kone er fra Nepal. Da jeg spurgte konen, hvordan de havde mødt hinanden, fik jeg forklaringen, at deres fædre kendte hinanden, og hans far syntes, hun ville blive en fin svigerdatter, så de blev gift uden at have set hinanden før. “No love,” som hun sagde. Men heldigvis kunne han snakke nepalesisk, så det taler de indbyrdes. Konen syntes bedre om vores danske model, hvor “love” kommer først, og så kan man blive gift bagefter.