Slange

Vi var meget spændte på, om viceværten/poolmanden Sun stadig var i Cha-am, for det havde vores udlejer, Sam, ikke svaret på. Sun var der, og hver eneste dag kom han forbi og sagde “Coconut, coconut!” og stillede glædestrålende en eller to kokosnødder hos os:

Han passede også vores pool – og reddede os fra en lillebitte slange, der kravlede rundt på vores grund. Han fik fanget den i en tom vandflaske, puttede flasken ned i rummet under sadlen på sin scooter og kørte den ud til “coconut tree”, hvor den hørte til.

Slangen virker ikke så farlig, når man ved, den ikke kan bide én:

Sam var blevet en helt anden person, siden vi mødte ham første gang på det store hotel, hvor han var manager. Dengang var han meget hård og formel, og vi var en anelse nervøse sammen med ham. Nu havde han tabt sig en del efter en alvorlig sygdom. Han var stoppet på hotellet og prøvede i det hele taget at slappe af og komme til hægter. Men humøret fejlede ingenting. Han var jokende, rar og varm og sendt smileys, ikoner, godmorgenvink og julestickers i tide og utide. Virkelig hyggeligt! En dag kørte vi ud til vores gamle yndlingsrestaurant, som vi spiste på et par gange om ugen, efter at vi opdagede den, en måned før vi skulle hjem. Desværre så restauranten lukket ud, men mens vi snuste rundt på området, kom en mand hen til os og spurgte vel på thai, om han kunne hjælpe os. Det lykkedes os at sige “Restaurant” og “Hom” på nogenlunde forståeligt thai, og så forstod han og skyndte sig væk. Lidt efter kom vores gode, gamle Hom – thaidamen, der laver den lækreste vestlige mad efter at have boet en del år i Schweiz. Hun bød os på et par Spy, og så fik vi os en hyggelig snak. Desværre var der ikke økonomi i at drive restauranten mere, fordi de ansatte skulle have løn hele året, men der var kun gæster nok i vinterhalvåret. Øv for os og alle de andre, der nød hendes mad! Da vi sagde farvel til hende, sagde hun, at vi endelig skulle kigge forbi en anden gang – hun savnede at snakke med alle sine søde gæster.

Vores søde vaskedame blev også glad for at se os igen og vinkede og fniste, hver gang vi gik forbi hende på gaden. Så hyggeligt.

Når vi nu ikke boede i vores gamle villa, havde vi desværre ikke Kao lige udenfor. Kao havde fået et kuld hvalpe i mellemtiden, som allerede var blevet store. Sun havde beholdt den ene af dem, den brune hanhund Bao. Men der var selvfølgelig stadig masser af gadehunde, og de fleste dage kunne vi hilse på denne sorte hund, som også var supersød, selvom den ikke havde noget navn og ikke var nogens:

Også stranden så ud, som den plejer – dog med den forskel, at de 8-10 blege faranger, der plejede at solbade på store, hvide liggestole forrest i billedet, nu er fortrængt til fordel for endnu mere parasoltag, som thaierne hygger sig under: