Sport
Basket på Madison Square Garden
En aften (nat dansk tid, så vi var sent oppe) tog vi til basket på Madison Square Garden. Her er Thomas dressed up og klar til at heppe på New York Knicks:
Vi var så heldige, at det var den sidste kamp i sæsonen, og fordi holdet faktisk havde spillet ret skidt, var det besluttet at dele ting ud til de trofaste fans (og alle os andre). Først fik vi en gratis cola og vand. På næste etage fik vi en kasket, og så blev vi tilbudt en pose M&M’s, så chips, en cola mere, popcorn, en slikstang osv. Men vi var egentlig lidt sultne og stillede os i kø til en burger. Vi fik den udleveret – og ingen ville have penge. Tværtimod fik også lige nogle pomfritter med. Alt viste sig at være gratis (bortset fra merchandise, som der kun var rabat på). Og der var rigeligt af alt hele aftenen, og det blev delt rundhåndet ud, så vi endte med alt muligt, som vi ikke lige havde tænkt os at spise.
New Yorks Knicks tabte desværre, men der var masser af underholdning, også i pauserne. F.eks. blev en mand blandt publikum udvalgt ved lodtrækning, hvorefter han fik 3 chancer for at score i kurven – og dermed score en gevinst. Hvis han scorede fra et punkt tættest på kurven, ville han få 100 dollars, længere væk ville han få 1.000 dollars, og helt ude fra midten ville han få 10.000 dollars. Han ramte forbi de 2 første gange, men på mirakuløs vis lykkedes det ham allerlængst væk at ramme lige i kurven og score de 10.000 dollars:
At komme ud fra det kæmpestore stadion tog ingen tid. Folkemængden strømmede lige så glidende ud og ned ad alle trapperne uden problemer ud. Der må virkelig være styr på opbygningen af gange og udgange – meget imponerende.