Trafikken i gaderne – og i vandlandet
Trafikken i Ho Chi Minh-Byen er noget helt særligt. Umiddelbart er den bare fuldstændig vanvittig. I de allerstørste kryds respekterer man nogenlunde røde lys. Her er der således lige blevet grønt i vores retning, så vores medkørende og modkørende scootere sætter i gang:
Så vidt, så godt. Det, der efterfølgende sker, er bare, at de modkørende scootere, der skal venstresvinge, bare venstresvinger:
Vi tager lige et closeup:
Det er nervepirrende for en dansker, men helt normalt i Vietnam. Man snor sig da bare uden om de venstresvingende. Det kan man nemlig fint – og det må man jo også erkende efter 3-4 dage i byen. På det tidspunkt begyndte jeg så småt ligefrem at holde af kørestilen. Det er så fleksibelt, at man må alt, bare man lige holder øje og viser hensyn ved at køre udenom. Der er ingen sure dyt, kun smådyt, som man udsender, når man kører bag ved nogen eller delvist på siden af dem og vil gøre opmærksom på, at man er der. Så fint, hensynsfuldt og fleksibelt. Vi så ét uheld på 14 dage. Om det er meget eller lidt, er svært at vurdere, men med tæt trafik i en by med 7-8 mio. indbyggere og 5 mio. scootere er det vist godkendt.
Når man vil krydse en vej som fodgænger, går man bare ud i et roligt tempo, rækker armen en lille smule ud og ryster lidt med hånden nede i hoftehøjde. Det betyder “Her går jeg, og lad være med at køre ind i mig”. Se hvordan (dog uden det med hånden) på denne fantastiske YouTube-video.
Da vi besøgte byens vandland, morede vi os meget over de skrappe regler, der var for færden i badering, og som blev håndhævet på det kraftigste, ved at vagter rundt om bassinet fløjtede, hvis reglerne ikke blev overholdt:
Closeup:
Du må dælme ikke stå på knæ på baderingen! Hvad tænker du på?! Du kunne jo få overbalance og evt. ramme en person i en badering ved siden af! En skarp kontrast til lovløsheden i trafikken.
Vandlandet mindede for øvrigt om dem i Thailand, men var bare i væsentlig dårligere stand. Alt var mere skrabet, beskidt og usikkert. Der var nogle okay rutsjebaner (som man dog slog sig lidt på):
Den hér model var ny for os:
Man ender nede i en bowle, som man fiser lidt rundt i, indtil man har tabt så meget fart, at man dumper ned gennem hullet i midten.