Efter 60 dage på turistvisum var det i mandags tid til at søge om at få 30 dages forlængelse. Vi tog til Hua Hin og ledte en tre kvarters tid efter immigrationskontoret – fordi man ikke bruger adresser, GPS-koordinater eller bare almindelige kort som f.eks. Google Maps i Thailand.
Den første navigationsmetode her i landet er skitsekort, hvor man selv tegner hovedvejen og et par sidegader og løseligt angiver, hvor f.eks. en 7-Eleven eller andre butikker ligger. Den metode bruger f.eks. vores lokale ATV-park:
Skitsekortene laver man, som man vil – her vender syd opad, og nord nedad.
Den anden navigationsmetode er beskrivelser a la: “Når du kommer fra Hua Hin og kører mod Bangkok, så drej til venstre lige efter Hua Hin Hospital. Kryds jernbanen, og drej til venstre i T-krydset. Fortsæt 1,5 km, og så ligger det inde til venstre.”
Det lykkedes os at finde kontoret, hvor der var mange mennesker, både ansøgere og medarbejdere, men der var altså lige frokostlukket indtil en time senere.
Et klassisk farangmand-thaikvinde-par foran immigrationskontoret – endda i matchende prikkede bluser. Lidt kært. (“Farang” er thaiernes ord for os – ‘hvide fremmede’).
Efter frokostpausen lykkedes det os at finde den rigtige blanket og få den udfyldt og forsynet med pasfoto. Vores pas forsvandt i store stakke af papirer, som blev fragtet rundt mellem alle skrivebordene og stemplerne. En time senere fik vi uden problemer og uden bestikkelse 30 dage mere, og vi fik vores pas retur med et par ekstra stempler. Dags dato i Thomas’ pas var dog 5. april 2014 i stedet for 6. januar 2014.
Det er meget svært at stemple, selvom det er det eneste, man laver dag ud og dag ind: Datoerne neden under underskriften er ikke ens i vores 2 pas.
Når de 30 dage udløber, kan vi ikke få yderligere forlængelse, men skal ud af landet. En løsning er bare lige at krydse grænsen til Myanmar, blive der en halv times tid og rejse tilbage til Thailand igen. Der er dog kun 3 grænseovergange mellem Thailand og Myanmar trods den lange fælles grænse, så den nærmeste er ret langt væk, og bestikkelse er vist ikke unormalt ved disse “visahop”. Så vi tager i stedet til Bangkok og flyver til Singapore, bliver der en uge og rejser hjem igen. På den måde bruger vi nr. 2 af de 3 indrejsetilladelser, vi i sin tid fik fra konsulatet i Hvide Sande, og får derfor 60 dage mere – som så yderligere kan forlænges i 30 dage på kontoret i Hua Hin. Det maksimale ophold i Thailand er altså 60 + 30 + 60 + 30 = 180 dage. Hvis vi vil blive yderligere, skal vi til Danmark og have nyt visum fra Hvide Sande igen.
