Chile er et uafsluttet kapitel her på bloggen. Jeg mangler alt derfra! Det propper jeg ind senere, når vinterdagene bliver lange og kolde hjemme i Danmark, for nu starter efterårets eventyr.
Egentlig ville vi gerne have været en måned i Japan, men vi havde svært ved at blive helt skudt i landet hjemmefra. Vi ville begge gerne se Japan, bl.a. for at opleve et rigt, højteknologisk asiatisk land og smage deres mad (læs: sushi!). Men da vi begyndte at undersøge, hvor i Japan vi skulle tage hen (fra Hokkaido-øen med skimuligheder i nord, over storbyerne Tokyo og Kyoto samt de engang udbombede Hiroshima og Nagasaki til den varme ø Okinawa i syd), kunne vi ikke finde en logik, der føltes rigtig – ikke mindst fordi prisniveauet er relativt højt (kun lidt billigere end i Danmark), så man skal virkelig ville det.
Valget endte med 9 dage kun i Tokyo, og så må vi komme tilbage, hvis det kalder på mere. Efter 3 dage i Tokyo kan jeg allerede godt forestille mig et gensyn engang.