I lørdags var vi ude at gå en lang eftermiddagsslentretur i solen, bl.a. på Varanvej, som senere bliver til Skraldevej. Der er tilsyneladende konsensus om at smide affald i begge vejsider på lige netop den vej, f.eks. bjerge af tomme muslingeskaller, haveafklip, cementsække og brugte åndehuse. Som regel står der en røgsøjle op et sted, for man kan jo ikke blive ved med at smide affald, hvis man ikke brænder det gamle af en gang imellem. På Skraldevej er der også en del glasskår i vejkanten:
På mystisk vis sneg et af glasskårene sig ind i min sandal og op i min hæl, så jeg måtte trække den lille glassplint ud. Selvom det ikke var slemt og ikke gjorde særlig ondt, så det lidt dramatisk ud med blod, der dryppede – så en mand på scooter stoppede og gestikulerede, om vi havde brug for hjælp, og om han skulle ringe til nogen. Thomas sagde, at vi var okay, mens jeg stirrede på et fast punkt på jorden for at holde balancen på ét ben. Manden kørte igen, og kort tid efter var blødningen stoppet, og vi kunne gå videre.
Efter at have gået en kilometer i nedsat tempo så vi pludselig manden komme igen på sin scooter, denne gang med sin treårige søn foran. I cykelkurven forrest på scooteren havde han:
- alkohol og vat
- en jodagtig substans og vatpinde
- plaster
- forbindingstape
Han gav os det hele og ventede, mens jeg smurte først det ene, så det andet på mit sår og satte plaster på. De gange Thomas hev pengesedler op af lommen for at betale i det mindste det, som prisskiltet på den helt nye alkohol viste, sagde han “No, no …” og rystede på hovedet. Han ville tydeligvis bare hjælpe og ikke have noget for det. Vi var dybt taknemmelige, for glasskår fra Skraldevej er måske ikke det mest sterile at få ind i kroppen, og det var bare så sødt og en ret stor satsning, at han kom tilbage: Vi kunne lige så godt have ringet efter en taxa eller være drejet væk fra vejen, og så havde han aldrig fundet os. Ville vi have gjort det samme i Danmark? Vi ville have tænkt på at gøre det, men ville vi have gjort det?
Sårplejeprodukter – minus den spritnye alkohol. Den lykkedes det os at give ham tilbage.
Det er svært ikke at tvinge pengene i hånden på en hjælpende thai, der er meget fattigere end os. Men det ville være egoistisk at gøre: Vi ville selv få god samvittighed (for kun 40 kr., som jo intet betyder for os, så man kan diskutere, hvor gavmildt det egentlig er …), men vi ville ødelægge hans gode gerning. Gode gerninger er en fast del af deres religion – de giver simpelthen god karma – og hvis vi giver penge som tak, reducerer vi den gode gerning til et simpelt bytteforhold. Det dur ikke.
Vores franske nabo har fortalt, at hans svigerdatter, som er thai, tager hen til det lokale tempel og bor der, når hun bliver syg. Så gør hun gode gerninger dér og vender tilbage, når hun er rask. Nogle helt almindelige arbejdende mænd tager også nogle måneder i tempel en gang imellem (man kan få tempelorlov fra sit arbejde). Dér lever de så som munke nogle måneder, inden de vender tilbage til deres hverdag med familien og arbejdet. Når man er munk, også bare periodevis, skal man leve på en helt bestemt måde, og man må f.eks. ikke købe mad, og efter kl. 11 må man heller ikke spise. Om morgenen går munkene derfor rundt i byen og modtager skåle med mad fra almindelige borgere – som er glade givere, da de derved gør en god gerning.
I denne optik er det også logisk, at de vilde hunde bliver fodret. Det er en god gerning at gøre de sultne hunde mætte. Vi ville aldrig gøre det i Danmark, for når man giver de vilde hunde mad, bliver de hurtigt til flere, og det kan vi ikke lide. Én hvid hund er sød, og 5 ens hvide hvalpe er kære, men 20 ens voksne hunde tiltaler os ikke.
Her er Hvidhundebanden eller Hjørnebanden, som vi kalder den flok ens hvide hunde, som holder til på hjørnet mellem Varanvej og hovedgaden Narathip:
Cirka halvdelen af de faste medlemmer af Hvidhundebanden. De andre voksne og hvalpene holder til i buskadset lidt længere nede ad Varanvej.
Thaierne vil altså gerne give og gøre gode gerninger, om ikke på anden måde, så med et smil, som man ikke får dem i Danmark. Omvendt er det nok svært for thaierne at stå i taknemmelighedsgæld. Da Thomas’ familie var på besøg, gav hans far, Calle, så mange drikkepenge til Sun (villaernes kombinerede vicevært-poolmand-havemand-tuktukchauffør), at Sun kom og gav Calle et kæmpe knus (hvilket thaierne ellers ikke bruger på samme måde som os) – og et lille metalvedhæng af selveste kongen (og dronningen):
Sun taler meget dårligt engelsk, men det var noget med, at han havde haft vedhænget i mange, mange år, og det betød tydeligvis meget for ham. Nu gav han det så til Calle som tak for, at Calle er en “good man, good man”. Vi syntes umiddelbart, at det var vildt synd, at han ikke beholdt vedhænget, for det betød jo intet for os og ville på et tidspunkt ende i skraldespanden. Men den for os nemmeste og mest umiddelbare løsning, nemlig at give Sun vedhænget tilbage, forkastede vi efter en del eftertænksomhed, for Sun havde jo selv valgt at give det væk, nok netop for at skabe balance. Han gav simpelthen “good luck” til Calle. Så vi respekterer Sun mest ved at beholde vedhænget og så smide det ud engang hjemme i Danmark, når det ikke betyder noget for os mere. Det var en øjenåbner og en stor udfordring af vores rationelle danskermentalitet, ifølge hvilken vedhænget selvfølgelig skal være hos den, som værdsætter det mest.