Landet Singapore består af én hovedø og en masse miniøer af uvæsentlig størrelse. Der er officielt 62 minøer, men det er svært at nå så højt et antal, når man tæller på kortet:
Ved ankomsten til Singapore studsede vi over de utrolig mange containerskibe, der lå for anker i havet. Lidt research afslører, at Singapore har den næsttravleste havn i verden (efter Shanghai), så det imponerende skue har sin årsag:
Singapore står på mange måder i kontrast til Thailand inkl. Bangkok. Den korte taxatur fra lufthavnen til vores hotel i centrum foregik ad fuldstændig rene veje med træer og blomster overalt. Måske er renligheden intet under, da man risikerer bøde, hvis man smider affald – eller er indehaver af et stykke tyggegummi. Selv deres penge (singaporedollars) skinner og har ikke antydningen af den dårlige lugt, som ofte dunster op fra thailandske penge:
Og i Singapore kan afløbene tåle toiletpapir – i modsætning til i Thailand, hvor man skal få sig en ny vane med ikke bare at slippe toiletpapiret, men lægge det i en spand ved siden af.
Generelt var det skønt med lidt mere civilisation, og ikke mindst var det en kæmpe lettelse, at folk tiltalte os på engelsk (de officielle sprog er engelsk, malajisk, tamil og kinesisk). Kun en enkelt kinesisk taxachaufførs engelsk var på thailandsniveau. Det er også lidt nemmere at købe ting (f.eks. et Apple-tastatur, hvis man får brug for det), fordi alt er mere vestligt og genkendeligt, men på trods af store shoppingcentre og Orchard Road med enorme mærkevarebutikker (i den ubrugeligt høje ende: Louis Vuitton, Prada, Rolex, Chopard osv.) er der også områder af Singapore, som minder mere om Bangkok, hvor et shoppingcenter er en halvskummel og dårligt belyst bygning med bittesmå butikker, hvor der lugter dårligt, og der kun er skrammel at købe.
Vi fandt hurtigt ud af, at rygtet om Singapore som et dyrt sted at leve, har sin berettigelse: Taxaerne er billige, men mad (både i supermarkeder og på restauranter), hoteller og turistattraktioner ligger på dansk niveau eller højere.