Japan 2016
Typisk japansk 14: te (ufærdig note)
Teceremoni
Kaffe med te i, alkohol med te i, is med tepulver.
Typisk japansk 10: sanitet
Ja, det måtte jo komme: Japanere og toiletter er, som mange nok ved, en historie for sig. Dette toilet slår selv låget op og tænder lyset nede i kummen, når man åbner døren:
Når man rejser sig, går der et passende tidsrum (til at få bukserne lynet), før toilettet automatisk trækker ud, samtidig med at vandet i håndvasken øverst på toilettet begynder at løbe. Det er meget normalt med varme i brættet, forskellige spulingsmuligheder, musikafspilning (“for privacy”) m.m., som alt sammen indstilles på væggen:
Toiletpapiret er helt tyndt, men der er altid rigelige mængder, også på de gratis offentlige toiletter.
Typisk japansk 9: onsen
En onsen er en japansk varm kilde, som der er mange af på de vulkanøer, som udgør Japan. I Tokyo savner man de naturlige onsener så meget, at man mange steder har lavet dem kunstigt, som f.eks. her på vores hotel:
Vores onsen er meget populær blandt hotelgæsterne, så jeg måtte blive til efter lukketid, for at den blev mennesketom og fotograferbar. Vandet er ellers meget varmt, nok 43 grader, så man kan ikke være deri så længe. Desværre er onsener kønsopdelte (og man bader nøgen).
Inden man træder ned i onsenen, vasker man sig siddende i disse båse med duggede spejle:
Typisk japansk 8: paraplystativer, taskekurve og regningsholdere
Ved indgangen til butikker, restauranter og hoteller er der altid mulighed for at stille sin paraply. De avancerede steder kan man låse den, enten med en kode eller med en nøgle som her:
Vi har kun oplevet lidt støvregn, men må vel have været heldige, siden der er disse paraplyfaciliteter.
Når man er kommet ind på restauranten, er der som regel en lille kurv til at stille sin taske i:
Når man så har bestilt mad, bliver regningen sat ned en den lille, cylinderformede regningsholder, der står på alle borde:
Efter endt spisning tager man sedlen med op til skranken, betaler, tager sin paraply og smutter ud i verden igen.
Typisk japansk 7: sushi
Når vi nu ikke kunne komme på den michelinrestaurant, vi gerne ville på, bookede vi plads til frokost på samme hotels sushirestaurant, Sushi Sora. Aftenen inden vores frokostbooking stod vi ved Kudanshita Station og var pludselig blevet sultne. Jeg syntes, det var oplagt at prøve noget tilfældig sushi, så vi havde noget at sammenligne med, når vi skulle på den dyre sushirestaurant dagen efter – eller andre gode undskyldninger.
Efter en del søgen live, via Google og via TripAdvisor lykkedes det os endelig at finde et sted. Sushibutikkerne hænger ikke ligefrem på gadehjørnerne her i Tokyo, som de gør i Aarhus. Eller måske ligger de lige så tæt som i Aarhus, men så har vi bare sværere ved at spotte dem her. Anyway, vi fandt et sted – som vi endte med at forbande efterfølgende.
Menumæssigt fik vi ikke noget valg. Der var kun den nederste mulighed på det A4-ark, tjeneren viste os, og den kostede ca. 320 kr. pr. person. Tja, okay – nu trængte vi bare virkelig til noget mad. Mens vi sad lige så pænt i det stille, intime lokale med kun ét andet besat bord, 3 kokke og et par tjenere, der kunne se vores mindste bevægelser, kunne jeg følge lidt med i, hvad der skete oppe hos kokkene. Til min skræk kom et par små tallerkener med et kæmpestort sneglehus på ned mod os. Kokken havde været så sød at skære sneglen over på midten til os, men det var stadig nogle pænt store mundfulde, som vi måtte tvinge ned efter at have spiddet dem med den medfølgende tandstik.
Derefter fik vi 7 nigiri, 3 små maki og en gunkan med alt for store, tykke stykker fisk på risklumperne af normal størrelse. Fisken var ikke lige af den slags, man har adgang til i Danmark, men var for størstedelens vedkommende helt blød og meget fed – præcis som om nogen havde puttet et ordentligt stykke tandsmør oven på en risklump. Oven på forretssneglen og kombineret med, at vi ikke fik fat i, hvad det var, vi spiste, plus at det ikke er velset at søbe ting ind i soja, var det pænt ubehageligt, og vi skulle koncentrere os meget for ikke at være så meget til stede i oplevelsen, at vi ville kaste op.
Thomas klarede rent faktisk nigirien med søpindsvin, som jeg kapitulerede over for. Måske pga. det ene resterende stykke sad vi, hvad der føltes som en halv times tid, og stirrede nervøst på hinanden (i kompagniskab med den høfligt overvågende tjener) og frygtede, at der ville komme mere mad, og at vi havde brudt hele høflighedskodekset. Men der kom heldigvis ikke mere, og vi slap ud derfra mætte, men meget kvalme og med en ubændig trang til at aflyse morgendagens sushiaftale.
Vi mandede os dog op og trøstede os med de overstrømmende positive anbefalinger, Sushi Sora havde fået. Restauranten ligger på 38. etage og har kun 8 pladser. Der var 4 ledige pladser, da vi spiste der, så byen var en flot kulisse til den minimalistiske japanske restaurant, hvor maden blev tilberedt af 2 kokke lige foran os:
Vuet henne fra vinduerne:
Restauranten set fra vinduerne:
Kokkenes arbejdsplads mellem bonsaitræet, det klukkende vand og skærebrætterne.
Efter et par appetizere (bestående af en syltet bladgrøntsag og en blød minikartoffelagtig grøntsag, der skulle klemmes ud af sin skræl) fik vi serveret én nigiri ad gangen. Kokkene var meget informative og snakkede fint engelsk, så vi fik faktisk fat på, hvad vi spiste. Sushistykkerne havde også en mere passende størrelse, fisken smagte bedre, og der var tilsat andre diskrete smage, som f.eks. lidt revet citrusskal.
For første gang smagte jeg rigtig wasabirod, som koster ca. 2.000 kr. pr. kilo og efter at være blevet revet kun kan holde i ca. 20 minutter.
Vores anden gang sushi var klart bedre end den første, men ikke god nok til, at sushielskeren her skulle nyde mere på denne japantur. Jeg må bare konstatere, at jeg ikke kan lide rigtig sushi, hvor fokus er på friske, lokale fisk i sæson, men kun danskerudgaven med massevis af soja, grøntsager og chilimayo og helst laks, som slet ikke serveres på de fine sushirestauranter her, fordi der aldrig er laks i havet rundt om Japan.
Typisk japansk 6: michelinrestauranter
Tokyo er helt vild michelinmæssigt: 13 restauranter med 3 stjerner, 51 med 2 stjerner og 153 med 1 stjerne. Godt nok er det også en enorm by, men alligevel!
Vi ville gerne have været på Tapas Molecular Bar og prøvet molekylærgastronomi på japansk (især efter vores helt fantastiske besøg på københavnske Alchemist med tomatsfærer og chokoladeregnorme). Restauranten har kun plads til 8 spisende og ligger på 38. sal af Mandarin Oriental Hotel, som for øvrigt også lige har 2 andre michelinrestauranter (Sense og Signature)! Men der var selvfølgelig fuldt booket, til længe efter at vi har forladt Tokyo …
Efter et par overvejelser undrer det os ikke, at Tokyo har så mange michelinrestauranter. Selv på ikkemichelinrestauranterne er serviceniveauet tårnhøjt her i Japan. Japanernes høflighed transformeres til en fantastisk empati, så de ved, lige præcis hvornår de skal henvende sig om hvad, hvad der skal forklares til europæere, og hvornår de skal give én et par minutter mere. Det er sublimt.
Baseball midt i storbyen
Blandt Tokyos mange underholdningsmuligheder er baseballbatting. Man står på en lille bane, der er omkranset af net, og skyder til bolde, der kommer flyvende automatisk imod én:
Thomas blev helt god til det til sidst:
Typisk japansk 5: bamser, spillebutikker, karaoke og anden underholdning
Japanerne er vilde med bamser, især dem, der skal fanges med en klo. Der er butikker med flere etager til det formål mange steder.
Bamser fås i alle tænkelige udformninger (bortset fra en “ren” Pikachu – uden sportstøj, politiuniform eller lignende – som vi ledte forgæves efter):
Der er rigtig mange fleretagers spillebutikker med alverdens typer spilleautomater og et lydniveau, der ikke ville være tilladt i Danmark:
Mange steder er der karaokerum, men man kan også leje et rum for at se DVD’er og slappe af – inkl. mulighed for at tage et bad, vaske tøj, sportsbette m.m.:
Vi er lidt i tvivl om, om det kun er til trætte forretningsmænd, der har langt hjem, eller om rummene evt. bruges sammen 2 og 2 i en times tid, i hvert fald dem, som ligger nær Tokyos red light district, Kabukicho – som for øvrigt er meget diskret, rummer biograf, pandekageboder og andre uskyldige ting og er et helt fint og trygt kvarter, også efter midnat.
Tokyo fra oven
I Tokyo Metropolitan Government Building kan man komme gratis op på 45. etage og se byen fra oven. Stortokyo rummer et sted mellem 37 og 39 mio. indbyggere, men når dog ikke hele vejen til det perfekte vulkanbjerg Fujiyama (Japans højeste bjerg), som kun kan ses i horisonten på helt klare dage, ikke på dage med skyer som denne:
I den anden retning kan man se den park, vi bor lige ved siden af, og IOIO-bygningen (med rødt logo på toppen), som vores hotel er bag ved (ved pilen):
Parken bag vores er Chiyoda-parken, og bag den er et af Tokyos allermest centrummede centrummer, Chuo.
Baby var selvfølgelig med oppe i højden:
Typisk japansk 4: rygning forbudt ude, men tilladt inde
Meget omvendt for os danskere er det forbudt at ryge på gaderne i Tokyo:
Men til gengæld er det tilladt på næsten alle restauranter (uanset om der bare sælges suppe eller ligefrem kobekød), hvor der som en selvfølge står askebægre klar på bordene:
Typisk japansk 3: mennesker på fodgængerfelter
Noget af det, vi forbandt med Tokyo hjemmefra, var en masse lysskilte og en masse mennesker. Da vi skulle planlægge rejsen og satte Google Maps-manden ned på Street View-plan forskellige steder i byen, var det bare overhovedet ikke det syn, der mødte os. Det så meget forstadsagtigt og mennesketomt ud på alle stikprøvestederne.
Vi måtte simpelthen billedgoogle “Tokyo city center” for at finde ud af, hvor lysshowet og menneskene befandt sig. Vi konkluderede Shinjuku og fandt et hotel dér. 4 km længere sydpå ligger Shibuya, som er kendt for sin vilde fodgængerovergang, hvor alle biler i krydset holder for rødt på én gang for at lade fodgængere passere på tværs, eller i hvilken retning de nu vil gå. Her venter alle pænt:
Dette billede viser kun en fjerdedel af de mennesker, der venter. Resten skulle man have en vidvinkel og en zoom for at få med, for feltet strækker sig langt bagud og også fremad helt hen til 109-bygningen i centrum af billedet.
Så er der blevet grønt for fodgængerne:
Det største fodgængerfelt i vores kvarter, Shinjuku, er næsten lige så fyldt:
Og sådan er det højst sandsynligt også en del andre steder i Tokyo, for byen har ikke bare ét centrum, men mange centrummer ved hver af de primære togstationer.
Typisk japansk 2: sidespejle på kølerhjelmen af taxaer
Det ser lidt sjovt og sødt ud, at de fleste taxaer har sidespejlene flyttet næsten helt ned til forlygterne:
På rejse med Pikachu
Vi begyndte at spille Pokémon, da vi var i Champagne i sommer, og må indrømme, at appen stadig er tændt en gang imellem (hmm, kan man nå level 26 og 27 og stadig dække sig ind under “en gang imellem”?).
Lufthavnen i Dubai er ret fin at samle meter og bolde i – når man nu alligevel skal have rørt sig, hvilket jo er obligatorisk imellem to lange flyrejser.
Tokyo er en af verdens største byer, og det kan man godt se på antallet af pokéstops. Her ses området ved Shibuya Station, hvor pokéstoppene står så tæt, at det er svært at trykke på dem:
3 pokéstops oven i hinanden og rigeligt med lure og pokémoner.
Sådan her ser det ud i den virkelige verden samme sted:
Jeg kunne slet ikke få alle spillerne med på billedet, for de stod bag mig, til højre, til venstre, længere fremme og inde i alle kroge langs bygningerne, så de ikke stod i vejen. Her er en decideret pokéallé samme sted flankeret af nydelige, voksne spillere:
Thomas er ham den lyseblå i midten af billedet, der gemmer sig blandt alle jakkesættene i bedste Find Holger-stil.
Fundet!
Typisk japansk 1: meget høflige og nydelige mennesker
Noget af det første, der gik op for os, var, at japanerne er utrolig høflige og nydelige. Halvdelen af alle mænd på gaderne i Tokyo går i jakkesæt (hvilket måske får Thomas’ ellers fine mode med joggingbukser og sports-T-shirts til at blegne lidt).
Allerede i lufthavnen var det underligt ikke at blive tiltalt af nogen, der ville sælge os noget. Selv da vi kom ud til køen med ledige taxaer, måtte vi helt hen til bilerne og selv henvende os for at få kontakt. Det er normalt en god idé at spørge til prisen, inden man hopper i en lufthavnstaxa, så det gjorde vi selvfølgelig, og vi gentog et par gange “What is the price?”, fordi vi ikke umiddelbart fik svar. Men det skyldtes ikke, at chaufføren forsøgte at undvige med henblik på bare at kunne slynge et højt talt ud ved slutdestinationen. Næh, han tog sig bare god tid og skulle lige finde en prisliste frem, så vi kunne se, at det blev 8.200 yen til Tokyo-bydelen Shinjuku, hvor vi skulle bo. Ups, lidt pinligt at være sådan nogle utålmodige, mistroiske turister …
Et nydeligt og meget repræsentativt ungt par går tur i parken.
Siden lufthavnen er vores indtryk kun blevet forstærket. Folk er utrolig hjælpsomme, høflige, smilende og takkende – ikke på den overvældende thaimåde, men snarere på en diskret, velopdragen, respektfuld og rank måde – hmm, “høflig” er nok det allermest rammende ord.
Til Japan
Chile er et uafsluttet kapitel her på bloggen. Jeg mangler alt derfra! Det propper jeg ind senere, når vinterdagene bliver lange og kolde hjemme i Danmark, for nu starter efterårets eventyr.
Egentlig ville vi gerne have været en måned i Japan, men vi havde svært ved at blive helt skudt i landet hjemmefra. Vi ville begge gerne se Japan, bl.a. for at opleve et rigt, højteknologisk asiatisk land og smage deres mad (læs: sushi!). Men da vi begyndte at undersøge, hvor i Japan vi skulle tage hen (fra Hokkaido-øen med skimuligheder i nord, over storbyerne Tokyo og Kyoto samt de engang udbombede Hiroshima og Nagasaki til den varme ø Okinawa i syd), kunne vi ikke finde en logik, der føltes rigtig – ikke mindst fordi prisniveauet er relativt højt (kun lidt billigere end i Danmark), så man skal virkelig ville det.
Valget endte med 9 dage kun i Tokyo, og så må vi komme tilbage, hvis det kalder på mere. Efter 3 dage i Tokyo kan jeg allerede godt forestille mig et gensyn engang.
(Tak til I Forms ruteplanner og Google for kortet).