Cykler – Fra Smilets By til … en familie på 4!

Cykeltur til stranden

31. december 2014 af anetteoest

1. juledag startede tidligt, fordi en af panamanernes juletraditioner går ud på at fyre fyrværkeri af den 24. december kl. 24, dvs. vores den 25. december kl. 6. Naboerne tyvstartede kl. 5.45. Heldigvis kunne vi sove igen en halv time efter.

Da det blev lyst til vores middagstid, stod vi op, pakkede noget mad og vand og cyklede til stranden 30 km væk (60 km tur-retur!):

Ruten kan endda ses på panamakortet (men det skyldes måske snarere, at landet er ret lille, end at vi cyklede megalangt):

Der skete ikke så meget på selve cykelturen, ud over at vi fik svedt helt vildt i varmen og hilst på og vinket til en masse mennesker i landsbyerne på vejen.

Da vi efter 2 timer nåede havet, kunne vi konstatere, at Stillehavet er lig med store bølger:

Store vidder:

Og sort sand:

De fleste sopper bare:

Vi blev også på stranden og overlod det til andre at boltre sig i bølgerne:

Ham til højre ovenfor klarer bølgen i fin stil – også nogle sekunder senere:

På stranden er der livreddere og et overdækket område, hvor man kan leje en bænk for 10 dollars:

Og ved siden af er resortet Las Olas (på dansk “Bølgerne”), som er et af de steder, der er virkelig fotogene:

Jeg trængte SÅ meget til cola og pomfritter efter den lange, hede cykeltur, og Thomas lod sig lokke – mmm, det gjorde godt:

Det var skønt bare at sidde og slappe af inden den lange cykeltur hjem igen, og i det hele taget var der meget fredfyldt på stranden og ikke mindst på vejen dertil i de små landsbyer, hvor folk enten slentrede afsted eller sad på en bænk og betragtede dem, der slentrede afsted.

Det er lidt af en gåde for os, at panamanerne ikke udnytter vandet – både havet og floderne – mere. Vi var alene på cola-pomfrit-restauranten, køkkenet var ikke startet op det første lange stykke tid, og is, souvenirs og forlystelser er en by i Rusland i Panama. Hjemme i David flyder floden Río David gennem byen, men den er umulig at komme ned til. Alle veje, der på kortet ser ud til at gå ned til floden, ender på denne måde (og jeg får ikke lov til at gå videre og udforske vildnisset, fordi Thomas ikke gider hente mig ud, når jeg er blevet bidt af en slange):

Vi kan ikke regne ud, hvorfor det ikke er allermest attraktivt at bygge huse lige ned til floden eller bygge byer ved havet. Hvorfor er der ikke gamle fiskerbyer langs havet? Er det pga. farligt vejr og risiko for oversvømmelser? Og er det krokodiller, der skræmmer folk væk fra floderne med det rislende, livgivende vand, eller hvad skyldes det?

(Tak til I Form for kort).

Tandemeffekten

21. december 2014 af anetteoest

I Panama City var folk generelt ret ligeglade med os, men straks vi kom til David, begyndte det samme at ske, som da vi kom væk fra hovedstaden i Thailand: Folk råber hilsner til os på gaden og vinker og pifter. De synes tydeligvis, at vi er lidt sjove. I det fine villakvarter, vi bor i, holder folk sig dog tilbage (bortset fra håndværkerne, der arbejder inde ved vores genbo). Folk er lidt mere dannede her og siger lige så pænt “Buenos días” med tydelig udtale, hvorimod folk inde i midtbyen bare siger “Buena”/”Bueno”/”Buene” – eller “Ola”.

Vi synes, det er hyggeligt at blive hilst på, men har spekuleret over, hvad der gør os så hilsværdige. En vigtig parameter er mit lyse hår (hilseeffekten er ikke så stor, når Thomas er alene ude), og en anden er, at vi cykler (igen nok især at jeg cykler, for vi har endnu ikke set en eneste kvinde eller pige cykle her i Panama).

Vi falder uden for normen, når vi ikke kører i egen bil eller tager en af de utallige, billige, gule taxaer. Så det er altså lidt komisk for panamanerne, at vi okser afsted på vores cykler i varmen (selvom der nu er helt fladt her, så der er ikke meget oksen over det). Og når vi ovenikøbet nogle gange kigger os nysgerrigt om til højre og venstre og måske har en stor pose rent vasketøj på bagagebæreren og en 3,7-litersvanddunk i cykelkurven foran, så går der lidt “tandemeffekt” (forklares nedenfor) i den:

Vi overvejede, hvilke fremmede mennesker vi i Danmark ville vinke og råbe “Hej” til, og blev enige om, at vi nok ville gøre det til folk på tandem. En tandem er bare så hyggelig, at man ikke kan lade være med at smile, kigge utilsløret efter den og lige komme til at vinke lidt. Derfor har vi navngivet fænomenet tandemeffekten her i Panama, selvom vi kører rundt på to helt almindelige mountainbikes (2 stk. for 3.000 kr. – billigt, men til gengæld med tydelig rust på skruerne allerede på andendagen):

Det kan godt være, panamanerne synes, vi ser fjollede ud, men det er nu lidt smart, at vi kan inderhale dem, når de holder i kø i midtbyen, og at vi slipper for alle de buler, de får.

Hvad er et hjem?

14. december 2013 af anetteoest

Før vi tog afsted, mente jeg kækt, at jeg sagtens kunne bo i en kuffert. Den rummede alt, hvad jeg skulle bruge: tøj, sko, makeup, computer, pas og penge. Hvad mere bruger man egentlig til daglig? Hvad udgør et hjem, og hvad er overflødigt fyld, som man alligevel ikke bemærker?

Ved hver af mine seneste flytninger derhjemme i Danmark har jeg smidt flere og flere ting ud – eller pakket dem væk, hvis de lige skulle have en mellemstation, inden den endelige udsmidning ved næste flytning. For hvor tit hiver man egentlig en kogebog frem nu, hvor alle opskrifter ligger på nettet? Hvor unik er den stueplante, som man ganske vist har haft i årevis, men som man alligevel spotter en klon af blandt de store udgaver, der står i Bilkas blomsterafdeling? Hvornår er det, man gemmer den økologiske dyre(bare) balsamico, som man fik i gave, til? Er det vigtigt at drikke vand af lige præcis de vandglas, som man altså følte mere for, end kæresten følte imod, da man stod med valget i Ikea? (Eller ville han gerne bare snart ud?). Sølvlysestagen, som var så fin hos mormor, og som nu symboliserer hende og er blevet hellig uden overhovedet at passe ind? Nipsgenstanden, som man faldt for på en ferie, men som virker lidt latterlig nu – men som alligevel kostede for meget til at blive smidt ud? Lageret af hakkede tomater, som skulle befri hjernen for alle tanker om dåsetomater, fordi der altid bare er nok, men som man alligevel registrerer, hver gang man tager et eksemplar, fordi lageret jo så desværre ikke er helt så stort længere?

Vi havde planer om i 4-5 uger at bo en uge ad gangen vidt forskellige steder i Thailand – at flytte lørdag, så vi worst case kunne bruge søndagen på at skaffe stabilt og godt internet til de 5 hverdage med arbejde, se området om formiddagen i hverdagene (mens I og vores kunder sover) og så flytte igen lørdag. Smart og systematisk. Det ville give et godt rationelt grundlag for beslutningen om bopæl. På den måde kunne vi også prøve nogle af de andre lande i Asien, hvis ikke lige Thailand faldt i vores smag. Men idéen svandt ind allerede i Danmark, jo tættere vi kom på afrejsedatoen. Hvad nu, hvis Hua Hin bare var det rigtige sted? Så var det jo rarest bare at starte der. Vi fik begge en irrationel fornemmelse af, at Hua Hin var det perfekte sted – hvilket det sjovt nok viste sig slet ikke at være.

De 3½ uge, hvor vores kufferter var vores hjem, var stressende. Vi havde et stort uopfyldt mål: at finde stedet, som bare ikke lod sig finde. Derudover var alt nyt. Kan vandet fra vandhanen drikkes? Håndsprit, håndsprit! Hov, pas nu på din åbne taske – der kan være lommetyve! Hvorfor er det så svært at sige “Kop kun ka”? Du er jo 99 % sikker på, at det rent faktisk betyder ‘tak’. Hvordan ser thaierne på os? Er vi bare dumme turister? Hov, var det ikke noget med, at man ikke må træde på dørtrinnene, fordi thaierne mener, der bor en alf i dem? Åh, og kongen! Bare du nu husker ikke at prøve at træde på pengesedlen med et billede af kongen på, hvis den blæser væk for dig! (Hvor tit er det lige, en pengeseddel blæser væk?). Kan vi tillade os at gå ind på en luderbar sammen med de fulde mandlige vesterlændinge bare for at se, hvordan det foregår med 12 dansende piger i midten med bestillingsnumre på de ens trusser? Og lige en gang til: Åh nej, ser de os bare som dumme turister, eller er det okay, vi er her?

Da vi havde erkendt, at vi ikke kunne finde en paradisisk hytte lige ned til havet midt i byen og alligevel uden trafikstøj, uden andre turister, men alligevel med fitnesscenter og så til en billig penge, var det stærkt befriende at være flyttet ind i en okay bolig med kun ét vindue, en elkedel og lidt bestik, en hård seng, et tøjskab uden skuffer og et badeværelse. Men det var vores, og vi kunne placere vores få ejendele på faste steder, og tøjet fandt vi alligevel plads til. Sommertøj fylder jo ikke så meget. Pludselig kom kækheden igen. Ej, måske kunne vi også bare bo her hele tiden. Behøver vi overhovedet den villa, som vi ellers ser frem til at flytte ind i til januar?

Det var vældig hjemskabende at købe en cykel:

Det var cementerende og symbolsk at købe en dyr, varig, personlig, praktisk ting, som ikke kan flyttes med i en kuffert (dyr skal forstås relativt, da 750 kr. ikke er dyrt for en cykel, men i Thailand er vi ikke vant til at give ret meget for noget ud over huslejen). Og cyklen giver frihed. Frihed til at cykle de 3½ km hen til naturparken, hvor der faktisk også er andre, der dyrker motion (eller altså, de prøver på det – det går ikke så stærkt, når man jogger i Thailand). Pludselig er vi ikke så anderledes – og dét føles faktisk hjemligt. Det føles også hjemligt at vide, at i Okay Supermarket er der en byttecentral med danske bøger – bare for det tilfælde, at e-bøgerne skulle slippe op. Så er der et lager! Og det er også i Okay Supermarket, at de har den gode mysli, så vi kan få vores danske morgenmad. Den er også hjemlig. Det er i det hele taget trygt og godt at vide, hvor vores yndlingsrestaurant er, på hvilke barer henholdsvis turisterne og de lokale holder til, hvordan man på cykel klarer det store højresving, og hvornår man lige skal ringe med ringeklokken, så hundene ikke bliver forskrækkede, når man kører forbi.

Min hjemlighedsfølelse ligger måske i at forstå og kende den nære omverden og føle, at jeg passer ind blandt menneskene i den. Og så måske i at have bare et lille lager. 😉

Hvad er dit hjem?

Jagten efter en permanent bolig

3. december 2013 af anetteoest

Da vi var kommet til Hua Hin, begyndte vi at lede efter noget at bo i det næste lille halve år. Det viste sig at være meget svært. Vi var selv rundt i området og lede og kiggede på nettet og kontaktede flere agenter, men langt det meste var allerede udlejet, i hvert fald i højsæsonen fra midt i december til starten af februar. Tilsyneladende lejer de fleste hjemmefra i blinde eller kender måske stederne i forvejen.

Det var svært at vælge mellem de muligheder, der trods alt var:

1. mulighed: storslået vue mod syd fra 19. sal.

Fantastisk pool at svømme i – den slår selv Aarhus Svømmestadions 100-meterbane.

2. mulighed: Fantastisk pool at svømme i – den slår selv Aarhus Svømmestadions 50-meterbane.

3. mulighed: Lækkert uden tvivl, men vi så ikke en eneste beboer på disse fine faciliteter – lidt trist i længden.

Morgendukkert her? Ja tak!

De fleste steder med fantastiske vuer og dejlige faciliteter er desværre store hotelkomplekser, som ligger helt isoleret. Specielt nord for Hua Hin er der mange langs kysten, der ligger forskansede bag store, forkromede og bevogtede indgange. Der er lange, triste, øde veje mellem boligkomplekset og hovedvejen, og når man endelig har nået den stærkt trafikerede hovedvej, er der kun et par forkølede madsteder – absolut intet lokalliv og ingen mulighed for at komme umotoriseret ind til byen.

Vi endte med at fravælge Hua Hin pga. turisternes dominans og den store hovedgade, Phetkasem Road, der skærer sig gennem byen, og som er svær at krydse og overhovedet gå langs, fordi madboder, skilte i hovedhøjde og elledninger fylder hele fortovet:

Hua Hin centrum.

Til gengæld faldt vi pladask for landsbyen Cha-am med ca. 50.000 indbyggere 25 km mod nord. Cha-am er delt op i Cha-am by og Cha-am strand. Stranddelen af byen er et af bangkokborgernes yndlingssteder i weekender og ferier – og også vores, men ikke ret mange andre turisters. Vi afsøgte hele kystlinjen for muligheder – gik ind hvert sted, der så ud til at have en pool, og spurgte til long-term rental-priser. Efter et par dages research – assisteret af en tuktukchauffør, som kørte os frem og tilbage og rundt i 6 timer for 1.000 baht (180 kr.) – endte vi på Raya Resort med denne skønne have, som står i stærk kontrast til det rod og skrald, der ellers flyder overalt i Thailand:

Udsigten fra altanen, hvor vi sad og arbejdede.

På Raya hører der cykler med til lejligheden, og da byen er ret rolig, vovede vi os hurtigt os ud på cykler i venstre side. Det gav en fantastisk frihed.

Underetagen på Raya.

Raya Resort er dog vældig dyrt (lidt over 14.000 kr. om måneden var deres bedste tilbud), så det blev kun til 9 dejlige dage med skønne omgivelser, god morgenmad, opvartning i form af snacks ud på eftermiddagen, fri minibar, tænding af myggelys ud på aftenen og hynder, der blev lagt frem til én personligt på liggestolene, når man kom ind i poolområdet.

Fra Hua Hin (A) til Cha-am (B).