Arbejde

I den femte coachsession (i vores nye hus, nabohuset) kunne jeg mærke, at jeg var i mål. Ikke at hele planen er udført, og jeg er nede på en 20-timers arbejdsuge endnu, men jeg har lært vejen dertil, og jeg kan tage de sidste skridt selv … øhm, altså ikke helt selv – det er faktisk nødvendigt med støtte fra Thomas hele tiden, må jeg indrømme.

Jeg har lært at snakke med mig selv, så der er hul igennem indadtil, og jeg har metoden til en relativt hurtig forandring. Jeg ser lidt på det som intervalløb. Det var vildt hårdt, og jeg skulle virkelig heppes på for at sprinte hen til næste delmålstreg. Men det rykker også helt vildt. Disse coachsessioner har været helt anderledes end at gå til psykolog, selvom formålet er det samme: at få det bedre og at blive mere sig selv. Men ved min psykolog skal jeg ikke tænke selv eller anstrenge mig. Jeg bliver båret igennem det hele, får fortalt, hvordan verden er, og hvordan jeg selv er. Og det er så skønt, fordi det altid er rigtigt. Det føles som behagelig afslappende massage af psyken, hvor der bliver løsnet op, og jeg falder til ro i mig selv (også selvom der tit triller tårer). I forløbet hos coachen havde jeg derimod “bare” en træner og skulle gøre alt det hårde arbejde selv og tage alt ansvar selv, så det krævede – og kræver stadig – nogle voldsomme kraftanstrengelser, men giver til gengæld også et ordentligt ryk over kort tid.

Tusind tak for hjælpen, Anne Pernille!

Den fjerde coachsession holdt vi via telefon, mens vi boede i – eller rettere uden for – det store hus. Det var ikke gået godt med at sige min sætning til mig selv. Faktisk var det slet ikke lykkedes en eneste gang, måtte jeg indrømme. Anne Pernille tjekkede, at det ikke skyldtes, at sætningen ikke føltes rigtig for mig. Jo jo, den føles helt rigtig og nødvendig. Okay, se så sådan på det, at det åbenbart er svært for dig at sige den. Det må det jo være, når du ikke har sagt den i 14 dage. Øhm, ja! Okay, så betragt det som en løbetur. Det er helt alment accepteret, at det for mange er svært at komme ud at løbe, selvom man gerne vil. Det er bare nemmere at lade være og vælge sofaen. Det er altså svært. Men du gør det. Du ser det som en udfordring og gør det og bliver stolt, fordi det er svært. Det er det samme med sætningen. Det er det sværeste for dig i hele verden lige nu, så det er klart, at det ikke sker. Ros dig selv, hvis du bare tænker på at sige den, bare starter på den. Det er flot! Fordi det er svært.

Anne Pernille ramte hovedet på sømmet, hvad angår motivation i mit hoved. Ah, det er svært? Så skal jeg bevise, at jeg kan. Det lykkedes mig at sige sætningen en enkelt gang under vores samtale, og senere samme dag og i dagene derefter flød den ud af munden på mig (dog inde i hovedet uden lyd) i alle mulige situationer. Pludselig kunne jeg. Det var ikke altid, jeg tænkte intenst over indholdet af sætningen, men hver gang sænkede mine skuldre sig, og jeg trak vejret lidt dybere. Det var fantastisk.

Den tredje coachsession holdt vi via Skype, mens jeg boede på hostel her i David. Der havde ikke været meget tid til at fokusere på mit mål og mine ønsker, fordi alt omkring os sejlede. Vi havde ikke fået nye håndklæder på hostellet i over en uge, køkkenet var for ulækkert til at lave mad i, og vores boligjagt var frustrerende. Så det var godt at snakke med Anne Pernille og blive holdt til ilden.

Vi snakkede mest om, hvordan jeg får skåret ned på kunderne, og Anne Pernille foreslog en sorteringsmodel, som de fleste kvinders tøjskabe ville have godt af:

Hvad bruger jeg aldrig? Hvad er plettet eller slidt? Hvad er for småt eller for stort? Jeg skulle lave en udbunke, en måskebunke og en blivebunke. Men hvad skulle jeg sige til dem i udbunken? Det virkede umuligt for mig og så uhøfligt bare at smide dem ud. Samtidig var det kontraintuitivt, for jeg har jo brugt så mange år på at bygge virksomheden op (dvs. netop skabe kunder), og jeg har set det som naturligt, at firmaet skulle vokse, ikke holdes nede.

Men Anne Pernille fik guidet mig igennem det: Hvad ville jeg selv ønske at høre, hvis en frisør simpelthen ikke havde tid til mig – heller ikke i næste uge? Så ville jeg gerne have at vide, at det ikke havde noget med mig personligt at gøre, og jeg ville gerne anvises et alternativ. Fint, så er det det, du skal gøre. Det lykkedes rent faktisk også i de efterfølgende dage på den måde at sende nogle kunder videre til et par andre korrekturlæsere, jeg kender og holder af.

En anden ting, vi snakkede om, var det her med at føle sig forkert. På det personlige plan dur det ikke, at jeg skal have kunder til at sige, at jeg er god nok. Det bliver nødt til at komme indefra. Anne Pernille fik derfor guidet mig frem til en sætning, som jeg ville sige til mig selv: “Jeg er god nok, selvom jeg laver fejl.” Den skal ikke forstås på den måde, at jeg pludselig skal slække på kvaliteten i firmaet. Jeg skal bare vide, at jeg ikke dør, at min eksistens ikke er truet, i det øjeblik jeg laver fejl – i privatlivet eller på arbejde. Jeg valgte at ville sige det hver dag inden arbejde og igen, når arbejdsdagen slutter.

Her er et udpluk af Anne Pernilles fremragende resumé af sessionen:

“Accept af dig selv kan kun komme indefra
Vi har talt om selvværd og de “to huller i jorden”.
Det ene er bundløst – det er der alle andres ros og anerkendelse ryger i.
Det andet har en bund og kan fyldes op – det er der al din egen anerkendelse og selvkærlighed bliver bygget op i.

Anden coachsession ville Anne Pernille meget gerne nå, inden jeg tog afsted, for dén session ville være svær at klare over Skype. Jeg forstod hvorfor bagefter!

Efter lidt indledende snak dykkede Anne Pernille lidt mere ned i, hvorfor jeg arbejder så meget, altså hvorfor jeg ikke kan lade være. Selvom jeg virkelig har haft brug for pengene, er det ikke nok til at presse sig selv så meget. Der må være en anden grund, en psykologisk grund. Hun spurgte ind til, hvorfor jeg er bange for at sige nej til kunder. Et af svarene er, at jeg føler, jeg svigter folk og afviser dem, og det ville jeg selv have det rigtig svært ved. Man kommer med sine penge og vil gerne købe en iPhone og får så et nej. Sådan en afvisning ville jeg blive ked af og frustreret over, så sådan må mine kunder vel også have det. Allerinderst og mest irrationelt inde er jeg også bange for, at hvis jeg siger nej eller hæver priserne, svarer kunderne: “Så mange penge er du i hvert fald ikke værd – og i den foregående tekst fandt jeg for øvrigt en fejl, du havde overset!”

Efterhånden indsnævrede Anne Pernille samtalen hen mod ét af de mange ord, jeg havde nævnt: Var jeg bange for at føle mig afvist? Jah … Føle mig dårlig? Jah … Føle mig forkert? JA! Forkert, det er kodeordet. Jeg er simpelthen bange for at være forkert – hvilket man måske (set her i bagklogskabens lys) ikke skal have en ph.d. i psykologi for at regne ud, når jeg har valgt at arbejde med netop at fjerne forkerte ting. Sort/hvidt. Rigtigt/forkert. At få mærkaten “Fejlfri” er toppen for mig. Jeg bliver så lykkelig. Og netop derfor arbejder jeg så meget. Jeg afleverer en tekst. Og en time efter får jeg en mail tilbage: “Fantastisk! Tak, fordi du kunne klemme den ind. Det reddede lige min dag. Og sikke mange dumme fejl, du også reddede mig for!” Uh, det varmer mit hjerte, og derfor arbejder jeg så meget. Jeg har brug for det kick – takken og stemplet “Fejlfri”.

Men når jeg nu gerne vil kvitte min afhængighed af disse kick, må vi arbejde med det bagvedliggende: ordet “forkert”.

Anne Pernille bad mig sætte mig, så jeg slappede allermest af, og lukke øjnene. Så skulle jeg forestille mig, at jeg stod på en vej ved et busstoppested. Der kommer en bus, og en person stiger ud. Denne person er forkert. Hvordan ser personen ud? Hvem er det?

Med lukkede øjne og efterhånden nærmest i trance arbejdede min hjerne med at svare på spørgsmålene. Først så jeg en mand for mig, så lidt en kvinde, men nej, det var mest en mand. “En mand,” sagde jeg højt. “Han er lidt snusket, har laset tøj på og lugter ikke så godt. Hans hår er langt og uglet, og hans skægstubbe er blevet ret lange. Han er rødmosset, hans tænder er dårlige, og han har alt for varmt tøj på.”

Okay. Ved siden af busstoppestedet er der en park, bl.a. med en bænk. Vil du spørge manden, om han vil med hen på bænken?

“Det vil han gerne.” Vi følges derhen, og Anne Pernille får guidet min snak med personen. Jeg får fundet ud af, at han hedder Frede, Forkerte Frede, og han er hjemløs. Men han holder til i parken og nyder at være ude i det fri altid, så jeg skal ikke have ondt af ham. På et tidspunkt går en kvinde og et barn forbi os, mens vi sidder på bænken. Barnet kigger nysgerrigt, men da moren ser, hvem drengen kigger på, knuger hun ham instinktivt tættere til sig og kigger med stift blik lige frem og går lidt hurtigere. Jeg bliver lidt ked af det på Forkerte Fredes vegne, men det skal jeg ikke være, siger han. Han er vant til det – og for øvrigt skal man ikke have ondt af ham. Han har levet et spændende og vildt liv, præcis som han ville, og ville aldrig bytte liv med nogen, der går ad den lige vej. Han er fri og har ingen bindinger, intet at leve op til, intet at forsvare. Han er lykkelig. Vi snakker lidt mere sammen, og jeg erkender, at jeg dømmer folk efter deres facade. Jeg er intolerant og overfladisk og bange for, hvad andre tænker om mig. Til sidst takker jeg for snakken, og Anne Pernille spørger, om der er mere, Frede vil sige til mig – flere gode råd. Og ja, han siger, at jeg skal være noget mere udendørs, i det fri. Det er godt for mig. Vil han mødes igen? Kan vi være venner? Nej, ikke som det er nu, svarer Frede. Ikke når jeg ikke er ærlig og kommer, som jeg er. Denne snak føltes mere som et interview for ham. Hvis jeg vil mødes med ham igen, skal jeg ikke have smart tøj på, og jeg skal komme uden makeup. Så kan vi begynde at snakke.

Til sidst skulle jeg blidt åbne øjnene og vende tilbage til værelset, vi sad i. Jeg skulle forme mine hænder som en skål og forestille mig, at Frede stod i mine hænder i lille udgave. Jeg førte ham op til mit hjerte, og han hoppede ind i mig. Fra nu af kan han guide mig. Jeg forestiller mig, han står på min venstre skulder, og når jeg gør noget, der ikke er godt for mig, og når jeg ikke er mig selv, så klasker han sig på lårene af grin, for han er ikke høflig og siger tingene på en diplomatisk måde. Han griner og griner ad mig, og det er faktisk ret forstyrrende og distraherende, og jeg kommer også til at grine – på den gode måde. Så kan jeg lære det.

Her kommer anden del af serien om min arbejdsafhængighed: coachdelen, den gode del.

Lige inden vi rejste afsted mod Panama, nåede jeg at møde min coach, Anne Pernille fra Care to Grow (caretogrow.dk). Jeg faldt tilfældigvis over hendes hjemmeside, hvor beskrivelserne af f.eks. dårlig work-life balance passede mig på en prik, og hun var fleksibel og kunne lige klemme mig ind inden Panama – endda med 2 sessioner.

Vi startede med, at jeg ridsede situationen op, og snart efter spurgte hun, hvor gammel jeg var. 32, okay. 30 år fra nu – så er du 62 – hvordan vil du se tilbage på dit liv som 62-årig, hvis du fortsætter med at leve som nu? Hvad vil der ske? Jeg fablede om både blodpropper og en utro kæreste, der godt nok blev hos mig, men ikke fik sine behov dækket.

Derefter spurgte hun til mine ønsker og drømme. Hvad ville hende den 62-årige være glad for at have lavet i sit liv? Der var virkelig langt derind! I starten blev det mest til sætninger a la “Jeg vil gerne have mere tid til at tage på restaurant og hygge med film om aftenen, for det ved jeg, at Thomas gerne vil”. Men den slags var tilsyneladende ikke godt nok, for hun blev ved med at spørge. Jeg blev lidt blank og kunne ikke se, hvad der var galt, før Anne Pernille nænsomt fik guidet mig hen imod, hvad jeg gerne ville – aaah! Og så kom der lige så stille hul igennem. Pludselig og ud af det blå opstod en drøm om 1 års orlov fra korrekturarbejdet til at lave nogle af de mange andre arbejdsprojekter, jeg har drømt om i hen ved 10 år. Jeg fniste lidt, fordi det virkede så utopisk og langt ude.

Anne Pernille sender efter hver session en mail med et resumé, og hun er en mester til det. Alt bliver så simpelt og præcist, når hun formulerer det:

“Bagsiden af medaljen idag
– tænker på og taler om firmaet hele tiden
– sidder tit og arbejder til midnat
– det er kunderne der bestemmer i virksomheden
– sover ikke godt”

“Drømmen – tankerne fra det bedst levede liv som 62-årig:
– har været på yogaretreats, forlængede weekender osv.
– har skrevet selv -blogge om egne tanker
– er kommet ned i gear
– har tage orlov i 1 år til at udarbejde online systemet
– har brugt tid på udvikling af virksomheden.”

Vi opstillede sammen nogle “commitments” til næste gang, altså nogle ting, jeg skulle … nå nej, ville … gøre, bl.a. få overblik over min firma-/privat-/husøkonomi og melde højere priser ud til mine kunder. Jeg har før prøvet at lave både små og store prisstigninger, og det er intet mindre end angstfremkaldende. Tænk, hvis de alle går! Hvad skal jeg leve af? Tænk, hvis de bliver sure og siger, at det er mit produkt da slet ikke værd! Som en hjælp til at tøjle angsten foreslog hun mig at regne på min privatøkonomi:

“- Lav beregning af, hvad du skal tjene:
    1. Hvad er din smertegrænse (hvad er den mindste omsætning, du kan leve af)?
    2. Hvad er et normalt niveau af indtægt (råd til alt det andet normale)?”

Da jeg kom hjem og regnede på det, fandt jeg ud af, at min smertegrænse lå på under en tredjedel af, hvad jeg tjener nu. Det var betryggende at se på det på den måde, for så kunne jeg jo faktisk stadig leve af det, hvis kun 20 % af mine kunder blev hos mig – til den nye pris, jo. Øj, sikke en luksus!

Når Thomas og jeg møder nye mennesker, spørger de altid “Wow, hvordan er det muligt for jer at bo et halvt år i udlandet?” efterfulgt af “Det ville jeg ønske, jeg også kunne gøre, men det kan jeg jo ikke”.

Udsagn nr. 2 (“Men det kan jeg jo ikke”) kan diskuteres, for som udgangspunkt kan man det, som man sætter sig for. “Ja okay, du har ret i teorien, Anette, men det gælder altså ikke for mig. Jeg er jo i den særlige situation, at … Så lige præcis jeg kan ikke, fordi …” Jo, DU kan også. Spørgsmålet er bare, om du vil – rigtig vil.

Svaret på det første udsagn (“Hvordan er det muligt?”) er: vores firmaer. Og ja, seriøst hurra for vores firmaer, der giver os denne fantastiske mulighed. Det er dog ikke lutter idyl at være selvstændig, og det vil jeg gerne fortælle om i en lille serie blogindlæg, så bagsiden af rejsemedaljen også kommer frem. Nu er et rigtig godt tidspunkt at fortælle om det på, da jeg står over for en af de største ændringer i mit firmas historie – og også i mit privatlivs historie. Jeg er midt i forandringsprocessen nu, og det er pissehårdt, og jeg ville ikke kunne gøre det uden mine hjælpere (Lone, Thomas og Anne Pernille).

Hvis du kun læser med for at høre om Panama, så bare spring denne serie blogindlæg over.