Religion

Sri Lanka og ski

20. april 2016 af anetteoest

Den 15. januar 2016 fløj jeg til Sri Lanka sammen med Anne og Tora, altså til den lille fodbold syd for Indien med et areal halvanden gang så stort som Danmarks, men med hele 20 mio. indbyggere:

(Tak til I Forms ruteplanner).

Sri Lanka har 8 UNESCO-verdensarvsteder; til sammenligning har Danmark 7, og Tyskland 40, men Sri Lankas er altså seriøst seje.

Vores rejse bestod af en rundtur med stop i Negombo, Anuradhapura (et navn, der kræver lidt øvelse at udtale), Dambulla og Kandy:

(Tak til I Forms ruteplanner).

Det var en fantastisk tur til et fantastisk land, og jeg får slet ikke det hele med her, men here we go:

Jeg forelskede mig hovedkulds i Sri Lanka, da jeg en aften sad og tjekkede de billigste flybilletter til destinationer uden for Europa og dumpede Google Maps-manden ned på Street View-plan for at få et smugkig. Jeg ramte ned midt på øen, i Anuradhapura – stupaernes by. De så alt for seje ud, de stupaer, og det var de også i virkeligheden. For dem, der ikke lige ved, hvad en stupa er, så er det sådan nogle som den hvide her:

Husk at smide skoene 10-15 meter inden.

Her er den samme stupa i solnedgangens skær:

Stupaer er tit så store, at de ikke rigtig kan være på billeder (bemærk Tora og Anne nede i højre hjørne, som går og tænker “Av, av, av, er vi ikke snart nået hele vejen rundt om den fucking stupa?!”, for fliserne bliver meget varme i solen, og man må altså ikke have sko på):

De fleste stupaer er ældgamle, ca. 2.000 år, og det har krævet lidt arbejde at afdække dem, som dette skilt med før- og efterbilleder viser:

Næsten uanset hvor man kigger hen i Anuradhapura, stikker en stupa eller to op i horisonten:

Ud over de utrolig mange utrolig store stupaer, ruiner m.m. i det hellige område i Anuradhapura (ca. 40 stk.) er der masser af andre religiøse steder at se i Sri Lanka, f.eks. huletemplet i Dambulla. Her har man simpelthen valgt at lave en stor sandwich af klippe med et tempel som fyld:

Indeni er der ministupaer og et væld af buddhaer:

Sigiriya nær Dambulla er en knap 200 meter høj, kæmpestor klippeblok, der troner lodret op af landskabet – og her henligger i en mystisk tåge:

Man kan komme hele vejen op på toppen ad en masse trapper:

Over halvvejs oppe når man til nogle berømte løvefødder:

Og så fortsætter turen ellers opad ad meget stejle metaltrapper, som man bare håber, sidder ordentligt fast i klippen. Øverst på toppen er der nogle fortryllende ruiner af et palads fra 500-tallet:

Turen nedad var den samme som opad og ikke mindre nervepirrende:

I nærheden af klippen var der et træskærerværksted, hvor vi så, hvordan de blandede farver, og fik lov at hakke lidt i en kommende elefant:

Vi nøjedes ikke bare med at se de hellige steder, men kom også lidt ufrivilligt til at deltage i hellighederne. Jeg var en dag på cykeltur rundt i området og stoppede ved den nok 15 meter høje buddha under taget her:

Stedet viste sig at være en tempelskole, hvor der boede munke. Jeg forvildede mig om på parkeringspladsen bag den store buddha og stod og fotograferede nogle aber på taget af nogle bygninger …

… da nogen råbte til mig fra en altan. De vinkede mig op til sig, og pludselig stod jeg dér blandt 8 orangeklædte teenagemunke, der læste hellige tekster på 6. år – og måske kedede sig en anelse. De syntes i hvert fald, jeg var lidt sjov at snakke med, så godt som det nu kunne lade sig gøre på engelsk. Dagen efter vendte jeg tilbage med Tora og Anne, ikke mindst for at (gen)se selveste himlen:

Der var lås på himlen, men heldigvis kom en mand og låste os ind og viste os det indre af himlen. Det er lidt svært at forklare, hvad det indre af himlen er – men vi fik en meget lang forklaring! Efter de mange minutters enetale om de forskellige versioner af Buddha, og hvad der nu lige skete i hans liv, blev vi belønnet med et kig ind i det allerinderste … som er et lysshow, som jeg har prøvet at tage et billede af her (den hylende lyd, der næsten smadrede vores ører imens, er desværre ikke kommet med):

Selv efter at have set himlen godt og grundigt fik vi ikke lov til at gå, men skulle lige se et helligt træ – og velsignes hver især. Det foregik, ved at den hvidhårede mand plukkede et blad af træet og holdt det mod vores pande, mens han sagde en masse for os uforståelige ord:

Efter at være blevet velsignet alle 3 gik vi videre rundt om træet, og så var der noget med noget røgelse og noget røg foran vores ansigter og en hånd på vores skulder og … Pointen er, at efter ceremonien var den hvidhårede mand vores far, og vi 3 var søstre. Vi måtte langt om længe forlade stedet, nu med et armbånd på, som vores far havde lavet til os af hvid snor viklet nogle gange rundt og lukket med et mystisk antal knuder og hellige ord. Pyha!

Emneskift: Der levede en del aber på de hellige steder:

Og Tora og Anne tog til nationalparken Wilpattu, hvor de bl.a. så bøfler, skildpadder og en masse farvestrålende fugle. Desværre så vi ingen vilde elefanter – dem må vi komme tilbage efter en dag. Men vi så vilde påfugle! Der var også en del søde vilde hunde. Især den her var kær og fortjener sin egen lille billedserie, når vi nu ikke kunne tage den med hjem:

På turen var vi så “heldige” at se et srilankansk bryllup. Altså vi troede, vi var heldige, indtil det gik op for os, at srilankanerne er meget glade for at gifte sig. Det var vist helt inden for alle statistikker, at der var bryllup på 2 ud af de 4 hoteller, vi boede på. Bryllupsdansere:

Her får gommen en tår vand som en del af ceremonien:

En klar “typisk srilankansk”-ting er peber. Der skal peber på alting, f.eks. på ananasstykker (som thaierne i stedet putter chilisukker på – hver sin smag!), og det udmønter sig helt konkret i en (for os) ombytning af salt- og peberdåserne:

En anden typisk srilankansk-ting er deres påklædning, saronger til mænd, sarier til kvinder, orange klæder til munke og hvidt tøj til skolebørn og på hellige steder:

Et par mænd i saronger og skolebørn i hvidt tøj.

En smuk kvinde i sari (bemærk den bare mave og ryg).

3 munke med paraplyer.

Te! Te er så typisk srilankansk – og en medvirkende årsag til, at vi tog til Sri Lanka. Ifølge Wikipedia er landet den fjerdestørste producent af te og den næststørste eksportør. Teproduktionen beskæftiger direkte og indirekte over 1 mio. srilankanere! Desværre var det ikke så nemt at komme rundt og se teplantager, i hvert fald ikke uden egen bil og lidt flere dage at gøre godt med. Men vi fik da set nogle tebuske og et temuseum og købt noget te med hjem:

Tebuske ser ikke ud af meget.

På temuseum.

Srilankanerne brygger teen, så jeg nærmest ikke kan drikke den. Den er lige så sort som kaffe, så det er strengt nødvendigt med sedler, der siger “Coffee” og “Tea”, ved morgenbuffeten:

Typisk for Sri Lanka er også, at man spiser med fingrene (man kan dog sagtens få gaffel og ske på restauranter). Her er vores chauffører mellem Dambulla og Kandy godt i gang med alle fingre på højre hånd:

Noget andet typisk er palmer. Der står nogle palmer på den franske riviera og også i Thailand, men det er ingenting i forhold til i Sri Lanka. Øen er så vanvittig grøn og frodig, at man bliver helt glad bare af det, selv på en regnvåd køretur:

Nå ja, og noget andet typisk srilankansk er deres hilsen, som er meget sjov, hvis man kender thaiernes, for i Sri Lanka skal albuerne altså lige lidt højere op. Op til vandret med dem og så “Ayubuvan”:

Bemærk de søde singalesiske bogstaver øverst i billedet.

Flere nuttede singalesiske bogstaver:

Mange lande har sikkert tradition for at udfylde midten i en rundkørsel med et eller andet. Der skal ligesom være noget at køre rundt om. I Sri Lanka er det ure (tidszonen er for øvrigt 3½ time foran vores – ja, ½!):

Hvide hejrer har vi tit set både i Thailand og i Panama (gerne én hejre i selskab med én ko), men i Sri Lanka var der mange:

Trafikken: Man kører i venstre side, og man kommer kun langsomt rundt i landet, fordi der hele tiden er andre køretøjer, cyklister, tuktukker eller gående på tværs – eller måske en elefant. Dem skal man åbenbart seriøst passe på ikke at køre ind i på visse strækninger om morgenen, hvor de krydser vejen. Vildt! Srilankanerne kører meget fleksibelt, og antallet af baner varierer ret uafhængigt af striberne på vejen – man laver det antal baner, der nu engang er brug for:

I Kandy har man som fodgænger også mulighed for at gå over på tværs af krydset:

Religion: Det er ret interessant, for Sri Lanka rummer mange forskellige religioner, og efter hvad vi lige kunne forstå på en af vores chauffører, så går det superfint. Vi stoppede kortvarigt i byen Puttalam (som for øvrigt havde en del havvindmøller – velkommen til den jyske vestkyst midt i det hele), og dén by og en anden, vi kom igennem senere på vej mod Kandy, er stort set helt muslimske. Kvinderne går med tørklæde, og der sælges arabisk mad i boderne. Moskéer, kirker og templer findes vist side om side alle steder i landet.

Vi holder pause i Puttalam.

Vi kørte med både muslimske chauffører (bl.a. Mohamed Kaleel, som vi blev ved med tilfældigt at møde på gaden i Anuradhapura og få en obligatorisk daglig snak med) og kristne. Jesus never fails!

Borgerkrigen (åh, jeg bliver aldrig færdig med at beskrive Sri Lanka i kun ét blogindlæg!): Efter en mangeårig, blodig kamp mellem tamiler (der gerne ville have deres eget land i det nordlige Sri Lanka) og singalesere (der mente, at tamilerne tværtimod skulle skrubbe til Indien) blev der fred i landet så sent som i 2009. Jeg kan virkelig anbefale at læse romanen “De tusind spejles ø” af Nayomi Munaweera. Den giver et fantastisk indblik i historien og i, hvordan to grupper kan blive dybt uenige på baggrund af, hvad der synes som små kulturelle forskelle og nuancer i hudfarve. (Kan læses gratis på eReolen).

Nå, hvordan boede vi så? Det mangler lige. Vi boede på fire forskellige hoteller, og de var vitterlig meget forskellige og illustrerer bare lidt af den diversitet, Sri Lanka rummer. Negombo antyder Sri Lankas daseferiepotentiale (som skulle være meget bedre på sydkysten):

Hotellet i Kandy var det mest spektakulære. Her er vores værelse, hvor selv skraldespanden var af “guld”:

Hallen med den flere meter høje lysekrone og butlerne (heriblandt den statelige “Obama”).

Overalt på hotellet var der gulvtæpper så bløde, at det føltes, som om ens fødder helt forsvandt ned i dem, og meget pyntesyge møbler:

Her er guldversionen med Anne:

Maden på hotellet var et kapitel for sig, ikke mindst desserterne – kun cirka en tredjedel af dessertudvalget fra den daglige buffet er med på billedet her:

Personalet havde vi relativt meget at gøre med (ikke mindst “Alfen”), fordi hotellet satte en ære i hele tiden at spørge en, hvordan man havde det. Her ses managerne og køkkenteamet, som har vundet en konkurrence:

Hotellet lå på en bakketop og tronede over hele byen:

Man kunne sidde på toppen i de snirklede møbler og nyde solnedgangen …

… eller hoppe i poolen, som desværre var lidt kølig:

Sikke meget man kan opleve på 14 dage, og så har jeg slet ikke fået det hele med her, men mangler pælehusene og pæleparkeringspladserne (som er bygget på mange meter høje pæle på bjergsiderne), snavehaven (hvor vi kun med nød og næppe fik lov at gå ind, fordi den var beregnet til par, der skulle kysse på bænkene), vores yndlingsrestaurant Casserole i Anuradhapura, vores cykeltur rundt i tempelområdet på 3 udslidte herrecykler (som fik alle til at kaste (be)undrende blikke i vores retning), unge Sajith, der storsmilende aldrig ville lade os spise i fred, mit farvel til Schrödingers kat, larven i maden på Kandy-hotellet, den lokale spiritus arrac, mit flip, da personalet snuppede mine løbesko, fordi hotelgangen skulle se pæn ud, Toras ædelstensindkøb, vores allesammens kjoleindkøb, vores hyggelige ventetider i lufthavne med sushi, burgere og massage, mit pinlige kosher-eksperiment i flyet og de 2 glas flyrødvin (når man kun bestilte ét), Annes evige trrrrrruss-snak, de lidt for tæt dansende, fulde mænd, der havde den fedeste fest helt uden kvinder til en konference på vores hotel, samt ikke mindst vores oplevelser i spice garden med ayurvedamanden, der snød os godt og grundigt og med moralsk tvang fik os til at købe mirakelprodukter til overpriser … Ej, han skal altså lige med:

Øhm, og så mangler jeg også lige den famøse telefonopringning fra lobbyen på Kandy-hotellet: Der var blevet klaget over, at vi larmede. At vi larmede? spurgte Anne kækt. Ja, altså hun vidste godt, hvem de mente, for vi var nemlig også blevet generet af det højtopskruede TV, der kørte inde hos naboen. I’m sorry, svarede receptionisten, men det var altså specifikt en klage over vores værelsesnummer, hvorfra der kom meget højlydte grin. Øh ja, altså, vi hygger os lige. Larmer det så meget?! Ups.

Samme dag som jeg tog til Sri Lanka, kørte Thomas afsted i Hjulie ned mod Frankrigs skiområder sammen med 3 venner. Her er han på vej hjem igen (med 109 km/t. et sted i Tyskland) – set fra min position i Sri Lanka (den blå klat):

Vi mødtes i Københavns Lufthavn den 30. januar for at starte vores nye eventyr i Chile.

Typisk thai 22: blomsterkrans i bilen

10. januar 2016 af anetteoest

Hvis man er rigtig thai, køber man en, to eller tre kranse af sælgerne langs vejen og hænger dem i bakspejlet i bilen:

Vi undrede os lidt over, at alle bruger penge på dem (20 baht – 4 kr. – kan være mange penge for en thai), men så slog det os, at de jo ikke gør det for sjov. Hvis de mener, det giver en form for beskyttelse i trafikken, er det jo egentlig en billig bil- og livsforsikring i forhold til dem, vi køber – også selvom de visner og skal udskiftes et par gange om ugen …

Typisk newyorksk 2: Gud og delier

11. december 2015 af anetteoest

Overalt i gadebilledet støder man ind i Gud på skilte, og overalt er der delier (butikker, der sælger skinker, pølser, ost m.m., hvor man evt. også kan sidde og få en sandwich). Her er en kombi – God Bless Deli:

Også andre end et par ateistiske danskere har bemærket Guds tilstedeværelse overalt – og lavet et lille modspil (“In cost we trust”):

8. april 2015 af anetteoest

Langt de fleste panamanere er katolikker, og dét nok en del mere, end den gennemsnitlige dansker er protestant. Da vi var til Victorias quinceañera (15-års fødselsdag), bad familien en bøn, inden de skar kagen ud, og de tog lige en ekstra runde fadervor på engelsk for vores skyld. Helligdagene her er også noget mere hellige end i Danmark, hvor de for langt de fleste mennesker bare er fridage med religiøse undskyldninger, som vi for længst har glemt. Her er der forbud mod køb af alkohol på helligdage:

På kirkegårdene ligger gravstederne tættere, og der er flere blomster (kunstige), hvilket faktisk er meget hyggeligt:

Der er en del kirker og bibelskoler rundtomkring, og de er ret forskelligartede i arkitekturen. Her er en, hvor Jesus diskret byder velkommen fra det høje:

Ud over disse få forskelle mærker man ikke meget til religionen – der er f.eks. ingen bimblebamlen søndag formiddag.

Kultur og hygge i David

29. marts 2015 af anetteoest

Vores nye kvarter rummer noget så overraskende som et kulturelt centrum. Der er et museum (dog lukket):

Og der er en portal:

Portalen er indgang til en lille gangpassage med bænke og lidt hærget kunst i form af nogle lysskulpturer i siderne:

Går man ned for enden, dukker der ligefrem et gammelt kirketårn op, knyttet til en stor, nyere kirke, som der næsten altid sker noget i:

Det første religiøse symbol, vi har set, ud over kirker skal også findes her – Jomfru Maria forrest, og inde bag hegnet en form for sarkofag med en dukke i:

Kvarteret rummer også en park, og den bliver rent faktisk brugt af familier med børn, kærestepar og veninder – på helt almindelig, hyggelig vis, hvilket virkelig er skønt og livsbekræftende:

Jeg er vild med vores nye kvarter, som har charme og oprindelig hygge i modsætning til det dyre, affolkede, upersonlige og uvedkommende villakvarter Las Perlas, vi kom fra.

Karneval

20. marts 2015 af anetteoest

På vores køretur om lørdagen var vi forbi landsbyen Dolega 2 gange, fordi der skulle være karneval dér, og det var der ifølge de få tilstedeværende også. Men der var kun en masse opstillede boder – ingen festende mennesker eller kostumer. Så noget var galt.

Om tirsdagen, som var panamansk helligdag, vendte vi tilbage for at tjekke status. Nu var det straks bedre: Der var et mylder af folk i den lille landsby og mad og drikkevarer i alle boderne på hovedgaden.

Vi fandt centrum for løjerne og betalte 10 dollars i entré. Min hårklemme blev inddraget af security og lagt i en kurv sammen med de foregående 200 kvinders hårspænder, parfumer, læbestifte og lignende. Meget mystisk, men et offer, der var værd at give. Nu var vi nemlig lukket ind – ikke til kostumer, salsa og traditioner, men til en vandudgave af Grøn Koncert med et overtal af unge mennesker.

De voksne søger ly i skyggen:

Her på dansegulvet hygger de unge sig til høj teknomusik, mens 3 konstante vandstråler i brandslangetykkelse afkøler dem og gør alt pladdervådt:

Vandet stammer fra store tankbiler som denne:

Og her har børnene det sjovt – endelig må man helt lovligt komme stormende og oversprøjte de voksne:

Selv ikke i ølteltet er der helle:

Efter at have tøffet rundt og inspiceret sagerne og konstateret, at der ikke skete noget som helst andet end mild druk og vandsprøjtning, gik vi ombord i øllene:

Vi testede flere af deres øl – endda deres øl med manzana. Æble er meget populært her i Panama. F.eks. serverer McDonald’s isen Sundae Manzana; også håndsæbe og luftfriskerspray fås i æbleudgaver.

Senere forsøgte vi at bestille en Smirnoff Ice, men måtte sige det 3-4 gange, før der gik en prås op for bartenderen: “Ah, Mirnoff Ice.” Ja, tro det eller ej: Sidste år var vi i Thailand, hvor s’er til sidst i ord ikke findes. Den klassiske replik dér er “No eye”, når man ikke vil have is i sin cola. Her i Panama taler de spansk, men i en udgave, hvor halvdelen af s’erne mangler. Tallet 3 (“tres” på spansk) udtales “tre” her, hilsnen “Buenos dias” hedder ofte “Buena dia”, den Metro-agtige butik, som vi længe har hørt omtalt som “Price Mart”, hedder faktisk Price Smart, kan vi se på Google Maps, og Smirnoff bliver jo så til … Mirnoff. Det er også lettere at sige, når man er fuld:

Ved 17-tiden panamansk tid stoppede musikken pludselig, de store vandvogne indstillede deres vandspyning, og folk valfartede mod udgangen. Det var dét karneval.

Vi besluttede at gå hjemad til fods, eftersom et par tusind mennesker skulle hjem med busser og taxaer på en gang – og der var jo kun 14 km til David. På vejen kom vi forbi en flod, hvor folk rent faktisk badede og hyggede sig med mad, præcis som jeg har savnet at se folk gøre, når der er vand i nærheden:

Vores gåtur blev kun 8 km lang. Så var mine flipflopfødder smadrede, og det panamanske nattemørke sat ind, og vi kunne lige klemme os stående ind i den minibus, der kom forbi efter lidt ventetid.

Fik jeg for øvrigt sagt, at Grøn Koncert-plænen tilhørte kirken?

Da vi kom hjem, prøvede vi at finde ud af, hvad karneval og fastelavn egentlig er. Det er lidt svært at blive klog på, om det er én og samme ting, eller om det tværtimod har ophav i mange forskellige traditioner, men begge ligger i hvert fald lige før den kristne faste – som vi jo allesammen kender til (fordi kristendommen ligefrem er statsreligion i Danmark) … Nå, men på religion.dk kan man læse dette:

“Den Ortodokse Kirkes fasteforskrifter er omfattende. Kirkeåret indeholder to lange fasteperioder på hver 40 dage, julefasten og påskefasten, og to kortere perioder, den såkaldte apostelfaste op til højtiden for Peter og Paulus den 29. juni samt Gudsmoderfasten, de sidste to uger inden højtiden for Gudsmoders hensoven den 15. august. Derudover er de fleste onsdage og fredage året igennem fastedage.“

Det var åbenbart Gud, der opfandt 5:2-kuren – onsdag og fredag, sådan!

Kilde: www.religion.dk/fra-bloggen/faste-er-en-kristen-skik

Weekendhygge og jul i gaden

21. december 2014 af anetteoest

Nu har vi haft vores første weekend i vores nye hus, og hvad laver man så her fredag og lørdag?

Da vi kunne kalde det fyraften i fredags ved 18-tiden, fik vi noget at spise og fik handlet lidt ind af alt det, der mangler i huset (bestik, tallerkner, glas, pander, gryder, elkedel, blender osv. og også nogle møbler) – desværre til høje priser. Den billigste elkedel koster f.eks. 120 kr., og 2 pæne vinglas 78 kr. (sic!), så vi savner virkelig Budget-mærket i Føtex og ikke mindst Ikea.

Vi kom til gengæld hjem med noget, der viste sig at være alle pengene værd: en oppustelig dobbeltmadras med en tyk kant med et lille opbevaringsrum i til f.eks. drikkevarer. Vi testede flåden ved 22-tiden, og den kunne rent faktisk holde til os og en bærbar computer med en film på samt en flaske vin og et plastikglas.

Det var simpelthen så skønt at ligge og flyde rundt i poolen med en lufttemperatur på 31 grader og se film, mens solen gik ned, og himlen blev mørkere. Jeg elsker Zulu Sommerbio, men det her var bedre – det kildede helt i maven, fordi det var så absurd lækkert.

Men så måtte jeg knibe en tåre over filmen og fik derfor gnedet noget solcreme i øjnene, som sved, og computeren løb tør for strøm … Men ih, hvor skal det prøves igen!

Lørdag arbejdede vi om dagen (jeg skal nok forklare i et senere blogindlæg, hvorfor i alverden vi arbejder hele tiden) og cyklede ved 20-tiden hen til en af vores yndlingsrestauranter, som serverer colombiansk mad.

Her er Thomas’ ret: 2 bøffer med salat (iceberg, tomat og dressing), en bagt kartoffel og en madbanan skåret op og fyldt med smeltet ost:

Jeg havde først bestilt en ret ved navn “lengua” med diverse tilbehør. Det skete som altid i blinde, da retterne kun står på spansk. Og det plejer at gå godt. Men mit sprogøre begyndte at brokke sig denne gang: Tænk nu, hvis det var … tunge – eller et eller andet andet ulækkert. Jeg billedgooglede hurtigt “lengua”, og den største udstrakte tunge dukkede op på min telefon, så jeg skyndte mig op til skranken og bad om næste ret på menukortet i stedet. Da jeg tjekkede hovedordet for den ret, betød det bare “tallerken”, så det var umiddelbart ikke så farligt. Det var det heller ikke i virkeligheden (brød, salat, pølse, ris, spejlæg, en halv madbanan, flæskesvær, kødsmulder og bønnesuppe i midten):

Da vi skulle hjemad, undrede vi os over alle de mennesker, der samlede sig i begge vejsider på gaden Calle F (udtales “Kaje Effe”), som normalt er meget trafikeret, men nu var helt bilfri. Der måtte være noget i gære. Vi bevægede os derfor videre ad dén vej i stedet for at køre hjem. Der blev spillet høj julemusik fra de biler, der var parkeret i vejkanten, men det var ikke bemærkelsesværdigt. Vi har nu i en måned nonstop hørt julemusik i alle butikker og indkøbscentre (bl.a. “Jingle Bells” på spansk og “Feliz Navidad, Feliz Navidad, Feliz Navidad, Prospero año y Felicidad …” – den er svær at få ud af hovedet, så den spiller i vores ører om natten også). Og folk har fragtet ægte nåledryssende juletræer hjem på taget af deres bil. Så vi vidste godt, at julen bestemt ikke bliver overset her. Det blev godt nok bekræftet et par minutter efter, for på sådan en almindelig lørdag den 20. december om aftenen kom det ene juleoptog efter det andet gennem gaderne med trommer og blæserorkestre:

Selv politiet deltog med fuldt blink som en del af optoget:

Og så ville sygehusvæsnet da også være repræsenteret med en ambulance med indvendigt diskolys bare for hyggens skyld:

Vi kæmpede os gennem de enorme menneskemasser med vores cykler og var ikke altid lige populære, men vi kunne ikke komme ud fra mylderet, da alle sidegader var spærret af. Vi måtte undskylde mange gange, når vi skulle holde ind til siden, hvor tilskuerne sad, fordi et optog skulle passere. Især en flok bedstemødre, som sikkert var mødt op for mange timer siden for at få gode pladser, brokkede sig gevaldigt, da vi måtte holde foran dem og spærre deres udsyn, lige idet et optog med spændstige 17-18-årige drenge passerede forbi. Men vi nåede hjem til sidst og lod resten af Davids knap 150.000 indbyggere hygge videre, mens vi krøb i seng kl. 4 om natten (deres kl. 22).

Hellige ting

25. december 2013 af anetteoest

Man kan ikke gå ret mange meter i Thailand uden at støde ind i religiøsitet, fra de helt små genstande som en åbnet vandflaske med sugerør sat i, der står i kanten af fortovet, til store buddhistiske tempelområder (kaldet wat). Tilsyneladende er buddhisme, overtro og verdensanskuelser (som f.eks. at respektere alt levende) godt blandet.

Kan en buddhafigur have 6 arme som ham den store her?

Næsten hvert eneste hus har en eller flere fuglehuslignende piedestaler stående synligt ud mod gaden, og de rummer vist husets skytsånder og evt. nogle guder. Disse står foran en butik og er pyntet med lyskæder:

Man hænger blomster på piedestalerne og stiller drikkevarer der, når man har lyst. Alle offentlige steder har også piedestaler, som f.eks. bymidten i Cha-am og indgangen til Cha-am Forest Park, hvor dette monument står:

Her er et lille hus fra et tilfældigt sted i kanten af en landevej:

Inde i huset er der små figurer, lidt mad, makeup (f.eks. kunstige øjenvipper) og ikke mindst drikkevarer – altid med låget skruet af og et sugerør sat i, for ellers kan guden jo ikke drikke indholdet:

Derudover er kongen også semihellig. Der er billeder af ham overalt, nogle gange sammen med hans kone eller hele kongefamilien: foran offentlige bygninger, på facaden af store private villaer, på en gangbro hen over hovedvejen, på en reol inde i pizzeriaet, på bagvæggen på posthuset osv.

Hver dag kl. 18 hører vi kongens melodi blive spillet ud af nogle højttalere et sted i nærheden, og i biografen skal man mellem reklamerne og selve filmen lige op at stå, mens man hører sangen og ser en lille film om kongens liv.