Mad
Typisk japansk 7: sushi
Når vi nu ikke kunne komme på den michelinrestaurant, vi gerne ville på, bookede vi plads til frokost på samme hotels sushirestaurant, Sushi Sora. Aftenen inden vores frokostbooking stod vi ved Kudanshita Station og var pludselig blevet sultne. Jeg syntes, det var oplagt at prøve noget tilfældig sushi, så vi havde noget at sammenligne med, når vi skulle på den dyre sushirestaurant dagen efter – eller andre gode undskyldninger.
Efter en del søgen live, via Google og via TripAdvisor lykkedes det os endelig at finde et sted. Sushibutikkerne hænger ikke ligefrem på gadehjørnerne her i Tokyo, som de gør i Aarhus. Eller måske ligger de lige så tæt som i Aarhus, men så har vi bare sværere ved at spotte dem her. Anyway, vi fandt et sted – som vi endte med at forbande efterfølgende.
Menumæssigt fik vi ikke noget valg. Der var kun den nederste mulighed på det A4-ark, tjeneren viste os, og den kostede ca. 320 kr. pr. person. Tja, okay – nu trængte vi bare virkelig til noget mad. Mens vi sad lige så pænt i det stille, intime lokale med kun ét andet besat bord, 3 kokke og et par tjenere, der kunne se vores mindste bevægelser, kunne jeg følge lidt med i, hvad der skete oppe hos kokkene. Til min skræk kom et par små tallerkener med et kæmpestort sneglehus på ned mod os. Kokken havde været så sød at skære sneglen over på midten til os, men det var stadig nogle pænt store mundfulde, som vi måtte tvinge ned efter at have spiddet dem med den medfølgende tandstik.
Derefter fik vi 7 nigiri, 3 små maki og en gunkan med alt for store, tykke stykker fisk på risklumperne af normal størrelse. Fisken var ikke lige af den slags, man har adgang til i Danmark, men var for størstedelens vedkommende helt blød og meget fed – præcis som om nogen havde puttet et ordentligt stykke tandsmør oven på en risklump. Oven på forretssneglen og kombineret med, at vi ikke fik fat i, hvad det var, vi spiste, plus at det ikke er velset at søbe ting ind i soja, var det pænt ubehageligt, og vi skulle koncentrere os meget for ikke at være så meget til stede i oplevelsen, at vi ville kaste op.
Thomas klarede rent faktisk nigirien med søpindsvin, som jeg kapitulerede over for. Måske pga. det ene resterende stykke sad vi, hvad der føltes som en halv times tid, og stirrede nervøst på hinanden (i kompagniskab med den høfligt overvågende tjener) og frygtede, at der ville komme mere mad, og at vi havde brudt hele høflighedskodekset. Men der kom heldigvis ikke mere, og vi slap ud derfra mætte, men meget kvalme og med en ubændig trang til at aflyse morgendagens sushiaftale.
Vi mandede os dog op og trøstede os med de overstrømmende positive anbefalinger, Sushi Sora havde fået. Restauranten ligger på 38. etage og har kun 8 pladser. Der var 4 ledige pladser, da vi spiste der, så byen var en flot kulisse til den minimalistiske japanske restaurant, hvor maden blev tilberedt af 2 kokke lige foran os:
Vuet henne fra vinduerne:
Restauranten set fra vinduerne:
Kokkenes arbejdsplads mellem bonsaitræet, det klukkende vand og skærebrætterne.
Efter et par appetizere (bestående af en syltet bladgrøntsag og en blød minikartoffelagtig grøntsag, der skulle klemmes ud af sin skræl) fik vi serveret én nigiri ad gangen. Kokkene var meget informative og snakkede fint engelsk, så vi fik faktisk fat på, hvad vi spiste. Sushistykkerne havde også en mere passende størrelse, fisken smagte bedre, og der var tilsat andre diskrete smage, som f.eks. lidt revet citrusskal.
For første gang smagte jeg rigtig wasabirod, som koster ca. 2.000 kr. pr. kilo og efter at være blevet revet kun kan holde i ca. 20 minutter.
Vores anden gang sushi var klart bedre end den første, men ikke god nok til, at sushielskeren her skulle nyde mere på denne japantur. Jeg må bare konstatere, at jeg ikke kan lide rigtig sushi, hvor fokus er på friske, lokale fisk i sæson, men kun danskerudgaven med massevis af soja, grøntsager og chilimayo og helst laks, som slet ikke serveres på de fine sushirestauranter her, fordi der aldrig er laks i havet rundt om Japan.
Typisk japansk 6: michelinrestauranter
Tokyo er helt vild michelinmæssigt: 13 restauranter med 3 stjerner, 51 med 2 stjerner og 153 med 1 stjerne. Godt nok er det også en enorm by, men alligevel!
Vi ville gerne have været på Tapas Molecular Bar og prøvet molekylærgastronomi på japansk (især efter vores helt fantastiske besøg på københavnske Alchemist med tomatsfærer og chokoladeregnorme). Restauranten har kun plads til 8 spisende og ligger på 38. sal af Mandarin Oriental Hotel, som for øvrigt også lige har 2 andre michelinrestauranter (Sense og Signature)! Men der var selvfølgelig fuldt booket, til længe efter at vi har forladt Tokyo …
Efter et par overvejelser undrer det os ikke, at Tokyo har så mange michelinrestauranter. Selv på ikkemichelinrestauranterne er serviceniveauet tårnhøjt her i Japan. Japanernes høflighed transformeres til en fantastisk empati, så de ved, lige præcis hvornår de skal henvende sig om hvad, hvad der skal forklares til europæere, og hvornår de skal give én et par minutter mere. Det er sublimt.
Typisk chilensk 2: citroner en masse!
I Danmark får man en citronbåd til sin fiskefilet. I Chile får man 3 halve citroner til sin salat (og ja, man maser AL saften ud over sin salat!):
Chilenerne eeeeeelsker citron. Billedet er fra restauranten Chilenazo.
Billig sushi og levende supermarkedsfisk
Fra det nærmeste supermarked fik vi superlækker, frisklavet sushi til en billig penge – 27 kr. for alt det her:
Måske var sushien så billig, fordi de friske fisk var lettilgængelige. Der var simpelthen akvarier med levende fisk i supermarkedet:
Gademad
En af de første af vores 14 aftener havde vi booket en guidet tur rundt i byen for at smage på gademad. Det var en virkelig god oplevelse, som vi kom stopmætte hjem fra. Jeg kan ikke huske, hvad alle de forskellige retter hed eller bestod af, så her er bare nogle stemningsbilleder:
Fulde af gåpåmod og med masser af appetit – og flade maver.
Vi smager en særlig vietnamesisk drik, som laves ved at presse noget, der ligner bambusstænger, flere gange igennem en presse. Maskinerne er overalt i byen og kan kendes på, at de tørre, fladmaste rester af stængerne ligger tilbage på jorden nedenunder.
Jeg får lov at prøve at lave nogle lækre friturestegte brød.
Hmm, hvad er det, Thomas får et lille shot af her? (Se svaret på næste billede).
Det er såmænd slanger i sprit. Man kunne også få frøsprit og salamandersprit. Vores to guidepiger fortalte, at vietnamesiske mænd traditionelt holder konkurrencer i, hvad vi ville kalde “klamme krybdyr i sprit-drikning”. Den, der drikker mest, får den pige, de dystede om. Om pigen så typisk vil have manden med ufattelige tømmermænd og slangeånde, melder historien ikke noget om.
De her sandwich smagte virkelig godt – og kostede kun 7,50 kr. pr. stk.
Oh no, mere kokosvand! På samme dag, som vi blev snydt af Coconut Man! Vi prøver at holde gejsten.
Til dette fingersnaskemad er vores sult virkelig ved at være stillet (og jeg har endda slet ikke vist billeder af alle retterne her). Vi kan slet ikke spise så meget, som vores guider regner med.
Efter uendelig mange retter – og med meget store maver – spiser vi dessert, som består af en form for sød mousse puttet i en æggeskal – mums.
Vores sidste måltid, hummerkløer og kammuslinger. SÅ mætte!
Bemærk de små stole, vi sidder i. De er helt normale i Vietnam ligesom bittesmå skamler. Da vi så dem første gang, kunne vi ikke forstå, at vi skulle sætte os på børnestolene, men okay, det kunne vi da godt. Senere fandt vi ud af, at der ikke er andet end “baby chairs” på gademadsrestauranterne.
Mad
New York giver selvfølgelig mulighed for at spise, lige hvad man har lyst til, f.eks. chicken & waffles – som i al sin enkelhed er kylling og enorme belgiske vafler med alt muligt snasket dressing på. Det mærkelige var, at der sad masser af unge, slanke piger og spiste de kæmpestore portioner. Enten var de alle bulimikere, eller også stod samtlige 5 efterfølgende dage på maratoner.
Jeg fik ikke et billede af chicken & waffles-konceptet, men det var mindst lige så greasy som det her:
Vi havde svært ved at finde nogen dagligvarebutikker, som vi kender dem (Netto, Rema 1000 osv.), men der var masser af bittesmå kolonialforretninger (tror jeg, man ville kalde dem). Det her er en af de store:
Disse butikker har som regel en buffet med bland selv-salat og andre frokostretter, både varme og kolde. Det er virkelig lækkert og endda billigere, end hvis man selv skulle købe ingredienserne enkeltvis. Alle fødevarer og andre fornødenheder er nemlig enormt dyre i New York. F.eks. købte vi en enkelt rulle toiletpapir til 10 kr. Hvorfor kan man overhovedet købe en enkelt rulle toiletpapir?
Et must for os var Eleven Madison Park, en trestjernet michelinrestaurant (vores første af slagsen), hvor vi bl.a. fik disse retter:
Selvfølgelig var maden i orden, men til prisen (ca. 3.500 kr. pr. person) var vi … hmm, det hedder vist faktisk slemt skuffede. Vi var ellers utrolig spændte på, hvad det er, der skal til for at få 3 stjerner hos Michelin. Men det fandt vi aldrig ud af. Sådan som vi har forstået stjernerne (ikke at nogen jo egentlig forstår dem), burde restauranten faktisk ikke have fået en eneste stjerne, for der var så meget viskestykkefnuller i flere af vinglassene, at det lå og flød oven på vinoverfladen. Meget mystisk.
Til gengæld er det den eneste restaurant til dato, hvor Haj har fået sit helt eget champagneglas af tjenerne – endda helt uden at spørge. Hun blev meget smigret.
Ankomst til New York
Man ved, man er kommet til USA, når lufthavnsmorgenmaden er megasnasket:
Vi venter på toget ind til byen efter det nærende måltid:
Her er Thomas med vores pakkenelliker (4 computere, 3 mobiltelefoner, 1 iPad, 1 Sonos-højttaler, sommer- og træningstøj, toiletsager, ledninger, omformerstik, et par skeer og morgenmadsskåle, 2 badehåndklæder, halstørklæder mod airconditiontræk, Haj, pas, vaccinationsbeviser og … hmm, det var vist det):
Mad
Hvis man fjerner alle udenlandsk inspirerede restauranter (amerikanske og italienske), står man tilbage med tipico-restauranter, som serverer en tallerken mad for 3-4 dollars.
Standardkød her er kylling. Eller det vil sige … kylling er faktisk ikke kød. Man kan tit vælge mellem pollo (som betyder kylling) og carne (som betyder kød og som udgangspunkt er oksekød). Det gør til gengæld ikke noget, at kylling er lidt overrepræsenteret, for panamansk kylling er altid vildt lækker: mør, saftig og virkelig velsmagende. Måske er det majskyllinger, som jo så desværre ikke har det så godt. Hvis det ikke er majskyllinger, burde vi virkelig lære at opdrætte/tilberede kylling på samme måde i Danmark.
Ris er standardtilbehøret. Salat som tilbehør er altid tomat og agurk i eddikedressing. Kartoffelsalat kan man også få som tilbehør – og så selvfølgelig bønner og ikke mindst pomfritter. Og lige en enkelt skive stegt madbanan på sidelinjen. Brød er også en mulighed. Men det er så det. Sådan er almindelig panamansk mad.
Her er en af de bedre tallerkner med bønner i skålen, friteret fisk bagved og en skive banan bag risen til højre:
Når vi bestiller salat – i håbet om at spise lidt sundt – er der altid masser af icebergsalat og dressing:
Man kan sagtens komme ud for både at få dressing/mayo, ketchup og sennep på, så det hele er smurt virkelig godt ind.
På tipico-restauranterne er der ingen menukort. Nogle steder er kantineagtige, hvor man kan se, hvad man kan vælge imellem. Men ellers får man bare mundtligt at vide, hvilke 3-4 retter der er at vælge imellem: Vil du have kylling, suppe, fisk eller kød?
Baseball
En dag, hvor vi løb runder på stadionet sammen med alle de andre morgenløbere, spurgte vi nogle, hvornår der var en baseballkamp. Det var der sørme samme aften kl. seks (vores midnat) – en gratis venskabskamp mod holdet fra Boquete.
Vi tjekkede reglerne på Wikipedia og endte faktisk med at kunne følge med i kampen og sad og talte antal strikes (når bolden rammer i en imaginær firkant over batterens homefield fra hans skuldre til hans knæ) og balls (når bolden rammer uden for dette forestillede felt). Vi forstod også, hvorfor løberne tilsyneladende tyvstarter hele tiden, og hvorfor pitcheren pludselig kaster bolden til … hmm, dem, der står på baserne. Okay, jeg mangler stadig at få nogle begreber på plads.
Thomas får sig en stadionplatte – en sød isteagtig drik og en empanada:
Der var ikke nogen bod på stadionet. Platten blev tilgængelig, da en bil kom forbi udenfor med bagagerummet fuld af empanadas og iste, og en mand kom ind på tilskuerpladserne og råbte noget a la “Nu er Flemming kommet, så hvem skal have en platte?”.
Halvanden time senere var solen gået ned, hjemmeholdet havde tabt (tror vi nok), og børnene løb ud på banen og spillede fodbold:
Weekendtur med bil
I lørdags lejede vi en bil og kørte rundt i nærområdet. Vi tog bl.a. til bjergbyen Boquete igen og fik et lidt mere positivt syn på den – selvom det stadig blæser helt vildt, støvregner og er rigtig koldt. At det er en gringomagnet (gringo = hvid udlænding i Latinamerika), forstår vi stadig ikke. Men byen tog sig trods alt smukkere ud denne gang. Bl.a. fandt vi en blomsterpark:
Og når man lige er heldig at fange lidt blå himmel og en god vinkel, begynder det at ligne noget:
Ikke mindst fandt vi restauranten The Rock – nok det nærmeste, man kommer på fine dining i denne halvdel af Panama:
Vi spiste aftensmad der (panamanernes frokost) og fik en bøf med virkelig god oksesmag og denne sesamlaks på lækker, blød risotto med balsamicodryp rundt langs kanten:
Boquete ligger på en blind vej så at sige, så vi kørte tilbage mod David for at se turistattraktion nr. 1 her i provinsen: Caldera Hot Springs. Undervejs blev vi stoppet i et polititjek, som ikke er usædvanligt her i Panama. Vejen spærres, og man skal vise ID og se naturlig og afslappet ud, som om man ikke fragter narko overhovedet. Her var polititjekket kombineret med en klassisk markafbrænding lige bagved – lidt trælse arbejdsforhold for betjentene med al den røg, men meget smart for os bilister, da vi så sænkede farten, allerede inden vi fik øje på politiet:
I vores bestræbelser på at se naturlige ud fik vi selvfølgelig ikke drejet af til venstre lige inden politiet, som vi faktisk skulle, så vi måtte lave en U-vending og passere dem igen. Nede ad sidevejen var vi virkelig på landet. Der er kæmpestore øde områder her i Panama, som jeg tænker kun får besøg af et menneske hvert 15. år, og som er ret fascinerende. Her er der dog opsat hegn, så nogen har taget ejerskab over området:
På den 3 km lange, meget biludfordrende grusvej det sidste stykke hen til de varme kilder cyklede en politibetjent foran os. Han skulle samme sted hen for at tjekke, om alt åndede fred og ro dér. Her snakker han lige med en af de lokale, som tager grusvejen til hest med sin hund:
Et sted skulle vi over en ret wobbly bro:
Med en fantastisk udsigt:
Et andet sted vurderede vi, at vores lejede bil ville få det skidt, hvis vi kørte videre, så vi parkerede og fortsatte til fods:
Da vi skulle være ved de famøse hot springs, kunne vi ikke finde dem. Stien sluttede ved den flod, vi var kørt over, og ganske vist kunne man bade i den, men det var der hverken meget hot eller springs over. Vi endte med at spørge en turistguide på stedet, om han vidste, om de varme kilder var i nærheden. Han grinte og pegede lidt tilbage på et par stenopsatser:
Ah, dér var de. Vandet var nok omkring 38 grader, og det boblede en smule op nedefra, og tanken om den varme undergrund er da fascinerende (ligesom tanken om antallet af bakterier, efter at 100 turister dagligt sænker sig ubadet ned i det stillestående vand) – men jeg gætter på, at oplevelsen er større i f.eks. Island.
Efter den naturlige jacuzzioplevelse kørte vi tilbage mod David til byen Dolega, hvor vi havde hørt, der skulle være karneval. Der var tydeligvis også noget under opsejling på pladsen foran kirken (endnu et telt til mad- og drikkevaresalg blev rejst) – men mærkeligt nok også under afvikling (en masse øl i store, kolde vandbade blev pakket væk). Vi prøvede at spørge, hvornår der var karneval, men fik bare svaret, at det var der skam i dag og i morgen og i overmorgen. Hmm, vi måtte vende tilbage til Dolega en af de kommende dage.
Selvom det efterhånden var blevet midnat, var vores dag bare ikke slut endnu, så vi kørte de 20 km tilbage til Boquete for at spise natmad (panamanernes aftensmad) på The Rock. Noget af det bedste er, at man starter med at få brød og olie og en lækker balsamico at dyppe brødet i:
Det lyder måske ikke af noget særligt, men det er det, når man har abstinenser efter europæisk restaurantsmad. Jeg fik en spaghetti carbonara, og Thomas en pastaret med rejer, bønner og bagt parmesan på toppen:
Endelig var det tid til at vende hjemad mod varme David i vores nattemørke/panamanernes aftenmørke.
Fastfood i David
Der er masser af fastfoodrestauranter i David. I princippet er de fleste tipico-restauranter (tipico = typisk) egentlig fastfoodrestauranter, hvor hofretten er en halv stegt kylling med pomfritter. Og ketchup. Eller grøntsagsris med et stykke kylling som her (til 2,25 dollars):
Men de dyre løsninger som Pizza Hut, KFC, Subway og TGI Fridays (som ser ud til snart at komme til Danmark) er også repræsenteret her – for ikke at nævne McDonald’s, som der er mindst 2 af i David. Efter sigende skulle den lokale restaurant McPato være opstået, da en David-borger ville franchise en McDonald’s, men syntes, det var for dyrt. Da Donald jo er en and (jo jo, altså Donald Duck!), og and hedder “pato” på spansk, lavede han bare sin egen efterligning ved navn McPato – som overhovedet ikke serverer and. Alt er kylling her i Panama.
Vi var inde og vende i McPato for at få lidt at drikke, men opgav hurtigt at stå i kø, fordi det lugtede virkelig fælt af gammel, genbrugt friture. Det blev et nej tak herfra. Vi har rent faktisk prøvet den lokale Pio Pio (en populær McDonald’s-efterligning primært med kylling, udbredt i hele Panama), men måltidet var simpelthen så trist – virkelig en skodudgave af en fastfoodmenu med flade pomfritter, kunstiggul karrymayo som eneste dressing og burgere så skæve og uindbydende, at jeg for første gang forstod værdien af den nidkære ensretning hos McDonald’s.
Typisk panamansk 3: ingrediens nr. 2
En aften skulle jeg lige have lidt lækkert efter en lang arbejdsdag, så vi gik en aftentur efter en yoghurt og en juice. Deres ingredienslister siger henholdsvis “Mælk, sukker, jordbærbase …” og “Vand, sukker, ananasjuicekoncentrat …”:
Siden da er sukker (azúcar) blevet synonymt med “ingrediens nr. 2”, og det er en god idé altid lige at tjekke ingredienslistens andet punkt, hvis man vil leve nogenlunde sundt her.
Vores jul i Panama
Der er kun én ting at sige om vores jul i Panama: Thomas lavede æbleskiver! Her er de første allerede spist, inden kameraet kom frem:
Jeg havde gået og fablet om æbleskiver hele december måned, og vi havde uden synderligt håb småledt efter en frossen pose i supermarkederne. En dag jeg sad og arbejdede, var Thomas ude at tjekke de butikker, vi lige havde opdaget i nærheden (med bl.a. Mac-computere), og da han kom hjem, sagde han, at han lige ville brygge noget vand ovre i køkkenet (jeg forklarer vores vandbrygning i et senere indlæg).
Men i virkeligheden havde han købt et elektrisk muffinjern, som han kunne lave næsten helt runde æbleskiver i. Og det er også blevet brugt igen siden!
Weekendhygge og jul i gaden
Nu har vi haft vores første weekend i vores nye hus, og hvad laver man så her fredag og lørdag?
Da vi kunne kalde det fyraften i fredags ved 18-tiden, fik vi noget at spise og fik handlet lidt ind af alt det, der mangler i huset (bestik, tallerkner, glas, pander, gryder, elkedel, blender osv. og også nogle møbler) – desværre til høje priser. Den billigste elkedel koster f.eks. 120 kr., og 2 pæne vinglas 78 kr. (sic!), så vi savner virkelig Budget-mærket i Føtex og ikke mindst Ikea.
Vi kom til gengæld hjem med noget, der viste sig at være alle pengene værd: en oppustelig dobbeltmadras med en tyk kant med et lille opbevaringsrum i til f.eks. drikkevarer. Vi testede flåden ved 22-tiden, og den kunne rent faktisk holde til os og en bærbar computer med en film på samt en flaske vin og et plastikglas.
Det var simpelthen så skønt at ligge og flyde rundt i poolen med en lufttemperatur på 31 grader og se film, mens solen gik ned, og himlen blev mørkere. Jeg elsker Zulu Sommerbio, men det her var bedre – det kildede helt i maven, fordi det var så absurd lækkert.
Men så måtte jeg knibe en tåre over filmen og fik derfor gnedet noget solcreme i øjnene, som sved, og computeren løb tør for strøm … Men ih, hvor skal det prøves igen!
Lørdag arbejdede vi om dagen (jeg skal nok forklare i et senere blogindlæg, hvorfor i alverden vi arbejder hele tiden) og cyklede ved 20-tiden hen til en af vores yndlingsrestauranter, som serverer colombiansk mad.
Her er Thomas’ ret: 2 bøffer med salat (iceberg, tomat og dressing), en bagt kartoffel og en madbanan skåret op og fyldt med smeltet ost:
Jeg havde først bestilt en ret ved navn “lengua” med diverse tilbehør. Det skete som altid i blinde, da retterne kun står på spansk. Og det plejer at gå godt. Men mit sprogøre begyndte at brokke sig denne gang: Tænk nu, hvis det var … tunge – eller et eller andet andet ulækkert. Jeg billedgooglede hurtigt “lengua”, og den største udstrakte tunge dukkede op på min telefon, så jeg skyndte mig op til skranken og bad om næste ret på menukortet i stedet. Da jeg tjekkede hovedordet for den ret, betød det bare “tallerken”, så det var umiddelbart ikke så farligt. Det var det heller ikke i virkeligheden (brød, salat, pølse, ris, spejlæg, en halv madbanan, flæskesvær, kødsmulder og bønnesuppe i midten):
Da vi skulle hjemad, undrede vi os over alle de mennesker, der samlede sig i begge vejsider på gaden Calle F (udtales “Kaje Effe”), som normalt er meget trafikeret, men nu var helt bilfri. Der måtte være noget i gære. Vi bevægede os derfor videre ad dén vej i stedet for at køre hjem. Der blev spillet høj julemusik fra de biler, der var parkeret i vejkanten, men det var ikke bemærkelsesværdigt. Vi har nu i en måned nonstop hørt julemusik i alle butikker og indkøbscentre (bl.a. “Jingle Bells” på spansk og “Feliz Navidad, Feliz Navidad, Feliz Navidad, Prospero año y Felicidad …” – den er svær at få ud af hovedet, så den spiller i vores ører om natten også). Og folk har fragtet ægte nåledryssende juletræer hjem på taget af deres bil. Så vi vidste godt, at julen bestemt ikke bliver overset her. Det blev godt nok bekræftet et par minutter efter, for på sådan en almindelig lørdag den 20. december om aftenen kom det ene juleoptog efter det andet gennem gaderne med trommer og blæserorkestre:
Selv politiet deltog med fuldt blink som en del af optoget:
Og så ville sygehusvæsnet da også være repræsenteret med en ambulance med indvendigt diskolys bare for hyggens skyld:
Vi kæmpede os gennem de enorme menneskemasser med vores cykler og var ikke altid lige populære, men vi kunne ikke komme ud fra mylderet, da alle sidegader var spærret af. Vi måtte undskylde mange gange, når vi skulle holde ind til siden, hvor tilskuerne sad, fordi et optog skulle passere. Især en flok bedstemødre, som sikkert var mødt op for mange timer siden for at få gode pladser, brokkede sig gevaldigt, da vi måtte holde foran dem og spærre deres udsyn, lige idet et optog med spændstige 17-18-årige drenge passerede forbi. Men vi nåede hjem til sidst og lod resten af Davids knap 150.000 indbyggere hygge videre, mens vi krøb i seng kl. 4 om natten (deres kl. 22).
Typisk thai 15: markeder og boder
Boder og markeder er en stor del af thaiernes hverdag. Hver onsdag aften er der marked i Cha-am, og det er kæmpestort – efter sigende et af de største i Thailand og i hvert fald større end dem i Hua Hin. Nogle gader op mod jernbanestationen bliver lukket, og et kæmpe areal inddraget.
Indgangen til det enorme onsdagsmarked.
Der er ikke så meget af høj kvalitet på markedet, men alligevel er det blevet en fast tradition at cykle derhen hver onsdag ved syvtiden, nemlig for at købe mad, især sushi.
Sushi for mellem 85 øre og 2 kr. pr. stk. – det er slet ikke til at forstå …
Når det ikke er markedsdag, er der alligevel madboder alle vegne. Der findes nærmest ikke en eneste gade uden en madbod, og nogle steder er der mange, som på dette sted, som vi passerer – og stopper op ved – hver gang vi er på vej hjem fra vores løbetur:
Her stopper mange thaier – og et par farangløbere – for at få aftensmad med hjem.
Næsten slutstatus
Nu nærmer enden sig for vores ophold i Thailand. Vi har købt flybilletter til Danmark (4. maj), og vores tanker rammer oftere og oftere Danmark og livet dér.
Når jeg gør status, har det sidste halve år været en vild oplevelse. Hidtil har mit efterskoleår stået helt alene som en unik og ekstremt intens oplevelse, men dette halve år har føltes præcis magen til. Man tager afsted som én person og kommer hjem som en lidt anden. Det er virkelig trist at skulle sige farvel til Thailand, og allerede nu kan jeg bare ved tanken nærmest få tårer i øjnene og blive helt nostalgisk – helt uden at høre sangen “That’s what friends are for”, som fik tårerne til at springe ud af øjnene på alle til afslutningen på efterskolen. Vi er kommet til at holde meget af thaiernes væremåde og smil, deres humør, åbenhed og naivitet og deres allestedsnærværende “Helloooo!”.
Godt nok mistede vi for et stykke tid siden nysgerrigheden over for thaimad og har siden da fået tunsandwich nærmest til hver frokost og har holdt os til de samme thairetter til aftensmad (grøn karry, stegt kylling på spyd, deres “barbecue”, kylling med cashewnødder, forårsruller og kyllingevinger), hvis den da ikke står på vestlig mad. Men der kan alligevel godt gå lidt panik i mig ved tanken om, at vi nok har været på restauranten Didine for sidste gang – restauranten med Guinness-rekord i ubegavede tjenere og med en servering så langsom, at vi ville kunne nå en 3-km’s løbetur og et bad, inden maden bliver klar. Men alligevel er den jo dejlig og har sin egen charme, og det var min yndlingsrestaurant en overgang. Og vi kan nok kun nå vores nye yndlingsrestaurant Kao Hom midt ude i rismarkerne et par gange mere – restauranten, hvor den søde kvindelige ejer seriøst burde have en michelinstjerne for sin sprøde panerede schnitzel, sin perfekte cordon bleu, sin glasnuddelsuppe, hvor man bliver helt salig og bare tænker “Jah … sådan skal det gøres”, og de 2 store forårsruller med sød chilisovs til, der også altid er en drøm. Vi er på det seneste begyndt at ignorere den alt for lave check-bin (regning) og lægger i stedet det beløb, som vi synes, maden burde koste.
Vi har nok også været i vores yndlingsvandland for sidste gang, og hvor mange gange mere når jeg lige at komme ned at svømme i havet og gå tur i strandkanten? Vi kan da ikke sige farvel til Sun, villaernes søde vicevært, som er 46, men ligner en på 32, selvom han indtil for 2 år siden arbejdede i en mine, hvor de udvandt metaller til computere. For ikke at tale om villaernes vagthund, Kǎao, som kommer ind til os flere gange i løbet af dagen for at drikke lidt poolvand og sætte beskidte poter på gulvet eller bare lige blive nusset og betrygget om, at vi er der (hun er en lidt fesen vagthund).
Det er både de små Cha-am-rutiner i dagligdagen og de større, enkeltstående øjenåbnende oplevelser, der har formet vores halve år her i Thailand og gjort det helt unikt – det halve år, der føles som 2 år, og som på ingen måde kan gentages. Det giver ikke mening at komme tilbage igen på samme måde, ligesom man ikke kan tage på efterskole igen og få det samme ud af det en gang til. For vi har jo indoptaget tingene og lært så meget. En gentagelse ville mangle hele læreprocessen og nyhedsværdien og derfor bare svare til en tur i sit barndomssommerhus, som man kender ud og ind, og som er så trygt og genkendeligt, at tiden bare flyver.
I en rejseblog skrevet af en kvinde, som sammen med sine to børn er fulgt med sin udstationerede mand til Brasilien, har vi lige læst hendes halvårsstatus. For hende var tiden fløjet afsted, og det var helt utroligt, at der allerede var gået et halvt år. Thomas og jeg undrede os over forskellen, men tænker, at det må skyldes hendes udsigt til 2 år i Brasilien i stedet for kun et halvt. Når man ved, at tiden er forholdsvis knap, får man gjort ting i et helt andet tempo og får dermed oplevet mere. Det samme er sket for os bare i mindre skala: Vi har haft over 5 måneder til at komme på dykkertur på en ø og få set det vistnok meget anderledes Nordthailand, men det er først nu, vi har fået det planlagt – i de sidste 3 uger. Så vi slutter begivenhedsrigt af!
Jeg kommer til at savne det her: vores arbejdsplads mellem hoveddøren og poolen, den lyserøde luftmadras, som Thomas slikker middagssol på, liggestolene, hvor man kan sidde med sin bærbare, og sofaen, hvor vi spiser mad hjembragt fra markedet – og ikke mindst vores helt egen private pool, som nu er helt oppe på 31 grader.
Phetchaburi
I weekenden udnyttede vi vores skønne bil og kørte nordpå ad hovedvejen mod Bangkok, mens solen var på vej ned i vest:
Turen gik til vores provins’ hovedstad, Phetchaburi (under 30.000 indbyggere). Vi parkerede et tilfældigt sted i nærheden af restaurant nr. 1 på TripAdvisor og steg ud midt blandt … en masse aber:
Find 4 aber.
Her er det ikke fugle, der sidder i elledningerne:
Maden på restauranten Swizz Palazzo var så lækker, at jeg helt glemte at tage billeder af den: 4 slags skinke fra Schweiz med kapersbær til, en spændende gulerods-ingefær-suppe, de bedste hvidløgsbrød, pasta med hvidløg, bacon og tomat og pasta med en pesto af ramsløg – plus 2 desserter med hjemmelavede iskugler (frit valg af smagsvarianter), marengs og flødeskum. Dertil 2 glas af husets dejlige, bløde chardonnay, en drik bestående af en kugle kiwiis puttet ned i danskvand og 2 glas af deres hjemmelavede iste, ikke for sød og med et strejf af ingefær – perfekt. Alt smagte fantastisk, og den schweiziske ejer var supersød og fortalte glad om sin mad. I alt 275 kr. – et rent fund!
Efter maden gik vi en aftentur rundt i Phetchaburi. En fantastisk by, som har lidt storbystemning som Bangkok, men på den rene, rolige måde. Floden, der løber gennem byen, giver hygge og ro frem for beskidt og hektisk stemning som i Bangkok. Hvis Phetchaburi havde ligget ud til havet, ville vi fint have kunnet bo i den.
Bangkok revisited
I denne weekend var vi i Bangkok. Det var faktisk et glædeligt gensyn med byen, som vi ellers ikke var vildt begejstrede for sidst. Det var skønt med storbystemningen og mylderet af liv og dét, at man kan finde alt, hvad man har brug for, inden for en radius af få hundrede meter – en stærk kontrast vores lille badeby, Cha-am (med ca. 50.000 indbyggere), med dens faste ugentlige rutiner og mønstre.
Thomas fik mindelser om sin elskede blå blikbolig på Møllevangs Allé og følte sig virkelig hjemme her. 😉
Jeg holdt knappen inde og tog en hel stribe billeder af ham, men har valgt det ene ud, hvor han ikke giver fotografen fuckfingeren, fordi hun drillede ham lidt for meget …
Lige inden vi fløj til Thailand i sin tid, besøgte vi restauranten Kiin Kiin i København, som laver en spændende fusion af nordisk og thailandsk mad til én michelinstjerne. Nu ville vi prøve søsterrestauranten Sra Bua i Bangkok. Flere af retterne var identiske med dem i København, men ikke så flot udført, vinpræsentationerne var elendige (bare “Wine from the France, from 2011”), og vi savnede de beskrivelser af maden og idéen bag, som vi fik i København. Til gengæld var stemningen, indretningen og de sofapladser, vi fik, fantastiske, og vi blev enige om, at det virkelig er komplekst, hvad der skaber en god restaurantsoplevelse. Måske er det lige så vigtigt med en god mundtlig præsentation af maden, som hvordan maden egentlig smager. Historier og skabelse af mening er bare vigtigt for os mennesker.
Friturestegte hele minirejer, gulerodspuré og kammuslinger – stegt så perfekt, at de fik skubbet til Thomas’ opfattelse af kammuslinger som hypede, smagsløse skaldyrsklumper: “Ah, nu forstår jeg, hvad folk ser i kammuslinger,” udbrød han efter første bid.
Raskmelding
Tak for de mange bekymrede henvendelser. Vi blev helt raske igen en lille uge efter sygdomsindlægget, så nu er alt godt. Ikke et eneste nys. 🙂
Og nu spiser vi vitaminpiller. Før vi flyttede til Thailand, havde jeg en forestilling om, at vi skulle spise masser af sunde wokretter med sprøde grøntsager og magert kød, men det blev ikke tilfældet. Der er meget ris og friture, og salat her består af strimlet hvidkål og gulerod (udmærket, men lidt kedeligt) med en god portion ren mayonnaise fordelt udover (ikke så godt).
Restaurant NOX
Søndag aften (dagen efter ankomst) skulle selvfølgelig udnyttes til at prøve en af Singapores mange interessante restauranter:
Den virker måske ikke specielt interessant set udefra, men så se den indenfor:
Thomas og jeg har efterhånden prøvet mange gode restauranter og spekulerer på, om vi snart løber tør for restauranter, der giver os en wowfølelse og værdi for pengene, og som vi husker tydeligt et år senere. Vi prøvede Kiin Kiin i København lige inden vores afrejse til Thailand, vores første michelinstjernerestaurant, hvilket klart var en god oplevelse, og måske skal vi også snart se at få prøvet den sagnomspundne Noma. Men Noma skal virkelig kunne noget, når prisen er højere end på aarhusrestauranten Frederikshøj, som vi ved er pengene værd, men også kun lige – altså på samme måde som en dyr koncert kan være pengene værd, selvom det bare er uforholdsmæssigt mange penge at fyre af på én aften.
På NOX var vi sikre på at få en wowfølelse. Selv hvis kvaliteten af maden skulle være under forventet, ville det klart blive en oplevelse på koncertmåden. Vi skulle nemlig spise i komplet mørke!
Da vi ankom, fik vi lidt at drikke i loungen, blev præsenteret for konceptet, fik valgt vin til maden (uden at kende menuen) og fik låst min taske og ikke mindst vores mobiltelefoner og alt andet med lys i inde i et skab. Så var vi klar og blev ført hen til en dør. Døren åbnedes ind til en mørk trappeopgang, og den blinde tjener, som skulle være vores denne aften, Rahamad, kom ud og hilste på os og bad os holde ham på skulderen. Han førte os op ad en trappe, mens døren blev lukket bag os, og rundt om hjørner, så den sidste lysstribe fra under døren ind til loungen forsvandt, og der var helt mørkt. Det eneste synlige var nogle infrarøde kameraers svagt røde prikker oppe i loftet.
Det lykkedes os med Rahamads hjælp at få os sat ved et 2-mandsbord over for hinanden. Han fortalte os, hvor vores glas og bestik (gaffel og ske) var, og vi følte efter – ja, dér var det. Vi vidste, vi skulle have en 3-rettersmenu, men det var også alt. Så da forretten kom ind, blev vi gladelig overrasket over, at der var 4 små skåle placeret i kl. 6, 9, 12 og 3 på en større tallerken, der kunne dreje rundt. Vi foretrak at lade skålene stå i udgangspositionen uden at dreje – så føltes det nemmere at holde styr på. Vi stak i blinde gaflen ned i kl. 6-skålen, fandt noget dernede, tog skålen op mod munden for ikke at spilde og smagte tillidsfuldt på sagerne: en form for nudler og nogle stykker fisk. Kl. 9-skålen havde vi delte meninger om: tydeligvis kammusling eller tydeligvis ikke kammusling – det var den for stor til. Kl. 12 rummede, hvad vi begge klart mente var røget laks og en form for bønner, og kl. 3 var … også noget fisk, måske makrel. Hovedretten var i virkeligheden også 4 små hovedretter, og først da vi i hovedrettens kl. 3-skål fandt … hmm, muligvis nogle indvolde, forsvandt den blinde tillid, og vi blev lidt mere forsigtige. Men tilliden blev snart opbygget igen, for alt var tydeligvis af høj kvalitet, og der var f.eks. intet blødt kyllingeskind, sejt kød, fedt eller sener. Jo, fedt var der, men det var meningen: Foie grasen var letgenkendelig. Efter en halv times tid i mørket var vi blevet hjemmevante og kunne fint mødes på midten til en skål med vinglassene. Og når vi lagde gaflen fra os, kunne vi finde den igen i første forsøg uden famlen. Efter halvanden time og også 4 små, lækre desserter bestilte vi en drink ud fra hukommelsen om drinkskortet, som vi så nede i loungen: den drink, der hed noget med “Pink”, og den med mynte. Rahamad fandt ud af, hvad vi mente, og vi sad og nød den sidste tid som blinde, inden han førte os ned ad trappen igen. Så snart vi forlod det velkendte lille 2-mandsbord, blev Thomas og jeg usikre og famlende igen. Forskellen på os og Rahamad blev helt tydelig til sidst, for nogen havde glemt at slukke en lille lampe nederst, så Thomas og jeg kunne fint se de sidste trin, men Rahamad blev troligt ved med at guide os og fortalte, at der nu kun var 5, nu 4, nu 3 trin tilbage – han havde ingen anelse om, at lampen var tændt.
Nede i loungen blev vi spurgt til vores oplevelse, og vi fik gennemgået alle 12 retter. Nej, ikke nudler, men spaghetti. Ja, kammusling. Næh, ikke røget laks, men torsk. Niks, ikke kylling med lækkert sprødt skind – det var and. Nej, ikke indvolde, men lidt derhenad: brissel. Det var en fantastisk smageoplevelse, et fantastisk og respektindgydende indblik i de blinde tjeneres verden og en fantastisk paroplevelse at høre smilet i den andens stemme i stedet for at se det.
Madlavningskursus
Thaierne er vældig glade for mad, og man ser dem spise hele tiden, så et madlavningskursus her er oplagt. Vores instruktør startede med at vise os markedet i Hua Hin:
Instruktøren (forrest til højre) står og venter på, at de 2 damer bliver færdige med at pille de tigerrejer, som vi skal bruge.
Æg er ikke bare æg her i Thailand. Denne æggesælger har æg fra forskellige hønseracer, andeæg og vagtelæg, og derudover kan man købe poser bare med blommer (de røde nederst til venstre):
De pink æg er ikke lagt af en pink høne, men er kunstigt farvet, så man kan skelne dem fra de andre – disse er nemlig kogt og har desuden ligget i en kraftig saltlage.
Kvinden her producerer kokosmælk:
Først finhakkes kokoskødet, og derefter kommer det i en anden maskine, som kan trække væden (kokosmælken) ud af det og efterlader helt tørt kokospulver, der bruges som dyrefoder.
Efter turen på markedet indfandt vi os i en dejlig bolig med et køkken med et gasblus til hver deltager – og denne stemningsfulde hyggekrog:
Thaierne har ikke begreb om det, vi kalder hygge, så denne fantastiske siddeplads med kæmpestore koikarper i bassinet i baggrunden er nok skabt af den engelske bagmand bag kurset. Thaier hygger sig fint på gulvet i skarpt neonlys.
Så er ingredienserne til første ret klar.
Thomas kokkererer.
Vi nyder frugten af vores arbejde: grøn karry med kylling og små, runde, grønne auberginer.
Den sidste ret var en mærkelig dessert. Men er der ikke noget med, at ingen lande forstår hinandens desserter og søde sager?
Først laver man pastastrimler af tapioka, der minder om kartoffelmel. Så koger man dem og putter dem i sød kokosmælk sammen med en gul, ligegyldig frugt og knust is. “Pastastrimlerne” smager ikke af noget som helst og har en sær, gummiagtig konsistens.
Barbecue
En ting, som thaierne er vældig glade for, er det, de kalder “barbecue”, hvor man bestiller en masse rå ingredienser, som kommer klargjort og udskåret i små skåle. Man sidder så sammen og hygger sig med at tilberede maden. Bordet er lavet af metal og har et hul i midten, som der kommer glødende kul i:
Derefter sætter man en form for gryde oven på kullene:
I gryden er der suppe rundt langs kanten. Dér kan man koge eller blanchere grøntsager skåret i stykker (f.eks. gulerødder, babymajs, svampe og kinakål) og nudler. Man kan også slå et æg ud i suppen og lade æggemassen stivne deri. I midten buler gryden op, og øverst på toppen ligger et stykke fedt, der smelter lige så stille i løbet af en halv times tid. På den måde leveres der fedtstof til midten af gryden, hvor man steger små stykker kød (f.eks. kylling, oksekød, svinekød, lever, blæksprutte, rejer og ikke mindst bacon), og det smeltede fedt giver også god smag til suppen.
Hygge omkring et fyldt bord, hvor der er nok at se til. Baconen skal vendes, nudlerne skal tages op af suppen, og ingrediensskålene skal fragtes fra den ene ende af bordet til den anden.
Svigerfamiliebesøg og dessert
Midt i januar kom Thomas’ familie (forældre og søster med kæreste og 2 børn) på et 14-dages besøg. Det var fantastisk at få besøg hjemmefra – og faktisk overraskende naturligt at gå ned til porten og se de velkendte ansigter, bare her i Thailand.
Efter restaurantsbesøget den første aften skulle vi selvfølgelig have Cha-ams bedste og billigste dessert: en form for pandekage til 3-4 kr. Den bliver lavet i et minigadekøkken på hjul, så man kan aldrig vide, hvor man kan finde desserten, da indehaverne stopper deres kombinerede scooter/køkken tilfældige steder på gaderne.
Fra venstre: søsterkæreste Lars oppe i hjørnet bag kokken, Thomas, mor Jette, far Calle, søster AM, nevø Mathias og niece Madeleine.
Man kan få pandekagerne med alt muligt – f.eks. æg og banan – men vores yndlingsvariant er med sukker, chokoladesovs og ikke mindst “typisk thai-ingrediensen” kondenseret mælk (minder om glasur både i konsistens og smag). Pandekagen bliver – som al anden mad i Thailand – skåret ud i stykker, som man spiser med en pind:
Mums.
Nytår
Nytåret 2556/57 (efter Buddhas opnåelse af parinirvana, ikke efter Kristus) er vældig festligt i Cha-am. Det startede allerede 4 dage før med byfest hver aften og varer til og med 1. januar. Hovedgaden Narathip Road er lukket af ned mod stranden om aftenen og fyldt med boder med alverdens fristelser: tøj, tasker og smykker til damerne, samuraisværd, elektrochokvåben og softguns til mændene og fiskeboller, store kongerejer, churros, muslinger, friteret kylling og endda sushi og insekter til alle:
Mmm, græshopper. Vi sprang dog over – med den undskyldning, at vi begge var syge.
Den store plads, hvor hovedgaden Narathip Road møder stranden, er normalt relativt uinteressant. Men nu er den omdannet til en kæmpe fest med hundredvis af borde at spise og hygge sig ved og en stor scene med livemusik og nedtælling til midnat nytårsaften.
På selve nytårsaften tog vi del i det hele, så godt som vi nu kunne efter at have fået henholdsvis en maveinfektion og en øreinfektion, og fik både set fyrværkeri …
… skålet …
… og sendt en rispapirslampe til vejrs på stranden.
Sùk-sà-wàt-dii-bpii-mài – godt nytår på thai.
Fiskesovs og sprog
Hjemme i Aarhus lærte vi os tallene på thai via den fantastiske app ThaiDict (ca. 140 kr.). I appen kan man skrive et ord på engelsk og se det skrevet med lydskrift (og også skrevet på thai, hvis man er til den slags) og ikke mindst få det læst højt af en thaikvinde. Da vi kom herom (“herom”, fordi det jo er halvvejs rundt om kloden), var vi spændte på, om thaierne overhovedet kunne genkende det, når vi sagde nùng (1), sǒong (2), sǎam (3), sìi (4), hâa (5), hòk (6) osv., eller om vi udtalte det helt forkert. Men vi havde takket være den rare appdame fået helt rigtigt fat i det – endda også tonerne. På dansk kan vi sige “hej” i et utal af tonelejer afhængigt af vores humør og indstilling: Vi kan udtrykke, at vi er glade for eller overraskede over at møde den, vi taler til, eller vi kan sige “hej” mere neutralt, fordi vi også hilste på hinanden lige for en time siden. Den går ikke på thai, for tonehøjderne er betydningsafgørende. Tonehøjderne markeres i lydskriften med accenterne, så ordet “sǎam” har en lang a-lyd, der først er faldende, så stigende (markeret ved, at accenten først går ned, så op).
Vi har nu lært os flere ord, deriblandt fiskesovs: Fisk hedder bplaa, og vand hedder náam, og de to ting giver fiskesovs på thai: nám-bplaa. Fiskesovs er thaierne glade for. Ud over at det er i halvdelen af retterne (eller nok egentlig flere), står der også altid fiskesovs, som regel med chili (“prìk”) i, på bordene, så man selv kan tilsætte mere til retten (ligesom der selvfølgelig også står 2-3 slags chili og også sukker). I supermarkedet er der en hel række med fiskesovs:
Der var vist en smule sojasovs, men ellers fiskesovs helt ned til enden.
Rækken med nudler var dobbelt så lang.
Fra Bangkok til Hua Hin
Efter en uge i Bangkok ville vi gerne videre mod vores permanente bolig, som vi regner med at finde i Hua Hin. Så vi tog metroen til hovedbanegården. Også moderne, mobiltelefonsnakkende munke rejser med tog:
Efter tre kvarters forsinkelse kom vores tog ind på perronen:
Vores afgang hed Rapid. Der var også Ordinary, Express og Special Express, men alle togene tager efter planen 4 timer eller 4 timer og et kvarter. Der var nu heller ikke meget rapid over vores tog. Med en times forsinkelse på afgangen og en time mere på selve turen fremstår DSB pludselig meget punktlig, så 1-0 til DSB.
Til gengæld taber DSB på billetpriser: Vores 2.-klassesbilletter kostede 150 baht (27 kr.) inkl. pladsbillet, og turen var på 230 km. Bevares, en tur fra Aarhus til København til 404 kr. er måske også 70 km længere, men nu står der altså 1-1. (Man kan også rejse på 3. klasse for omkring 10 kr., hvis man ikke lige har spenderbukserne på).
Vi sørgede for at få spist, inden vi hoppede på toget:
12 kyllingenuggets på pinde. Med sursød sovs. 8 kr.
Men det var ikke nødvendigt at få spist af inden turen. DSB’s voldsomt underskudsramte salgsvogn og servicen dér bringer fnis frem i sammenligning med forholdene i vores Hua Hin-tog. Der var en hel spisevogn, som man kunne gå ind i for at få serveret mad på rigtige tallerkener. Men man kunne også bare sætte sig og vente på, at de mange ansatte kom forbi med skiftevis is, hovedretter, drikkevarer og snacks med 10 minutters mellemrum. Nu står der 1-2.
På indeklimaet kan DSB heller ikke vinde. Her stod alle vinduer og døre bare åbne:
Nu står der 1-3, og Thailand Railways vinder – hvis vi lige ser bort fra, at der bare var et hul og et par trædeflader som toilet, og at toget var vældig slidt …
Her er vores rute:
Fra Bangkok til Hua Hin, 229 km med tog.
Fra Bangkok til Hua Hin, zoomet ud, så man kan se hele Thailand.
(Tak til I Forms ruteplanner).
Rejer
Retten “noodles with prawn” er, modsat hvad man skulle tro, ikke nudler med én stor reje. Tværtimod bruger thaierne ofte mange bittesmå tørrede rejer. Når de tilberedes på panden, bliver de blødt op. De er lidt svære at se i retten, men smager fint af reje.
60 baht (omkring 11 kr.) for denne ret i kantinen i et supermarked. 12 kr. for ren ananassaft, der bliver presset for øjnene af én, eller 5,5 kr. for en stor Coca-Cola i bæger.
Almindelig tigerreje og tørret minireje.
Rugbrød
Vi er ikke begyndt at savne rugbrød endnu, men hvis vi var, kunne vi bare gå hen til det nærmeste store indkøbscenter i Bangkok og købe et:
95 baht for et lille rugbrød – dividere med 10 (9,5), gange med 2 (19) og, hvis det skal være helt præcist, så trække 10 procent fra (17,1) – okay, omkring 17 kr.
De havde også wienerbrød – med bacon! Det er da så dansk som noget. Eller er det måske at blande to danske ting lidt sammen?
Sådan et stykke baconwienerbrød (en bacon danish) smager dejligt, kan vi hilse og sige.
Maden
Noget mad er fantastisk:
Har allerede fået chicken wings på tre forskellige restauranter, og de var alle intet mindre end fantastiske: perfekt marinerede, supersprøde udenpå og saftige indeni. Mums.
Andet er rigtig lækkert:
Pomelosalat med rejer (i den milde udgave – som altså var stærk nok!).
Men meget er også mærkeligt og meget skræmmende – og fyldt med koriander eller toppen af bladselleri (hvad er der nu i vejen med den danske dild, karse og persille som det grønne drys?). Billeder af de skræmmende følger, når jeg tør vove mig ud i dem …