Vi tog den gratis færge fra Manhattan til Staten Island og så derved Manhattan sydfra:
Undervejs passerede vi Frihedsgudinden, lige som solen var ved at gå ned:
Efter 14 gode dage i New York tog vi tilbage til Danmark for at nyde sommeren 2015 dér.
(Tak til I Forms ruteplanner for kortet).
En dag, hvor Thomas lå syg hjemme i lejligheden, tog jeg alene ud på en lang og ekstremt kold gåtur, hvor mine fingre til sidst ikke kunne tage billeder med telefonen længere. Der blæste en vildt kold vind, og vi havde ikke just taget vintertøj med på vores rejse til Panama. Min tur gik gennem de ortodokse jøders kvarter i Brooklyn, forbi Manhattan Bridge og over Brooklyn Bridge:
(Screenshot fra endomondo.com).
Her er Manhattan Bridge – jeg elsker den blå farve:
Manhattan bridge igen:
Brooklyn Bridge:
Det er ikke, fordi jeg er oppe at kravle på broen – bilerne kører bare et niveau under fodgængerne her:
Her ses det nedre Manhattan og Frihedsgudinden i det fjerne:
En solskinsstråle rammer det øvre Manhattan i det fjerne:
Sidst Thomas var i New York (i august 2008), købte han disse fantastiske klipklapper:
Som det måske kan anes, var de nu modne til at tage afsted til de evige klipklapmarker, og Thomas fandt det yderst smukt, at han kunne tage afsked med dem i samme by, som de blev hans i.
En aften (nat dansk tid, så vi var sent oppe) tog vi til basket på Madison Square Garden. Her er Thomas dressed up og klar til at heppe på New York Knicks:
Vi var så heldige, at det var den sidste kamp i sæsonen, og fordi holdet faktisk havde spillet ret skidt, var det besluttet at dele ting ud til de trofaste fans (og alle os andre). Først fik vi en gratis cola og vand. På næste etage fik vi en kasket, og så blev vi tilbudt en pose M&M’s, så chips, en cola mere, popcorn, en slikstang osv. Men vi var egentlig lidt sultne og stillede os i kø til en burger. Vi fik den udleveret – og ingen ville have penge. Tværtimod fik også lige nogle pomfritter med. Alt viste sig at være gratis (bortset fra merchandise, som der kun var rabat på). Og der var rigeligt af alt hele aftenen, og det blev delt rundhåndet ud, så vi endte med alt muligt, som vi ikke lige havde tænkt os at spise.
New Yorks Knicks tabte desværre, men der var masser af underholdning, også i pauserne. F.eks. blev en mand blandt publikum udvalgt ved lodtrækning, hvorefter han fik 3 chancer for at score i kurven – og dermed score en gevinst. Hvis han scorede fra et punkt tættest på kurven, ville han få 100 dollars, længere væk ville han få 1.000 dollars, og helt ude fra midten ville han få 10.000 dollars. Han ramte forbi de 2 første gange, men på mirakuløs vis lykkedes det ham allerlængst væk at ramme lige i kurven og score de 10.000 dollars:
At komme ud fra det kæmpestore stadion tog ingen tid. Folkemængden strømmede lige så glidende ud og ned ad alle trapperne uden problemer ud. Der må virkelig være styr på opbygningen af gange og udgange – meget imponerende.
Vi var i New York i april, og der var sådan en skøn forårsstemning de fleste dage:
I nærheden af os lå en park med masser af motionsmuligheder, som myldrede med aktive mennesker:
Vi var i biografen en enkelt gang i New York, og det viste sig at være en kombineret biograf og restaurant. Så foran pladserne var der et lille bord med kopholdere og et menukort:
Mens filmen spillede, skrev man sine ønsker på en lille seddel og satte den i en holder på bordet. Så kom en tjener så diskret som muligt gående ind i rækken og hentede sedlen, og lidt senere fik man maden:
Det lyder umiddelbart som et godt koncept, men det afbrød faktisk filmoplevelsen en hel del at skulle bestille og spise mad med kniv og gaffel midt under en film. Så hellere bare popcorn, der kan køres ind helt automatisk, og hvor det ikke gør noget, hvis man spilder.
New York giver selvfølgelig mulighed for at spise, lige hvad man har lyst til, f.eks. chicken & waffles – som i al sin enkelhed er kylling og enorme belgiske vafler med alt muligt snasket dressing på. Det mærkelige var, at der sad masser af unge, slanke piger og spiste de kæmpestore portioner. Enten var de alle bulimikere, eller også stod samtlige 5 efterfølgende dage på maratoner.
Jeg fik ikke et billede af chicken & waffles-konceptet, men det var mindst lige så greasy som det her:
Vi havde svært ved at finde nogen dagligvarebutikker, som vi kender dem (Netto, Rema 1000 osv.), men der var masser af bittesmå kolonialforretninger (tror jeg, man ville kalde dem). Det her er en af de store:
Disse butikker har som regel en buffet med bland selv-salat og andre frokostretter, både varme og kolde. Det er virkelig lækkert og endda billigere, end hvis man selv skulle købe ingredienserne enkeltvis. Alle fødevarer og andre fornødenheder er nemlig enormt dyre i New York. F.eks. købte vi en enkelt rulle toiletpapir til 10 kr. Hvorfor kan man overhovedet købe en enkelt rulle toiletpapir?
Et must for os var Eleven Madison Park, en trestjernet michelinrestaurant (vores første af slagsen), hvor vi bl.a. fik disse retter:
Selvfølgelig var maden i orden, men til prisen (ca. 3.500 kr. pr. person) var vi … hmm, det hedder vist faktisk slemt skuffede. Vi var ellers utrolig spændte på, hvad det er, der skal til for at få 3 stjerner hos Michelin. Men det fandt vi aldrig ud af. Sådan som vi har forstået stjernerne (ikke at nogen jo egentlig forstår dem), burde restauranten faktisk ikke have fået en eneste stjerne, for der var så meget viskestykkefnuller i flere af vinglassene, at det lå og flød oven på vinoverfladen. Meget mystisk.
Til gengæld er det den eneste restaurant til dato, hvor Haj har fået sit helt eget champagneglas af tjenerne – endda helt uden at spørge. Hun blev meget smigret.
Central Park er megafascinerende, fordi den er så uendelig stor (ca. 1 x 5 km midt på øen Manhattan). Den rummer alt fra det her:
… til det her:
Mange motionerer i den:
Især baseball er der plads til at træne mange steder:
Et par kæmpe søer kan også lige klemmes ind:
Der er egern overalt i byen, hvilket er ret hyggeligt. Her er et i et træ uden for vores vindue:
Vores umiddelbare indtryk af den gennemsnitlige newyorker er en ung person i Nike Free-sko, som er ude at lufte sin hund. Vedkommende har musik i ørerne, kigger lige frem og er lidt cool – så cool, at rød hånd ved en fodgængerovergang altid betyder gå.
Overalt i gadebilledet støder man ind i Gud på skilte, og overalt er der delier (butikker, der sælger skinker, pølser, ost m.m., hvor man evt. også kan sidde og få en sandwich). Her er en kombi – God Bless Deli:
Også andre end et par ateistiske danskere har bemærket Guds tilstedeværelse overalt – og lavet et lille modspil (“In cost we trust”):
I metrotogene er der nogle retningslinjer, man skal overholde. F.eks. bedes man venligst undgå at forbedre sin personlige hygiejne:
Mest underholdende syntes jeg, dette skilt var – som om nogen ville udføre poledancing i toget:
Da jeg stod i vognen og fyldte lidt for at tage ovenstående billede af skiltet, så jeg godt, at en dreng ligesom ventede på, at jeg skulle blive færdig. Da jeg havde sat mig ned, kom forklaringen: Han skulle have plads til … sin latest routine!
Det er åbenbart meget normalt at tjene lidt penge på at underholde med dans i toget – og hvor var de bare seje, de drenge.
New York har lavet en gammel jernbanelinje om til en gangsti, der som regel går oppe i højden og derfor hedder High Line. Her vokser der buske midt på skinnerne i højre side af billedet:
Den er meget hyggelig, men lidt for smal til, at man kan gå i sit eget tempo uden at støde ind i nogen – og ikke noget supersærligt.
Men den gav nogle udmærkede overblik, f.eks. over banegården her:
… og over en sej stabling af biler – sådan laver man parkering på begrænset plads:
Jeg vidste intet om New York på forhånd, men forventede noget med en masse skyskrabere og et mylder af mennesker. Derfor blev jeg meget overrasket, da vi ankom søndag morgen og gik rundt i helt øde gader med lave bygninger og en nærmest Trøjborg-agtig stemning:
Manhattan set fra Queens:
Det berømte Times Square, som jeg aldrig helt forstod fascinationen eller betydningen af:
Bare et sted i New York:
En tom metro:
En fyldt metro:
Guggenheim:
Det nye, endnu ikke åbne One World Trade Center:
Et af de to steder, hvor de gamle tårne stod:
Yankee Stadium, som vi ikke nåede at besøge denne gang – det må blive næste gang:
Området ved Yankee Stadium:
Vores Airbnb-lejlighed i bydelen Williamsburg i Brooklyn havde alt i newyorkercharme: Den var dyr, skæv, smal, utæt og med en nærig bruser med lunkent vand – men hyggelig:
Der gik noget tid, før vi opdagede, at hele gulvet var skævt, og at det var derfor, vi gik rundt, som om vi var fulde. Komfuret står helt inde ved væggen forneden, men gaber 10-12 cm foroven:
Soveværelset:
Vores lejlighed lå under den gule stjerne med nem adgang til Manhattan via L-linjen:
Bemærk kæmpestore Central Park midt på Manhattan. (Tak til Google Maps for kortet).
Man ved, man er kommet til USA, når lufthavnsmorgenmaden er megasnasket:
Vi venter på toget ind til byen efter det nærende måltid:
Her er Thomas med vores pakkenelliker (4 computere, 3 mobiltelefoner, 1 iPad, 1 Sonos-højttaler, sommer- og træningstøj, toiletsager, ledninger, omformerstik, et par skeer og morgenmadsskåle, 2 badehåndklæder, halstørklæder mod airconditiontræk, Haj, pas, vaccinationsbeviser og … hmm, det var vist det):
Den 12. april 2015 forlod vi Panama og fløj mod New York:
(Tak til I Forms ruteplanner for kortet).
Panama overtog Panamakanalen fra USA i 1999. Ryan, som boede ved siden af os i Cuesta del Sol, fortalte, at indtægterne derfra virkelig har gavnet landet. Almindelige mennesker får billige statslån, så mange nu kan købe sig et lille hus, og Den Panamerikanske Highway (som der mange steder ikke er noget som helst highway over) er ved at blive udbygget med flere spor, som man kan se her både i højre og venstre side:
En sjov ting er, at der mange steder er fint gravet ud, så de nye vejbaner kan anlægges, bortset fra lige rundt om telefonpælene, som derfor står som 3 meter høje øer midt på den flade vej. Det er nemlig et andet selskab, der skal flytte telefonpælene, og de arbejder altså ikke så hurtigt.
De mange pludselige penge fra kanalen gør, at Panama i disse år er ved at gå fra at være et 3.-verdensland direkte til et 1.-verdensland, uden mellemstadier, hvilket vist skulle være en usædvanlig situation.
Mange er kommet til penge i Panama, men uligheden er enorm – og den er desværre racebetinget, har vi fået at vide. Indianerne er de lavest rangerende, så kommer de sorte, og øverst er latinoerne. Panamanerne har nogle identifikationspapirer, hvor der står, hvor de oprindeligt er fra, og det fungerer åbenbart som et stempel for indianerne, der bliver vraget til jobbene alene af den grund.
Bedre bliver det ikke af, at de hvide (typisk amerikanere) kommer og tilbyder en for indianerne stor pose penge for det land, indianerne har dyrket i generationer. Sådanne tilbud kan indianerne ikke sige nej til, men der sker åbenbart ofte det, at indianerne så flytter til byerne og drikker pengene op lynhurtigt, fordi de ikke er vant til at have med den form for penge at gøre. De plejer at leve nøjsomt og af deres afgrøder. Enden bliver, at de står dér i byen uden land og uden penge – og uden mulighed for at få et job, fordi de bliver betragtet som laverestående.
I Thailand var det normalt bare at bestille vand til maden, og det kostede næsten ingenting (2-4 kr.).
I Panama er vand ofte gratis.
Det står i stærk kontrast til i Danmark, hvor man let kommer af med 25 kr. bare for vand. Tilsvarende forskel er der på de andre drikkevarer. Det er lidt ærgerligt, at prisstrukturen er skruet sådan sammen, at danske restauranter vil tjene mest på drikkevarerne og kun lidt på maden, for det er befriende, når hver del koster det, som det koster at producere det, plus det ekstra beløb, som restauranten vil tjene på handlen. Så er der ingen irriterende overraskelser og stillingtagen, men bare en følelse af rimelighed.
Komplekset Cuesta del Sol er en perle i David, et skønt sted at bo. Her er det set udefra:
Udsigt ned ad bakken:
Udsigt op ad bakken:
Man kommer ind på denne gang:
Og øjner poolen bag søjlerne og planterne:
Poolen i aftenbelysning:
Der er ikke noget så dejligt som en kontrolleret jordafbrænding hos naboen:
I Panama stillede vi ikke vores ure – vi lod bare, som om vi var i Danmark (en virkelig varm udgave af Danmark!). Panama er 6 timer efter Danmark, så oversat til panamansk tid stod vi op kl. 4, satte os udenfor i mørket og arbejdede og så solen stå op et par timer efter. Det tidspunkt (mellem kl. 6 og 7) var ideelt til motion, fordi der var køligt, så vi løb tit forbi en masse skoleelever, der var på vej i skole i deres skoleuniformer. Kl. 7-8 stykker spiste vi frokost hjemme og arbejdede videre indtil vores aftensmad, som vi typisk spiste ude – mellem kl. 12 og 14, hvor de fleste panamanske restauranter havde frokoståbent. Om eftermiddagen havde vi fri (eller arbejdede over, efter at vores danske kunder var gået hjem fra arbejde), indtil solen gik ned, og der var helt mørkt kl. 19, hvor vi så kunne sove.
Denne løsning var genial, da vi som B-mennesker ikke behøvede at stå tidligt op for at kunne nyde alle 12 timers dagslys (der er altid kun 12 timers dagslys så tæt på ækvator). Desuden fik vi for første gang i vores liv prøvet at få beundrende blikke, når vi morgentrænede kl. 6 – folk vidste jo ikke, at vi først var stået op kl. 10 dansk tid, og at træningstidspunktet reelt var tidligst kl. 12 for os.
Kl. 12 dansk tid – solen står op:
Kl. 17 dansk tid:
Der er helt særlige udfordringer på morgenløbeturene i Panama – f.eks. løsgående heste på fortovet uden for vores hjem:
Biografen var et af vores yndlingssteder i Panama – hvor der er så varmt, at skrankerne er udendørs (bag de ventende panamanere):
Nogle gange havde vi biografen helt for os selv:
Men til “Cincuenta sombras de Grey” (“Fifty Shades of Grey”) var salen fuld, og det var simpelthen så hyggeligt, for folk hujede og grinede og kom med alle mulige udtryk og “Århhh”-lyde. Det var en anden oplevelse end i Danmark, hvor man helst skal være stille, og der ikke er et fællesskab alle biografgæsterne imellem på den måde.
I Singapore opdagede vi, at Haj havde skabt en stor forretning inden for tekstiler:
Det er noget med, at forretningen har specialiseret sig i diamantbesatte tekstiler, hvilket har indbragt hende en mindre formue. I Panama havde hun bare for sjov købt en bilvask:
Da hun ikke bryder sig om vand, var hun kun yderst sjældent forbi – og kun lige for at tjekke, om medarbejderne lavede noget.
Hendes yndlingsbeskæftigelse er at drikke champagne (med god sikkerhedsafstand til poolen):
Hun skulle lige smage den sorte Moët her – kun for endnu en gang at konkludere, at det altså ikke er helt rigtig champagne. Så vi fik lidt brok bagefter og ordre på at købe tør pagne til hende for fremtiden, som vi plejer. Divahaj …
I Panama er der næsten altid en bilalarm i gang et eller andet sted, og ingen tager sig af dem, fordi de starter så let som ingenting og ganske utilsigtet, f.eks. bare ved tordenvejr.
Planterne ser ud til at trives godt i Panama (dem i haverne bliver vandet), så man støder tit på en overdådighed af blomster som f.eks. disse fra Malcolms grund:
Enhver panamaner med respekt for sig selv har en machete. Her er den, der tilhører Malcolms gartner:
En machete er lidt af et multiværktøj, der f.eks. også bruges til at klippe hække med, hvilket gartneren kan gøre helt snorlige uden nogen hjælpemidler:
Den kan også bruges til at slå græs med, som manden i venstre side gør her på vores sædvanlige vej fra huset ned til indkøb:
I Thailand var der masser af lysstofrør i beboelsesrum som stuer og værelser, og de almindelige pærer havde ofte høj lysstyrke og helt hvid farve. Det er også tilfældet i Panama. Og det skærer helt bogstaveligt en dansker i øjnene. Naser Khader siger det rigtig fint:
“Man kan sige, at i forhold til vores børn her i Danmark, er der sådan … hygge og stearinlys, men ikke for meget lys. Vi er få, det er os, og vi gider ikke åbne døren, når nogen ringer på. I min barndom var det mere … jo flere vi er, jo mere støj, jo flere der banker på, jo flere lysstofrør, jo hyggeligere. Så der er en forskel.”
Naser Khader i Stine Jensens bog “Fra hjerne til hjerte” (min fremhævning)
En meget hyppig beskæftigelse i Panama er maling af gitre. På næsten hver cykeltur kom vi forbi en gittermaler som ham her:
I påsken kørte vi lidt længere op i bjergene omkring Panamas højeste bjerg, vulkanen Volcán Barú på 3.474 meter. Fra toppen af vulkanen kan man i godt vejr se Stillehavet og Det Caribiske Hav på én gang, og vi overvejede en guidet 5-6-timers vandring derop (og samme tid ned), men manglede alt udstyr til decideret bjergvandring i frostgrader, så vi nøjedes med at køre for vulkanens fod i ca. 1.000 meters højde. Her er bløde bakker med græsmarker til køer – i bedste hobbitlandskabsstil:
Landlig idyl:
Ingen jord er for skrå til at blive dyrket, så markerne går op ad bjergene som vinmarker i Alsace:
En løsgående tyr har indtaget busskuret:
Landsbyen Cerro Punta lever af landbrug, og overalt reklamerer maling på husmurene med: jordbær med fløde! Så kan man lige holde ind i vejsiden og få sig en snack, som åbenbart slet ikke er så dansk.
Vi havde læst om en god restaurant nær Cerro Punta på TripAdvisor. Den havde egentlig lukket om mandagen, men hvis vi bare lige ringede, en time inden vi kom, kunne de da sagtens starte køkkenet op for vores skyld. Her er den hyggelige restaurant:
Og her er restaurantens idylliske have:
Vi fik hjemmelavet frisk passionsfrugt- og ananasjuice, løgsuppe, hummus, dumplings, lækre tykke bøffer (hvilket ellers er en umulighed i Panama, hvor bøfkød som regel skæres ud i kun 1 cm’s tykkelse) og lun æbletærte:
Denne mandag var vi forudseende og bestilte sushi for to til den kommende fredag – vores næstsidste dag i Panama – hvor vi så lejede en bil igen og kørte de 70 km x 2 udelukkende for at få sushi. Det var det værd:
Der er ingen, der siger, at man ikke kan få en lille bøf til dessert efter sushien:
Der er virkelig lækkert og smukt i de panamanske bjerge – men der er faktisk for koldt til at sidde ude og spise, selv med lange bukser og trøje på. Igen undrede vi os over et land, hvor klimaet kan skifte fra udpræget tropisk (34 grader og fugtigt) til tempereret (18 grader med kølig vind) efter bare en times køretur – det føles lidt skizofrent.
Senere i påsken lejede vi en bil og kørte til Los Cangilones de Gualaca, som er et sted, hvor en flod har skåret sig ned i de bløde klipper:
Det er et populært badested for lokale panamanere, og ikke overraskende i Panama har en bil med enorme højttalere i bagagerummet sørget for musikken (det, som de kalder reggaeton) for alle i nærheden:
Vi tilbragte nogle timer på det afslappende sted, skiftevis i det afkølende flodvand (ca. 25 grader), i solen (hot!) og i skyggen (lækkert):
I påsken mødte vi Ryan i fællespoolen. Han er 34 år og fra New York og har arbejdet i luksusbranchen. Men under finanskrisen, hvor hans marked mindskedes, begyndte han at se sig om efter en anden branche. Valget faldt på boliger til amerikanske pensionister i Panama. Han købte en stor grund på en ø en times kørsel fra David i et område, hvor de andre øer ellers er naturpark og derfor fredet mod bebyggelse, og han er nu i gang med at bygge de første af i alt ca. 2.000 pensionistlejligheder.
Efter en kort poolsnak inviterede han os med på sejltur dagen efter. Han skulle alligevel afsted med nogle andre, så vi kunne da bare komme gratis med, og han skulle nok sørge for transport til båden, drikkevarer og mad. Øh, okay – tak!
Vi kørte en god times tid ned til den lille havn Boca Chica:
Her hoppede vi i en lille båd, der sejlede os forbi små klippeøer bevokset med træer:
Efter en halv times tid kom vi til en øde sandstrand, hvor kun én båd var kommet os i forkøbet:
Senere på dagen lagde flere både til, men ikke flere, end at det var hyggeligt. Her er den lille strand set fra hængekøjeperspektiv:
Det er vist meningen, man skal ligge på den anden led, men til en start og til dagens første øl var det her nu heller ikke at kimse ad:
Mmmm, 30 grader varmt vand:
Det var fedt bare at bade, spise, hygge, snakke og lære de nye mennesker at kende: vores nabo Ryan, hans tidligere praktikant (nu vistnok snart kæreste) Morgan, hans ansatte Karen og hendes panamanske venner Blad, som spiller trommer, har lært godt engelsk og drømmer om at se Spanien og resten af Europa, og Nadia, der som en af de eneste piger i Panama spiller elguitar.
Ud over menneskene var der også nogle selskabelige små krabber, der myldrede på stranden iført hver deres sneglehus. Her er en, der forsøger at gemme sig:
Og her har den foldet sig ud:
De fandtes i alle mulige størrelser og med alle mulige sneglehuse. Her er en, der har valgt en prikket model (bemærk de fine øjne på stilke, der stikker op):
Man kan ikke andet end smile i de her omgivelser:
En af de andre strandgæster havde en meget kær hvalp med, som tit kom på besøg:
Den mener ikke selv, den er for ung til øllene:
En glad Thomas i det store badekar:
Sidst på eftermiddagen forlod vi den skønne, lille ø, som efterhånden var blevet affolket igen:
Ruten fra David til øen:
Jeg kan huske en samtale, jeg havde med min første rigtige kæreste, da jeg var 14 år gammel (for kun 18 år siden). Den handlede om personlighed og præsentation over for andre – et punkt, hvor vi var stærke modsætninger.
Hans tilgang var “oppefra”: Han var åben, snakkende, drillende og en lille smule pralende eller overdrivende i sin præsentation af sig selv – så kunne han altid efterfølgende trække lidt i land, hvis det var nødvendigt. Under alle omstændigheder havde han så opnået en lang række fordele: kontakt med de nye mennesker, han stod over for, og opmærksomhed fra dem, et godt og livligt førstehåndsindtryk, måske umiddelbart en højere karakter i skolen, og adgang til noget, han ellers ikke ville have fået adgang til.
Min tilgang var “nedefra”: Jeg fandt det naturligt at underspille, være tilbageholdende og se folk og situationen an, før jeg selv åbnede munden – og så skulle den endelig ikke åbnes for meget. På den måde kunne jeg altid senere overraske positivt med mine evner eller min viden, fordi folk som udgangspunkt havde sat mig ret lavt. Det føltes rart for mig at overraske positivt; omvendt var der ikke noget mere pinligt end at skuffe.
Mon ikke vi begge har fortsat levevisen lige siden?
Jeg opdagede for et par dage siden, at jeg stadig er tryggest ved at tage tingene nedefra og skabe projekter i al hemmelighed og ydmyghed. Jeg er nemlig med stor iver ved at skrive en bog om de hyppigste danske stavefejl, og Thomas og jeg reflekterede lidt over pointen med bogen: målgruppe, formål, længde, illustrationer eller ej osv. Én ting sagde jeg helt klart: Jeg skrev i hvert fald ikke bogen for at tjene penge – jeg ville bare så gerne ud med alle de idéer, der fylder inde i mit hoved. Men et par timer efter vendte jeg tilbage med et kontraudsagn: Jeg ville faktisk enormt gerne tjene penge på den, og det ville være en drøm at få en passiv indtægt på den måde. Det var svært at sige – så svært, at jeg end ikke selv var bevidst om det til at starte med. Det forpligter jo at sætte sig et mål. Folk vil spørge undervejs, hvordan det går med bogen. Efter udgivelsen vil man konkludere, at den ikke blev en succes, medmindre den tjener det ind, som jeg har ytret ønske om. Min bog kan altså blive en taberbog, og jeg en taberforfatter. Eller hvad?
Hvis jeg skriver den i al hemmelighed, udgiver den selv, går diskret med dørene og bare observerer, hvor mange eksemplarer bogen bliver solgt i, og siger “Aha” til tallet, er der jo ingen, der kan komme efter mig, og jeg bevarer med garanti min stolthed. For jeg udgav jo bare bogen for sjov i min fritid. Men hvad skal jeg med den stolthed?
Lad det hermed være sagt:
Jeg vil udgive en kort, præcis, humoristisk og lærerig toilet-/mandelgavebog om sjove og mærkelige hyppige stavefejl, og jeg håber, jeg kommer til at tjene fedt på den!
I er velkomne til at spørge, hvordan det går med den – så kan det også være, den rent faktisk bliver til virkelighed, og at jeg selv tager den alvorligt som arbejde og ikke som et fritidsprojekt. Man skriver altså ikke faglige bøger i sin fritid, uanset hvor små og sjove de så end er.
I Panama er den officielle valuta balboa. Der findes dog ingen balboasedler, kun mønter. Balboaen er bundet 1:1 med dollaren, og mønterne er næsten ens, bortset fra at der ikke findes halv- og endollarmønter. Her ligger mønterne med dollars øverst og balboa nederst:
Da vi rejste til Panama, var en dollar ca. 6 kr. værd, men i februar havde den sneget sig helt op på 7 kr. Det er vildt mærkeligt med så store kursudsving, når man tjener danske penge og derfor hele tiden orienterer sig efter den danske valuta. Det varierer altså, hvad vi tænker om tingene her: En pizza koster 90 kr. Okay, lidt dyrt, men den er det værd. Hov, nej, nu koster den 105 kr. Hmm, mærkeligt. Det hus, vi bor i, koster 4,2 mio. kr. Nej, vent, nu koster det 4,9 mio. kr. Det er ret abstrakt!
Hvis man fjerner alle udenlandsk inspirerede restauranter (amerikanske og italienske), står man tilbage med tipico-restauranter, som serverer en tallerken mad for 3-4 dollars.
Standardkød her er kylling. Eller det vil sige … kylling er faktisk ikke kød. Man kan tit vælge mellem pollo (som betyder kylling) og carne (som betyder kød og som udgangspunkt er oksekød). Det gør til gengæld ikke noget, at kylling er lidt overrepræsenteret, for panamansk kylling er altid vildt lækker: mør, saftig og virkelig velsmagende. Måske er det majskyllinger, som jo så desværre ikke har det så godt. Hvis det ikke er majskyllinger, burde vi virkelig lære at opdrætte/tilberede kylling på samme måde i Danmark.
Ris er standardtilbehøret. Salat som tilbehør er altid tomat og agurk i eddikedressing. Kartoffelsalat kan man også få som tilbehør – og så selvfølgelig bønner og ikke mindst pomfritter. Og lige en enkelt skive stegt madbanan på sidelinjen. Brød er også en mulighed. Men det er så det. Sådan er almindelig panamansk mad.
Her er en af de bedre tallerkner med bønner i skålen, friteret fisk bagved og en skive banan bag risen til højre:
Når vi bestiller salat – i håbet om at spise lidt sundt – er der altid masser af icebergsalat og dressing:
Man kan sagtens komme ud for både at få dressing/mayo, ketchup og sennep på, så det hele er smurt virkelig godt ind.
På tipico-restauranterne er der ingen menukort. Nogle steder er kantineagtige, hvor man kan se, hvad man kan vælge imellem. Men ellers får man bare mundtligt at vide, hvilke 3-4 retter der er at vælge imellem: Vil du have kylling, suppe, fisk eller kød?
I halvanden måneds tid havde jeg mere eller mindre hjemve. Jeg ville lige så gerne være hjemme og savnede bekvemmelighederne i Danmark, f.eks. at man ved, hvor alting står i butikkerne, at det er nemmere at komme rundt på cykel, og at folk forstår, hvad man siger, og omvendt. Det var underligt at småønske sig hjem – det gjorde jeg slet ikke i Thailand, hvor jeg gerne var blevet i længere tid.
Hvad savner jeg fra Danmark?
Hvad er lækkert i Panama?
Senere fandt jeg ud af, at min hjemve primært skyldtes, at jeg ikke havde et rigtigt hjem. Vi delte hjem med mellem én og tre andre, da vi boede hos Malcolm, og bare dét, at man ikke kan stille saltet, hvor man vil i køkkenet, kræver tankekraft og energi, ligesom når man ikke kan smide bananer, der er halvt spist af gekkoer, ud, fordi nogen mener, de sagtens kan bruges. Man skal altså hele tiden gå og huske på, hvad man nu må og ikke må, og man kan ikke hjemliggøre noget – indrette ting efter sin egen logik eller sin egen æstetik. Så jeg havde nok ikke hjemve efter Danmark eller kolonihaven, men bare ve efter et hjem.
Vejret er uendelig lækkert her, og så må man leve med, at chokoladen smelter ved stuetemperatur:
I Panama findes der kun én årstid, nemlig sommer (verano), der går fra december til april. I dén periode benytter alle butikker årstiden til at skabe helt særlige sommertilbud som dette:
Det, der kendetegner sommeren, er, at der er ekstra varmt og tørt. Resten af året hedder ikke noget – det er bare ikke sommer. Buske og træer mister aldrig alle deres blade på én gang, men drysser dem bare regelmæssigt af gennem hele året, så der sker en løbende udskiftning. I Danmark er vi så vant til 4 meget forskellige årstider på hver 3 måneder, og vi orienterer os meget efter dem og har forskellige aktiviteter, traditioner og vaner alt efter årstiden, så det er lidt svært at forestille sig at være vokset op uden den rytme.
Langt de fleste panamanere er katolikker, og dét nok en del mere, end den gennemsnitlige dansker er protestant. Da vi var til Victorias quinceañera (15-års fødselsdag), bad familien en bøn, inden de skar kagen ud, og de tog lige en ekstra runde fadervor på engelsk for vores skyld. Helligdagene her er også noget mere hellige end i Danmark, hvor de for langt de fleste mennesker bare er fridage med religiøse undskyldninger, som vi for længst har glemt. Her er der forbud mod køb af alkohol på helligdage:
På kirkegårdene ligger gravstederne tættere, og der er flere blomster (kunstige), hvilket faktisk er meget hyggeligt:
Der er en del kirker og bibelskoler rundtomkring, og de er ret forskelligartede i arkitekturen. Her er en, hvor Jesus diskret byder velkommen fra det høje:
Ud over disse få forskelle mærker man ikke meget til religionen – der er f.eks. ingen bimblebamlen søndag formiddag.
Mange dyr er farvestrålende, flotte og fascinerende her i Panama – og så har vi ikke engang været ude i naturen, men kun været i bebyggede områder! Her er en lille, turkis frø på 3 cm:
Her er et par blå fugle, der spiser vores plantains (madbananer):
Og her sidder en gulmavet fugl i toppen af en papajapalme:
De gulmavede fugle elsker pools og kommer forbi flere gange dagligt, styrtdykker ned til vandoverfladen og sluger lidt vand i farten eller vasker maven, eller hvad det er, de gør:
Efter at vi er flyttet, nyder vi at have kolibrier flyvende omkring os og helt tæt på os – som sommerfugle i en god sæson i Danmark. De er bittesmå, flyver som insekter eller lynhurtige minihelikoptere og skinner metalgrønt i fjerene. Det ser fedt ud, når de står stille i luften, men selvom de nogle gange kun er en armslængde væk fra os, er de så hurtige, at de er svære at nå at forevige. Så snart man bevæger sig, er de pist væk. Her er det lykkedes at fange en i skyggen under halvtaget 2 meter væk:
Vi har en lang historik med “grønlinger” – som vi kalder nogle leguanlignende øgler, fordi de nok i hvert fald ikke hedder leguaner – og vi har lært dem lidt at kende. De er meget sky og yderst observante, så man kommer sjældent tæt på dem. Man kan sagtens indlede en kiggekrig med en grønling i håb om, at den glemmer, at man er der, men den vinder altid. Grønlingers tålmodighed overgår langt min, selvom jeg kan være ret så stædig. Så det ender altid med, at jeg bevæger mig først.
Da vi boede i det første, store hus, larmede de nogle gange helt vildt på taget. Her sidder en meterlang én øverst på tagryggen:
En anden dag prøver jeg at bortjage, hvad det end er, der i en halv times tid støjende har slæbt med fødderne i vores tagrende – hovedet af en grønling stikker op:
En grønling på vej op ad palme”stigen”, så den kan komme videre i det grønne:
En lille grønling på det udslukte poolvandvandfald:
En dag var en hoppet i poolen. Det viser sig, at de er udmærkede svømmere:
Umiddelbart var den bare ikke lige så god til at finde op af poolen igen:
Lige indtil den opdagede et lille smuthul at kravle op igennem ved filteret:
Her er Thomas på magisk vis kommet ind på 5 meters afstand af en meget grøn grønling:
Derudover ser vi indimellem papegøjer flyve parvist, mens de skriger lidt. Da jeg så dem første gang, var min første tanke næsten, at de måtte være sluppet løs et sted fra – tænk, at de findes i naturen! Men selvfølgelig gør de det et eller andet sted i verden, og det viste sig at være her. Desværre kommer de ikke ned i billedtagningshøjde.
Nogle, der heller ikke kommer ned til os, men hele tiden svæver over os, er en eller anden form for rovfugl. De våger over hele Panama og er næsten altid at se et eller andet sted på himlen.
Derudover har vi set et par døde små slanger i vejkanten, sorte gribbe, fugle med helt røde maver og nogle underlige store, hvide fugle, der stod og skumlede på en mark med “skuldrene” trukket op:
Vores nye kvarter rummer noget så overraskende som et kulturelt centrum. Der er et museum (dog lukket):
Og der er en portal:
Portalen er indgang til en lille gangpassage med bænke og lidt hærget kunst i form af nogle lysskulpturer i siderne:
Går man ned for enden, dukker der ligefrem et gammelt kirketårn op, knyttet til en stor, nyere kirke, som der næsten altid sker noget i:
Det første religiøse symbol, vi har set, ud over kirker skal også findes her – Jomfru Maria forrest, og inde bag hegnet en form for sarkofag med en dukke i:
Kvarteret rummer også en park, og den bliver rent faktisk brugt af familier med børn, kærestepar og veninder – på helt almindelig, hyggelig vis, hvilket virkelig er skønt og livsbekræftende:
Jeg er vild med vores nye kvarter, som har charme og oprindelig hygge i modsætning til det dyre, affolkede, upersonlige og uvedkommende villakvarter Las Perlas, vi kom fra.
Efter en weekends søgning blandt mere eller mindre forfærdelige boligmuligheder (med og uden elektricitet og med og uden køkken!) lykkedes det os at finde mere, end vi havde turdet drømme om. Vi fik boligen via en kontakt, Jason, som vi havde helt fra vores første uger i David. Dengang havde han ingen ledige boliger, men nu havde han én i det lille, hyggelige gatede kompleks Cuesta del Sol: et lille rækkehus (køkken og stue ud i ét, 2 soveværelser, 2 badeværelser og et lille bryggers med vaskemaskine og tørretumbler) med en lille terrasse foran med plads til vores 2 arbejdsborde og med udsigt til denne fine, blå pool:
Vores lejlighed ligger oppe ad den lille trappe i højre side af billedet under airconditionboksen. Først kommer vores terrasse, og så går man ind i køkken-stuen:
Vi havde heldigvis stadig alt det køkkengrej, sengetøj osv., som vi havde købt til vores første hus. Jason var så sød at skaffe os det hvide plastikspisebord, et skab og en seng. Her er vores soveværelse:
Og her er et morgenbillede af vores nye arbejdsplads – med poolen mellem os og husene i baggrunden (bemærk solopgangen spejlet i vores soveværelsesvindue):
Der er de flotteste solopgange, både i vinduet …
… og i østlig retning:
Især hvis man lige tager poolen med:
Nu er det vist ikke nogen hemmelighed mere: Jeg elsker solopgange! Og her har jeg dem hver evig eneste morgen (vores kl. 12) – det er fantastisk.
Vi boede knap 2 måneder i Malcolms hus (nabohuset til vores første hus her i David).
Allerede da vi ringede på døren første gang, blev vi varmt modtaget. Dagen efter flyttede vi ind og fik et lille indblik i Malcolms liv. Han er 80 år gammel, og vi mødte allerede på andendagen hans bedste ven, Leo, som er 93 år. Begge er friske og fulde af humor. Malcolm går lidt dårligt, mens Leo er helt frisk i kroppen. Ingen af dem hører supergodt, så når Leo ringer på døren, og man lukker ham ind i huset, kan de gå og kalde på hinanden og lede i op mod 5 minutter, inden de tilfældigvis støder ind i hinanden og med øjnene kan konstatere, at dér var den anden jo!
De er begge overbeviste om grunden til, at alderen ikke trykker: deres ozonbehandling! Leo, der er uddannet kemiingeniør, har fundet en ung panamansk knægt (måske uddannet sygeplejer), som han stoler på, og de har sammen opfundet en metode, som vi alle vil bruge i fremtiden, når dens revolutionerende effekter kommer frem i lyset. De er bare 10 år foran, som de siger.
Metoden så vi udført i praksis allerede på andendagen i det dertil indrettede lokale, og den går ud på at injicere ozon direkte ind i blodårerne – på luftform. Knægten udfører proceduren på dem én ad gangen: forbereder apparatet (noget med en gasbeholder og noget vand), afspritter deres inderalbue og fører kanylen ind – 30 sekunder efter bobler nogle centiliter ozon rundt i deres kroppe. Undervejs hygger de sig gevaldigt og fyrer jokes af.
93-årige Leo flirter med alt og alle og spurgte, om jeg ikke ville prøve en ozonbehandling. Jeg takkede nej så høfligt, som jeg kunne, før det gik op for mig, at spørgsmålet bare var første del af en plat flirtejoke: Leo sagde, at det jo kunne være, ozonbehandlingen ville gøre mig smukkere – nå nej, det var jo slet ikke muligt!
Malcolm har udgivet 3 bøger. Hans skrivestil er dejlig simpel, og fortælleglæden stor og munter. Vi har fået 2 af dem med os:
I vores første tid i huset kom forfatteren Nick fra Belgien forbi og overnattede nogle gange. Han var i Panama for at researche til sin bog om en seriemorder, Wild Bill, der huserede på øerne Bocas del Toro (hvor Malcolm har sin kakaofarm) i 2007-2010. Bill besøgte sine første 3 ofre for at se på deres ejendom, der var til salg, festede med dem i 3 dage og dræbte dem så med det simple formål at overtage, hvad der var deres – på god, gammeldags piratvis: Hvis jeg kan kapre det, er det mit. Han begravede ligene et sted på grunden og overtog så både hjemmet og de dræbtes bankkonti. Ingen undrede sig synderligt – folk troede bare, at hussalget var gået igennem, og at Bill havde sine mange penge fra sin rige far. 2 år senere lavede han samme nummer og overtog endnu et hus efter at have dræbt ejeren. Heller ikke denne gang fattede nogen mistanke.
Her er den rare mand og hans kæreste:
(Billede lånt fra: http://abcnews.go.com/Nightline/photos/wild-bill-serial-killer-panama-photos-11375346)
Efter et par måneder slog han nabokonen ihjel og fortalte hendes venner i området, at hun havde solgt sin ø til ham. Han udgav sig for at være hende ved at sende et par SMS’er fra hendes telefon til hendes eksmand, som hun stadig havde daglig kontakt med. SMS’erne sagde, at hun havde mødt en anden og var flyttet fra øen – hvilket eksmanden studsede utrolig meget over. Desværre for Bill var hun så udadvendt, at hun blev savnet, og efter 3 måneder havde hendes nærmeste endelig fået overtalt politiet til at lede efter hende. Hendes ene hund var med rundt og reagerede kraftigt ud for Bills hus og snuste sig om til baghaven, hvor den lagde sig på jorden på det sted, som viste sig at rumme alle 5 lig. Bill og hans kæreste blev fanget i Nicaragua en måned senere, og han tilstod alle drabene. Retssagen har dog trukket gevaldigt ud, fordi Bill fandt på at bilde politiet ind, at han bare var hitman, og at det var en af de andre i Bocas-området, der var hjernen bag. Den stakkels tilfældigt udpegede mand tog vores forfatter, Nick, nu hen og interviewede, og han havde en guldgrube af dokumenter om sagen, eftersom han virkelig er dybt involveret, da politiet umiddelbart troede mere på Wild Bill end på ham.
Malcolms hjem er åbent for andre end seriemordsforfattere og andre lejere med mobile jobs. F.eks. holdt han en større middagskomsammen for Leo, fordi han ønskede at hjælpe sin ven med at sælge dennes store grund. Jo flere der kunne sprede ordet, jo større sandsynlighed for, at grunden blev solgt. Hvis vi fandt en køber, ville vi få 5 % – hvilket er pænt meget, når grundens pris i Leos håbefulde sind skulle være op mod 80 mio. kr.
Malcolms hus har været til salg et par år til 600.000 dollars (ca. 4 mio. kr.), hvilket er en helt uhyrlig pris set med danske øjne, da standen ikke nærmer sig den i et gennemsnitligt dansk hus. Til sammenligning koster nabohuset, som vi først boede i, 700.000 dollars (ca. 4,7 mio. kr.) – igen alt for meget.
Her er et par billeder af huset set ude fra haven i aftenlys:
Hængekøje i aftenlys:
Det var sjovt at lære Malcolm og co. at kende, men vi savnede gevaldigt at have privatliv, så vi valgte at lede efter noget bedre at bo i, og det lykkedes i dén grad.
Her i Panama har hver husstand ikke en skraldespand ude ved vejen, men et skraldebur. De findes i murede udgaver, her på bagsiden af en lille mur med elmåleren:
Og i fritstående udgaver som her foran et lidt trist byhus:
Ved lejligheder er skraldeburene også inddelt i lejligheder (her inddelt i 2 x 4):
Kun i det allermest bymidtede af centrum i David findes der et par offentlige skraldespande, som vi kender dem fra en dansk gågade. Ellers smider man vist bare sit skrald i vejsiden.
En dag, hvor vi løb runder på stadionet sammen med alle de andre morgenløbere, spurgte vi nogle, hvornår der var en baseballkamp. Det var der sørme samme aften kl. seks (vores midnat) – en gratis venskabskamp mod holdet fra Boquete.
Vi tjekkede reglerne på Wikipedia og endte faktisk med at kunne følge med i kampen og sad og talte antal strikes (når bolden rammer i en imaginær firkant over batterens homefield fra hans skuldre til hans knæ) og balls (når bolden rammer uden for dette forestillede felt). Vi forstod også, hvorfor løberne tilsyneladende tyvstarter hele tiden, og hvorfor pitcheren pludselig kaster bolden til … hmm, dem, der står på baserne. Okay, jeg mangler stadig at få nogle begreber på plads.
Thomas får sig en stadionplatte – en sød isteagtig drik og en empanada:
Der var ikke nogen bod på stadionet. Platten blev tilgængelig, da en bil kom forbi udenfor med bagagerummet fuld af empanadas og iste, og en mand kom ind på tilskuerpladserne og råbte noget a la “Nu er Flemming kommet, så hvem skal have en platte?”.
Halvanden time senere var solen gået ned, hjemmeholdet havde tabt (tror vi nok), og børnene løb ud på banen og spillede fodbold:
Der er mange banker her i Panama, og en del af dem er drive-in-banker:
En sådan hedder en autobanco på spansk, for det spanske sprog er sådan opbygget, at man tager et vilkårligt ord, man kender i forvejen (f.eks. fra dansk, engelsk eller fransk), og sætter o på:
Vi havde en del gange undret os over en bestemt type træ, som står mange steder. Frugterne ligner pebere, men det er, som om de vender forkert: Stilken sidder nedad – og frugten hænger jo så i den rigtige stilk i den anden ende:
Her er en frugt, der er faldet ned:
Tilfældigvis læste jeg korrektur på en artikel om giftige planter i Illustreret Videnskab, og et uskarpt billede af en cashewfrugt tiltrak mit blik. Det var dem, vi havde undret os over! Og pludselig giver det hele mening: Det er jo en cashewnød, der sidder for enden af frugten.
Opdagelsen har givet mig lidt mere respekt for cashewnødder og en forklaring på deres høje prisleje, når der kun kommer én nød for hver frugt.
I Panama (og måske også i USA?) findes opvaskemiddel foruden i den velkendte flydende form også som en fast modellervoksagtig masse i en bøtte:
Der findes ikke opvaskebørster her. I stedet bruger man en svamp, som man dypper ned i den evigt åbentstående sæbe. Der er konstant lidt vand nede i sæben, og karkluden (som snarere er et tykt håndklæde) tørrer heller aldrig. Efter en uges tid ser resultatet yderst lækkert ud:
Jeg er en lille smule hys med køkkenhygiejne, så jeg bruger det almindelige flydende opvaskemiddel og fandt en børste i supermarkedets rengøringsafdeling, der godt kunne gå for en opvaskebørste. Og så holder jeg mig langt fra karkluden og bruger køkkenrulle til at tørre bordet af med i stedet. Det hjælper ikke på hygiejnen, at der kun i få huse findes koldt og varmt vand. Som regel er der bare vand, og det er omkring 20 grader.
Her i Panama er der politi overalt. F.eks. var der masser til karnevalet i Dolega, hvor de patruljerende gik runder eller bare stod og holdt opsyn i deres varme uniform som forrest i dette billede af dansepladsen:
Det er lidt specielt for os danskere, at der hele tiden kommer fuldt udrustet politi ind i vores synsfelt, alle med stave og pistoler og nogle endda med maskingeværer. Den var ikke gået til Grøn Koncert, uden at noget af hyggen røg.
I gadebilledet ser man dem køre forbi på motorcykel med to på, hvor den bagerstes maskingevær stikker lodret op i bedste terroriststil.
En dag, da vi boede i hus nr. 2 (hos den ældre mand Malcolm), lyste to politibetjente ind ad vores vinduer kl. 23 om aftenen panamansk tid (vores kl. 5 om natten) og ringede efterfølgende på døren. Vi forstod ikke meget af, hvad de sagde, men i hvert fald var vores alarm gået og havde tilkaldt dem. Meget mystisk, når alarmsystemet ikke havde været slået til i flere år … Vi fik forklaret, at vi bare var lejere, og at husets ejer var i Bocas, og så gik de igen.
Det mærkeligste er måske ikke opbuddet af politi overalt. Det er nok bare nødvendigt i et mellemamerikansk land, hvor en tilfældig taxachauffør fortalte os, at tre mænd var steget ind til ham i bilen, havde bundet hans hænder på ryggen og hevet en hætte ned over hovedet på ham. Så var de kørt rundt, måske med ham i bagagerummet (det forstod vi ikke helt), men da han bare føjede sig – han var ingen Superman, som han sagde – fik han vist lov at slippe. Nogle restauranter låser dørene om aftenen, fordi de har hørt om andre restauranter, der lige er blevet røvet. Og i kvarteret syd for bymidten (hvor vi nu bor – mere om det senere) skilter det lokale supermarked med, at man lige skal lade være med at tage smykker på ind i butikken – de gider ikke huse værdier:
Det, der undrer os mest, er gringoernes (altså de hvide immigranters) automatiske skepsis: Da vi fortalte vores roommate, canadieren Charity, at politiet havde været forbi, udbrød hun: “Det var da altid noget, at de ikke bad om bestikkelse!” Og da Malcolm kom hjem, spurgte han: “I lukkede dem ikke ind, vel?” Jeg spurgte undrende: “Nej. Hvorfor?” “Fordi man ikke kan stole på dem,” var svaret. Vi har kun oplevet dem som enten politiagtigt reserverede eller sødt smilende – eller evt. lidt mærkelige: sådan lidt for snakkende og næsten lidt fulde.
På vores køretur om lørdagen var vi forbi landsbyen Dolega 2 gange, fordi der skulle være karneval dér, og det var der ifølge de få tilstedeværende også. Men der var kun en masse opstillede boder – ingen festende mennesker eller kostumer. Så noget var galt.
Om tirsdagen, som var panamansk helligdag, vendte vi tilbage for at tjekke status. Nu var det straks bedre: Der var et mylder af folk i den lille landsby og mad og drikkevarer i alle boderne på hovedgaden.
Vi fandt centrum for løjerne og betalte 10 dollars i entré. Min hårklemme blev inddraget af security og lagt i en kurv sammen med de foregående 200 kvinders hårspænder, parfumer, læbestifte og lignende. Meget mystisk, men et offer, der var værd at give. Nu var vi nemlig lukket ind – ikke til kostumer, salsa og traditioner, men til en vandudgave af Grøn Koncert med et overtal af unge mennesker.
De voksne søger ly i skyggen:
Her på dansegulvet hygger de unge sig til høj teknomusik, mens 3 konstante vandstråler i brandslangetykkelse afkøler dem og gør alt pladdervådt:
Vandet stammer fra store tankbiler som denne:
Og her har børnene det sjovt – endelig må man helt lovligt komme stormende og oversprøjte de voksne:
Selv ikke i ølteltet er der helle:
Efter at have tøffet rundt og inspiceret sagerne og konstateret, at der ikke skete noget som helst andet end mild druk og vandsprøjtning, gik vi ombord i øllene:
Vi testede flere af deres øl – endda deres øl med manzana. Æble er meget populært her i Panama. F.eks. serverer McDonald’s isen Sundae Manzana; også håndsæbe og luftfriskerspray fås i æbleudgaver.
Senere forsøgte vi at bestille en Smirnoff Ice, men måtte sige det 3-4 gange, før der gik en prås op for bartenderen: “Ah, Mirnoff Ice.” Ja, tro det eller ej: Sidste år var vi i Thailand, hvor s’er til sidst i ord ikke findes. Den klassiske replik dér er “No eye”, når man ikke vil have is i sin cola. Her i Panama taler de spansk, men i en udgave, hvor halvdelen af s’erne mangler. Tallet 3 (“tres” på spansk) udtales “tre” her, hilsnen “Buenos dias” hedder ofte “Buena dia”, den Metro-agtige butik, som vi længe har hørt omtalt som “Price Mart”, hedder faktisk Price Smart, kan vi se på Google Maps, og Smirnoff bliver jo så til … Mirnoff. Det er også lettere at sige, når man er fuld:
Ved 17-tiden panamansk tid stoppede musikken pludselig, de store vandvogne indstillede deres vandspyning, og folk valfartede mod udgangen. Det var dét karneval.
Vi besluttede at gå hjemad til fods, eftersom et par tusind mennesker skulle hjem med busser og taxaer på en gang – og der var jo kun 14 km til David. På vejen kom vi forbi en flod, hvor folk rent faktisk badede og hyggede sig med mad, præcis som jeg har savnet at se folk gøre, når der er vand i nærheden:
Vores gåtur blev kun 8 km lang. Så var mine flipflopfødder smadrede, og det panamanske nattemørke sat ind, og vi kunne lige klemme os stående ind i den minibus, der kom forbi efter lidt ventetid.
Fik jeg for øvrigt sagt, at Grøn Koncert-plænen tilhørte kirken?
Da vi kom hjem, prøvede vi at finde ud af, hvad karneval og fastelavn egentlig er. Det er lidt svært at blive klog på, om det er én og samme ting, eller om det tværtimod har ophav i mange forskellige traditioner, men begge ligger i hvert fald lige før den kristne faste – som vi jo allesammen kender til (fordi kristendommen ligefrem er statsreligion i Danmark) … Nå, men på religion.dk kan man læse dette:
“Den Ortodokse Kirkes fasteforskrifter er omfattende. Kirkeåret indeholder to lange fasteperioder på hver 40 dage, julefasten og påskefasten, og to kortere perioder, den såkaldte apostelfaste op til højtiden for Peter og Paulus den 29. juni samt Gudsmoderfasten, de sidste to uger inden højtiden for Gudsmoders hensoven den 15. august. Derudover er de fleste onsdage og fredage året igennem fastedage.“
Det var åbenbart Gud, der opfandt 5:2-kuren – onsdag og fredag, sådan!
Kilde: www.religion.dk/fra-bloggen/faste-er-en-kristen-skik
I lørdags lejede vi en bil og kørte rundt i nærområdet. Vi tog bl.a. til bjergbyen Boquete igen og fik et lidt mere positivt syn på den – selvom det stadig blæser helt vildt, støvregner og er rigtig koldt. At det er en gringomagnet (gringo = hvid udlænding i Latinamerika), forstår vi stadig ikke. Men byen tog sig trods alt smukkere ud denne gang. Bl.a. fandt vi en blomsterpark:
Og når man lige er heldig at fange lidt blå himmel og en god vinkel, begynder det at ligne noget:
Ikke mindst fandt vi restauranten The Rock – nok det nærmeste, man kommer på fine dining i denne halvdel af Panama:
Vi spiste aftensmad der (panamanernes frokost) og fik en bøf med virkelig god oksesmag og denne sesamlaks på lækker, blød risotto med balsamicodryp rundt langs kanten:
Boquete ligger på en blind vej så at sige, så vi kørte tilbage mod David for at se turistattraktion nr. 1 her i provinsen: Caldera Hot Springs. Undervejs blev vi stoppet i et polititjek, som ikke er usædvanligt her i Panama. Vejen spærres, og man skal vise ID og se naturlig og afslappet ud, som om man ikke fragter narko overhovedet. Her var polititjekket kombineret med en klassisk markafbrænding lige bagved – lidt trælse arbejdsforhold for betjentene med al den røg, men meget smart for os bilister, da vi så sænkede farten, allerede inden vi fik øje på politiet:
I vores bestræbelser på at se naturlige ud fik vi selvfølgelig ikke drejet af til venstre lige inden politiet, som vi faktisk skulle, så vi måtte lave en U-vending og passere dem igen. Nede ad sidevejen var vi virkelig på landet. Der er kæmpestore øde områder her i Panama, som jeg tænker kun får besøg af et menneske hvert 15. år, og som er ret fascinerende. Her er der dog opsat hegn, så nogen har taget ejerskab over området:
På den 3 km lange, meget biludfordrende grusvej det sidste stykke hen til de varme kilder cyklede en politibetjent foran os. Han skulle samme sted hen for at tjekke, om alt åndede fred og ro dér. Her snakker han lige med en af de lokale, som tager grusvejen til hest med sin hund:
Et sted skulle vi over en ret wobbly bro:
Med en fantastisk udsigt:
Et andet sted vurderede vi, at vores lejede bil ville få det skidt, hvis vi kørte videre, så vi parkerede og fortsatte til fods:
Da vi skulle være ved de famøse hot springs, kunne vi ikke finde dem. Stien sluttede ved den flod, vi var kørt over, og ganske vist kunne man bade i den, men det var der hverken meget hot eller springs over. Vi endte med at spørge en turistguide på stedet, om han vidste, om de varme kilder var i nærheden. Han grinte og pegede lidt tilbage på et par stenopsatser:
Ah, dér var de. Vandet var nok omkring 38 grader, og det boblede en smule op nedefra, og tanken om den varme undergrund er da fascinerende (ligesom tanken om antallet af bakterier, efter at 100 turister dagligt sænker sig ubadet ned i det stillestående vand) – men jeg gætter på, at oplevelsen er større i f.eks. Island.
Efter den naturlige jacuzzioplevelse kørte vi tilbage mod David til byen Dolega, hvor vi havde hørt, der skulle være karneval. Der var tydeligvis også noget under opsejling på pladsen foran kirken (endnu et telt til mad- og drikkevaresalg blev rejst) – men mærkeligt nok også under afvikling (en masse øl i store, kolde vandbade blev pakket væk). Vi prøvede at spørge, hvornår der var karneval, men fik bare svaret, at det var der skam i dag og i morgen og i overmorgen. Hmm, vi måtte vende tilbage til Dolega en af de kommende dage.
Selvom det efterhånden var blevet midnat, var vores dag bare ikke slut endnu, så vi kørte de 20 km tilbage til Boquete for at spise natmad (panamanernes aftensmad) på The Rock. Noget af det bedste er, at man starter med at få brød og olie og en lækker balsamico at dyppe brødet i:
Det lyder måske ikke af noget særligt, men det er det, når man har abstinenser efter europæisk restaurantsmad. Jeg fik en spaghetti carbonara, og Thomas en pastaret med rejer, bønner og bagt parmesan på toppen:
Endelig var det tid til at vende hjemad mod varme David i vores nattemørke/panamanernes aftenmørke.
Der er masser af fastfoodrestauranter i David. I princippet er de fleste tipico-restauranter (tipico = typisk) egentlig fastfoodrestauranter, hvor hofretten er en halv stegt kylling med pomfritter. Og ketchup. Eller grøntsagsris med et stykke kylling som her (til 2,25 dollars):
Men de dyre løsninger som Pizza Hut, KFC, Subway og TGI Fridays (som ser ud til snart at komme til Danmark) er også repræsenteret her – for ikke at nævne McDonald’s, som der er mindst 2 af i David. Efter sigende skulle den lokale restaurant McPato være opstået, da en David-borger ville franchise en McDonald’s, men syntes, det var for dyrt. Da Donald jo er en and (jo jo, altså Donald Duck!), og and hedder “pato” på spansk, lavede han bare sin egen efterligning ved navn McPato – som overhovedet ikke serverer and. Alt er kylling her i Panama.
Vi var inde og vende i McPato for at få lidt at drikke, men opgav hurtigt at stå i kø, fordi det lugtede virkelig fælt af gammel, genbrugt friture. Det blev et nej tak herfra. Vi har rent faktisk prøvet den lokale Pio Pio (en populær McDonald’s-efterligning primært med kylling, udbredt i hele Panama), men måltidet var simpelthen så trist – virkelig en skodudgave af en fastfoodmenu med flade pomfritter, kunstiggul karrymayo som eneste dressing og burgere så skæve og uindbydende, at jeg for første gang forstod værdien af den nidkære ensretning hos McDonald’s.
Gule taxaer er overalt i Panama, både i Panama City, i David og på landet. De ses både kørende og parkerede hjemme hos deres ejere. En overgang tænkte vi, at det nærmest måtte være hver anden husstand, der ejede en taxa. De er billige: 2-3 dollars, fra hvor vi bor, til centrum (ca. 3 km). Nogle gange har chaufføren sin kone eller et par børn med, men det forhindrer ham ikke i lige at tjene et par dollars – så må familiemedlemmerne bare køre med på en omvej.
Der er tilsyneladende ingen regler for, hvilke biler man kan gøre til taxaer – de skal bare iklædes gul taxafilm. Så der findes både nye og ramponerede udgaver og sedan- og pickupudgaver.
I fredags var vi downtown David for at prøve biografen (ja, “Fifty Shades of Grey” er også kommet til Panama). Sådan så et lyskryds ud i den ene retning (5 taxaer):
Og sådan så vejen ud i den anden retning (også 5 stk.):
Det er sjældent svært at fange en taxa, så vi går bare ud på gaden og satser på at støde ind i en.
Det hænder, at jeg står op allerede kl. 2 om natten panamansk tid. Så ser en af papajapalmerne i haven sådan her ud:
Bemærk den lille prik i venstre side. Selvom vi har en projektør i haven, kan man nemt se nogle stjerner – og planeter. Appen Google Sky Map, som viser, hvordan himlen ser ud der, hvor man holder telefonen op, viser tydeligt, at den lysende prik er Jupiter:
Så bliver der sat pigtråd op på muren ind til vores gamle hus:
Mmm, pigtråd. Det kan være, mr. Moreno vurderer, at det er nødvendigt for at få det solgt eller lejet ud igen.
Alt det fokus på sikkerhed og låse og hemmelige veje ind og ud af boliger har rumsteret i min hjerne den sidste måneds tid. Natten til i går drømte jeg en drøm, hvor min hjerne gav utrygheden en positiv slutning i en helt anden boldgade! Den drøm er endt ud i en lille lettere erotisk novelle i bedste Tidens Kvinder-stil. Hvis du vil læse den, så klik her.
I vores gamle hus smagte vandet ret dårligt (af klor plus noget andet), så vi købte vand i dunke, indtil vi købte vores vandbrygningsudstyr:
Det er egentlig bare en kande inddelt i 2 rum. Øverst hælder man vandhanevand i, og det løber så igennem et filter ned i rummet nederst i kanden. Det tager ca. 4 minutter for en portion af løbe igennem, og der skal 2 portioner til for at fylde det nederste rum. Sådan her ser filteret ud oppefra:
Filteret skal skiftes hver anden måned med det vandforbrug, vi har.
Efter at vi er flyttet, er vores særlige vandkande faktisk ikke nødvendig, for her smager vandet fint. Det hovedfilter, der hører til huset, fungerer nok her i modsætning til i vores gamle hus.
Her i Panama er der 3 metoder til at få drikkevand (som nok er gængse i store dele af verden):
1) Drik vandhanevandet.
2) Filtrér vandhanevandet.
3) Køb vand.
I Panama findes der ikke en eneste rulle fryseposer. Til gengæld har de en hel reol med zipposer i alskens størrelser og faconer, som man må putte f.eks. sin overskudspasta i:
Da poserne er ret dyre, vasker folk dem op og genbruger dem.
Okay, jeg gik ikke i 10 timer, kun i halvanden, og ingen fulgte efter mig og optog det på video. Men i går gik jeg ned i centrum (3 km) for at købe en cykel, gik hjem, fordi den ikke kunne nå at blive klar inden butikkens middagslukning, gik derned igen 4 timer senere og cyklede hjem. Sådan her så jeg ud (plus flipflops):
T-shirten er 100 % normal her, og shortsene er der også en del kvinder, der går i, også i min alder. De fleste kvinder går i T-shirt eller en tynd, flagrende bluse med lidt længere ærmer, og så går man i jeans – ekstremt tætsiddende jeans, og det, uanset om man har 10 kg for meget fordelt alene på de 2 baller eller ej! Så jeg vurderer mit outfit til at være okay neutralt.
Men jeg er ikke neutral, for jeg er anderledes her: Jeg har lyst hår, jeg går alene, og jeg går. Hvorfor går jeg? Hvorfor sidder jeg ikke i en bil? Det er underligt at gå. Og hvor er min mand?
På vej ned til centrum blev jeg piftet af, hmm, nok 10 gange og dyttet af lige så mange gange. I modsætning til kvinden i den video, jeg refererer til i overskriften, reagerer jeg, hvilket jeg synes er både helt almindelig høflighed og det eneste naturlige at gøre. Jeg vender mig rundt, smiler og vinker tilbage på et vink og svarer “Ola” på et “Ola”. Alt andet ville da være mærkeligt og utaknemmeligt. Desuden har jeg prøvet tidligere i mit liv at have et udseende, hvor den slags komplimenter aldrig kunne forekomme. Så hvor er jeg bare heldig nu!
På vej hjem stoppede et par biler ud for mig. Den ene var en af medarbejderne i cykelbutikken. Jeg forstår desværre meget dårligt spansk, men jeg tror, han undrende spurgte, hvorfor jeg gik, og måske sagde, at jeg manglede min cykel. Han kørte langsomt ved siden af mig, så der blev kø bagved, men bilister her i Panama er meget tålmodige, når det handler om lige at snakke med en fodgænger eller en anden bilist ud ad vinduet. Så det var ikke noget problem. En anden mand stoppede på samme måde og snakkede til mig, igen nok undrende, men jeg kunne desværre ikke forstå ordene.
På vej hjem gik jeg ind i Super 99 for at handle. Jeg valgte tilfældigvis kassen med en ekspedient, som jeg tidligere har haft lidt problemer med at forstå. Hun vil have et helt særligt antal mønter for nemmere at kunne give tilbage, men jeg kan ikke regne systematikken ud. Sidst endte personen bag mig i køen med at hjælpe ved at tage mønterne op af min pung. Fantastisk! God løsning. Så kunne vi alle komme videre. Denne gang opstod den samme situation, men der var ingen kunder bag mig. Beløbet blev 42,97, så jeg gav hende 45. Men det var hun ikke tilfreds med. Jeg rakte derfor min pung frem, så hun selv kunne tage. Hun ville åbenbart have 45,02, så hun kunne give mig 2,05 tilbage i stedet for 2,03:
Jeg tænkte, at nu var alle glade, men det var hun ikke. Mens hun sagde en masse på spansk, tog hun de 2 kobberfarvede encentmønter og lagde dem på sin arm, pegede på dem og armen og pegede så på en anden butiksarbejder, der gik forbi bag mig, og pegede tilbage på mønten. Jeg forstod først bagefter, hvad hun havde sagt: “Se, her i landet har vi den her hudfarve. Se, det har han også. Det har alle. Og vi taler ikke engelsk! Vi taler spansk!” Hun var tydeligvis meget frustreret og såret, og da jeg forstod situationen udenfor, overvejede jeg, om jeg skulle gå hjem med mine poser og så komme tilbage og købe blomster til hende i butikken ved siden af og gå ind og sige undskyld, eller hvad i alverden jeg kunne gøre. (Da jeg kom hjem, sagde min housemate Charity til mig, at det var godt, jeg ikke gjorde det. Der er nogle racemæssige (hedder “racial” det på dansk?) spændinger her i landet, som jeg ikke har noget begreb om, og de kan ikke fikses med blomster).
På vej ned til centrum igen stoppede en bil ud for mig allerede 400 meter fra vores hus. Så vidt jeg forstod, havde manden i bilen set mig gå den anden vej 4 timer tidligere, og han grinte nu meget af, at jeg stadig var ude at gå, men nu i modsatte retning. Jeg gik ad en lidt anden rute ned til centrum, men fik samme mængde pift og dyt som sidst. En enkelt mand stoppede mig for at snakke. Han var fra Costa Rica og havde været i Panama siden november og skulle blive indtil maj. Så vidt jeg forstod, boede han i bjergbyen Boquete og arbejdede med turisme dér. Hvor længe jeg havde været her? Om jeg havde en mand? Selvom jeg havde en mand, syntes han bestemt, at vi lige skulle drikke en øl, eller jeg kunne komme hjem til ham og snakke. Ikke? Nå, så måske en anden dag? Nej, desværre. Jeg fik lov til at gå videre. I den mest menneskemyldrende del af centrum så jeg for første gang her i Panama (inkl. City!) en tigger. En kvinde uden fortænder. Hun fik 2 dollars.
Jeg fik min cykel. Da jeg satte mig op på den midt i menneskemylderet, hoppede kæden selvfølgelig af. Mig og udvendige gear, vi er ikke helt gode venner. Jeg rodede lidt med kæden i 15 sekunder, før en mand kom ilende til og uden at sige et eneste ord satte kæden på. Jeg takkede ham mange gange og forsøgte undskyldende at sige “Bicicleta nueva” (“Ny cykel”), som om det skulle kunne forklare min klodsethed med gearene. Måske har det desværre bare virket som blær, for hvem ved, om han havde råd til sådan en … Det er nemt at komme til at træde folk over tæerne her, når man er hvid, har penge og alle muligheder i hele verden og hverken forstår sproget, kulturen eller landets historie. Charity prøver tålmodigt at lære mig det.
I Panama er flertallet af folk over 20 år overvægtige, især kvinderne, nok primært pga. et stort indtag af ris og mangel på motion. Man kører enten i bil, i taxa eller med bus – eller går, hvis man ikke skal så langt. Men der er nogle få, som motionerer. Især tager mange ud til lufthavnen og går på området dér. Malcolms ekskone Lilly tog mig med derud en dag. Det er et øde område med nogle semiødelagte asfaltveje, der danner en rute på et par kilometer, hvor man bl.a. kommer forbi narkohundene, der står spærret inde og gør.
Jeg savner virkelig noget natur – hvilket må lyde underligt i det område, der næst efter Sibirien må have mest natur og naturpark pr. indbygger. Problemet er bare, at den natur ikke er tilgængelig. Vi kan ikke komme ned til den brusende flod, der løber 500 meter fra vores hus, og når vi rammer udkanten af villaområderne, er der spærret af (med pigtråd, selvfølgelig), så man ikke kan komme ind på naturområderne. Jeg savner virkelig de danske skove og kystarealer med stier beregnet til mennesker.
Men i forgårs løb jeg en tur ud ad Boquetevej 2 (der går 2 veje mellem David og bjergbyen Boquete: én til Boquete og én fra Boquete, begge ensrettede det meste af vejen) og fandt lidt åbne vidder. Det bedste (læs: køligste) tidspunkt at løbe på er kl. 6.30 – panamatid, heldigvis. Dvs. kl. 12.30 dansk tid, så det passer perfekt til min krop, der synes, morgentræning er lige voldsomt nok. Så er der solopgang:
Den store vej går godt nok lige ved siden af, og man kan ikke komme ind på naturområdet, men fredfyldt ser det ud:
Når jeg løber rundt i vores villakvarter, er jeg lidt mærkelig, og der bliver dyttet en hel del. Det gør der nu også ude på hovedvejen, men der var trods alt andre motionister – i Panama vil det så sige kapgængere, 2 mænd i min side og 4 kvinder bag bilen i højre side:
Der er fart over feltet ovre hos pigerne (de 2 forreste løber ikke, som det måske ser ud til, men går bare så hurtigt, de kan):
I den femte coachsession (i vores nye hus, nabohuset) kunne jeg mærke, at jeg var i mål. Ikke at hele planen er udført, og jeg er nede på en 20-timers arbejdsuge endnu, men jeg har lært vejen dertil, og jeg kan tage de sidste skridt selv … øhm, altså ikke helt selv – det er faktisk nødvendigt med støtte fra Thomas hele tiden, må jeg indrømme.
Jeg har lært at snakke med mig selv, så der er hul igennem indadtil, og jeg har metoden til en relativt hurtig forandring. Jeg ser lidt på det som intervalløb. Det var vildt hårdt, og jeg skulle virkelig heppes på for at sprinte hen til næste delmålstreg. Men det rykker også helt vildt. Disse coachsessioner har været helt anderledes end at gå til psykolog, selvom formålet er det samme: at få det bedre og at blive mere sig selv. Men ved min psykolog skal jeg ikke tænke selv eller anstrenge mig. Jeg bliver båret igennem det hele, får fortalt, hvordan verden er, og hvordan jeg selv er. Og det er så skønt, fordi det altid er rigtigt. Det føles som behagelig afslappende massage af psyken, hvor der bliver løsnet op, og jeg falder til ro i mig selv (også selvom der tit triller tårer). I forløbet hos coachen havde jeg derimod “bare” en træner og skulle gøre alt det hårde arbejde selv og tage alt ansvar selv, så det krævede – og kræver stadig – nogle voldsomme kraftanstrengelser, men giver til gengæld også et ordentligt ryk over kort tid.
Tusind tak for hjælpen, Anne Pernille!
Den fjerde coachsession holdt vi via telefon, mens vi boede i – eller rettere uden for – det store hus. Det var ikke gået godt med at sige min sætning til mig selv. Faktisk var det slet ikke lykkedes en eneste gang, måtte jeg indrømme. Anne Pernille tjekkede, at det ikke skyldtes, at sætningen ikke føltes rigtig for mig. Jo jo, den føles helt rigtig og nødvendig. Okay, se så sådan på det, at det åbenbart er svært for dig at sige den. Det må det jo være, når du ikke har sagt den i 14 dage. Øhm, ja! Okay, så betragt det som en løbetur. Det er helt alment accepteret, at det for mange er svært at komme ud at løbe, selvom man gerne vil. Det er bare nemmere at lade være og vælge sofaen. Det er altså svært. Men du gør det. Du ser det som en udfordring og gør det og bliver stolt, fordi det er svært. Det er det samme med sætningen. Det er det sværeste for dig i hele verden lige nu, så det er klart, at det ikke sker. Ros dig selv, hvis du bare tænker på at sige den, bare starter på den. Det er flot! Fordi det er svært.
Anne Pernille ramte hovedet på sømmet, hvad angår motivation i mit hoved. Ah, det er svært? Så skal jeg bevise, at jeg kan. Det lykkedes mig at sige sætningen en enkelt gang under vores samtale, og senere samme dag og i dagene derefter flød den ud af munden på mig (dog inde i hovedet uden lyd) i alle mulige situationer. Pludselig kunne jeg. Det var ikke altid, jeg tænkte intenst over indholdet af sætningen, men hver gang sænkede mine skuldre sig, og jeg trak vejret lidt dybere. Det var fantastisk.
Den tredje coachsession holdt vi via Skype, mens jeg boede på hostel her i David. Der havde ikke været meget tid til at fokusere på mit mål og mine ønsker, fordi alt omkring os sejlede. Vi havde ikke fået nye håndklæder på hostellet i over en uge, køkkenet var for ulækkert til at lave mad i, og vores boligjagt var frustrerende. Så det var godt at snakke med Anne Pernille og blive holdt til ilden.
Vi snakkede mest om, hvordan jeg får skåret ned på kunderne, og Anne Pernille foreslog en sorteringsmodel, som de fleste kvinders tøjskabe ville have godt af:
Hvad bruger jeg aldrig? Hvad er plettet eller slidt? Hvad er for småt eller for stort? Jeg skulle lave en udbunke, en måskebunke og en blivebunke. Men hvad skulle jeg sige til dem i udbunken? Det virkede umuligt for mig og så uhøfligt bare at smide dem ud. Samtidig var det kontraintuitivt, for jeg har jo brugt så mange år på at bygge virksomheden op (dvs. netop skabe kunder), og jeg har set det som naturligt, at firmaet skulle vokse, ikke holdes nede.
Men Anne Pernille fik guidet mig igennem det: Hvad ville jeg selv ønske at høre, hvis en frisør simpelthen ikke havde tid til mig – heller ikke i næste uge? Så ville jeg gerne have at vide, at det ikke havde noget med mig personligt at gøre, og jeg ville gerne anvises et alternativ. Fint, så er det det, du skal gøre. Det lykkedes rent faktisk også i de efterfølgende dage på den måde at sende nogle kunder videre til et par andre korrekturlæsere, jeg kender og holder af.
En anden ting, vi snakkede om, var det her med at føle sig forkert. På det personlige plan dur det ikke, at jeg skal have kunder til at sige, at jeg er god nok. Det bliver nødt til at komme indefra. Anne Pernille fik derfor guidet mig frem til en sætning, som jeg ville sige til mig selv: “Jeg er god nok, selvom jeg laver fejl.” Den skal ikke forstås på den måde, at jeg pludselig skal slække på kvaliteten i firmaet. Jeg skal bare vide, at jeg ikke dør, at min eksistens ikke er truet, i det øjeblik jeg laver fejl – i privatlivet eller på arbejde. Jeg valgte at ville sige det hver dag inden arbejde og igen, når arbejdsdagen slutter.
Her er et udpluk af Anne Pernilles fremragende resumé af sessionen:
“Accept af dig selv kan kun komme indefra
Vi har talt om selvværd og de “to huller i jorden”.
Det ene er bundløst – det er der alle andres ros og anerkendelse ryger i.
Det andet har en bund og kan fyldes op – det er der al din egen anerkendelse og selvkærlighed bliver bygget op i.
Anden coachsession ville Anne Pernille meget gerne nå, inden jeg tog afsted, for dén session ville være svær at klare over Skype. Jeg forstod hvorfor bagefter!
Efter lidt indledende snak dykkede Anne Pernille lidt mere ned i, hvorfor jeg arbejder så meget, altså hvorfor jeg ikke kan lade være. Selvom jeg virkelig har haft brug for pengene, er det ikke nok til at presse sig selv så meget. Der må være en anden grund, en psykologisk grund. Hun spurgte ind til, hvorfor jeg er bange for at sige nej til kunder. Et af svarene er, at jeg føler, jeg svigter folk og afviser dem, og det ville jeg selv have det rigtig svært ved. Man kommer med sine penge og vil gerne købe en iPhone og får så et nej. Sådan en afvisning ville jeg blive ked af og frustreret over, så sådan må mine kunder vel også have det. Allerinderst og mest irrationelt inde er jeg også bange for, at hvis jeg siger nej eller hæver priserne, svarer kunderne: “Så mange penge er du i hvert fald ikke værd – og i den foregående tekst fandt jeg for øvrigt en fejl, du havde overset!”
Efterhånden indsnævrede Anne Pernille samtalen hen mod ét af de mange ord, jeg havde nævnt: Var jeg bange for at føle mig afvist? Jah … Føle mig dårlig? Jah … Føle mig forkert? JA! Forkert, det er kodeordet. Jeg er simpelthen bange for at være forkert – hvilket man måske (set her i bagklogskabens lys) ikke skal have en ph.d. i psykologi for at regne ud, når jeg har valgt at arbejde med netop at fjerne forkerte ting. Sort/hvidt. Rigtigt/forkert. At få mærkaten “Fejlfri” er toppen for mig. Jeg bliver så lykkelig. Og netop derfor arbejder jeg så meget. Jeg afleverer en tekst. Og en time efter får jeg en mail tilbage: “Fantastisk! Tak, fordi du kunne klemme den ind. Det reddede lige min dag. Og sikke mange dumme fejl, du også reddede mig for!” Uh, det varmer mit hjerte, og derfor arbejder jeg så meget. Jeg har brug for det kick – takken og stemplet “Fejlfri”.
Men når jeg nu gerne vil kvitte min afhængighed af disse kick, må vi arbejde med det bagvedliggende: ordet “forkert”.
Anne Pernille bad mig sætte mig, så jeg slappede allermest af, og lukke øjnene. Så skulle jeg forestille mig, at jeg stod på en vej ved et busstoppested. Der kommer en bus, og en person stiger ud. Denne person er forkert. Hvordan ser personen ud? Hvem er det?
Med lukkede øjne og efterhånden nærmest i trance arbejdede min hjerne med at svare på spørgsmålene. Først så jeg en mand for mig, så lidt en kvinde, men nej, det var mest en mand. “En mand,” sagde jeg højt. “Han er lidt snusket, har laset tøj på og lugter ikke så godt. Hans hår er langt og uglet, og hans skægstubbe er blevet ret lange. Han er rødmosset, hans tænder er dårlige, og han har alt for varmt tøj på.”
Okay. Ved siden af busstoppestedet er der en park, bl.a. med en bænk. Vil du spørge manden, om han vil med hen på bænken?
“Det vil han gerne.” Vi følges derhen, og Anne Pernille får guidet min snak med personen. Jeg får fundet ud af, at han hedder Frede, Forkerte Frede, og han er hjemløs. Men han holder til i parken og nyder at være ude i det fri altid, så jeg skal ikke have ondt af ham. På et tidspunkt går en kvinde og et barn forbi os, mens vi sidder på bænken. Barnet kigger nysgerrigt, men da moren ser, hvem drengen kigger på, knuger hun ham instinktivt tættere til sig og kigger med stift blik lige frem og går lidt hurtigere. Jeg bliver lidt ked af det på Forkerte Fredes vegne, men det skal jeg ikke være, siger han. Han er vant til det – og for øvrigt skal man ikke have ondt af ham. Han har levet et spændende og vildt liv, præcis som han ville, og ville aldrig bytte liv med nogen, der går ad den lige vej. Han er fri og har ingen bindinger, intet at leve op til, intet at forsvare. Han er lykkelig. Vi snakker lidt mere sammen, og jeg erkender, at jeg dømmer folk efter deres facade. Jeg er intolerant og overfladisk og bange for, hvad andre tænker om mig. Til sidst takker jeg for snakken, og Anne Pernille spørger, om der er mere, Frede vil sige til mig – flere gode råd. Og ja, han siger, at jeg skal være noget mere udendørs, i det fri. Det er godt for mig. Vil han mødes igen? Kan vi være venner? Nej, ikke som det er nu, svarer Frede. Ikke når jeg ikke er ærlig og kommer, som jeg er. Denne snak føltes mere som et interview for ham. Hvis jeg vil mødes med ham igen, skal jeg ikke have smart tøj på, og jeg skal komme uden makeup. Så kan vi begynde at snakke.
Til sidst skulle jeg blidt åbne øjnene og vende tilbage til værelset, vi sad i. Jeg skulle forme mine hænder som en skål og forestille mig, at Frede stod i mine hænder i lille udgave. Jeg førte ham op til mit hjerte, og han hoppede ind i mig. Fra nu af kan han guide mig. Jeg forestiller mig, han står på min venstre skulder, og når jeg gør noget, der ikke er godt for mig, og når jeg ikke er mig selv, så klasker han sig på lårene af grin, for han er ikke høflig og siger tingene på en diplomatisk måde. Han griner og griner ad mig, og det er faktisk ret forstyrrende og distraherende, og jeg kommer også til at grine – på den gode måde. Så kan jeg lære det.
Her kommer anden del af serien om min arbejdsafhængighed: coachdelen, den gode del.
Lige inden vi rejste afsted mod Panama, nåede jeg at møde min coach, Anne Pernille fra Care to Grow (caretogrow.dk). Jeg faldt tilfældigvis over hendes hjemmeside, hvor beskrivelserne af f.eks. dårlig work-life balance passede mig på en prik, og hun var fleksibel og kunne lige klemme mig ind inden Panama – endda med 2 sessioner.
Vi startede med, at jeg ridsede situationen op, og snart efter spurgte hun, hvor gammel jeg var. 32, okay. 30 år fra nu – så er du 62 – hvordan vil du se tilbage på dit liv som 62-årig, hvis du fortsætter med at leve som nu? Hvad vil der ske? Jeg fablede om både blodpropper og en utro kæreste, der godt nok blev hos mig, men ikke fik sine behov dækket.
Derefter spurgte hun til mine ønsker og drømme. Hvad ville hende den 62-årige være glad for at have lavet i sit liv? Der var virkelig langt derind! I starten blev det mest til sætninger a la “Jeg vil gerne have mere tid til at tage på restaurant og hygge med film om aftenen, for det ved jeg, at Thomas gerne vil”. Men den slags var tilsyneladende ikke godt nok, for hun blev ved med at spørge. Jeg blev lidt blank og kunne ikke se, hvad der var galt, før Anne Pernille nænsomt fik guidet mig hen imod, hvad jeg gerne ville – aaah! Og så kom der lige så stille hul igennem. Pludselig og ud af det blå opstod en drøm om 1 års orlov fra korrekturarbejdet til at lave nogle af de mange andre arbejdsprojekter, jeg har drømt om i hen ved 10 år. Jeg fniste lidt, fordi det virkede så utopisk og langt ude.
Anne Pernille sender efter hver session en mail med et resumé, og hun er en mester til det. Alt bliver så simpelt og præcist, når hun formulerer det:
“Bagsiden af medaljen idag
– tænker på og taler om firmaet hele tiden
– sidder tit og arbejder til midnat
– det er kunderne der bestemmer i virksomheden
– sover ikke godt”
“Drømmen – tankerne fra det bedst levede liv som 62-årig:
– har været på yogaretreats, forlængede weekender osv.
– har skrevet selv -blogge om egne tanker
– er kommet ned i gear
– har tage orlov i 1 år til at udarbejde online systemet
– har brugt tid på udvikling af virksomheden.”
Vi opstillede sammen nogle “commitments” til næste gang, altså nogle ting, jeg skulle … nå nej, ville … gøre, bl.a. få overblik over min firma-/privat-/husøkonomi og melde højere priser ud til mine kunder. Jeg har før prøvet at lave både små og store prisstigninger, og det er intet mindre end angstfremkaldende. Tænk, hvis de alle går! Hvad skal jeg leve af? Tænk, hvis de bliver sure og siger, at det er mit produkt da slet ikke værd! Som en hjælp til at tøjle angsten foreslog hun mig at regne på min privatøkonomi:
“- Lav beregning af, hvad du skal tjene:
1. Hvad er din smertegrænse (hvad er den mindste omsætning, du kan leve af)?
2. Hvad er et normalt niveau af indtægt (råd til alt det andet normale)?”
Da jeg kom hjem og regnede på det, fandt jeg ud af, at min smertegrænse lå på under en tredjedel af, hvad jeg tjener nu. Det var betryggende at se på det på den måde, for så kunne jeg jo faktisk stadig leve af det, hvis kun 20 % af mine kunder blev hos mig – til den nye pris, jo. Øj, sikke en luksus!
Vi havde ikke regnet med, at vi skulle flytte fra vores dejlige poolområde, men pludselig – under et døgn efter at tanken spirede hos os første gang – bor vi nu hos naboen. Vi flyttede alle vores ting i dag, gjorde lidt rent og skrev så en opsigelses-SMS på vores flotteste spansk til Rafael, som er den seneste mellemmand mellem os og vores udlejer (byggefirmaejeren mr. Moreno, som lige er blevet valgt ind i politik og efter sigende har holdt de vildeste fester i huset og er meget korrupt – det er alle panamanere med penge åbenbart):
“Ola Rafael. Robo dos noches. Casa no seguro. Terminado el contrato hoy. ¿Dónde y cuándo devolver las llaves? Thomas y Anette, Calle Fatima.”
Thomas gik straks efter tilbage til huset for at aflæse elmåleren, men pludselig kom Rafael med 2 rengøringsfolk. Det var et underligt tilfælde, at startrengøringen, som jo skulle have været foretaget for en del uger siden, og som vi senest havde fået at vide, skulle være kommet i fredags, rent faktisk kom et minut efter vores opsigelses-SMS. Thomas nåede at panikringe til mig og få mig til at komme med nøglerne, uden at nogen så, at jeg kom ud inde fra naboen (vi holder kortene tættere ind til kroppen end før). Alt i alt lykkedes det os simpelthen at slippe af med huset uden noget brok – hvilket måske er klart nok, da vi afstod hele vores depositum på 10.800 kr. Rafael spurgte straks til, hvor vi så skulle bo nu, og ville udleje endnu et hus til os. Som om! Officielt bor vi på hotel nu, mens vi overvejer, om vi skal blive eller flytte tilbage til Danmark.
Uofficielt har vi det godt inde ved siden af. Huset virker lidt ældre, men til gengæld er det møbleret og runger ikke tomt og hult. Poolen er næsten lige så god, og der er flere planter og blomster:
Vi har indrettet udendørs kontor et sted på den kæmpe overdækkede terrasse (som man ser en tredjedel af her):
Men vi sover indtil videre indenfor. Malcolm (ejeren på 80 år fra England) og Charity (en anden lejer på 32 år fra Canada) er fantastiske mennesker, så gæstfrie, betænksomme, naturlige, intelligente og rummelige, og det er helt vanvittigt, hvad de begge har oplevet – og oplever nu. De har så mange historier, oplevelser og livserfaringer, at der må være underholdning nok til hver eneste aften, indtil vi flytter til Danmark. Mens vi sad og arbejdede her til aften, sad de i køkkenet og snakkede over et glas vin: Malcolm forsøgte at overbevise Charity om ikke at tage tilbage til “Lagunen”, hvor Malcolm har en farm på en af de mange øer uden veje. På farmen er halvdelen indfødte (indianere), og han har en vision om, at fremtidens sikkerhed og tryghed går gennem små samfund, hvor folk stoler på hinanden og skiftes til at passe på hinandens ting. Teorien er, at kun samarbejde og sammenhold kan skabe tryghed i verden – ikke pigtråd og vagter. Om natten ude på den øde ø hører han ofte et fly komme forbi, selvom der ingen landingspladser er i nærheden. Flyet skal nemlig ikke lande, men bare smide store poser med stoffer i vandet, hvorefter nogen (ikke ham eller hans farmfolk!) sejler ud og samler dem op. Charity har boet et andet sted i Lagunen, hvor et mord er begået, og stoffer, alkohol og ikke mindst utroskab på alle planer florerer. Malcolm mener seriøst, hendes liv ender, hvis hun tager tilbage, for den kvinde, hun har boet sammen med i nogle måneder, overvejer nu pludselig, om det er hende, der har meldt en eller anden mand til politiet – en mand, som vist er eftersøgt i USA, hvor han har siddet i fængsel i 6 måneder i Texas. Malcolm har udgivet 3 bøger – den ene fik han lige besked om, skal oversættes til spansk – og haft 3 koner. Den seneste, panamanske Lilly på 40 år, har vi mødt. De istandsatte dette hus sammen.
Det er en lidt sindssyg verden, vi er væltet ned i, er det ved at gå op for os. Vi syntes, det var lidt vildt, at nogen stjal vores cykler, men Charity går ikke ud alene, når det er mørkt, og har aldrig øreringe på uden for huset (pga. risiko for, at de bare bliver flået af). Hun blev chokeret over at høre, at jeg ærligt svarede på, hvad min computer kostede, da poolmanden spurgte – det gør han ikke for sjov (men nu er vi jo heldigvis flyttet på hotel, remember?). Men hun forstod mig på den anden side godt. Sådan var hendes indstilling også, da hun startede sin jordomrejse i Mellemamerika for 1,5 år siden.
Jeg tror stadig, mange ting er lidt overdrevne, i hvert fald her i David, som åbenbart er den magiske og attraktive storby for mange fattige mennesker, som bor i landområderne – især i området Bocas del Toro nordpå (hvor Lagunen er). Det virker meget, meget anderledes dér – en fattigdom, vi slet ikke kan forstå, hvor tomater er en sjælden luksus, og elektricitet er for dyrt, så det har man ikke.
Indtil videre putter vi os i vores nye hus, står ud af taxaen i en anden gade for ikke at afsløre, hvor vi bor, og holder lav profil, indtil vi får dannet os et endeligt indtryk af dette land – et land, hvor supermarkedet i stedet for at krydse en cigaret, en hund og en isvaffel over på et skilt ved indgangsdøren krydser en cigaret, en hund og våben over:
Også vores hus har pigtråd, høje mure og gitre for næsten alle vinduer. Men vi har en enkelt mur, som af uransagelige årsager kun er 1,5 meter høj målt udefra og uden pigtråd. Et par tagplader på toppen af muren er faldet af (det gør de f.eks., når man lægger sin kropsvægt på dem), så det er nemt at komme over inde fra naboens indkørsel. Der er endda et hul i den lave hæk foran – som en invitation:
I forgårs kom vi cyklende hjem forbi håndværkerne ved skolen, som er vores nabos nabo. De er lige blevet færdige med deres projekt dér. Vi hilste på dem og smilte til dem som sædvanlig – også den 20-årige knægt, som kækt nok har spurgt om mit telefonnummer. Lidt senere kom de kørende meget langsomt forbi vores hus, mens de gloede helt vildt. De vendte om lidt nede ad gaden og gentog processen den anden vej. Jeg tænkte, det var utroligt, så interessant jeg var. Men måske var det ikke mig, de kiggede efter.
Om natten forsvandt Thomas’ cykel nemlig, uden at nogen af vores døre var blevet låst op, og der var spor af sko på både ydersiden og indersiden af den indbrudsindbydende mur. Nogen er altså klatret over muren, har løftet cyklen over og er kravlet tilbage igen – det sidste er lidt af en bedrift, da muren er 2 meter høj set inde fra os:
Vi er ikke på så god fod med vores udlejer og med mellemleddet mellem os og udlejeren, fordi de har misligholdt kontrakten (ikke overdraget huset til os i rengjort stand, ikke vedligeholdt poolen og haven og leveret internet 14 dage for sent), så vi ville ikke puste til ilden ved nu at brokke os over indbrud. I stedet tændte vi spotlys på stedet og uden for huset og tænkte, at det nok ville virke præventivt. For øvrigt ville de vel have taget min cykel også i samme ombæring, hvis den var interessant.
Men næste nat forsvandt min cykel så, og der er nu lidt flere fodaftryk afsat på muren. Vi har ikke flere cykler at give af nu, så vi frygter, hvad der vil ske i nat – går de videre ned ad søjlegangen og over til vores computere og vores udendørs seng?
I går eftermiddags gik vi ind til vores nabo for at høre, om hans videokameraer tilfældigvis havde filmet indbruddet. Det havde de ikke, for de har vist ikke virket, siden hans sidste ekskone, Lilly, flyttede ud. Vi fik en snak om det hele, og han ville gerne hjælpe, f.eks. tilbyde os et værelse hos ham, hvis vi da bare ikke var bundet af en lejekontrakt.
Efter andet indbrud i dag begyndte vi at tænke over, hvad han havde tilbudt, og efter at have snakket vores muligheder igennem og regnet på sandsynligheden for, at vi kan få vores udlejer til at sætte pigtråd op – og ikke mindst tidshorisonten for det – gik vi over til naboen igen. Det resulterede i, at vi nu sover i hans hus foreløbigt 2 dage på prøve og dermed undgår indbrud nr. 3 og 4, hvis de da er planlagt.
Vores nabo, Malcolm, viser sig at være en 80-årig englænder med et utrolig spændende liv både bag sig og foran sig, og vi har lige nydt en dejlig og superhyggelig middag sammen med ham og hans lejer, Charity, en ung canadisk kvinde, der lever af at skrive for andre på deres blogs. Vi havde ikke lige forestillet os, at vi skulle bo sammen med andre her i Panama, men måske er det den bedste løsning.
En af vores hovedårsager til at vælge Panama var vejret, og det har ikke skuffet os. Den daglige styrtregn, som jeg tidligere har beskrevet, stoppede for ca. 3 uger siden og blev erstattet af en ret heftig blæst. Så det har blæst lidt rigeligt på det sidste – med det resultat, at mange af naboernes blade er endt i vores pool, og det er lidt svært at sove ude uden at blive vækket af f.eks. disse metalplader, der buldrende blæser af vores mur:
Men hverken regn eller blæst gør det store, når bare der er sol og 33 grader, og det er der.
Vi nyder vores poolområde og selve poolen og får dagligt besøg af en sort fugl, der lige skal have sig et bad i det lave vand ved trappen i poolen:
I går, lørdag, tog vi en taxa op til bjergbyen Boquete, 38 km mod nord:
Det mørke for enden af vejen er bjerge indhyllet i hvide skyer:
Vi havde hørt, at Boquete skulle være en fin by placeret i smukke omgivelser, men vi ved nu ikke rigtig:
Byen er et paradis for amerikanere og andre vesterlændinge. Stort set ingen af dem vil bo i David, som de finder for varm, hvorimod Boquete skulle have perfekt klima og frisk luft. Skønheden var det så som så med. Ja, der er bjerge, men de er ikke specielt smukke – der er ingen fortryllende udsigter og ingen brusende floder eller frodige dale a la Alperne, bare kedeliggrønt. Vi steg ud af taxaen tæt på en bilvask og tænkte, det var derfor, vi fik små dråber i ansigtet, men nej. Det finregnede alle de timer, vi var i Boquete, og temperaturen var 23 grader. Selvfølgelig bedre end i Danmark lige nu (håber, stormen er løjet af), men vi foretrækker klart Davids stabile sol og 33 grader.
Boquete er en turistrede af dimensioner. Det har sine fordele, nemlig at alle kan engelsk, og at der er mange restauranter, men også ulemper: ligegyldige souvenirbutikker og et utal af bureauer, der sælger rafting- og klatreture, hvilket erstatter det originale panamanske præg med et ligegyldigt alment turistpræg:
Det lykkedes at finde et enkelt sted, der var lidt smukt:
Og fordelen ved finregnen var denne fine regnbue:
Det ville have været oplagt for os at bosætte os i Boquete ligesom alle andre, men vi havde godt på fornemmelsen, at det ikke lige var os – og det var rigtigt.
Men hvorfor? Hvorfor arbejde så meget? Hvorfor ikke bare sige nej til kunderne?
I en produktionsvirksomhed som min er der en direkte sammenhæng mellem den producerede mængde og indtægten: Hvis jeg kan producere dobbelt så mange rettede tekster, tjener jeg dobbelt så meget. Kunden spørger altså basically “Vil du tjene 2.000 kr. lige nu?”, og hvem kan sige nej til det?
Ja, det burde jeg jo gøre. Hvorfor betyder penge så meget, at jeg åbenbart fravælger at være sammen med venner, træne, have det rart og give min krop en computerpause? At jeg tilvælger at blive så stresset, at jeg end ikke kan overskue at svare, når folk skriver søde private mails eller SMS’er til mig?
Svaret er, at min privatøkonomi har været presset længe. I de første år med ansatte skyldtes det, at de ansatte fik de fleste penge i firmaet, og der var efterhånden blodrøde tal på bundlinjen, og min bank snakkede om at erklære mig personligt konkurs (fordi firmaet er mig, når det er en enkeltmandsvirksomhed). Jeg fik opsagt de ansatte, arbejdet igennem og reddet mig selv og virksomheden.
Siden købte jeg et hus, men kæresteforholdet holdt ikke. Det betød rundt regnet en ekstra husleje på ca. 8.000 kr. om måneden i 2,5 år plus udgifter til et nyt badeværelse (ca. 40.000 kr.), indskuddet til huset (100.000 kr.) og ikke mindst tabet ved hussalget (som endte på ca. 175.000 kr. – altså min del af det). Sammenlagt ca. 500.000 kr. … efter skat. Her den 1. november 2014 blev huset endelig solgt – en kæmpe lettelse!
Desværre har jeg gennem årene derudover ikke haft noget overblik over min økonomi, fordi ingen revisor kan forklare mig, hvad det dog er, de har gjort ved min selvangivelse.
“Virksomhedsskatteordningen – endelig en løsning for dig, der savner kludder i din privat- og firmaøkonomi og helst ikke vil vide, hvad du evt. skylder i skat hvornår, og hvad du evt. har til dig selv.”
Der stod en del penge på firmakontoen, men det har været meget uklart, hvis de penge var, hvis jeg valgte at lukke virksomheden. Nu har jeg selv regnet på det og lænset firmakontoen for at give SKAT 209.000 kr. (ud over de 174.283 kr., de i forvejen fik fra mig i 2014), men til gengæld betalt hele min husgæld af. Så nu skulle alle gerne være kvit!
Efter hussalget i november kunne jeg derfor pludselig ånde igen og øjnede muligheden for at starte på en frisk, og jeg blev mere og mere irriteret på mit arbejde. Når folk bad mig haste en tekst igennem, fordi de altså skulle hente børn kl. halv fire, begyndte en utilfredshed at nage i mig, og jeg opsøgte en coach for at få hjælp til at omlægge mit arbejdsliv.
Som beskrevet i foregående indlæg er det ikke lykkedes at sænke mit timetal. I 2013 lå det på 36 timer om ugen i gennemsnit, og i 2014 på 39 timer. Det lyder fornuftigt nok, men desværre er det 52 uger om året og uden mulighed for at holde fri mere end f.eks. en halv formiddag, bortset fra på helligdage og i weekender. Jeg kan ikke holde ferie eller blive syg (hvilket i praksis vil sige, at jeg arbejder med feber en enkelt gang om året og forkølelse lidt oftere, men heldigvis har jeg ikke været mere syg end det nogensinde). Desuden svinger det ugentlige timetal en del, uden at jeg selv kan påvirke det særlig meget eller på forhånd vide, om en uge skal rumme 20 arbejdstimer eller 60. Det er lidt stressende.
Også andre faktorer stresser mig:
1) Fordi der er så meget korrekturarbejde, er jeg konstant bagud med fakturering, regnskab og betalingspåmindelser, udvikling af virksomheden og ny hjemmeside, vurdering af ansøgere og besvarelse af de mere komplicerede mails.
2) Korrekturlæsning er sidste led i processen mod udgivelse af en tekst, og da skribenter eller layotere tit er blevet forsinkede, er det rigtig smart i deres øjne, hvis den manglende tid kan hentes ind igen i korrekturfasen. Så kan de nemlig alligevel overholde deres aftale med trykkeriet. Jeg får derfor mange mails a la “Vil du læse korrektur på denne tekst? Gerne bare så hurtigt som muligt.” og “Denne store sag er desværre meget forsinket og skal helst videre til oversætterne i morgen. Kan du have den klar senest i morgen tidlig?”.
20-60 stressfyldte ugentlige arbejdstimer foran computeren kan desværre mærkes i kroppen, så jeg har tit ondt i skuldrene og nogle gange decideret stikkende smerter i nakken. Det hjælper med mit hæve-sænke-bord på kontoret, men ofte har jeg ikke tid til at cykle ned på kontoret, fordi jeg har deadlines fra morgenstunden og sidder foran computeren allerede under morgenmaden. Hvorfor står jeg ikke bare lidt tidligere op? Selvom jeg tit arbejder indtil midnat, befinder jeg mig faktisk ofte 8 timer i sengen, så jeg kunne vel godt skære en halv time af? Nej, desværre har jeg brug for at sove så længe som muligt for bare at få 6-7 timers søvn, efter at tankerne om de opgaver, jeg mangler at håndtere, endelig har sluppet deres tag i mig ud på natten. Det er lidt en ond cirkel …
Lige siden 2006 har jeg følt, jeg har arbejdet for meget.
På et tidspunkt opdagede jeg dog, at jeg faktisk kun arbejdede cirka halvt så mange timer om ugen, som jeg troede. Jeg arbejdede bare så ustruktureret, at det føltes som altid og lang tid. Men i virkeligheden holdt jeg lange pauser (uden dog at have besluttet, at det var en pause, og derfor uden at få gevinsten). Og selvom jeg ofte arbejdede om natten og i weekenden for at nå mine deadlines, holdt jeg bare også tit fri om dagen på hverdage. Det havde jeg jo fortjent, når jeg nu arbejdede hele natten/weekenden. Den pinlige indsigt om kun at arbejde på halv tid gjorde mig mere disciplineret.
Selvdisciplinen blev også skærpet, da Thomas lavede det, som jeg kalder filstyringssystemet, til mig. Før det var jeg på kontoret kendt som hende med de gammeldags, gulnede kartotekskort og en masse gule Post-it-sedler på bordet. Sådan holdt jeg styr på alle kunderne og teksternes længde, modtagelsesdato, leveringsdato, pris osv. Med filstyringssystemet blev data for de mere end 3.000 årlige tekster fra de i alt 300 kunder nu styret elektronisk i stedet for i hånden, hvilket gav en kæmpe tidsbesparelse og ikke mindst masser af data: Hvilke kunder tjente jeg meget på, og hvem skulle have sat priserne op? Hvornår på dagen var jeg selv mest effekt, og hvad distraherede mig? Den frigjorte tid bruger jeg på … ja, du gættede rigtigt: at arbejde (rette flere tekster). Det er selvfølgelig rigtig godt, for jo flere arbejdstimer der går med korrekturlæsning i stedet for administration, jo højere gennemsnitlig timeløn får jeg. Så jeg tjener altså flere penge, men jeg arbejder stadig lige så meget.
Med alle de tekster, der gerne vil rettes, har jeg siden 2009 forsøgt mig udi ansatte og freelancere i alle afskygninger. Men der har altid været noget galt: Det primære problem er, at alle mennesker kan finde én fejl, men ingen kan finde alle fejl – og det er nu engang det sidste, mine kunder betaler for. Hvis folk endelig er dygtige nok, skal de også være hurtige nok samt pædagogiske og kundemindede nok, og før jeg selv begyndte at rejse, skulle de også bo i Aarhus, da jeg mente, det var vigtigt at sidde sammen for at skabe et ensartet produkt. Min evige søgen efter en brugbar medarbejder har kostet mig mange hundrede tusind kroner og uendelig meget arbejdstid – ironisk nok i forsøget på at nedsætte min arbejdstid.
Når Thomas og jeg møder nye mennesker, spørger de altid “Wow, hvordan er det muligt for jer at bo et halvt år i udlandet?” efterfulgt af “Det ville jeg ønske, jeg også kunne gøre, men det kan jeg jo ikke”.
Udsagn nr. 2 (“Men det kan jeg jo ikke”) kan diskuteres, for som udgangspunkt kan man det, som man sætter sig for. “Ja okay, du har ret i teorien, Anette, men det gælder altså ikke for mig. Jeg er jo i den særlige situation, at … Så lige præcis jeg kan ikke, fordi …” Jo, DU kan også. Spørgsmålet er bare, om du vil – rigtig vil.
Svaret på det første udsagn (“Hvordan er det muligt?”) er: vores firmaer. Og ja, seriøst hurra for vores firmaer, der giver os denne fantastiske mulighed. Det er dog ikke lutter idyl at være selvstændig, og det vil jeg gerne fortælle om i en lille serie blogindlæg, så bagsiden af rejsemedaljen også kommer frem. Nu er et rigtig godt tidspunkt at fortælle om det på, da jeg står over for en af de største ændringer i mit firmas historie – og også i mit privatlivs historie. Jeg er midt i forandringsprocessen nu, og det er pissehårdt, og jeg ville ikke kunne gøre det uden mine hjælpere (Lone, Thomas og Anne Pernille).
Hvis du kun læser med for at høre om Panama, så bare spring denne serie blogindlæg over.
Vi fejrede nytåret med rødvin, Arla-oste, skinke og pølser samt den tørreste, mest uspiselige, men alligevel dyre røgede laks, vi nogensinde har fået. Det kan panamanerne ikke finde ud af at importere. Men vi hyggede os, så dronningens nytårstale og prøvede at komme i Vær velkommen-stemning, selvom det stadig var lyst og varmt. Spotify erstattede dog hurtigt salmesangen – vi har nemlig langt om længe fået internet, så nu kan vi skabe en fest med den medbragte Sonos-højttaler.
Nede på hjørnet ligger der en god vinbutik, som supplerer supermarkedernes fine udvalg (til kun lidt højere priser end i Danmark), så vi manglede ikke champagne:
Et halvsnalret øjeblik:
Godt ud på natten dansk tid (frem mod midnat panamansk tid) tog vi i byen og fandt et enkelt værtshus (udendørs), en bar med poolborde og kasinoet, der havde åbent. Men ellers var det meste lukket. Nytårsaften virkede mere privat end julen, hvor folk fyldte gaderne op. Også fyrværkeriet var mere behersket end i Danmark. Men okay, det var jo også anden gang her i Panama – det mest røg nok juleaften.
Rigtig godt nytår til alle jer derhjemme!
Panamanerne er bemærkelsesværdig glade for gitre, hegn, mure og pigtråd, hvilket undrer os.
Vi har intet ubehageligt oplevet endnu og kan heller ikke se det ske. Alle er utrolig venlige og gæstfrie, og vi har ikke set nogen fattigdom (vi har dog heller ikke været rundt i hele David endnu). De fleste bor i en villa og har bil, men der er da nogle få lejligheder også – men ingen blikskure som i Thailand. Altså gedigen middelklasse hele vejen rundt.
Men folk er bevidste om sikkerhed. Vores udlejere vender sig om efter at være gået ud ad vores hoveddør og gestikulerer eftertrykkeligt “Husk nu at låse døren”. Og et par piger, som stoppede op på gaden for at snakke med os, inden de skulle på bussen, spurgte bekymret, om vi nu havde låse på vores cykler. De skulle bare vide, at vi lige er begyndt at eksperimentere med, hvor ofte vi kan lade dem stå ulåst … Også den italienske ejer af en af vores yndlingsrestauranter har talt om sikkerhed. Men da vi spurgte ind til det, viste det sig, at han har boet forskellige steder i Panama i 12 år og kun har oplevet indbrud én gang. Tyvene tog en enkelt gasbeholder (bruges i køkkenet til gasblussene) og smuttede igen. Panamanernes bekymring virker lidt overdrevet.
Her ses den klassiske rullede pigtråd på toppen af en mur. Den er bare superdejlig, hvis man er panamaner:
Nybyggeri i simpel stil – med tilsvarende minimalistiske strømførende ledningerne øverst på muren (mmm, rigtig mums med panamanske øjne!):
Panamanerne gør meget i udestuer/overdækning, men hvor vi ville bruge glas eller ingenting, bruger de gitre – således også på denne førstesalsbalkon, som nu minder mest om et fuglebur:
Hvor panamanerne gerne vil spærre sig selv inde, har jeg det lige omvendt. Jo mere jeg er lukket og låst inde, jo mere nervøs bliver jeg. Jeg ønsker at kunne komme ud ad flere døre i forskellige retninger, hoppe ud ad vinduer og over hække og løbe uhindret rundt om hele huset. Så har jeg det bedst. De første nætter i det store hus var jeg lidt bange over indelåstheden og det rigmandssignal, huset udsender – frygten var især svær at slippe af med pga. de utrolig mange lyde, huset kommer med. Det knirker og knager højere, end man skulle tro muligt, og køleskabet lyder præcis som en indbrudstyv – eller et spøgelse, hvis man tror mere på den slags.
Nu sover vi ude i det fri, og efter én tilvænningsnat føler jeg mig fuldstændig tryg, selvom “onde mennesker” nemt kan hoppe over en af vores mure, som kun er 1,80 meter høj og helt uden pigtråd på toppen. Det sjove er nemlig, at panamanernes sikring ofte er ufuldstændig. Der kan være pigtråd og strømførende ledninger langs én mur, mens en anden er glemt, eller man kan bare kravle op på taget og passere pigtråden på den måde. Derfor virker alle sikkerhedsforanstaltningerne noget proforma – set med danske øjne.
En aften skulle jeg lige have lidt lækkert efter en lang arbejdsdag, så vi gik en aftentur efter en yoghurt og en juice. Deres ingredienslister siger henholdsvis “Mælk, sukker, jordbærbase …” og “Vand, sukker, ananasjuicekoncentrat …”:
Siden da er sukker (azúcar) blevet synonymt med “ingrediens nr. 2”, og det er en god idé altid lige at tjekke ingredienslistens andet punkt, hvis man vil leve nogenlunde sundt her.
Der er kun én ting at sige om vores jul i Panama: Thomas lavede æbleskiver! Her er de første allerede spist, inden kameraet kom frem:
Jeg havde gået og fablet om æbleskiver hele december måned, og vi havde uden synderligt håb småledt efter en frossen pose i supermarkederne. En dag jeg sad og arbejdede, var Thomas ude at tjekke de butikker, vi lige havde opdaget i nærheden (med bl.a. Mac-computere), og da han kom hjem, sagde han, at han lige ville brygge noget vand ovre i køkkenet (jeg forklarer vores vandbrygning i et senere indlæg).
Men i virkeligheden havde han købt et elektrisk muffinjern, som han kunne lave næsten helt runde æbleskiver i. Og det er også blevet brugt igen siden!
1. juledag startede tidligt, fordi en af panamanernes juletraditioner går ud på at fyre fyrværkeri af den 24. december kl. 24, dvs. vores den 25. december kl. 6. Naboerne tyvstartede kl. 5.45. Heldigvis kunne vi sove igen en halv time efter.
Da det blev lyst til vores middagstid, stod vi op, pakkede noget mad og vand og cyklede til stranden 30 km væk (60 km tur-retur!):
Ruten kan endda ses på panamakortet (men det skyldes måske snarere, at landet er ret lille, end at vi cyklede megalangt):
Der skete ikke så meget på selve cykelturen, ud over at vi fik svedt helt vildt i varmen og hilst på og vinket til en masse mennesker i landsbyerne på vejen.
Da vi efter 2 timer nåede havet, kunne vi konstatere, at Stillehavet er lig med store bølger:
Store vidder:
Og sort sand:
De fleste sopper bare:
Vi blev også på stranden og overlod det til andre at boltre sig i bølgerne:
Ham til højre ovenfor klarer bølgen i fin stil – også nogle sekunder senere:
På stranden er der livreddere og et overdækket område, hvor man kan leje en bænk for 10 dollars:
Og ved siden af er resortet Las Olas (på dansk “Bølgerne”), som er et af de steder, der er virkelig fotogene:
Jeg trængte SÅ meget til cola og pomfritter efter den lange, hede cykeltur, og Thomas lod sig lokke – mmm, det gjorde godt:
Det var skønt bare at sidde og slappe af inden den lange cykeltur hjem igen, og i det hele taget var der meget fredfyldt på stranden og ikke mindst på vejen dertil i de små landsbyer, hvor folk enten slentrede afsted eller sad på en bænk og betragtede dem, der slentrede afsted.
Det er lidt af en gåde for os, at panamanerne ikke udnytter vandet – både havet og floderne – mere. Vi var alene på cola-pomfrit-restauranten, køkkenet var ikke startet op det første lange stykke tid, og is, souvenirs og forlystelser er en by i Rusland i Panama. Hjemme i David flyder floden Río David gennem byen, men den er umulig at komme ned til. Alle veje, der på kortet ser ud til at gå ned til floden, ender på denne måde (og jeg får ikke lov til at gå videre og udforske vildnisset, fordi Thomas ikke gider hente mig ud, når jeg er blevet bidt af en slange):
Vi kan ikke regne ud, hvorfor det ikke er allermest attraktivt at bygge huse lige ned til floden eller bygge byer ved havet. Hvorfor er der ikke gamle fiskerbyer langs havet? Er det pga. farligt vejr og risiko for oversvømmelser? Og er det krokodiller, der skræmmer folk væk fra floderne med det rislende, livgivende vand, eller hvad skyldes det?
(Tak til I Form for kort).
Her i Panama har de afskårne blomster ikke nødvendigvis deres farve fra naturens hånd. Jeg ved ikke, om de sprayer farven på eller tilsætter den i vandet, men nogle blomster ser meget unaturlige ud, og farven smitter af, når man rører ved dem med våde fingre. Her ses nogle underlige grønne blomster:
Denne poolblå farve er virkelig flot, men næppe naturlig:
Det bedste bud er nok, at farven tilsættes i vandet, for der er altid et par hvide blomster på samme stilk som de blå, som måske ikke var foldet ud og derfor ikke sugede farve til sig, da de andre gjorde det:
En af juledagene kastede vi os over Projekt Sov Ude. Vi købte en pavillon til 120 kr., satte den op og bar madrassen ud:
Derefter købte vi nogle passende gardiner (sorte ind mod væggene og gennemsigtige lyseblå udadtil, ca. 750 kr.) og satte dem i stængerne i pavillonen:
Vi syede de flagrende gardiner sammen, bortset fra i åbningen foran, hvor de tynde, lyseblå gardiner overlapper hinanden og fungerer som myggenet:
Ind med en sengelampe og en mobiloplader i hver side:
Det er skønt at sove i den friske luft og at vågne sådan her de dage, vi sover længe:
Der kommer lidt fluer ind, når natlampen er tændt, men det går. En aften havde vi en ildflue inde, som tegnede små lysende halvcirkler og korte linjestykker oppe under loftet, indtil den også blev træt og gik til ro. Det var ret hyggeligt.
Nu har vi haft vores første weekend i vores nye hus, og hvad laver man så her fredag og lørdag?
Da vi kunne kalde det fyraften i fredags ved 18-tiden, fik vi noget at spise og fik handlet lidt ind af alt det, der mangler i huset (bestik, tallerkner, glas, pander, gryder, elkedel, blender osv. og også nogle møbler) – desværre til høje priser. Den billigste elkedel koster f.eks. 120 kr., og 2 pæne vinglas 78 kr. (sic!), så vi savner virkelig Budget-mærket i Føtex og ikke mindst Ikea.
Vi kom til gengæld hjem med noget, der viste sig at være alle pengene værd: en oppustelig dobbeltmadras med en tyk kant med et lille opbevaringsrum i til f.eks. drikkevarer. Vi testede flåden ved 22-tiden, og den kunne rent faktisk holde til os og en bærbar computer med en film på samt en flaske vin og et plastikglas.
Det var simpelthen så skønt at ligge og flyde rundt i poolen med en lufttemperatur på 31 grader og se film, mens solen gik ned, og himlen blev mørkere. Jeg elsker Zulu Sommerbio, men det her var bedre – det kildede helt i maven, fordi det var så absurd lækkert.
Men så måtte jeg knibe en tåre over filmen og fik derfor gnedet noget solcreme i øjnene, som sved, og computeren løb tør for strøm … Men ih, hvor skal det prøves igen!
Lørdag arbejdede vi om dagen (jeg skal nok forklare i et senere blogindlæg, hvorfor i alverden vi arbejder hele tiden) og cyklede ved 20-tiden hen til en af vores yndlingsrestauranter, som serverer colombiansk mad.
Her er Thomas’ ret: 2 bøffer med salat (iceberg, tomat og dressing), en bagt kartoffel og en madbanan skåret op og fyldt med smeltet ost:
Jeg havde først bestilt en ret ved navn “lengua” med diverse tilbehør. Det skete som altid i blinde, da retterne kun står på spansk. Og det plejer at gå godt. Men mit sprogøre begyndte at brokke sig denne gang: Tænk nu, hvis det var … tunge – eller et eller andet andet ulækkert. Jeg billedgooglede hurtigt “lengua”, og den største udstrakte tunge dukkede op på min telefon, så jeg skyndte mig op til skranken og bad om næste ret på menukortet i stedet. Da jeg tjekkede hovedordet for den ret, betød det bare “tallerken”, så det var umiddelbart ikke så farligt. Det var det heller ikke i virkeligheden (brød, salat, pølse, ris, spejlæg, en halv madbanan, flæskesvær, kødsmulder og bønnesuppe i midten):
Da vi skulle hjemad, undrede vi os over alle de mennesker, der samlede sig i begge vejsider på gaden Calle F (udtales “Kaje Effe”), som normalt er meget trafikeret, men nu var helt bilfri. Der måtte være noget i gære. Vi bevægede os derfor videre ad dén vej i stedet for at køre hjem. Der blev spillet høj julemusik fra de biler, der var parkeret i vejkanten, men det var ikke bemærkelsesværdigt. Vi har nu i en måned nonstop hørt julemusik i alle butikker og indkøbscentre (bl.a. “Jingle Bells” på spansk og “Feliz Navidad, Feliz Navidad, Feliz Navidad, Prospero año y Felicidad …” – den er svær at få ud af hovedet, så den spiller i vores ører om natten også). Og folk har fragtet ægte nåledryssende juletræer hjem på taget af deres bil. Så vi vidste godt, at julen bestemt ikke bliver overset her. Det blev godt nok bekræftet et par minutter efter, for på sådan en almindelig lørdag den 20. december om aftenen kom det ene juleoptog efter det andet gennem gaderne med trommer og blæserorkestre:
Selv politiet deltog med fuldt blink som en del af optoget:
Og så ville sygehusvæsnet da også være repræsenteret med en ambulance med indvendigt diskolys bare for hyggens skyld:
Vi kæmpede os gennem de enorme menneskemasser med vores cykler og var ikke altid lige populære, men vi kunne ikke komme ud fra mylderet, da alle sidegader var spærret af. Vi måtte undskylde mange gange, når vi skulle holde ind til siden, hvor tilskuerne sad, fordi et optog skulle passere. Især en flok bedstemødre, som sikkert var mødt op for mange timer siden for at få gode pladser, brokkede sig gevaldigt, da vi måtte holde foran dem og spærre deres udsyn, lige idet et optog med spændstige 17-18-årige drenge passerede forbi. Men vi nåede hjem til sidst og lod resten af Davids knap 150.000 indbyggere hygge videre, mens vi krøb i seng kl. 4 om natten (deres kl. 22).
I Panama City var folk generelt ret ligeglade med os, men straks vi kom til David, begyndte det samme at ske, som da vi kom væk fra hovedstaden i Thailand: Folk råber hilsner til os på gaden og vinker og pifter. De synes tydeligvis, at vi er lidt sjove. I det fine villakvarter, vi bor i, holder folk sig dog tilbage (bortset fra håndværkerne, der arbejder inde ved vores genbo). Folk er lidt mere dannede her og siger lige så pænt “Buenos días” med tydelig udtale, hvorimod folk inde i midtbyen bare siger “Buena”/”Bueno”/”Buene” – eller “Ola”.
Vi synes, det er hyggeligt at blive hilst på, men har spekuleret over, hvad der gør os så hilsværdige. En vigtig parameter er mit lyse hår (hilseeffekten er ikke så stor, når Thomas er alene ude), og en anden er, at vi cykler (igen nok især at jeg cykler, for vi har endnu ikke set en eneste kvinde eller pige cykle her i Panama).
Vi falder uden for normen, når vi ikke kører i egen bil eller tager en af de utallige, billige, gule taxaer. Så det er altså lidt komisk for panamanerne, at vi okser afsted på vores cykler i varmen (selvom der nu er helt fladt her, så der er ikke meget oksen over det). Og når vi ovenikøbet nogle gange kigger os nysgerrigt om til højre og venstre og måske har en stor pose rent vasketøj på bagagebæreren og en 3,7-litersvanddunk i cykelkurven foran, så går der lidt “tandemeffekt” (forklares nedenfor) i den:
Vi overvejede, hvilke fremmede mennesker vi i Danmark ville vinke og råbe “Hej” til, og blev enige om, at vi nok ville gøre det til folk på tandem. En tandem er bare så hyggelig, at man ikke kan lade være med at smile, kigge utilsløret efter den og lige komme til at vinke lidt. Derfor har vi navngivet fænomenet tandemeffekten her i Panama, selvom vi kører rundt på to helt almindelige mountainbikes (2 stk. for 3.000 kr. – billigt, men til gengæld med tydelig rust på skruerne allerede på andendagen):
Det kan godt være, panamanerne synes, vi ser fjollede ud, men det er nu lidt smart, at vi kan inderhale dem, når de holder i kø i midtbyen, og at vi slipper for alle de buler, de får.
Vi flyttede ind i vores hus i lørdags – lidt før det var indflytningsklart, så de første dage var der håndværkere, der lagde nyt gulv et par steder, og rengøringen er først lige gået i gang i dag for en time siden.
Vi havde egentlig indstillet os på, at der her i David ikke rigtig fandtes huse med pools, og at vi måtte bo i det, vi i Danmark ville kalde et håndværkertilbud med mørke, plyssede møbler fra 70’erne. Men til gengæld ville huslejen så kun være på et sted mellem 150 og 600 dollars (900 og 3.600 kr.). Men de huse af den slags, som vi så, havde ingen brugbare udeområder, kun bar jord i stedet for en have eller med 100 % indkig til/fra naboen. Og da vi jo ikke er kommet til Panama for at sidde indendørs og arbejde og se fjernsyn, var vi nærmest nødt til at vælge det ene hus, vi så, der havde udendørs privatliv. Det var bare i en lidt anden liga – også prismæssigt (ca. 12.000 kr. alt inkl.).
Vores hus ligger i et meget stille villakvarter:
… og er lidt majestætisk med en prangende indkørsel, søjler og kupler (og et springvand forrest, som ikke kan være på billedet):
Dér, hvor vores Mercedes og Audi skulle holde, fylder vores cykler ikke meget:
I stedet for at vælge hoveddøren i midten, så lad os gå ind ad den “lille” dør i venstre side og ned ad søjlegangen:
Halvvejs henne ad søjlegangen er der en dør (bag tremmerne) ind til stuepigens gemakker, og den næste dør åbner ind til et toilet:
For enden af søjlegangen er det fantastiske udendørsområde med en 18 meter lang pool forrest. Bag den blå mur overvejer vi at placere en seng, så vi kan sove udenfor bag 3 vægge og et myggenet. Til højre derfor har vi indrettet kontor, og så er der lige et poolbord:
Drejer vi hovedet mod højre er der en jacuzzi og en stor overdækket terrasse, og bag spejlglassene findes vores master bedroom:
Her er den ene halvdel af master bedroomet:
Med denne noget specielle kongeseng:
Og her er den anden halvdel af master bedroomet:
Det tilhørende walk-in closet er lidt svært at tage billeder af, men her er halvdelen af det (det er større end køkken-alrummet i vores kolonihave!). Vi bruger kun 4 hylder:
Her er det tilhørende badeværelse – igen med utrolig meget skabsplads bag spejlene:
Når man går ud af master bedroomet, er der en gang med to døre. Den ene fører ind til værelse nr. 2 med bad, som ser cirka sådan her ud:
Den anden dør fører ind til et forkammer/walk-in closet med badeværelse (springer vi lige over her), som har en dør ind til “Egypterværelset”:
Vi har givet det navnet af oplagte årsager:
Midt inde i Egypterværelset er der selvfølgelig et ekstra værelse:
Går vi tilbage ud i gangen igen, kan vi se den 10 x 10 meter store entré-køkken-alrum-stue (der med sine 100 kvadratmeter kan rumme hele vores kolonihavehus 2 gange):
Køkkenet:
I rummet er der ovenlys fra denne kuppel med én af i alt 4 lysekroner:
Fra entré-køkken-alrum-stuen er der adgang til en kæmpe udestue med indbyggede højttallere i loftshjørnerne og indbygget diskolys i 4 farver:
Fra køkkenet er der desuden adgang til stuepigens gemakker. Til venstre ses hendes vaskerum, og til højre ligger hendes private værelse, der ingen vinduer har og kun er på ca. 8 kvadratmeter. Snoren, der hænger ned midt i rummet, er til at betjene ventilatoren i loften (der er selvfølgelig ikke aircondition i netop dette rum):
Her er stuepigens badeværelse (selvfølgelig uden varmt vand som det eneste):
Pyh! Efter illustrationen af disse triste forhold for en panamansk stuepige er rundturen slut. Vi fandt altså vores drømmekontor med gode poolfaciliteter (både i den våde og i den tørre forstand), privatliv og skøn arbejdsudsigt:
Der fulgte bare desværre mere end 400 kvadratmeter bolig med, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med … Men det giver da god motion, at køleskabet er 150 meter fra kontorstolen.
Det er lidt tidligt at begynde “Typisk panamansk”-serien efter kun 2,5 uge i landet, men én ting har vi ikke kunnet undgå at bemærke: Cirka hver anden dag regner det helt enormt op mod en times tid. Gaderne bliver helt oversvømmede, og flere steder er der 30 cm dybt på vejen, selvom vandet fosser ned i de meterbrede kloakhuller i vejsiden (nogle uden rist for – hjælp, man skal ikke glide og ryge med!).
Her er nogle styrtregnsbilleder fra vores hostel:
Poolen bliver også våd:
Thomas spekulerer på, om taget holder:
Jeg håber, jeg på et tidspunkt kan tage nogle billeder af gaderne, der nærmest bliver til et stort hav i regnvejr – uden at bruge en hel telefon på det. Jeg har “kun” to Galaxy S4’er med, så det er måske lidt meget at ofre en af dem for et regnbillede.
Det går for øvrigt fremad med boligjagten. Vi blev kørt rundt af en real estate-dame i går og så 4 huse – et enkelt magisk nok med pool! Mere om det senere, når vi tager en beslutning.
Selvom vi arbejder det meste af tiden, er det hyggeligt at være på hostel. Her kommer en masse forskellige mennesker, nogle bare for en enkelt overnatning, andre en uges tid.
Nogle er unge – som f.eks. den canadiske fyr på 21 fra fransktalende Québec, der har sagt sit job op, fordi det var for kedeligt, og er taget her til Panama (hans første udlandsrejse nogensinde!) for at opleve landet og tænke sig om indtil nytår, hvor han tager tilbage og får en ny start på sit voksenliv. Andre er lidt oppe i årene – som ham den gamle skotte, der mangler halvdelen af sit ene øre, har det sjoveste sprog og som den eneste på forhånd udmærket vidste, hvad en næsebjørn er, og hvad den spiser.
Nogle har ikke rejst så langt – som den amerikanske fyr, der for tiden bor i Costa Rica hos noget familie og arbejder på deres hotel og bare lige er 3 dage i Panama for at kunne forny sit visum i Costa Rica. Andre er ude på en lang rejse – som motorcykelmanden, der startede i Vancouver i Canada og er kørt hele vejen ned gennem USA, Mexico, Guatemala, Honduras, Nicaragua og Costa Rica for nu at være i Panama og om 5 måneder ende i Argentina.
Nogle holder totalt fri her – som den eneste dansker, vi har mødt, en pige, der har læst antropologi et semester i hektiske Mexico City og nu trænger til ro og fred og stille natur i bjergene i Panama, inden hun skal genforenes med nogle af sine studiekammerater i Colombia. Andre arbejder her – som fyren, der har læst to semestre på college i USA, men synes, det er alt for dyrt, og nægter at ende med en kæmpe studiegæld, hvorfor han nu arbejder en måned i Panama på hostellet og derefter en måned i Costa Rica på en abefarm, en måned i næste land som engelsklærer osv. opad mod USA, mens han håber på på magisk vis at kunne komme til Sverige eller Asien og læse helt gratis.
Nogle rejser alene – som den ca. 50-årige kvinde, der ikke har haft fast bopæl de sidste 15 år, men bare rejst rundt i verden og tillagt sig nogle underlige vaner med f.eks. at nynne, synge, danse og slå skeer mod hinanden til sin indre musik i fremmede menneskers nærvær. Andre rejser sammen – som den tyske kvinde, der sagde sin lejlighed og alt andet op, tog til USA og startede på en næsten et år lang cykeltur, selvom hun aldrig havde cyklet før, og så mødte en anden cyklist, som hun nu følges med, indtil de igen bryder op om nogle uger for måske at mødes igen senere.
Nogle er tynde – som hende asiaten, der kun lige siger hej og altid har sin lille mekaniske vægt med, så hun kan veje den sparsomme mad, hun indtager. Andre er tykke – men det er faktisk mest bare den panamanske rengøringsdame.
En ting er sikker: Alle her har hver deres historie at fortælle og hver deres spændende grund til at være her.
Thomas og jeg arbejdede sent i går aftes/nat/morges, så et jordskælv nåede frem, før vækkeuret ringede, her til formiddag. Jeg vågnede ved det og vækkede Thomas. Vi fik hurtigt noget tøj på og kom ud af vores værelse. Men så var det jo overstået, og så står man dér og flagrer.
Jeg har nu installeret U.S. Geological Surveys app, så jeg kan se, hvad det var, der skete – efter at det er sket, hvad det så end skal hjælpe. Denne gang var styrken 6,6, og det var 58 km fra David, cirka samme sted ude i havet. Hmm, måske skal vi bare vænne os til det. Her er et billede fra USGS’ hjemmeside, hvor man kan se, hvordan det føltes i David. Sådan lidt lysegrønt føles åbenbart moderat:
(Billede taget fra http://earthquake.usgs.gov/earthquakes/eventpage/usc000t4iq#shakemap).
De sidste par dage har været ret begivenhedsrige.
Det startede i fredags, hvor vi efter arbejde fandt en hyggelig italiensk restaurant, hvor vi sad og spiste ude i det fri under et halvtag og nød at have fri. Da det begyndte at styrtregne (hvilket det gør cirka hver dag), blev vi jo nødt til at have endnu et glas vin, og da det stadig regnede, måtte vi igen hygge videre og ignorere al boligjagt, som vi ellers burde være på. Ved midnatstid (kl. 18 panamatid) vendte vi hjemad, men kom forbi en festlig bar, så vi skulle liiige have en øl oven på al vinen.
Efter kun 5 minutter fik vi pludselig nye øl af servitricen. Det var bordet bag os, der havde betalt, så vi faldt i snak (på spansk!) med de to herrer, der begge lige var blevet 48 år dagen forinden, og satte os over til deres bord. Klokken endte med at blive 4, inden vi var hjemme, og vi havde fået et par lapper papir med deres telefonnumre. Den ene var advokat (så det nummer kan vi måske få god brug for senere), og den anden (Jose Maria) syntes bare, at vi skulle ringe til ham dagen efter (lørdag). Tja, det måtte vi jo så gøre, selvom vi nærmest ikke kunne forstå hinanden med både ord, fagter og ansigtsmimik, så en telefonsamtale skulle nok blive indholdsrig!
Ud på eftermiddagen dagen efter (lørdag) tog vi sammen med et par tømmermænd i supermarkedet Rey.
Vi sad og drak en juice og spiste en is i skyggen under halvtaget på parkeringspladsen, da det pludselig gik op for os, at noget var galt. Alt bevægede sig i forhold til hinanden. Det var egentlig en meget velkendt følelse – som på et skib – så der gik et par sekunder, hvor vi ikke lagde mærke til det. Men pludselig udbrød Thomas, at jorden under os bølgede, og de store vinduesfacader i møbelbutikken bag os blævrede også på en fascinerende måde. Det var lidt som at træde ind på en af de legepladser, hvor man tror, der er asfalt, men hvor det i stedet er sådan noget blødt underlag, som børn kan tåle at falde ned på. Sådan føltes parkeringspladsen under os. Folk styrtede ud af butikkerne, og nogle skyndte sig at køre afsted i deres biler. Men da det var overstået, gik folk ind igen. Helt hverdag var det dog ikke. Nogle vejarbejdsfolk på parkeringspladsen stod og grinte og pegede på, hvor de havde været (nede i et dybt hul), da jordskælvet skete.
Det var åbenbart et styrke 6-skælv i havet ca. 50 km fra David (eller 2 skælv lige ved siden af hinanden ifølge dette kort – det er nok en definitionssag):
Vi tænkte ikke lige på at gå ind i supermarkedet bagefter, men bloggen Chiriquí Chatter (en amerikaner bosat i David) har dette billede fra supermarkedet Super Baru:
(Lånt fra: www.chiriquichatter.net/blog/2014/12/06/a-wild-ride-5-8-on-the-richter-scale/).
Ifølge ejeren af vores hostel er der månedlige jordskælv her i Panama, dog ikke altid så store som dette. Når der nu ikke skete noget, var det faktisk meget sjovt og rutsjebaneagtigt at opleve, men vi håber selvfølgelig, det holder sig til de milde skælv de næste 5 måneder.
Da vi havde sundet os lidt og vinket farvel til de søde vejarbejdsfolk, cyklede vi hjem til vores hostel og kunne lige så godt få overstået telefonsamtalen med manden fra baren natten før. Vi fik ikke fat på den rigtige mand i første omgang, men tænkte, at ham, vi snakkede med, nok bare bragte vores hilsen videre. Et par timer efter fik vi en telefonopringning fra samme nummer og en invitation til fødselsdag. Hvor befandt vi os lige nu? I Bambu Hostel? Fint, de ville komme og hente os. Øhm, okay!
Thomas havde købt en buket blomster til mig dagen før:
De kunne godt genbruges, og vi kunne lige nå at købe en flaske rom og pakke den ind. Så var vi klar til fødselsdagsfest:
Hvor og hos hvem vidste vi ikke.
Ved midnatstid (deres kl. 18) blev vi hentet i bil af vores barven Jose Maria, hans søn (som kan rimelig godt engelsk) og hans far. Vi kørte afsted, men ikke ud til den farm i Boqueron 20 km væk, hvor Jose Maria bor. Vi kørte i stedet hen i et af de finere villakvarterer i byen, hvor hans bror åbenbart bor. Vi mødte altså broren, deres gamle, søde mor med lidt problemer med lungerne, brorens kone (Nina) og deres datter og Jose Marias kone. Det var nogenlunde til at holde styr på. Men så kom der flere. Teenageren Victoria, endnu en kvinde, flere børn, flere teenagere. Sådan blev det ved, indtil vi pludselig var 35 mennesker. Det var lidt overvældende og umuligt at holde styr på navnene og familiebåndene. Men det var hyggeligt, og vi fik hele tiden tilbudt mad og drikkevarer og blev i det hele taget utrolig godt modtaget.
Da der kom en kage ind, fandt vi ud af, hvem vi fejrede:
Victoria blev altså 15, hvilket vist er en stor fødselsdag her i Panama. På billedet sidder Victorias farmor (altså Jose Marias mor) til venstre og hmm, ja, en eller anden anden kvinde til højre.
Kagebordet blev mere og mere veldækket med chips og kager, og vi blev spurgt, om vi ikke ville spise noget af det. Da ingen andre gjorde det, og da vi kunne se masser af “rigtig” mad blive snittet og hakket i køkkenet, takkede vi pænt nej og sagde, at vi ville vente til senere. Vi ville ikke være de eneste, der tyvstjal af kagebordet før tid. Men efterhånden begyndte flere og flere at komme forbi og snuppe af godterne, og endelig gik det op for os, at det faktisk var meningen, at gæsterne som det første skulle spise chips og kager. Først en del timer senere kom den “rigtige” aftensmad: en tallerken til hver med ris med grøntsager og rejer, store stykker flot, mørt og velsmagende kyllingekød og en kartoffelsalat med skinke.
Her poserer fødselaren foran sin kage:
Og her er hun sammen med os og Jose Maria:
Alle skulle have et billede af sig selv sammen med den smukke fødselar:
Ved 23-tiden (kl. 5 for os!) kom der ild i kagen:
Og ved midnatstid begyndte de første at tage hjem. Vi fik selvfølgelig ikke lov til at tage en taxa hjem, men blev kørt lige til døren af en lille familie.
David føltes straks rigtig for os. Gaderne er hyggelige, grønne og til at færdes i uden at blive kørt ned:
Vi overnattede en enkelt nat i et bed & breakfast.
Det føltes superhjemligt, da vi om aftenen hørte de velkendte chip-chip-lyde fra Thailand og så vi vores myggespisende venner på ydersiden af ruden:
Efter en nat på Little Italy 18 km uden for David og med semidårligt mobilsignal flyttede vi på et rigtigt backpackerhostel, hvor vi stadig er, nu på 8.-dagen. Køkkenet (udendørs) virker lige lovlig interessant bakteriemæssigt, så vi har købt vores egne plastiktallerkener, og vi har fået små bid over hele kroppen, nok fra nogen, der bor i sengen. Men her er hyggeligt – og en pool:
En fin arbejdsplads i køkkenet:
Og vældig hippieagtige vægmalerier:
Noget rigtig hyggeligt er dyrelivet her. Der er egern, og her har katten fået øje på noget:
Det viser sig at være en næsebjørn:
En næsebjørn er sådan en fætter her:
Den hedder Hanni og er vældig tam (nok pga. alle de bananer og rå æg, som den får af folk):
Hanni ved godt, at det er i køleskabet, det sker:
Vi er nu holdt op med at lede efter et poolhus som det i Thailand, for der er meget få af dem i byen. De lokale ønsker ikke pools eller har ikke råd til dem, og udlændingene bor ikke i varme David (24-33 grader), men i bjergbyen Boquete (17-25 grader), 42 km mod nord. Nu leder vi bare efter et hyggeligt og nogenlunde velholdt hus i centrum, og så køber vi et oppusteligt badebassin i stedet.
Vi tilbragte en uge i Panama City, for første gang i et lejemål fra airbnb.com (udlejning fra privat til privat). Det fungerede super, var billigere end hotel og var vældig praktisk, fordi vi var garanteret et godt arbejdsbord (spisebordet), hvilket man bestemt ikke er på hotelværelser.
Hovedstaden med knap en million indbyggere var som udgangspunkt dejlig: Når man kommer fra en dansk november måned (hvor mild den end måtte være), er det bare skønt at træde ud i 30 grader. Fugtigheden vænnede vi os til på et par dage. Byen er vældig grøn i forhold til andre storbyer. Der er masser af træer og buske langs gaderne og også store parker. Man kan få alt, og mange indkøbscentre har døgnåbent. Sushi i panamansk fortolkning (med masser af fedt dynget på) fik vi prøvet. Her er en sushipizza (friturestegt ris nederst, rå fisk ovenpå og en “garniture” af sød mayonnaise):
Og en deluxerulle – med indbagte rejer på toppen og mere af mayosovsen:
Trafikken er – for en almindelig regelret dansker – ret vild. Der slipper gerne en 3-4 biler med over et kryds, efter at den gule farve er gået over i knaldrød, og folk dytter hele tiden – som i hele tiden! Man dytter vist, hvis man vil skifte vejbane, hvis man ikke vil skifte vejbane, hvis en anden har vigepligt, hvis man selv har vigepligt – og hvis man bare lige har lyst. Det ser dog ikke ud til at have en præventiv effekt at dytte. Hver anden bil var bulet en smule som den forreste her eller manglede et helt hjørne af metallet som den hvide bil bagved:
Thomas kørte vores lejede bil i Panama City, og jeg prøvede at guide via Google Maps på min telefon. De fleste instruktioner var af måsketypen: “Måske skal du først holde til højre og så straks efter rundt i et 90-graderssving til venstre.” Hvor svært kan det være at finde vej ved hjælp af et kort, hvor en prik konstant viser, præcis hvor man er? Så svært:
Og så svært:
Som det ses, går vejene i mange lag, og der er klart brug for, at Google laver en tre-d-version. Men firmaet har nok ikke indset behovet, for Googlebilen har slet ikke været i landet endnu – den holder sig åbenbart fra krigshærgede lande, meget små øer og Panama.
Jeg elsker, at Panamas udgave af det kommunale kontor Trafik og Veje har tænkt “Nah, vi får aldrig så meget trafik gennem centrum. Lad os bygge en ringvej ud i Stillehavet og lede trafikken rundt om centrum”:
Den idé kunne løse trængselsproblemerne ved havnen i Aarhus, som så rent faktisk ville få en ringgade og en ringvej, ikke bare en halvcirkelgade og en halvcirkelvej som nu. Nederst til venstre i billedet ses en af to veje over Panamakanalen i Panama City.
Panama City er ikke fodgænger- eller cykelvenlig (og bestemt heller ikke bilvenlig for os), så vi var rundt i nærområderne omkring byen. Men der var enten for fattigt (ingen huse af en standard, der appellerer til vesterlændinge) eller for rigt (indhegnede, bevogtede områder uden noget liv på gaden eller noget lokalt præg). Vi endte i stedet med at køre 442 km tværs gennem landet til den næststørste by, David.
Turen foregik ad den eneste mulige vej: Den Panamerikanske Highway (Pan-American Highway). Highway, min bare røv. På den sidste halvdel af strækningen var hastighedsgrænsen enten 30 eller 40 km/t. pga. vejarbejde, og på hele strækningen så vejen sådan her ud:
Igen var Google ikke helt opdateret. Turen tog ikke de angivne 5 timer og 53 minutter. Men det var en oplevelse, og vi slap med kun én bule på bilen: på undersiden nede ved hjulet – nok pga. et 30-40 cm dybt hul i vejen.
(Tak til Google Maps for alle kort).
Den første uge i Panama boede vi i en lejlighed i et “condominium”: en 19 etager høj beboelsesejendom med lejligheder på de fleste etager, nogle parkeringsetager til bilerne og en fællesetage (social area) med swimmingpool, fitnessrum og solstole. Man skal have en elektronisk nøgle for at komme ind i bygningen både dag og nat, og alligevel sidder der en (vældig sød) vagt 24-7 og holder øje med, hvem der kommer ind – og han har en pistol liggende i en skuffe, bemærkede jeg, da han ledte efter nogle papirer til os. Så han kan godt noget, hvis det virkelig gælder.
Jeg har taget nogle billeder af social area-etagen, og der ser jo bare dejligt ud:
Med moderne loungemøbler og stueplanter i baggrunden:
Infinitypool:
Og her er en solopgang (ca. kl. 12) set fra vores lejlighed:
Men jeg synes, billeder snyder. Man tager som udgangspunkt billeder af det pæne, og både i Thailand og her i Panama er de gode til umiddelbart at få ting til at se pæne ud. Men lige ved siden af det pæne ser det ikke så pænt ud. Der stod kun møbler nogle steder – andre steder var der bare tomt, bortset fra kost og fejebakke og en tom cigaretpakke yderst på den ru, beskidte beton:
Finishen manglede lige ved siden af poolen, der ikke gik til kant og således kun var infinity fra udvalgte vinkler:
Der var en tom jacuzzi med lidt plastikaffald i bunden, som man jo normalt aldrig ville tage et billede af:
Og der var cigaretskodder på gulvet ved sofaerne:
Nå ja, og den ene plante var der ikke meget liv i, så den fungerer bedst som silhuet og ikke så godt i closeup:
Udsigten fra vores beskidte vinduer så som regel således ud (hvis man vel at mærke stadig kigger i skrå retning og ikke direkte over på bygningen ved siden af):
Det slog os, hvor meget vi går op i de sidste detaljer i Danmark. Vi dækker lige den ru beton til med noget … hmm, hvad ved jeg … glat beton og maler den flot hvid eller praktisk koksgrå. Vi pynter de store bare vægflader med billeder og sætter møjsommeligt ledningerne fast til loftet for hver 20. cm, så de ikke dingler. Og vi bruger varmt lys stort set alle steder, ikke kolde, grønlige lysstofrør, som finder vej ind i både soveværelser og stuer i Thailand og Panama.
Gad vide, om det er den manglende finish, der gør, at der sjældent er et øje at se i lækre loungeområder og pools, eller om folk bare generelt slapper bedst af foran fjernsynet inde i deres lejlighed …
Danmark ser umiddelbart ud til at være rigt repræsenteret i Panama. Under vores første besøg i et supermarked (kaldet Rey – som for øvrigt er bugnende fuld af lækre genkendelige og ugenkendelige produkter), ledte vi efter en ost, og en af de første i vores hænder var selvfølgelig produceret i Viby af alle steder:
Lurpak og Arla fylder også på hylderne i Panama:
En enkelt Carlsberg fandt vi også blandt øllene, men den var overraskende diskret.
Da vi rullede væk fra udlejningsfirmaet i vores nylejede bil, så vi, at tanken var tom, og vi indså, at vi ikke vidste, hvilken type brændstof der skulle på. Ikke noget problem – det stod selvfølgelig på dansk på benzindækslet i linje 2:
Og jeg forventer, at vi får mere at se til Mærsk end dette “lille” lyseblå containerskib i baggrunden, da vi første gang kørte på broen over Panamakanalen:
Også fødevarepriserne er desværre danske, selvom der ingen moms er på:
Benzinpriserne er dog ualmindelig udanske: ca. 0,95 dollars pr. liter (5,70 kr.)! Det er vist godt det samme, for vi har allerede nu kørt 50-60 km for meget, fordi vi er kørt forkert i den panamanske trafik. Den er helt umulig! Det kommer jeg til at fortælle mere om senere …
Der er gået et halvt år, siden vi kom hjem fra vores halve år i Thailand, og nu står vi pludselig i Panama efter en enkelt overnatning i Madrid:
Hvorfor Panama? Jo, vi sad og kiggede på et tidszonekort og vurderede, hvor det var muligt at bo, når vi skal passe vores danske kunder:
Her er vores overvejelser:
-5 til -3: brugbart, hvis man står meget tidligt op
-2 til -1: ikke noget land at bo på, kun hav
0: ikke superfedt at være en time bagud fra morgenstunden
+1 til +2: fint
+3 til +6: ikke superfedt at være kun lidt foran Danmark og dermed have fri lidt om formiddagen og lidt om aftenen, men ikke i et sammenhængende tidsrum
+7 til +8: fint
+9 til -6: dur ikke at arbejde om natten og sove om dagen
En af ulemperne ved at være 6-7 timer foran i Thailand var, at vi skulle holde fri først og så arbejde fra kl. 15 og næsten indtil midnat. Selvom vi f.eks. godt kunne tage i vandland om formiddagen, er det faktisk svært at holde fri og slappe helt af, før man har ydet en arbejdsindsats. Så vi endte tit med at arbejde lidt om formiddagen alligevel.
Men hvis vi rejste vestpå (USA, Sydamerika m.m.), ville vi omvendt skulle meget tidligt op. Da vi kom i tanke om, at vi bare kunne lade være med at stille uret, hoppede vi dog på idéen og overvejede kraftigt Brasilien – indtil vi så oversigten over de mest kriminelle byer i verden. Da mange lande, der har vores ønskede 30 grader om dagen, faktisk bliver ret kølige om natten (ned til 12 grader), var der ikke så mange lande at vælge imellem. Men Panama var en mulighed med nattemperaturer på 24-25 grader. Landet så også fint ud i kriminalitetsstatistikkerne, og Panamakanalen gør landet rigt og dermed veludviklet med stabilt internet. Beslutningen var taget.
Her er det allerførste billede, jeg har taget i Panama – udsigten fra vores lejlighed, da byen vågner, bilerne begynder at dytte, og solen står op. Det sker først omkring middagstid, hvor vi allerede har arbejdet en del timer. Det er, som om de er 6 timer bagefter herovre …
