Fra Smilets By til ... en familie på 4!

Her er lidt løse billeder fra hjemturen. Først en solcellepark (stikker ikke så meget op i landskabet!):

Og her er flere af de gådefulde “overskårne” bjerge, som nogle gange så ud til at blive vandet med kæmpe vippevandere, som vi kender dem fra haven en sommerdag:

Et overskåret bjerg helt ud til vejen:

Her kan man se nogle vandslanger:

Måske har det noget med kobber at gøre? Der står “Mantos Copper” på skiltet:

På vej hjem slog vi et smut nordpå for at se en klippeformation i haven kaldet La Portada:

Man skulle lige passe på at gå for tæt ved kanten:

Haj og Thomas som pingviner:

Et sted i ørkenen var der solcellegadelygter:

Et andet sted en sej cyklist:

En vej ind i ørkenen, hvis man skulle have lyst:

En tegning i sandet:

En kæææmpe maskine:

På vej hjem stoppede vi ved Bahia Inglesa, hvor chilenerne syntes, det var varmt nok til at bade (det syntes vi ikke, så vi nøjedes med at spise frokost der):

En lille lufthavn efter Bahia Inglesa:

En landsby ved Stillehavet:

Efterhånden væsentlig tættere på Santiago:

En ellers fuldstændig nedbørsfri tur blev afsluttet med pludselig regn tæt på vores hjem:

På hjemturen så vi Paranalobservatoriet:

Her er de skinner, som de små hvide kupler kan flyttes rundt via:

Inden i et af teleskoperne (jeg kan ikke huske hvilket):

Kontrolrummet, hvor Thomas får lov at sidde:

Der var udsigt over til en anden bjergtop – nu uden top, for den var sprængt væk for at gøre plads til et af fremtidens store teleskoper, E-ELT (European Extremely Large Telescope):

Køretur ned til hotellet (kun for astronomer):

Det blev brugt under optagelserne til en James Bond-film, og der ligger stadig en kunstig sten, som Thomas får lov at løfte:

Her er hotellet indeni – så meget, som vi nu måtte se, for der boede jo nogle stakkels/heldige astronomer, for hvem dette er deres hjem i måske et halvt års tid, og for hvem alt i miles omkreds udenfor er ørken:

Også herfra kan den oversavede bjerg ses:

Paranal og parkeringspladsen med en hjemmebygget autocamper, som fragtede en amerikansk familie med 2 børn rundt i hele Amerika:

Her er en video inde fra et af teleskoperne, mens det drejer (hvilket vi åbenbart var meget heldige at få lov at se): video.

Stillehavet forude efter vores Paranal-besøg:

En ny vejsideseværdighed – en forulykket lastbil:

Massevis af små både:

Vi spiste på denne hyggelige, utrolig lokale restaurant i ministillehavsbyen, hvor vi fik et bjerg af mad hver efter at have prøvet os frem med et par spanske ord (måske mest bare “pescado”):

Vi kørte lidt videre og holdt så ind for at gå ned til havet. Der groede nogle knap så kønne kaktusser:

Og Haj blev rigtig gode venner med Lille Lilla Pinde, som vi desværre efterlod på stranden i Chile:

Vi “snakkede” også med en mand, der boede i en simpel hytte på stranden, bortset fra at vi ingenting forstod overhovedet. Vi undrede os meget over, at man kunne bo så simpelt så tæt på det vilde hav, men det kan selvfølgelig være, at der sjældent kom stormflod her.

Jeg syntes, havet var megaflot, og ville gerne have det med hjem, selvom det var koldt:

Heldigvis fik jeg ham her med hjem:

Her var en grav – jeg kan ikke helt huske, hvad der stod, der var sket, men vistnok noget med en ung mand død i en mine:

Flere steder var der folk, der hyggede sig på stranden som her:

Næste stop var Chañaral igen (som på udturen).

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Haj eeeelskede ørkenen. Uh, den var så knastør og havde ikke set regn i 200 år – lige noget for en tørhaj. Her poserer hun i sit rette element:

I San Pedro var der et par bobler til Haj på en af restauranterne (det er netop boblerne, altså luften i bobledrikke, Haj nyder allermest – den kilder sådan i gælderne, siger hun):

En aften var vi i boblebad, hvor Haj kiggede med fra kanten:

..

Valle de la Luna (Månedalen) er et kæmpe område med nogle helt særlige landskaber og klippeformationer:

Det er svært at se størrelsesforholdet her, men denne klit er enorm:

Nogle af formationerne og klitterne har deres egne navne, f.eks. disse, som hedder De 3 Mariaer:

Et par sandboardere (klik evt. på billedet for at se det stort), højst sandsynligt uautoriserede – dette ligner ikke et sted, der er godkendt til det:

På vej ud af dalen:

Pukará de Quitor er et præcolumbiansk arkælogisk sted, som engang var et stenfort. Vi tøffede lidt rundt i området:

Tørmudder, som var vældig glat nogle steder:

Andre steder fuld af salt:

Et kort med vandreruter, som vi så på vej hjem:

Frodighed midt i ørkenen:

Vi tog en taxa ud til en lækker oase cirka 20 kilometer nord for byen:

Plads til at spise medbragt frokost:

En af nedgangene til de mange små, cirka 37 grader varme pools, som var superlækre i den kolde luft (måske 15 grader):

Og så lige nogle nydelsesbilleder:

Hjemturen var dejlig, for vi havde overtalt taxamanden til at tage et par lejede cykler med, så vi kunne trille hjem (bemærk den allestedsnærværende vulkan Licancabur stikke op i baggrunden):

Og så går det ellers nedad mod San Pedro:

Midt i ørkenen efter Antofagasta lå nogle ruiner kaldet Pampa Unión, en forladt og ubeskyttet/ufredet mineby fra starten af 1900-tallet, så vidt jeg husker, hvor den befolkede mindst 2.000 mennesker, der arbejdede med at udvinde salpeter. Her er billeder derfra fra både ud- og hjemturen:

Træer! Et meget usædvanligt syn:

Næste (lille) by var Sierra Gorda, som heldigvis havde et par is:

Byen var ekstremt lille, men superhyggelig. Vi var der i den vildeste middagshede. Måske var det derfor, der var stort set mennesketomt i centrum (med en legeplads og et lille marked):

Disse røde pickuptrucks var så typisk chilensk i ørkenen:

På vej igen. Her med et tog i vejsiden:

Flere vindmøller:

Og ellers bare en lige vej:

MEGET lige:

Et kig ud ad sideruden, bare fordi:

Ankomsten til San Pedro var såååå fin:

Her ses den fine symmetriske vulkan Licancabur (som jeg havde læst den fascinerende roman “Inkaens fjerde mulighed” om hjemmefra) i baggrunden:

Udsigten til den anden side lidt senere:

Og nu nærmer vi os det karakteristiske flade stykke, hvor byen og de helt unikke landskabsseværdigheder ligger:

San Pedro er en meget speciel by. Sådan her ser et hotel ud (vores hotel, hvor vi boede 3 nætter):

Med pool, som vi dog aldrig var i, da den var for kold til os:

Vores hotelværelse:

Vores private areal uden for hotelværelset:

Her er hovedgaden i San Pedro:

Hovedgaden var i vores ende knap så turistet:

Her er nogle af de mindre gader:

..

Åh, det smukke landskab – jeg kan ikke få nok! Jeg elsker især disse fascinerende farveskift mellem lys og mørk:

Nogle steder var der skrevet noget i ørkensandet i vejkanten. F.eks. står der her “Karen, tu me gustas” – og det står der højst sandsynligt endnu her 2 år efter, for der er ikke meget til at ændre på det (meget få dyr, ingen mennesker, stort set intet nedbør – kun lidt vind):

Man skal sørge for at regne sit benzinforbrug godt efter, for der er langt mellem benzinstationerne i ørkenen. Her er en særlig mindeværdig en, hvor jeg tøffede rundt og tog en masse billeder, mens Thomas snakkede i telefon med Sune:

Vi var ikke ligefrem en normal type kunder i restauranten. Jeg kan huske, jeg var helt nervøs, fordi jeg følte mig så anderledes:

Toilettet var et sted heromme bagved og var det mest uhumske, jeg længe havde set. Der var desværre ikke noget sæbe, og dørene kunne ikke lukkes helt (og da slet ikke låses).

Hvem bor i huset herunder? Måske restaurantindehaveren? Det må det næsten være, for ellers havde hun et par hundrede kilometer til arbejde hver dag …

Lastbiler var stort set de eneste på “parkeringspladsen” – sjovt nok, for det samme gjaldt jo den nord-syd-gående eneste vej, Rute 5, også kendt som Carretera Panamericana (Pan-American Highway på engelsk – som vi også kørte på, da vi var i Panama):

Jeg sneg mig om bag rastepladsen, hvor der ikke rigtig var noget, andet end lidt skrald og helt færdige møbler og biler:

En brugt bil og en vej ud i intetheden:

Efter en portion mad kørte vi videre igen på hovedvejen, hvis sideveje ser således ud:

De fører alle ind til miner (hvad skulle de ellers føre ind til?), men langtfra alle er skiltet, som denne er (“Mina Tropezon”):

Vindmøller i sigte:

Ud over lastbiler kører der også busser på vejen. Her er en ved et busstoppested i ødemarken, hvor en dansker ikke umiddelbart har lyst til at blive sat af – men det passer åbenbart nogle chilenere:

Ud over skrift i sandet var der også nogle gravpladser i vejsiden som her:

Og så var der søde minitornadoer/vinddjævle:

Her er en vinddjævel i forgrunden og et bjerg, der stikker op fra den ellers plane overflade i baggrunden:

Her er en stakkels bil, der ikke kan mere:

Og her er et “overskåret bjerg”, som vi så mange af og undrede os meget over, men vi opdagede senere, at de er menneskeskabte og også forekommer i udgaver med flere lag oven på hinanden. Det må have noget med udgravning af råmaterialer at gøre:

En anden vejsideting var højspændingsmaster, som var ved at blive stillet op (de små ting midt i billedet er et hold arbejdere):

75 km syd på Antofagasta kom vi til Mano del desierto, “Hånden i Ørkenen” – et 11 meter højt kunstværk, hvis parkeringsplads ser således ud med vores bil på:

Heeeelt alene:

Her er hånden:

På vej igen – og endnu en mast, der er ved at blive samlet:

Det var ikke til at være i tvivl, da Antofagasta dukkede op i det fjerne. Midt i ørkenen dukkede industribygninger og skorstensrøg op:

Det var ligesom den indre side af byen. Vi kørte over nogle bjerge …

… og kom så ud til kystdelen af byen:

Her er vores hotel:

Det lå over for disse historiske ruiner, som vi dog aldrig kom ind at se:

Vi var nu efterhånden kommet så langt nordpå, at det gav mening at bade i havet:

Der var i det hele taget en fantastisk stemning i byen:

McDonald’s havde selvfølgelig en særlig isudgave uden for hovedrestauranten – vi er jo i Chile!

Vi tøffede rundt og nød det, indtil solen var ved at gå ned:

Så ville Haj på kasino:

Dagen efter hvilede hun sig, mens vi drak frokostvin på en vinrestaurant:

Vi besøgte et mall, her med en pige i skoleuniform:

Og her en allestedsnærværende pisco sour på en bar i mallet med lækre udendørspladser:

Vi købte noget varmere og mere anstændigt, men billigt tøj til mig i mallet, inden vi begav os hen til denne restaurant for at spise aftensmad:

Vi gik – pænt berusede – hele vejen hjem. Jeg kan huske, jeg havde hikke, og Thomas fik mig til at drikke vand med hovedet nedad, og vi købte et plaster (som vi ikke skulle bruge) af en mand for nogle småpenge. Bagsiden af denne ellers så idylliske by var nemlig en del fattige mennesker fra de nordligere lande, som småtiggede og gik rundt med deres ejendele i indkøbsvogne. Efter 2 overnatninger i Antofagasta kørte vi videre ind i ørkenen mod San Pedro de Atacama (nordøstpå).

Her er Antofagasta-billederne fra hjemturen (kun 1 overnatning på samme (lækre) hotel):

Vi kørte fra La Silla-observatoriet til Chañaral og ankom i mørke:

Her er billeder af byen Chañaral dagen efter (20. marts 2016):

Byen var blevet voldsomt oversvømmet vistnok et års tid før vores besøg, så en hovedvej langs midt gennem byen, som vi kunne se på Google Maps, fandtes slet ikke – og der var selvfølgelig heller ikke skyggen af de omkringliggende huse. De skulle være bag klipperne her, hvor der nu bare er fladt sand:

Og her er billeder af Chañaral fra vores hjemtur:

En del huse var faldefærdige, måske kun nødtørftigt restaurerede efter oversvømmelsen:

Og mange butikker var lukkede:

Kig ud over byen:

Byens kirke og vartegn, fyrtårnet:

Kig ud over det oversvømmede areal:

Heroppe fra fyrtårnet kan man tydeligt se, hvor den gamle vej gik – der holder en lastbil for enden af vejstumpen:

Brød og tomatsalsa på en restaurant, hvor vi sad længe og bestilte den ene øl og lille flaske rødvin efter den anden:

Køreturen op til La Silla var lang og fascinerende. Det er sjældent, man kan se sit mål i så god tid:

Så kom vi indenfor i New Technology Telescope (NTT), hvor vi fik så mange spændende ting at vide, som jeg labbede i mig og nedskrev nogle af bagefter i noteform for at kunne gengive dem her, men det bliver desværre ikke til noget denne gang – vi må tilbage og høre det hele igen. NTT indenfor med en sød og god guide:

Udenfor igen:

Inden i det 3,6-meters ESO-teleskop:

Nørdegrafitti:

Her er for øvrigt lige et googlekort, der viser, at La Silla ikke er det eneste observatorium i nærheden!

Diset kørsel:

Her er en isbil, som vi kørte bag rigtig længe (ja, det er den slags, man har at gå op i i den chilenske ørken!):

Afkørslen til La Silla-observatoriet syner ikke af meget, så man skal holde godt øje i den monotone ørken:

Vi drejede fra og kørte videre:

Et lidt ensomt toilet:

Vi kørte videre, og nu kan La Silla-observatoriet tydeligt skimtes på toppen af bjerget over Haj (hvis man klikker på billedet og ser det i stor størrelse):

Den lange køretur fortsættes i næste indlæg om observatoriet.

Så er der gået ørken i den:

Tænk at bo i denne landsby!:

Ankomst til Coquimbo (den sydlige af de to sammenhængende byer Coquimbo og La Serena), med det markante 83 meter høje, hvide kors Cruz del Tercer Milenio øverst på bakken i venstre side:

Aften i La Serena:

Første overnatning var i La Serena.

I påsken tog vi på en lille køretur – “lille”, for i Chile kommer man ikke særlig langt med f.eks. 4.000 km, som vores tur var på tur-retur. Her kan man se, hvor lidt af det langstrakte land vores tur berørte:

(Tak til Google Maps for lån af kort).

Zoomet ind:

(Tak til Google Maps for lån af kort).

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget fascineret af det chilenske landskab og af observatorier, så jeg sparer ikke på billederne fra turen og deler den derfor op i bidder i de næste blogindlæg.

Der er flere høje/knolde/bakker midt i Santiago, bl.a. San Cristobal, som fungerer som park til at slappe af i, motionere i (løbe eller cykle), lufte sin hund i, gå og snakke i eller som undskyldning til at få en is eller allerhelst en ‘mote con huesillos’ (en typisk chilensk drik). Engang kunne man også svømme i den udendørs pool, men den er groet til nu. Man kan gå derop fra flere sider, men også tage et lille tog op fra midtbyen via en meget stejl kabelrute. Øverst på toppen ligger en kirke.

På toppen troner Jomfru Maria:

Kabelbanen, som vi tog ned:

Her er San Cristobal-højen set nedefra, omme fra den anden side end vores:

Chilenazo:

Mad fra den restaurant, der lå nr. 1 i TripAdvisor, da vi var der, og hvor Haj mødte Store Gris og fik Lille Gris med hjem som ven:

Endnu en tur på samme restaurant – med ægte chilensk druesaft og lækker mad (bl.a. hest):

Mad fra Bocanariz, hvor vi var mange gange (uhmmmm, det var god mad!) – og et billede af deres vinkælder:

Santiago huser mere end 7 af Chiles 17 mio. indbyggere og rummer mange fascinerende bygninger:

Højhuset over alle højhuse er Costanera, som her prøver at gemme sig bag et af de små højhuse:

Costanera er 322 meter højt og den højeste bygning i Latinamerika og den næstehøjeste på hele den sydlige halvkugle:

Vi var oppe i Costanera:

Her ses det, hvordan byen fortsætter omme på den anden side af højen Cerro San Cristobal:

En grafittimaler ved højlys dag:

På vores første køretur i Chile skulle vi først ud af Santiago via motorvejen:

Her skal man dreje af, hvis man skal besøge Petersen (hvem han end er!):

Her er det smukke, tørre landskab lige uden for byen:

Frodighed og de første vinmarker:

Vi stoppede hos en vinproducent på vejen, hvor der var utrolig smukt, og Thomas fik en god smagning:

Senere ankom vi til kystbyen Valparaíso, som er den vildeste hippieby, hvor der er et konstant mylder af unge backpackere fra andre lande. Der er grafitti allevegne:

Her er trappen op til vores hostel:

Overalt i byen er der evakueringsskilte, så man ved, hvilken vej man skal løbe, hvis en tsunami er på vej:

Mange huse er ret forfaldne:

Kun bymidten er shiny:

Vi var til en frysende kold vinsmagning i skyggen oppe på en bakkeknold, hvorfra der var en god udsigt ud over havnen og resten af byen:

Hygge i Parque Araucano:

Flere billeder fra parken:

Gaden mellem supermarkedet Tottus og mallet Parque Arauco:

Vi var ret ofte i biografen og så bl.a. den danske film ‘Krigen’:

Haj i biffen (på sin egen platform):

Vi blev overraskede over, at Chile på flere områder var langt fremme med det, vi ellers opfattede som moderne vestlige idéer: teknologisk og iværksætteri . Diana havde f.eks. modtaget, hvad jeg husker som 120.000 kr. fra staten til sin spirende virksomhed, Social Buyers (som går ud på, at hjælpe hinanden, altså fremmede mennesker, med at hente ting i f.eks. USA i bedste moderne deleøkonomiske stil). I mallet, hvor biografen lå, fandtes denne opladningsstation til mobiltelefoner og en økoskraldespand:

Restaurantshygge i mallet:

Gaderne i Las Condes blev vasket med sæbe sidst på aftenen – meget luksuriøst:

Her kommer en omgang blandede billeder fra rundtom i byen. Her er først området omkring metrostationen med det fantastiske navn Tobalaba (udtales ‘Tovalava, med tryk på første stavelse):

Et kæmpe chilensk flag ved præsidentpaladset La Moneda, hvor præsident Allende i 1973 højst sandsynligt begik selvmord til lyden og rystelserne fra flybombardement, lige inden paladset blev indtaget af militæret efter befaling fra kuplederen Pinochet (paladset er ikke med på billedet):

Parque Bicentenario – en aflang park langs floden, med liggestole og issalg og efter sigende mange chileneres favoritpark. Vi foretrak klart vores lokale park, Parque Araucano, men besøgte Parque Bicentenario en enkelt gang:

Her er nogle billeder fra omme på den anden side af San Cristobal-højen, hvor der er en minihøj med en form for camp på (vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad det var), et lidt fattigere kvarter og en kæmpe kirkegård:

Parque O’Higgins er en kæmpe park med alle mulige aktiviteter (tivoli, madboder, legeplads m.m.). Vi besøgte parken helt i starten og regnede bestemt med, at vi ville komme tilbage mange gange, men det skete aldrig.

Tivoliet var desværre lige ved at lukke, da vi var der første gang, og anden gang havde der været så meget regn de foregående dage, at det var lukket. Her er den normale vandstand i floden Mapocho, der løber gennem Santiago, og som ved regnmængderne gik voldsomt over sine bredder, hvorved hele beboelsesområder mistede deres drikkevand nogle dage i april måned:

Her er floden (et andet sted) uden særlig meget vand:

Sådan så stuen i vores lejlighed på 22. etage, hvor vi boede i 3 måneder, ud, inden vi flyttede ind:

Her kan man se den lækre udsigt gennem vinduerne:

Og her er udsigten fra altanen:

Kiggede vi ned fra altanen, så vi denne byggegrund, hvor en ny høj bygning magen til skulle opføres:

Byggegrunden et par måneder senere:

Her er altanen, hvor jeg i starten sad og arbejdede om morgenen, inden solen var stået op (de danske kunder stod op før den chilenske sol). Men det blev for koldt og faktisk også for beskidt at sidde derude, så jeg måtte modstræbende flytte indenfor.

Jeg blev aldrig træt af udsigten fra altanen og tog konstant billeder derfra gennem alle 3 måneder. Her kommer et lille udpluk af dem:

Udsigten fra altanen, da den første efterårssne pludselig var faldet på bjergtoppene den 5. april 2016:

..

Udsigten fra toppen af vores bygning var heller ikke til at stå for:

..

Der var pool både på toppen af bygningen (ret kold!) og indenfor nede i stueetagen:

Vores lejlighed, efter at vi havde omarrangeret lidt:

Vores første lejlighed:

… hvor vi fik besøg af en listetyv, på trods af at der var port med lås ind til en gård. Jeg sad i soveværelset og arbejdede og hørte godt “Thomas” komme hjem. Jeg sagde ikke “Hej”, da han ikke umiddelbart sagde noget, så det kunne være, han snakkede i telefon med en kunde – i den lyttende fase. Kort efter gik han ud, og jeg tænkte ikke videre over det. Han havde vel glemt noget. Nogle minutter efter kom han tilbage og undrede sig lidt over, at døren stod åben, så efter noget tid faldt vi i snak om det og fandt ud af, at det ikke var ham, der havde været forbi, men en listetyv, som havde snuppet et bundt dollar- og et bundt pesosedler, som lå på stuebordet (cirka 10.000 kr.!). Han havde så smidt en bluse og nogle breve (som han havde snuppet nede i en af de andre lejligheder for at ligne et postbud) og var smuttet ned i gården, hvor Thomas havde lukket ham ud ad porten, idet han gik ind. Thomas undrede sig godt nok, men når manden var inde, måtte han jo selvfølgelig også have lov til at komme ud. Vi anmeldte det til politiet, og manden figurerede på en overvågningsvideo, men han blev aldrig fundet.

Det er svært at skrive blog om vores oplevelser i Chile for 2 år siden, men det var så fantastisk en tur, at jeg bliver nødt til at få samlet op, startende her i februar 2018. Jeg troede, jeg havde travlt dengang i 2016 og ikke havde tid til at skrive blog, men siden fandt jeg ud af, hvad travlt var (at have et spædbarn, flytte 4 gange i løbet af det første år og passe to virksomheder og et parforhold). Det er ikke, fordi der er meget luft nu, men billederne skal ud og nydes, så nu prøver jeg – igen. Datoerne tilbageføres til april 2016, for at rækkefølgen bliver rigtig her i bloggen, men alle indlæg skrives i 2018. Indlæggene bliver måske lidt interne, og teksterne kortfattede, men vi vil heldigvis sikkert altid selv kunne huske, hvad billederne fortæller. Ikke mindst vil vi nok altid huske, at de allerførste af Mikkels celler var med os på flyrejsen hjem fra Chile – vi var 2 på udturen og 3 på vej hjem.

Man må ikke drikke på gaden. Hvad der sker, når man har benyttet sig af en af chilenernes mange vinbarer og drukket en del af deres dejlige og meget billige vin og derfor danser på gaden, ved vi ikke.

Man må gerne (i praksis) gå over for rødt.