Forfatter: anetteoest
Indonesien
(Skrevet i juni 2021)
Jeg fik ikke skrevet noget om vores tur til Indonesien, men jeg kan nu (i juni 2021) huske, at vi tog dertil fra Japan – en flyrejse, jeg aldrig glemmer, fordi jeg var højgravid og virkelig syg, og jeg burde på ingen måde have fløjet. Vi tilkøbte pladser på businessclass med mere plads og mulighed for at ligge lidt ned, hvilket er den eneste grund til, at jeg klarede turen.
Haj var lykkelig over endelig at flyve luksuriøst:
I Indonesien var vi kun på helt korte ture ud i nabolaget. Vi arbejdede bare på hotellet, fik en masse billig roomservice og nød poolen. Vi passede dog vores Pokémon Go. Min mave med ham, der viste sig at være Mikkel, voksede fint, og alt var, som det skulle være, viste en meget kyndig og meget billig ultralydsscanning inden flyveturen hjem.
Roomservicemad med navne, jeg ikke kan huske nu, men som vi kunne på flydende indonesisk, mens vi var der:
Vi nød morgenmadsbuffeten hver morgen:
Udsigten fra vores hotellejlighed over byen og over mod Gunung Ciremai – et bjerg, som jeg længtes over mod, men som ville være uforsvarligt at begive sig op på med Mikkel i maven:
En hestevogn tilhørende hotellet:
Og Thomas, der står og battler foran hotellet:
Turen mellem hotellet og supermarkedet gik ad denne meget smalle, hyggelige vej til små biler og tohjulede køretøjer, bl.a. forbi en kirkegård med nedfaldsblade, mos og skæve gravsten:
Kirkegården:
Musik og festbuffet udenfor ved poolen en lørdag aften:
Haj og japanske Pikachu fik masser af dejlig opmærksomhed fra rengøringspersonalet:
Træning i hotellets gym (med stor mave i forgrunden):
Det indvendige af det flotte hotel:
Thomas skal lige spille, når muligheden viser sig ude i byen:
En gade:
Man kunne bo ved vandet, hvor det, så vidt jeg husker, blæste ret meget. Desuden var vandet ikke klart eller badeindbydende, så vi så bare stedet helt kort en enkelt gang, men smukt ser det ud på billeder:
Haj sov, fordi det var så varmt (og jeg fik vand i fødderne og hænderne for første gang under graviditeten):
Cykeltaxaer er virkelig typisk indonesisk:
Der gik lang tid, før vi turde prøve en, fordi det føltes forkert at lade andre ase og mase i varmen for at køre os rundt. Men vi prøvede det nogle få gange. Her er udsigten fra en cykeltaxa:
Personalet på hotellet var utrolig søde og havde det vist også godt indbyrdes. I hvert fald skulle en af dem under stor latter kastes i poolen en dag:
Rejechips med frugtfarvede kanter:
Livet ved poolen forskellige dage:
Det lykkedes mig at få overtalt Thomas til at tage billeder af min dejlige gravide krop:
Hmm, vandet føltes åbenbart koldt (det husker jeg slet ikke):
Vi var hotellets stamgæster, fordi der vist ikke var mange, der var der hele 3 uger, som vi var, og vi blev opvartet med gratis kage og ved vores afrejse endda et blåt babytæppe med personligt broderi på (som jeg ikke lige har et billede af, men har derhjemme og nok vil gemme altid):
En flot minaret og moské:
Der foregår noget i storcenteret, som jeg ikke kan huske nu her 4-5 år efter:
Sproget er overraskende nemt at læse for en dansker, f.eks. “es krim”, “stroberi”, “vanila”, “cokelat”, “parkir paralel” og “taksi”, og jeg elsker de simple stavemåder (det dejlige ord “dilarang” lærte vi hurtigt betyder “forbudt”):
Jeg lavede fødselsforberedelse (“Smertefri fødsel”) med Mikkel i lejligheden hver dag:
Vi fik ofte pizza i storcenteret:
Trafikprop:
Vi rejste hjem til Danmark den 3.-4. december 2016, så Mikkel kunne blive født hjemme i tryghed.
Typisk japansk 14: te (ufærdig note)
Teceremoni
Kaffe med te i, alkohol med te i, is med tepulver.
Typisk japansk 10: sanitet
Ja, det måtte jo komme: Japanere og toiletter er, som mange nok ved, en historie for sig. Dette toilet slår selv låget op og tænder lyset nede i kummen, når man åbner døren:
Når man rejser sig, går der et passende tidsrum (til at få bukserne lynet), før toilettet automatisk trækker ud, samtidig med at vandet i håndvasken øverst på toilettet begynder at løbe. Det er meget normalt med varme i brættet, forskellige spulingsmuligheder, musikafspilning (“for privacy”) m.m., som alt sammen indstilles på væggen:
Toiletpapiret er helt tyndt, men der er altid rigelige mængder, også på de gratis offentlige toiletter.
Typisk japansk 9: onsen
En onsen er en japansk varm kilde, som der er mange af på de vulkanøer, som udgør Japan. I Tokyo savner man de naturlige onsener så meget, at man mange steder har lavet dem kunstigt, som f.eks. her på vores hotel:
Vores onsen er meget populær blandt hotelgæsterne, så jeg måtte blive til efter lukketid, for at den blev mennesketom og fotograferbar. Vandet er ellers meget varmt, nok 43 grader, så man kan ikke være deri så længe. Desværre er onsener kønsopdelte (og man bader nøgen).
Inden man træder ned i onsenen, vasker man sig siddende i disse båse med duggede spejle:
Typisk japansk 8: paraplystativer, taskekurve og regningsholdere
Ved indgangen til butikker, restauranter og hoteller er der altid mulighed for at stille sin paraply. De avancerede steder kan man låse den, enten med en kode eller med en nøgle som her:
Vi har kun oplevet lidt støvregn, men må vel have været heldige, siden der er disse paraplyfaciliteter.
Når man er kommet ind på restauranten, er der som regel en lille kurv til at stille sin taske i:
Når man så har bestilt mad, bliver regningen sat ned en den lille, cylinderformede regningsholder, der står på alle borde:
Efter endt spisning tager man sedlen med op til skranken, betaler, tager sin paraply og smutter ud i verden igen.
Typisk japansk 7: sushi
Når vi nu ikke kunne komme på den michelinrestaurant, vi gerne ville på, bookede vi plads til frokost på samme hotels sushirestaurant, Sushi Sora. Aftenen inden vores frokostbooking stod vi ved Kudanshita Station og var pludselig blevet sultne. Jeg syntes, det var oplagt at prøve noget tilfældig sushi, så vi havde noget at sammenligne med, når vi skulle på den dyre sushirestaurant dagen efter – eller andre gode undskyldninger.
Efter en del søgen live, via Google og via TripAdvisor lykkedes det os endelig at finde et sted. Sushibutikkerne hænger ikke ligefrem på gadehjørnerne her i Tokyo, som de gør i Aarhus. Eller måske ligger de lige så tæt som i Aarhus, men så har vi bare sværere ved at spotte dem her. Anyway, vi fandt et sted – som vi endte med at forbande efterfølgende.
Menumæssigt fik vi ikke noget valg. Der var kun den nederste mulighed på det A4-ark, tjeneren viste os, og den kostede ca. 320 kr. pr. person. Tja, okay – nu trængte vi bare virkelig til noget mad. Mens vi sad lige så pænt i det stille, intime lokale med kun ét andet besat bord, 3 kokke og et par tjenere, der kunne se vores mindste bevægelser, kunne jeg følge lidt med i, hvad der skete oppe hos kokkene. Til min skræk kom et par små tallerkener med et kæmpestort sneglehus på ned mod os. Kokken havde været så sød at skære sneglen over på midten til os, men det var stadig nogle pænt store mundfulde, som vi måtte tvinge ned efter at have spiddet dem med den medfølgende tandstik.
Derefter fik vi 7 nigiri, 3 små maki og en gunkan med alt for store, tykke stykker fisk på risklumperne af normal størrelse. Fisken var ikke lige af den slags, man har adgang til i Danmark, men var for størstedelens vedkommende helt blød og meget fed – præcis som om nogen havde puttet et ordentligt stykke tandsmør oven på en risklump. Oven på forretssneglen og kombineret med, at vi ikke fik fat i, hvad det var, vi spiste, plus at det ikke er velset at søbe ting ind i soja, var det pænt ubehageligt, og vi skulle koncentrere os meget for ikke at være så meget til stede i oplevelsen, at vi ville kaste op.
Thomas klarede rent faktisk nigirien med søpindsvin, som jeg kapitulerede over for. Måske pga. det ene resterende stykke sad vi, hvad der føltes som en halv times tid, og stirrede nervøst på hinanden (i kompagniskab med den høfligt overvågende tjener) og frygtede, at der ville komme mere mad, og at vi havde brudt hele høflighedskodekset. Men der kom heldigvis ikke mere, og vi slap ud derfra mætte, men meget kvalme og med en ubændig trang til at aflyse morgendagens sushiaftale.
Vi mandede os dog op og trøstede os med de overstrømmende positive anbefalinger, Sushi Sora havde fået. Restauranten ligger på 38. etage og har kun 8 pladser. Der var 4 ledige pladser, da vi spiste der, så byen var en flot kulisse til den minimalistiske japanske restaurant, hvor maden blev tilberedt af 2 kokke lige foran os:
Vuet henne fra vinduerne:
Restauranten set fra vinduerne:
Kokkenes arbejdsplads mellem bonsaitræet, det klukkende vand og skærebrætterne.
Efter et par appetizere (bestående af en syltet bladgrøntsag og en blød minikartoffelagtig grøntsag, der skulle klemmes ud af sin skræl) fik vi serveret én nigiri ad gangen. Kokkene var meget informative og snakkede fint engelsk, så vi fik faktisk fat på, hvad vi spiste. Sushistykkerne havde også en mere passende størrelse, fisken smagte bedre, og der var tilsat andre diskrete smage, som f.eks. lidt revet citrusskal.
For første gang smagte jeg rigtig wasabirod, som koster ca. 2.000 kr. pr. kilo og efter at være blevet revet kun kan holde i ca. 20 minutter.
Vores anden gang sushi var klart bedre end den første, men ikke god nok til, at sushielskeren her skulle nyde mere på denne japantur. Jeg må bare konstatere, at jeg ikke kan lide rigtig sushi, hvor fokus er på friske, lokale fisk i sæson, men kun danskerudgaven med massevis af soja, grøntsager og chilimayo og helst laks, som slet ikke serveres på de fine sushirestauranter her, fordi der aldrig er laks i havet rundt om Japan.
Typisk japansk 6: michelinrestauranter
Tokyo er helt vild michelinmæssigt: 13 restauranter med 3 stjerner, 51 med 2 stjerner og 153 med 1 stjerne. Godt nok er det også en enorm by, men alligevel!
Vi ville gerne have været på Tapas Molecular Bar og prøvet molekylærgastronomi på japansk (især efter vores helt fantastiske besøg på københavnske Alchemist med tomatsfærer og chokoladeregnorme). Restauranten har kun plads til 8 spisende og ligger på 38. sal af Mandarin Oriental Hotel, som for øvrigt også lige har 2 andre michelinrestauranter (Sense og Signature)! Men der var selvfølgelig fuldt booket, til længe efter at vi har forladt Tokyo …
Efter et par overvejelser undrer det os ikke, at Tokyo har så mange michelinrestauranter. Selv på ikkemichelinrestauranterne er serviceniveauet tårnhøjt her i Japan. Japanernes høflighed transformeres til en fantastisk empati, så de ved, lige præcis hvornår de skal henvende sig om hvad, hvad der skal forklares til europæere, og hvornår de skal give én et par minutter mere. Det er sublimt.
Baseball midt i storbyen
Blandt Tokyos mange underholdningsmuligheder er baseballbatting. Man står på en lille bane, der er omkranset af net, og skyder til bolde, der kommer flyvende automatisk imod én:
Thomas blev helt god til det til sidst:
Typisk japansk 5: bamser, spillebutikker, karaoke og anden underholdning
Japanerne er vilde med bamser, især dem, der skal fanges med en klo. Der er butikker med flere etager til det formål mange steder.
Bamser fås i alle tænkelige udformninger (bortset fra en “ren” Pikachu – uden sportstøj, politiuniform eller lignende – som vi ledte forgæves efter):
Der er rigtig mange fleretagers spillebutikker med alverdens typer spilleautomater og et lydniveau, der ikke ville være tilladt i Danmark:
Mange steder er der karaokerum, men man kan også leje et rum for at se DVD’er og slappe af – inkl. mulighed for at tage et bad, vaske tøj, sportsbette m.m.:
Vi er lidt i tvivl om, om det kun er til trætte forretningsmænd, der har langt hjem, eller om rummene evt. bruges sammen 2 og 2 i en times tid, i hvert fald dem, som ligger nær Tokyos red light district, Kabukicho – som for øvrigt er meget diskret, rummer biograf, pandekageboder og andre uskyldige ting og er et helt fint og trygt kvarter, også efter midnat.
Tokyo fra oven
I Tokyo Metropolitan Government Building kan man komme gratis op på 45. etage og se byen fra oven. Stortokyo rummer et sted mellem 37 og 39 mio. indbyggere, men når dog ikke hele vejen til det perfekte vulkanbjerg Fujiyama (Japans højeste bjerg), som kun kan ses i horisonten på helt klare dage, ikke på dage med skyer som denne:
I den anden retning kan man se den park, vi bor lige ved siden af, og IOIO-bygningen (med rødt logo på toppen), som vores hotel er bag ved (ved pilen):
Parken bag vores er Chiyoda-parken, og bag den er et af Tokyos allermest centrummede centrummer, Chuo.
Baby var selvfølgelig med oppe i højden:
Typisk japansk 4: rygning forbudt ude, men tilladt inde
Meget omvendt for os danskere er det forbudt at ryge på gaderne i Tokyo:
Men til gengæld er det tilladt på næsten alle restauranter (uanset om der bare sælges suppe eller ligefrem kobekød), hvor der som en selvfølge står askebægre klar på bordene:
Typisk japansk 3: mennesker på fodgængerfelter
Noget af det, vi forbandt med Tokyo hjemmefra, var en masse lysskilte og en masse mennesker. Da vi skulle planlægge rejsen og satte Google Maps-manden ned på Street View-plan forskellige steder i byen, var det bare overhovedet ikke det syn, der mødte os. Det så meget forstadsagtigt og mennesketomt ud på alle stikprøvestederne.
Vi måtte simpelthen billedgoogle “Tokyo city center” for at finde ud af, hvor lysshowet og menneskene befandt sig. Vi konkluderede Shinjuku og fandt et hotel dér. 4 km længere sydpå ligger Shibuya, som er kendt for sin vilde fodgængerovergang, hvor alle biler i krydset holder for rødt på én gang for at lade fodgængere passere på tværs, eller i hvilken retning de nu vil gå. Her venter alle pænt:
Dette billede viser kun en fjerdedel af de mennesker, der venter. Resten skulle man have en vidvinkel og en zoom for at få med, for feltet strækker sig langt bagud og også fremad helt hen til 109-bygningen i centrum af billedet.
Så er der blevet grønt for fodgængerne:
Det største fodgængerfelt i vores kvarter, Shinjuku, er næsten lige så fyldt:
Og sådan er det højst sandsynligt også en del andre steder i Tokyo, for byen har ikke bare ét centrum, men mange centrummer ved hver af de primære togstationer.
Typisk japansk 2: sidespejle på kølerhjelmen af taxaer
Det ser lidt sjovt og sødt ud, at de fleste taxaer har sidespejlene flyttet næsten helt ned til forlygterne:
På rejse med Pikachu
Vi begyndte at spille Pokémon, da vi var i Champagne i sommer, og må indrømme, at appen stadig er tændt en gang imellem (hmm, kan man nå level 26 og 27 og stadig dække sig ind under “en gang imellem”?).
Lufthavnen i Dubai er ret fin at samle meter og bolde i – når man nu alligevel skal have rørt sig, hvilket jo er obligatorisk imellem to lange flyrejser.
Tokyo er en af verdens største byer, og det kan man godt se på antallet af pokéstops. Her ses området ved Shibuya Station, hvor pokéstoppene står så tæt, at det er svært at trykke på dem:
3 pokéstops oven i hinanden og rigeligt med lure og pokémoner.
Sådan her ser det ud i den virkelige verden samme sted:
Jeg kunne slet ikke få alle spillerne med på billedet, for de stod bag mig, til højre, til venstre, længere fremme og inde i alle kroge langs bygningerne, så de ikke stod i vejen. Her er en decideret pokéallé samme sted flankeret af nydelige, voksne spillere:
Thomas er ham den lyseblå i midten af billedet, der gemmer sig blandt alle jakkesættene i bedste Find Holger-stil.
Fundet!
Typisk japansk 1: meget høflige og nydelige mennesker
Noget af det første, der gik op for os, var, at japanerne er utrolig høflige og nydelige. Halvdelen af alle mænd på gaderne i Tokyo går i jakkesæt (hvilket måske får Thomas’ ellers fine mode med joggingbukser og sports-T-shirts til at blegne lidt).
Allerede i lufthavnen var det underligt ikke at blive tiltalt af nogen, der ville sælge os noget. Selv da vi kom ud til køen med ledige taxaer, måtte vi helt hen til bilerne og selv henvende os for at få kontakt. Det er normalt en god idé at spørge til prisen, inden man hopper i en lufthavnstaxa, så det gjorde vi selvfølgelig, og vi gentog et par gange “What is the price?”, fordi vi ikke umiddelbart fik svar. Men det skyldtes ikke, at chaufføren forsøgte at undvige med henblik på bare at kunne slynge et højt talt ud ved slutdestinationen. Næh, han tog sig bare god tid og skulle lige finde en prisliste frem, så vi kunne se, at det blev 8.200 yen til Tokyo-bydelen Shinjuku, hvor vi skulle bo. Ups, lidt pinligt at være sådan nogle utålmodige, mistroiske turister …
Et nydeligt og meget repræsentativt ungt par går tur i parken.
Siden lufthavnen er vores indtryk kun blevet forstærket. Folk er utrolig hjælpsomme, høflige, smilende og takkende – ikke på den overvældende thaimåde, men snarere på en diskret, velopdragen, respektfuld og rank måde – hmm, “høflig” er nok det allermest rammende ord.
Til Japan
Chile er et uafsluttet kapitel her på bloggen. Jeg mangler alt derfra! Det propper jeg ind senere, når vinterdagene bliver lange og kolde hjemme i Danmark, for nu starter efterårets eventyr.
Egentlig ville vi gerne have været en måned i Japan, men vi havde svært ved at blive helt skudt i landet hjemmefra. Vi ville begge gerne se Japan, bl.a. for at opleve et rigt, højteknologisk asiatisk land og smage deres mad (læs: sushi!). Men da vi begyndte at undersøge, hvor i Japan vi skulle tage hen (fra Hokkaido-øen med skimuligheder i nord, over storbyerne Tokyo og Kyoto samt de engang udbombede Hiroshima og Nagasaki til den varme ø Okinawa i syd), kunne vi ikke finde en logik, der føltes rigtig – ikke mindst fordi prisniveauet er relativt højt (kun lidt billigere end i Danmark), så man skal virkelig ville det.
Valget endte med 9 dage kun i Tokyo, og så må vi komme tilbage, hvis det kalder på mere. Efter 3 dage i Tokyo kan jeg allerede godt forestille mig et gensyn engang.
(Tak til I Forms ruteplanner og Google for kortet).
Hjem fra ørkenen
Her er lidt løse billeder fra hjemturen. Først en solcellepark (stikker ikke så meget op i landskabet!):
Og her er flere af de gådefulde “overskårne” bjerge, som nogle gange så ud til at blive vandet med kæmpe vippevandere, som vi kender dem fra haven en sommerdag:
Et overskåret bjerg helt ud til vejen:
Her kan man se nogle vandslanger:
Måske har det noget med kobber at gøre? Der står “Mantos Copper” på skiltet:
På vej hjem slog vi et smut nordpå for at se en klippeformation i haven kaldet La Portada:
Man skulle lige passe på at gå for tæt ved kanten:
Haj og Thomas som pingviner:
Et sted i ørkenen var der solcellegadelygter:
Et andet sted en sej cyklist:
En vej ind i ørkenen, hvis man skulle have lyst:
En tegning i sandet:
En kæææmpe maskine:
På vej hjem stoppede vi ved Bahia Inglesa, hvor chilenerne syntes, det var varmt nok til at bade (det syntes vi ikke, så vi nøjedes med at spise frokost der):
En lille lufthavn efter Bahia Inglesa:
En landsby ved Stillehavet:
Efterhånden væsentlig tættere på Santiago:
En ellers fuldstændig nedbørsfri tur blev afsluttet med pludselig regn tæt på vores hjem:
Paranal-observatoriet
På hjemturen så vi Paranalobservatoriet:
Her er de skinner, som de små hvide kupler kan flyttes rundt via:
Inden i et af teleskoperne (jeg kan ikke huske hvilket):
Kontrolrummet, hvor Thomas får lov at sidde:
Der var udsigt over til en anden bjergtop – nu uden top, for den var sprængt væk for at gøre plads til et af fremtidens store teleskoper, E-ELT (European Extremely Large Telescope):
Køretur ned til hotellet (kun for astronomer):
Det blev brugt under optagelserne til en James Bond-film, og der ligger stadig en kunstig sten, som Thomas får lov at løfte:
Her er hotellet indeni – så meget, som vi nu måtte se, for der boede jo nogle stakkels/heldige astronomer, for hvem dette er deres hjem i måske et halvt års tid, og for hvem alt i miles omkreds udenfor er ørken:
Også herfra kan den oversavede bjerg ses:
Paranal og parkeringspladsen med en hjemmebygget autocamper, som fragtede en amerikansk familie med 2 børn rundt i hele Amerika:
Her er en video inde fra et af teleskoperne, mens det drejer (hvilket vi åbenbart var meget heldige at få lov at se): video.
Stillehavet mellem Paranal og Chañaral (ufærdig note)
Stillehavet forude efter vores Paranal-besøg:
En ny vejsideseværdighed – en forulykket lastbil:
Massevis af små både:
Vi spiste på denne hyggelige, utrolig lokale restaurant i ministillehavsbyen, hvor vi fik et bjerg af mad hver efter at have prøvet os frem med et par spanske ord (måske mest bare “pescado”):
Vi kørte lidt videre og holdt så ind for at gå ned til havet. Der groede nogle knap så kønne kaktusser:
Og Haj blev rigtig gode venner med Lille Lilla Pinde, som vi desværre efterlod på stranden i Chile:
Vi “snakkede” også med en mand, der boede i en simpel hytte på stranden, bortset fra at vi ingenting forstod overhovedet. Vi undrede os meget over, at man kunne bo så simpelt så tæt på det vilde hav, men det kan selvfølgelig være, at der sjældent kom stormflod her.
Jeg syntes, havet var megaflot, og ville gerne have det med hjem, selvom det var koldt:
Heldigvis fik jeg ham her med hjem:
Her var en grav – jeg kan ikke helt huske, hvad der stod, der var sket, men vistnok noget med en ung mand død i en mine:
Flere steder var der folk, der hyggede sig på stranden som her:
Næste stop var Chañaral igen (som på udturen).
Haj i ørkenen
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Haj eeeelskede ørkenen. Uh, den var så knastør og havde ikke set regn i 200 år – lige noget for en tørhaj. Her poserer hun i sit rette element:
I San Pedro var der et par bobler til Haj på en af restauranterne (det er netop boblerne, altså luften i bobledrikke, Haj nyder allermest – den kilder sådan i gælderne, siger hun):
En aften var vi i boblebad, hvor Haj kiggede med fra kanten:
..
Valle de la Luna
Valle de la Luna (Månedalen) er et kæmpe område med nogle helt særlige landskaber og klippeformationer:
Det er svært at se størrelsesforholdet her, men denne klit er enorm:
Nogle af formationerne og klitterne har deres egne navne, f.eks. disse, som hedder De 3 Mariaer:
Et par sandboardere (klik evt. på billedet for at se det stort), højst sandsynligt uautoriserede – dette ligner ikke et sted, der er godkendt til det:
På vej ud af dalen:
Pukará de Quitor
Pukará de Quitor er et præcolumbiansk arkælogisk sted, som engang var et stenfort. Vi tøffede lidt rundt i området:
Tørmudder, som var vældig glat nogle steder:
Andre steder fuld af salt:
Et kort med vandreruter, som vi så på vej hjem:
Frodighed midt i ørkenen:
Taxa-cykel-tur til oase
Vi tog en taxa ud til en lækker oase cirka 20 kilometer nord for byen:
Plads til at spise medbragt frokost:
En af nedgangene til de mange små, cirka 37 grader varme pools, som var superlækre i den kolde luft (måske 15 grader):
Og så lige nogle nydelsesbilleder:
Hjemturen var dejlig, for vi havde overtalt taxamanden til at tage et par lejede cykler med, så vi kunne trille hjem (bemærk den allestedsnærværende vulkan Licancabur stikke op i baggrunden):
Og så går det ellers nedad mod San Pedro:
Til San Pedro de Atacama
Midt i ørkenen efter Antofagasta lå nogle ruiner kaldet Pampa Unión, en forladt og ubeskyttet/ufredet mineby fra starten af 1900-tallet, så vidt jeg husker, hvor den befolkede mindst 2.000 mennesker, der arbejdede med at udvinde salpeter. Her er billeder derfra fra både ud- og hjemturen:
Træer! Et meget usædvanligt syn:
Næste (lille) by var Sierra Gorda, som heldigvis havde et par is:
Byen var ekstremt lille, men superhyggelig. Vi var der i den vildeste middagshede. Måske var det derfor, der var stort set mennesketomt i centrum (med en legeplads og et lille marked):
Disse røde pickuptrucks var så typisk chilensk i ørkenen:
På vej igen. Her med et tog i vejsiden:
Flere vindmøller:
Og ellers bare en lige vej:
MEGET lige:
Et kig ud ad sideruden, bare fordi:
Ankomsten til San Pedro var såååå fin:
Her ses den fine symmetriske vulkan Licancabur (som jeg havde læst den fascinerende roman “Inkaens fjerde mulighed” om hjemmefra) i baggrunden:
Udsigten til den anden side lidt senere:
Og nu nærmer vi os det karakteristiske flade stykke, hvor byen og de helt unikke landskabsseværdigheder ligger:
San Pedro er en meget speciel by. Sådan her ser et hotel ud (vores hotel, hvor vi boede 3 nætter):
Med pool, som vi dog aldrig var i, da den var for kold til os:
Vores hotelværelse:
Vores private areal uden for hotelværelset:
Her er hovedgaden i San Pedro:
Hovedgaden var i vores ende knap så turistet:
Her er nogle af de mindre gader:
..
Til Antofagasta via rasteplads og Hånden i Ørkenen
Åh, det smukke landskab – jeg kan ikke få nok! Jeg elsker især disse fascinerende farveskift mellem lys og mørk:
Nogle steder var der skrevet noget i ørkensandet i vejkanten. F.eks. står der her “Karen, tu me gustas” – og det står der højst sandsynligt endnu her 2 år efter, for der er ikke meget til at ændre på det (meget få dyr, ingen mennesker, stort set intet nedbør – kun lidt vind):
Man skal sørge for at regne sit benzinforbrug godt efter, for der er langt mellem benzinstationerne i ørkenen. Her er en særlig mindeværdig en, hvor jeg tøffede rundt og tog en masse billeder, mens Thomas snakkede i telefon med Sune:
Vi var ikke ligefrem en normal type kunder i restauranten. Jeg kan huske, jeg var helt nervøs, fordi jeg følte mig så anderledes:
Toilettet var et sted heromme bagved og var det mest uhumske, jeg længe havde set. Der var desværre ikke noget sæbe, og dørene kunne ikke lukkes helt (og da slet ikke låses).
Hvem bor i huset herunder? Måske restaurantindehaveren? Det må det næsten være, for ellers havde hun et par hundrede kilometer til arbejde hver dag …
Lastbiler var stort set de eneste på “parkeringspladsen” – sjovt nok, for det samme gjaldt jo den nord-syd-gående eneste vej, Rute 5, også kendt som Carretera Panamericana (Pan-American Highway på engelsk – som vi også kørte på, da vi var i Panama):
Jeg sneg mig om bag rastepladsen, hvor der ikke rigtig var noget, andet end lidt skrald og helt færdige møbler og biler:
En brugt bil og en vej ud i intetheden:
Efter en portion mad kørte vi videre igen på hovedvejen, hvis sideveje ser således ud:
De fører alle ind til miner (hvad skulle de ellers føre ind til?), men langtfra alle er skiltet, som denne er (“Mina Tropezon”):
Vindmøller i sigte:
Ud over lastbiler kører der også busser på vejen. Her er en ved et busstoppested i ødemarken, hvor en dansker ikke umiddelbart har lyst til at blive sat af – men det passer åbenbart nogle chilenere:
Ud over skrift i sandet var der også nogle gravpladser i vejsiden som her:
Og så var der søde minitornadoer/vinddjævle:
Her er en vinddjævel i forgrunden og et bjerg, der stikker op fra den ellers plane overflade i baggrunden:
Her er en stakkels bil, der ikke kan mere:
Og her er et “overskåret bjerg”, som vi så mange af og undrede os meget over, men vi opdagede senere, at de er menneskeskabte og også forekommer i udgaver med flere lag oven på hinanden. Det må have noget med udgravning af råmaterialer at gøre:
En anden vejsideting var højspændingsmaster, som var ved at blive stillet op (de små ting midt i billedet er et hold arbejdere):
75 km syd på Antofagasta kom vi til Mano del desierto, “Hånden i Ørkenen” – et 11 meter højt kunstværk, hvis parkeringsplads ser således ud med vores bil på:
Heeeelt alene:
Her er hånden:
På vej igen – og endnu en mast, der er ved at blive samlet:
Det var ikke til at være i tvivl, da Antofagasta dukkede op i det fjerne. Midt i ørkenen dukkede industribygninger og skorstensrøg op:
Det var ligesom den indre side af byen. Vi kørte over nogle bjerge …
… og kom så ud til kystdelen af byen:
Her er vores hotel:
Det lå over for disse historiske ruiner, som vi dog aldrig kom ind at se:
Vi var nu efterhånden kommet så langt nordpå, at det gav mening at bade i havet:
Der var i det hele taget en fantastisk stemning i byen:
McDonald’s havde selvfølgelig en særlig isudgave uden for hovedrestauranten – vi er jo i Chile!
Vi tøffede rundt og nød det, indtil solen var ved at gå ned:
Så ville Haj på kasino:
Dagen efter hvilede hun sig, mens vi drak frokostvin på en vinrestaurant:
Vi besøgte et mall, her med en pige i skoleuniform:
Og her en allestedsnærværende pisco sour på en bar i mallet med lækre udendørspladser:
Vi købte noget varmere og mere anstændigt, men billigt tøj til mig i mallet, inden vi begav os hen til denne restaurant for at spise aftensmad:
Vi gik – pænt berusede – hele vejen hjem. Jeg kan huske, jeg havde hikke, og Thomas fik mig til at drikke vand med hovedet nedad, og vi købte et plaster (som vi ikke skulle bruge) af en mand for nogle småpenge. Bagsiden af denne ellers så idylliske by var nemlig en del fattige mennesker fra de nordligere lande, som småtiggede og gik rundt med deres ejendele i indkøbsvogne. Efter 2 overnatninger i Antofagasta kørte vi videre ind i ørkenen mod San Pedro de Atacama (nordøstpå).
Her er Antofagasta-billederne fra hjemturen (kun 1 overnatning på samme (lækre) hotel):
Til Chañaral
Vi kørte fra La Silla-observatoriet til Chañaral og ankom i mørke:
Her er billeder af byen Chañaral dagen efter (20. marts 2016):
Byen var blevet voldsomt oversvømmet vistnok et års tid før vores besøg, så en hovedvej langs midt gennem byen, som vi kunne se på Google Maps, fandtes slet ikke – og der var selvfølgelig heller ikke skyggen af de omkringliggende huse. De skulle være bag klipperne her, hvor der nu bare er fladt sand:
Og her er billeder af Chañaral fra vores hjemtur:
En del huse var faldefærdige, måske kun nødtørftigt restaurerede efter oversvømmelsen:
Og mange butikker var lukkede:
Kig ud over byen:
Byens kirke og vartegn, fyrtårnet:
Kig ud over det oversvømmede areal:
Heroppe fra fyrtårnet kan man tydeligt se, hvor den gamle vej gik – der holder en lastbil for enden af vejstumpen:
Brød og tomatsalsa på en restaurant, hvor vi sad længe og bestilte den ene øl og lille flaske rødvin efter den anden:
La Silla-observatoriet
Køreturen op til La Silla var lang og fascinerende. Det er sjældent, man kan se sit mål i så god tid:
Så kom vi indenfor i New Technology Telescope (NTT), hvor vi fik så mange spændende ting at vide, som jeg labbede i mig og nedskrev nogle af bagefter i noteform for at kunne gengive dem her, men det bliver desværre ikke til noget denne gang – vi må tilbage og høre det hele igen. NTT indenfor med en sød og god guide:
Udenfor igen:
Inden i det 3,6-meters ESO-teleskop:
Nørdegrafitti:
Her er for øvrigt lige et googlekort, der viser, at La Silla ikke er det eneste observatorium i nærheden!
Til La Silla-observatoriet
Diset kørsel:
Her er en isbil, som vi kørte bag rigtig længe (ja, det er den slags, man har at gå op i i den chilenske ørken!):
Afkørslen til La Silla-observatoriet syner ikke af meget, så man skal holde godt øje i den monotone ørken:
Vi drejede fra og kørte videre:
Et lidt ensomt toilet:
Vi kørte videre, og nu kan La Silla-observatoriet tydeligt skimtes på toppen af bjerget over Haj (hvis man klikker på billedet og ser det i stor størrelse):
Den lange køretur fortsættes i næste indlæg om observatoriet.
Til La Serena
Så er der gået ørken i den:
Tænk at bo i denne landsby!:
Ankomst til Coquimbo (den sydlige af de to sammenhængende byer Coquimbo og La Serena), med det markante 83 meter høje, hvide kors Cruz del Tercer Milenio øverst på bakken i venstre side:
Aften i La Serena:
Første overnatning var i La Serena.
Ørkenkøretur
I påsken tog vi på en lille køretur – “lille”, for i Chile kommer man ikke særlig langt med f.eks. 4.000 km, som vores tur var på tur-retur. Her kan man se, hvor lidt af det langstrakte land vores tur berørte:
(Tak til Google Maps for lån af kort).
Zoomet ind:
(Tak til Google Maps for lån af kort).
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget fascineret af det chilenske landskab og af observatorier, så jeg sparer ikke på billederne fra turen og deler den derfor op i bidder i de næste blogindlæg.
Typisk chilensk 5: pisco
Brændevinen pisco, der bliver produceret i Chile og Peru, er umulig at komme uden om i Chile. Her en piscosmagning på Bocanariz:
Og her er Thomas, der danser på gaden en times tid senere:
Det var strengt forbudt at drikke på gaden. Man ville så blive taget med på detentionen for at overnatte dér og betale en klækkelig bøde, så vidt jeg husker. Men man måtte hjertens gerne være fuld inde på restauranterne – og højst sandsynligt også på gaderne, når man dansede så charmerende som Thomas. 🙂
Vinmark midt inde i byen
Santiago ligger i Maipo Valley, og i den sydlige del af byen ligger vinproducenten Cousiño Macul, ja, simpelthen inde i byen, millionbyen, hovedstaden! Vi spurgte til forurening fra byen, men guiderne sagde selvfølgelig, at det ikke påvirkede druerne overhovedet. Vi fik en guidet cykeltur rundt i markerne. Arealet er stadig stort, men vistnok kun en tiendedel af, hvad det var engang, så vidt jeg husker. Det var simpelthen så idyllisk og smukt, og de modne druer smagte godt – ingen forurening at spore for den utrænede mund i hvert fald. Her er billeder fra stedet – bemærk højhusene i baggrunden:
Smog
Vi ankom til Chile i starten af februar (31. januar helt præcist), hvor vejret var perfekt, og alt var lækkert og idyllisk – skøn chilensk sommer i Santiago. Chilenerne havde sommerferie (Diana fortalte, at de fleste har meget lang sommerferie i Chile, vistnok hele januar og hele februar), hvilket vi ikke vidste, da vi kom. Men det opdagede vi i marts, da sommerferien var slut, og himlen pludselig var anderledes:
Kameraet snyder lidt, for der var slet ikke så mørkt på gaden, som det ser ud til, men himlen med solen på er til gengæld rigtigt gengivet. Der gik nogle dage med lidt undren, før vi blev bevidste om, hvad der var ændret, ud over synligt flere biler i gaderne – det var jo de rødlige skyer! Diana grinte lidt af os og sagde: “Nåh? Har I slet ikke oplevet smoggen før? Det er ellers reglen snarere end undtagelsen, at himlen er helt dækket af “skyer” på skyfrie dage, og sigtbarheden er ringe. Vi kalder det “Santiago i HD” på de sjældne dage, hvor smoggen er væk, typisk lige efter en god natlig regnskylle, og på de dage tager folk billeder af byen og lægger dem op på Facebook med tekster a la ‘Wow, jeg elsker Santiago i HD!’.”
Vi er glade for, at vores første måned var med Santiago i HD, for det er sådan, vi husker byen nu her bagefter, og det var faktisk en stor gene med al den smog. Det var lidt ulækkert, og vi sørgede hyppigere for at holde vinduerne lukkede, hvilket er ærgerligt, når vejret er så godt. Jeg ved ikke, om det hjælper på indeklimaet at lukke vinduerne, men det føltes i hvert fald mærkeligt at have åbne vinduer, når vi vidste, vi burde kunne se de fjerne bjerge, men ikke kunne. Vi vil huske at besøge Santiago i chilenernes sommerferie, når vi engang (forhåbentlig snart!) får mulighed for at komme tilbage til den ellers helt fantastiske by.
Typisk chilensk 4: is (ufærdig note)
Nu var vi selvfølgelig i Chile om sommeren (chilensk sommer falder sammen med dansk vinter), men alligevel … Det er ikke nogen hemmelighed, at chilenere er glade for is. F.eks. findes der en McDonald’s’er, der kun sælger is, her nede i metroen:
Haj kigger længselsfuldt efter denne isbil midt ude i ørkenen:
Typisk chilensk 3: mote con huesillos
Chilenerne eeeelsker sommerdrikken mote con huesillos. Det smager lidt specielt for danskere, nærmest af meget sød kanelsmagende iste med opblødte hvedekerner og fersken. Vi kunne simpelthen ikke få hele dette bæger ned, selvom det ellers var den lille størrelse:
Højen San Cristobal
Der er flere høje/knolde/bakker midt i Santiago, bl.a. San Cristobal, som fungerer som park til at slappe af i, motionere i (løbe eller cykle), lufte sin hund i, gå og snakke i eller som undskyldning til at få en is eller allerhelst en ‘mote con huesillos’ (en typisk chilensk drik). Engang kunne man også svømme i den udendørs pool, men den er groet til nu. Man kan gå derop fra flere sider, men også tage et lille tog op fra midtbyen via en meget stejl kabelrute. Øverst på toppen ligger en kirke.
På toppen troner Jomfru Maria:
Kabelbanen, som vi tog ned:
Her er San Cristobal-højen set nedefra, omme fra den anden side end vores:
Mad (ufærdig note)
Chilenazo:
Mad fra den restaurant, der lå nr. 1 i TripAdvisor, da vi var der, og hvor Haj mødte Store Gris og fik Lille Gris med hjem som ven:
Endnu en tur på samme restaurant – med ægte chilensk druesaft og lækker mad (bl.a. hest):
Mad fra Bocanariz, hvor vi var mange gange (uhmmmm, det var god mad!) – og et billede af deres vinkælder:
Typisk chilensk 2: observatorier (ufærdig note)
Cirka en times kørsel fra Santiago ligger et observatorium, hvis præsentationsrum så således ud:
Bygninger i Santiago (ufærdig note)
Santiago huser mere end 7 af Chiles 17 mio. indbyggere og rummer mange fascinerende bygninger:
Højhuset over alle højhuse er Costanera, som her prøver at gemme sig bag et af de små højhuse:
Costanera er 322 meter højt og den højeste bygning i Latinamerika og den næstehøjeste på hele den sydlige halvkugle:
Vi var oppe i Costanera:
Her ses det, hvordan byen fortsætter omme på den anden side af højen Cerro San Cristobal:
En grafittimaler ved højlys dag:
Køretur til Valparaíso
På vores første køretur i Chile skulle vi først ud af Santiago via motorvejen:
Her skal man dreje af, hvis man skal besøge Petersen (hvem han end er!):
Her er det smukke, tørre landskab lige uden for byen:
Frodighed og de første vinmarker:
Vi stoppede hos en vinproducent på vejen, hvor der var utrolig smukt, og Thomas fik en god smagning:
Senere ankom vi til kystbyen Valparaíso, som er den vildeste hippieby, hvor der er et konstant mylder af unge backpackere fra andre lande. Der er grafitti allevegne:
Her er trappen op til vores hostel:
Overalt i byen er der evakueringsskilte, så man ved, hvilken vej man skal løbe, hvis en tsunami er på vej:
Mange huse er ret forfaldne:
Kun bymidten er shiny:
Vi var til en frysende kold vinsmagning i skyggen oppe på en bakkeknold, hvorfra der var en god udsigt ud over havnen og resten af byen:
Området omkring os: Parque Araucano og mallet Parque Arauco (ufærdig note)
Hygge i Parque Araucano:
Flere billeder fra parken:
Gaden mellem supermarkedet Tottus og mallet Parque Arauco:
Vi var ret ofte i biografen og så bl.a. den danske film ‘Krigen’:
Haj i biffen (på sin egen platform):
Vi blev overraskede over, at Chile på flere områder var langt fremme med det, vi ellers opfattede som moderne vestlige idéer: teknologisk og iværksætteri . Diana havde f.eks. modtaget, hvad jeg husker som 120.000 kr. fra staten til sin spirende virksomhed, Social Buyers (som går ud på, at hjælpe hinanden, altså fremmede mennesker, med at hente ting i f.eks. USA i bedste moderne deleøkonomiske stil). I mallet, hvor biografen lå, fandtes denne opladningsstation til mobiltelefoner og en økoskraldespand:
Restaurantshygge i mallet:
Gaderne i Las Condes blev vasket med sæbe sidst på aftenen – meget luksuriøst:
Forskellige bybilleder (ufærdig note)
Her kommer en omgang blandede billeder fra rundtom i byen. Her er først området omkring metrostationen med det fantastiske navn Tobalaba (udtales ‘Tovalava, med tryk på første stavelse):
Et kæmpe chilensk flag ved præsidentpaladset La Moneda, hvor præsident Allende i 1973 højst sandsynligt begik selvmord til lyden og rystelserne fra flybombardement, lige inden paladset blev indtaget af militæret efter befaling fra kuplederen Pinochet (paladset er ikke med på billedet):
Parque Bicentenario – en aflang park langs floden, med liggestole og issalg og efter sigende mange chileneres favoritpark. Vi foretrak klart vores lokale park, Parque Araucano, men besøgte Parque Bicentenario en enkelt gang:
Her er nogle billeder fra omme på den anden side af San Cristobal-højen, hvor der er en minihøj med en form for camp på (vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad det var), et lidt fattigere kvarter og en kæmpe kirkegård:
Typisk chilensk 2: citroner en masse!
I Danmark får man en citronbåd til sin fiskefilet. I Chile får man 3 halve citroner til sin salat (og ja, man maser AL saften ud over sin salat!):
Chilenerne eeeeeelsker citron. Billedet er fra restauranten Chilenazo.
Parque O’Higgins, floden Mapocho og sindssyge mængder regn
Parque O’Higgins er en kæmpe park med alle mulige aktiviteter (tivoli, madboder, legeplads m.m.). Vi besøgte parken helt i starten og regnede bestemt med, at vi ville komme tilbage mange gange, men det skete aldrig.
Tivoliet var desværre lige ved at lukke, da vi var der første gang, og anden gang havde der været så meget regn de foregående dage, at det var lukket. Her er den normale vandstand i floden Mapocho, der løber gennem Santiago, og som ved regnmængderne gik voldsomt over sine bredder, hvorved hele beboelsesområder mistede deres drikkevand nogle dage i april måned:
Her er floden (et andet sted) uden særlig meget vand:
Typisk chilensk 1: mormorvogn
Thomas opdagede hurtigt den første typisk chilensk-ting: mormorvogne. De var utrolig populære i alle aldersklasser – og jo egentlig også vældig smarte til at transportere varer hjem i. Her et lyserødt eksemplar:
..
Vores lejlighed i 3 måneder (ufærdig note)
Sådan så stuen i vores lejlighed på 22. etage, hvor vi boede i 3 måneder, ud, inden vi flyttede ind:
Her kan man se den lækre udsigt gennem vinduerne:
Og her er udsigten fra altanen:
Kiggede vi ned fra altanen, så vi denne byggegrund, hvor en ny høj bygning magen til skulle opføres:
Byggegrunden et par måneder senere:
Her er altanen, hvor jeg i starten sad og arbejdede om morgenen, inden solen var stået op (de danske kunder stod op før den chilenske sol). Men det blev for koldt og faktisk også for beskidt at sidde derude, så jeg måtte modstræbende flytte indenfor.
Jeg blev aldrig træt af udsigten fra altanen og tog konstant billeder derfra gennem alle 3 måneder. Her kommer et lille udpluk af dem:
Udsigten fra altanen, da den første efterårssne pludselig var faldet på bjergtoppene den 5. april 2016:
..
Udsigten fra toppen af vores bygning var heller ikke til at stå for:
..
Der var pool både på toppen af bygningen (ret kold!) og indenfor nede i stueetagen:
Vores lejlighed, efter at vi havde omarrangeret lidt:
Lejlighedsjagt i centrum og i Las Condes
Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi enten ville bo i centrum (lidt crowdet, alt lige om hjørnet, lidt snusket, ikke så meget overblik) eller i kvarteret Las Condes (erhverv, moderne, brede fortove, lidt mennesketomt til tider). Vi så en enkelt lejlighed i centrum, som vi overvejede, men fravalgte. Til gengæld spurgte vi ejerne, kæresterne Benjamin og Diana, om vi ikke måtte invitere dem ud at spise, for de var virkelig søde. De gik fra hinanden, men vi sås nogle gange med Diana og har også skrevet med hende siden. Hun er bare så sød og forklarede mig bl.a. om de utrolig mange trin, der er fra interesse i hinanden til at blive gift i Chile. Jeg kan ikke huske alle trinene nu, men først ses man bare, og det forventes, at man også ser andre. Et par trin senere kan man spørge, om den ene spørge den anden: “Skal vi pololo?” Hvis man er hinandens pololo/polola (hankøn/hunkøn), så er man det, vi kalder kærester. Begrebet er særligt chilensk – og betyder noget helt andet i Argentina, nemlig ‘knalde’. Her er Diana i hendes udlejningsejendom:
Her er billeder af centrum set fra Santa Lucia-højen (et turistet sted, hvor jeg vistnok blev narret – jeg valgte at støtte et eller andet undervisningsprojekt, som en mand stoppede os og bad om penge til, men set i bakspejlet var han vist ikke ligefrem den studerende type, og hans flyer var måske ikke helt ægte):
I centrum var der en billig indkøbsmulighed i form af en kæmpe marked:
Den slags charme var der på ingen måde i det velordnede Las Condes. Her er billeder fra vores første gåtur i Las Condes:
På vores gåtur kom vi forbi Parque Arauco, som vi senere skulle komme til at kende så godt, fordi vi endte med at bo meget tæt på:
Her er vores lokale mall, hvor vi endte med at opholde os rigtig meget (biograf, restauranter, sportsbutikker, supermarked m.m.):
Mallet var meget moderne, bl.a. med sundhed i form af en salatautomat (som dog krævede et chilensk kreditkort) og små aflåselige skabe til opladning af mobiltelefoner.
I vores kvarter var der brede veje og god udsigt mellem tingene. Jeg var bl.a. meget fascineret af, at man altid kunne se bjerge:
Og her er militærskolen, hvis arealer vi gik forbi, når vi gik den 5-6 kilometer lange tur fra vores hjem ind til centrum:
Første lejlighed
Vores første lejlighed:
… hvor vi fik besøg af en listetyv, på trods af at der var port med lås ind til en gård. Jeg sad i soveværelset og arbejdede og hørte godt “Thomas” komme hjem. Jeg sagde ikke “Hej”, da han ikke umiddelbart sagde noget, så det kunne være, han snakkede i telefon med en kunde – i den lyttende fase. Kort efter gik han ud, og jeg tænkte ikke videre over det. Han havde vel glemt noget. Nogle minutter efter kom han tilbage og undrede sig lidt over, at døren stod åben, så efter noget tid faldt vi i snak om det og fandt ud af, at det ikke var ham, der havde været forbi, men en listetyv, som havde snuppet et bundt dollar- og et bundt pesosedler, som lå på stuebordet (cirka 10.000 kr.!). Han havde så smidt en bluse og nogle breve (som han havde snuppet nede i en af de andre lejligheder for at ligne et postbud) og var smuttet ned i gården, hvor Thomas havde lukket ham ud ad porten, idet han gik ind. Thomas undrede sig godt nok, men når manden var inde, måtte han jo selvfølgelig også have lov til at komme ud. Vi anmeldte det til politiet, og manden figurerede på en overvågningsvideo, men han blev aldrig fundet.
Chile 2 år og en baby efter
Det er svært at skrive blog om vores oplevelser i Chile for 2 år siden, men det var så fantastisk en tur, at jeg bliver nødt til at få samlet op, startende her i februar 2018. Jeg troede, jeg havde travlt dengang i 2016 og ikke havde tid til at skrive blog, men siden fandt jeg ud af, hvad travlt var (at have et spædbarn, flytte 4 gange i løbet af det første år og passe to virksomheder og et parforhold). Det er ikke, fordi der er meget luft nu, men billederne skal ud og nydes, så nu prøver jeg – igen. Datoerne tilbageføres til april 2016, for at rækkefølgen bliver rigtig her i bloggen, men alle indlæg skrives i 2018. Indlæggene bliver måske lidt interne, og teksterne kortfattede, men vi vil heldigvis sikkert altid selv kunne huske, hvad billederne fortæller. Ikke mindst vil vi nok altid huske, at de allerførste af Mikkels celler var med os på flyrejsen hjem fra Chile – vi var 2 på udturen og 3 på vej hjem.
Chile – aquí vamos
I dagene den 29.-31. januar 2016 var jeg ude på mit livs længste flyvetur på i alt ca. 23.000 km (sammen med Tora og Anne til København, hvorfra Thomas tog over):
(Tak til I Forms ruteplanner og Google for kortet).
Vi skulle egentlig have været over Madrid, men en forsinkelse på kun 10 minutter fra København til London gjorde, at vi ikke kunne nå næste fly (sådan lærte vi, at man ikke skal vælge rejser med skiftetider på under 1½ time). Vi blev ombooket, hyggede os i en lounge i São Paulo i Brasilien og kom et halv døgn senere frem til Chiles hovedstad, Santiago.
Jeg var solgt med det samme efter at være steget ind i en taxa i lufthavnen. De bjerge! Herunder er et af de første billeder, jeg tog af bjergene. Det er taget helt inde i centrum af Santiago, og jeg var fascineret af, at man så tit mellem bygningerne kunne skimte bjergene, der ligger i en ring hele vejen rundt om byen (og også titter op inde midt i byen, faktisk). Så snart jeg så et bjerg, sagde jeg “Årh, se lige!” og knipsede løs.
Dengang kunne jeg jo ikke vide, at vi i løbet af de næste 3 måneder ville se langt vildere og flottere bjerge og køre, cykle og gå rundt på dem – eller at der på vores sidste dage her i Chile ville falde sne på bjergtoppene, så vi ville slutte med denne flotte udsigt fra vores altan:
Imellem de 2 bjergbilleder gemmer sig et hav af oplevelser, som jeg desværre ikke har nået at beskrive i realtid, for vi flyver hjem i morgen, men bedre sent end aldrig. Aquí vamos!
Sri Lanka og ski
Den 15. januar 2016 fløj jeg til Sri Lanka sammen med Anne og Tora, altså til den lille fodbold syd for Indien med et areal halvanden gang så stort som Danmarks, men med hele 20 mio. indbyggere:
(Tak til I Forms ruteplanner).
Sri Lanka har 8 UNESCO-verdensarvsteder; til sammenligning har Danmark 7, og Tyskland 40, men Sri Lankas er altså seriøst seje.
Vores rejse bestod af en rundtur med stop i Negombo, Anuradhapura (et navn, der kræver lidt øvelse at udtale), Dambulla og Kandy:
(Tak til I Forms ruteplanner).
Det var en fantastisk tur til et fantastisk land, og jeg får slet ikke det hele med her, men here we go:
Jeg forelskede mig hovedkulds i Sri Lanka, da jeg en aften sad og tjekkede de billigste flybilletter til destinationer uden for Europa og dumpede Google Maps-manden ned på Street View-plan for at få et smugkig. Jeg ramte ned midt på øen, i Anuradhapura – stupaernes by. De så alt for seje ud, de stupaer, og det var de også i virkeligheden. For dem, der ikke lige ved, hvad en stupa er, så er det sådan nogle som den hvide her:
Husk at smide skoene 10-15 meter inden.
Her er den samme stupa i solnedgangens skær:
Stupaer er tit så store, at de ikke rigtig kan være på billeder (bemærk Tora og Anne nede i højre hjørne, som går og tænker “Av, av, av, er vi ikke snart nået hele vejen rundt om den fucking stupa?!”, for fliserne bliver meget varme i solen, og man må altså ikke have sko på):
De fleste stupaer er ældgamle, ca. 2.000 år, og det har krævet lidt arbejde at afdække dem, som dette skilt med før- og efterbilleder viser:
Næsten uanset hvor man kigger hen i Anuradhapura, stikker en stupa eller to op i horisonten:
Ud over de utrolig mange utrolig store stupaer, ruiner m.m. i det hellige område i Anuradhapura (ca. 40 stk.) er der masser af andre religiøse steder at se i Sri Lanka, f.eks. huletemplet i Dambulla. Her har man simpelthen valgt at lave en stor sandwich af klippe med et tempel som fyld:
Indeni er der ministupaer og et væld af buddhaer:
Sigiriya nær Dambulla er en knap 200 meter høj, kæmpestor klippeblok, der troner lodret op af landskabet – og her henligger i en mystisk tåge:
Man kan komme hele vejen op på toppen ad en masse trapper:
Over halvvejs oppe når man til nogle berømte løvefødder:
Og så fortsætter turen ellers opad ad meget stejle metaltrapper, som man bare håber, sidder ordentligt fast i klippen. Øverst på toppen er der nogle fortryllende ruiner af et palads fra 500-tallet:
Turen nedad var den samme som opad og ikke mindre nervepirrende:
I nærheden af klippen var der et træskærerværksted, hvor vi så, hvordan de blandede farver, og fik lov at hakke lidt i en kommende elefant:
Vi nøjedes ikke bare med at se de hellige steder, men kom også lidt ufrivilligt til at deltage i hellighederne. Jeg var en dag på cykeltur rundt i området og stoppede ved den nok 15 meter høje buddha under taget her:
Stedet viste sig at være en tempelskole, hvor der boede munke. Jeg forvildede mig om på parkeringspladsen bag den store buddha og stod og fotograferede nogle aber på taget af nogle bygninger …
… da nogen råbte til mig fra en altan. De vinkede mig op til sig, og pludselig stod jeg dér blandt 8 orangeklædte teenagemunke, der læste hellige tekster på 6. år – og måske kedede sig en anelse. De syntes i hvert fald, jeg var lidt sjov at snakke med, så godt som det nu kunne lade sig gøre på engelsk. Dagen efter vendte jeg tilbage med Tora og Anne, ikke mindst for at (gen)se selveste himlen:
Der var lås på himlen, men heldigvis kom en mand og låste os ind og viste os det indre af himlen. Det er lidt svært at forklare, hvad det indre af himlen er – men vi fik en meget lang forklaring! Efter de mange minutters enetale om de forskellige versioner af Buddha, og hvad der nu lige skete i hans liv, blev vi belønnet med et kig ind i det allerinderste … som er et lysshow, som jeg har prøvet at tage et billede af her (den hylende lyd, der næsten smadrede vores ører imens, er desværre ikke kommet med):
Selv efter at have set himlen godt og grundigt fik vi ikke lov til at gå, men skulle lige se et helligt træ – og velsignes hver især. Det foregik, ved at den hvidhårede mand plukkede et blad af træet og holdt det mod vores pande, mens han sagde en masse for os uforståelige ord:
Efter at være blevet velsignet alle 3 gik vi videre rundt om træet, og så var der noget med noget røgelse og noget røg foran vores ansigter og en hånd på vores skulder og … Pointen er, at efter ceremonien var den hvidhårede mand vores far, og vi 3 var søstre. Vi måtte langt om længe forlade stedet, nu med et armbånd på, som vores far havde lavet til os af hvid snor viklet nogle gange rundt og lukket med et mystisk antal knuder og hellige ord. Pyha!
Emneskift: Der levede en del aber på de hellige steder:
Og Tora og Anne tog til nationalparken Wilpattu, hvor de bl.a. så bøfler, skildpadder og en masse farvestrålende fugle. Desværre så vi ingen vilde elefanter – dem må vi komme tilbage efter en dag. Men vi så vilde påfugle! Der var også en del søde vilde hunde. Især den her var kær og fortjener sin egen lille billedserie, når vi nu ikke kunne tage den med hjem:
På turen var vi så “heldige” at se et srilankansk bryllup. Altså vi troede, vi var heldige, indtil det gik op for os, at srilankanerne er meget glade for at gifte sig. Det var vist helt inden for alle statistikker, at der var bryllup på 2 ud af de 4 hoteller, vi boede på. Bryllupsdansere:
Her får gommen en tår vand som en del af ceremonien:
En klar “typisk srilankansk”-ting er peber. Der skal peber på alting, f.eks. på ananasstykker (som thaierne i stedet putter chilisukker på – hver sin smag!), og det udmønter sig helt konkret i en (for os) ombytning af salt- og peberdåserne:
En anden typisk srilankansk-ting er deres påklædning, saronger til mænd, sarier til kvinder, orange klæder til munke og hvidt tøj til skolebørn og på hellige steder:
Et par mænd i saronger og skolebørn i hvidt tøj.
En smuk kvinde i sari (bemærk den bare mave og ryg).
3 munke med paraplyer.
Te! Te er så typisk srilankansk – og en medvirkende årsag til, at vi tog til Sri Lanka. Ifølge Wikipedia er landet den fjerdestørste producent af te og den næststørste eksportør. Teproduktionen beskæftiger direkte og indirekte over 1 mio. srilankanere! Desværre var det ikke så nemt at komme rundt og se teplantager, i hvert fald ikke uden egen bil og lidt flere dage at gøre godt med. Men vi fik da set nogle tebuske og et temuseum og købt noget te med hjem:
Tebuske ser ikke ud af meget.
På temuseum.
Srilankanerne brygger teen, så jeg nærmest ikke kan drikke den. Den er lige så sort som kaffe, så det er strengt nødvendigt med sedler, der siger “Coffee” og “Tea”, ved morgenbuffeten:
Typisk for Sri Lanka er også, at man spiser med fingrene (man kan dog sagtens få gaffel og ske på restauranter). Her er vores chauffører mellem Dambulla og Kandy godt i gang med alle fingre på højre hånd:
Noget andet typisk er palmer. Der står nogle palmer på den franske riviera og også i Thailand, men det er ingenting i forhold til i Sri Lanka. Øen er så vanvittig grøn og frodig, at man bliver helt glad bare af det, selv på en regnvåd køretur:
Nå ja, og noget andet typisk srilankansk er deres hilsen, som er meget sjov, hvis man kender thaiernes, for i Sri Lanka skal albuerne altså lige lidt højere op. Op til vandret med dem og så “Ayubuvan”:
Bemærk de søde singalesiske bogstaver øverst i billedet.
Flere nuttede singalesiske bogstaver:
Mange lande har sikkert tradition for at udfylde midten i en rundkørsel med et eller andet. Der skal ligesom være noget at køre rundt om. I Sri Lanka er det ure (tidszonen er for øvrigt 3½ time foran vores – ja, ½!):
Hvide hejrer har vi tit set både i Thailand og i Panama (gerne én hejre i selskab med én ko), men i Sri Lanka var der mange:
Trafikken: Man kører i venstre side, og man kommer kun langsomt rundt i landet, fordi der hele tiden er andre køretøjer, cyklister, tuktukker eller gående på tværs – eller måske en elefant. Dem skal man åbenbart seriøst passe på ikke at køre ind i på visse strækninger om morgenen, hvor de krydser vejen. Vildt! Srilankanerne kører meget fleksibelt, og antallet af baner varierer ret uafhængigt af striberne på vejen – man laver det antal baner, der nu engang er brug for:
I Kandy har man som fodgænger også mulighed for at gå over på tværs af krydset:
Religion: Det er ret interessant, for Sri Lanka rummer mange forskellige religioner, og efter hvad vi lige kunne forstå på en af vores chauffører, så går det superfint. Vi stoppede kortvarigt i byen Puttalam (som for øvrigt havde en del havvindmøller – velkommen til den jyske vestkyst midt i det hele), og dén by og en anden, vi kom igennem senere på vej mod Kandy, er stort set helt muslimske. Kvinderne går med tørklæde, og der sælges arabisk mad i boderne. Moskéer, kirker og templer findes vist side om side alle steder i landet.
Vi holder pause i Puttalam.
Vi kørte med både muslimske chauffører (bl.a. Mohamed Kaleel, som vi blev ved med tilfældigt at møde på gaden i Anuradhapura og få en obligatorisk daglig snak med) og kristne. Jesus never fails!
Borgerkrigen (åh, jeg bliver aldrig færdig med at beskrive Sri Lanka i kun ét blogindlæg!): Efter en mangeårig, blodig kamp mellem tamiler (der gerne ville have deres eget land i det nordlige Sri Lanka) og singalesere (der mente, at tamilerne tværtimod skulle skrubbe til Indien) blev der fred i landet så sent som i 2009. Jeg kan virkelig anbefale at læse romanen “De tusind spejles ø” af Nayomi Munaweera. Den giver et fantastisk indblik i historien og i, hvordan to grupper kan blive dybt uenige på baggrund af, hvad der synes som små kulturelle forskelle og nuancer i hudfarve. (Kan læses gratis på eReolen).
Nå, hvordan boede vi så? Det mangler lige. Vi boede på fire forskellige hoteller, og de var vitterlig meget forskellige og illustrerer bare lidt af den diversitet, Sri Lanka rummer. Negombo antyder Sri Lankas daseferiepotentiale (som skulle være meget bedre på sydkysten):
Hotellet i Kandy var det mest spektakulære. Her er vores værelse, hvor selv skraldespanden var af “guld”:
Hallen med den flere meter høje lysekrone og butlerne (heriblandt den statelige “Obama”).
Overalt på hotellet var der gulvtæpper så bløde, at det føltes, som om ens fødder helt forsvandt ned i dem, og meget pyntesyge møbler:
Her er guldversionen med Anne:
Maden på hotellet var et kapitel for sig, ikke mindst desserterne – kun cirka en tredjedel af dessertudvalget fra den daglige buffet er med på billedet her:
Personalet havde vi relativt meget at gøre med (ikke mindst “Alfen”), fordi hotellet satte en ære i hele tiden at spørge en, hvordan man havde det. Her ses managerne og køkkenteamet, som har vundet en konkurrence:
Hotellet lå på en bakketop og tronede over hele byen:
Man kunne sidde på toppen i de snirklede møbler og nyde solnedgangen …
… eller hoppe i poolen, som desværre var lidt kølig:
Sikke meget man kan opleve på 14 dage, og så har jeg slet ikke fået det hele med her, men mangler pælehusene og pæleparkeringspladserne (som er bygget på mange meter høje pæle på bjergsiderne), snavehaven (hvor vi kun med nød og næppe fik lov at gå ind, fordi den var beregnet til par, der skulle kysse på bænkene), vores yndlingsrestaurant Casserole i Anuradhapura, vores cykeltur rundt i tempelområdet på 3 udslidte herrecykler (som fik alle til at kaste (be)undrende blikke i vores retning), unge Sajith, der storsmilende aldrig ville lade os spise i fred, mit farvel til Schrödingers kat, larven i maden på Kandy-hotellet, den lokale spiritus arrac, mit flip, da personalet snuppede mine løbesko, fordi hotelgangen skulle se pæn ud, Toras ædelstensindkøb, vores allesammens kjoleindkøb, vores hyggelige ventetider i lufthavne med sushi, burgere og massage, mit pinlige kosher-eksperiment i flyet og de 2 glas flyrødvin (når man kun bestilte ét), Annes evige trrrrrruss-snak, de lidt for tæt dansende, fulde mænd, der havde den fedeste fest helt uden kvinder til en konference på vores hotel, samt ikke mindst vores oplevelser i spice garden med ayurvedamanden, der snød os godt og grundigt og med moralsk tvang fik os til at købe mirakelprodukter til overpriser … Ej, han skal altså lige med:
Øhm, og så mangler jeg også lige den famøse telefonopringning fra lobbyen på Kandy-hotellet: Der var blevet klaget over, at vi larmede. At vi larmede? spurgte Anne kækt. Ja, altså hun vidste godt, hvem de mente, for vi var nemlig også blevet generet af det højtopskruede TV, der kørte inde hos naboen. I’m sorry, svarede receptionisten, men det var altså specifikt en klage over vores værelsesnummer, hvorfra der kom meget højlydte grin. Øh ja, altså, vi hygger os lige. Larmer det så meget?! Ups.
Samme dag som jeg tog til Sri Lanka, kørte Thomas afsted i Hjulie ned mod Frankrigs skiområder sammen med 3 venner. Her er han på vej hjem igen (med 109 km/t. et sted i Tyskland) – set fra min position i Sri Lanka (den blå klat):
Vi mødtes i Københavns Lufthavn den 30. januar for at starte vores nye eventyr i Chile.
Schrödingers kat og hjem til Danmark
I Vietnam brugte vi noget tid på at tøffe rundt i dette dejlige kvarter (sammen med det, der viste sig at være en af Schrödingers katte):
Søndag den 20. december var vi hjemme i Danmark igen om formiddagen og havde den udsøgte fornøjelse at hente Hjulie allerede 2 timer senere – og for første gang i 4 år at fejre jul i Danmark.
Ordensregler (ufærdig note)
Man må ikke drikke på gaden. Hvad der sker, når man har benyttet sig af en af chilenernes mange vinbarer og drukket en del af deres dejlige og meget billige vin og derfor danser på gaden, ved vi ikke.
Man må gerne (i praksis) gå over for rødt.
Prioriteringer – om at blive voksen (ufærdig note)
De gule sedler
Børn har mange interesser og vil (og kan) det hele. Nu er det på tide, jeg bliver voksen og erkender, at jeg ikke både kan kende navnene på alle stjerner på himlen og lære spansk, samtidig med at jeg bliver en mester udi neglelakkunst …
At leve i lykkelig uvidenhed (ufærdig note)
Som en del af den nye hverdagsstrategi vil jeg prøve at leve lykkeligt og helt med vilje i uvidenhed om problemer. F.eks. hvis en kunde ikke har betalt, vil jeg vente med at tjekke, til jeg har tid til at gøre noget ved det, hvor jeg før tjekkede for at få stillet min nysgerrighed. Men så lå den viden i baghovedet og generede hele dagen/ugen, eller hvor længe der nu gik, før jeg fik tid til at dobbelttjekke, finde fakturaen frem og sende den igen til kunden.
Måske typisk vietnamesisk
Vi var kun 14 dage i Ho Chi Minh-Byen og så slet ikke resten af landet, så vi føler os ikke i stand til at kalde noget “typisk vietnamesisk” med sikkerhed. Vi har dog nogle bud, som må efterprøves ved en senere rejse til landet (internettet var dog for dårligt til, at vi kommer tilbage de næste 4-5 år, på trods af at vejret var perfekt (over 30 grader)):
Vatpinde: Der var vatpinde overalt, f.eks. flere pakker i den lejlighed, vi lejede. Til sammenligning var der kun én godt gemt rulle toiletpapir. I supermarkedet er der selvfølgelig hylder med vatpinde i alle størrelser, faconer og farver, og derudover hænger de som “snup mig lige-varer” andre steder, f.eks. her ved toiletpapiret:
Karaokee: Der reklameres for karaokee overalt i byen, og vores gademadsguider indrømmede, at de var vilde med karaokee.
Børnestole til voksne: De føromtalte små stole (se nederste billede i indlægget om gademad).
Navnet Nguyễn: Der gik ikke mere end en time, før vi bed mærke i navnet Nguyễn overalt i gadebilledet. Wikipedia er sød at give en forklaring: Ca. 40 procent af alle vietnamesere skønnes at hedde Nguyễn til efternavn (https://en.wikipedia.org/wiki/Nguyen).
Brudepar: Vi så brudepar overalt. Der var især mange i parker, hvor de fik taget fine billeder, mens dette par hang ud på gaden i byens centrum:
Plastiktæpper: Nogen grund til at sidde blødt? Næh, ikke hvis man er vietnameser. Langs floden sidder folk på nogle plastikreklamer og spiser og hygger sig:
Vi nåede ikke helt at afklare det, men fik indtryk af, at man lejer en dug af nogle gadesælgere, der også sælger drikkevarer og lidt mad. Det så nemlig ud til, at der kom nogle og fjernede madrester og ryddede op efter gæsterne, der bare efterlod dugene som her:
Mundbind og skåneærmer/lange handsker: Bruges nok mange steder i Asien, men bestemt også i Ho Chi Minh-Byen:
Gader med ens butikker: Måske er det ikke generelt for hele Vietnam, men det var i hvert fald tydeligt i Ho Chi Minh-Byen, at alle seafood-restauranter lå i én gade, alle rundsavssælgere i en anden gade, og alle ventilatorsælgere i en tredje gade. Tilsvarende med tæpper plus maling (en god kombi) og shampooholdere til badeværelser. Vi tænkte først, at det måtte være en form for karteldannelse, når en hel gade solgte det samme, men vores gademadsguider fortalte os, at forklaringen var en anden:
Når én i byen fik succes med f.eks. at sælge bildæk, så bemærkede naboen det og begyndte også at sælge bildæk, simpelthen bare for at få del i den gode forretning. Når naboens naboer tænker ligesådan, opstår der hurtigt hele gader, der kun sælger én vare. Det løber åbenbart rundt – måske fordi hele byen jo så ved, hvor de skal lede efter bildæk.
Scootere
Byens ca. 5 mio. scootere er en fornøjelse at betragte. Lad os f.eks. se på, hvad man kan medbringe.
Det er helt almindeligt at have lidt bagage med sin scooter:
Det kunne f.eks. være et billedrørsfjernsyn:
Eller noget lidt større:
Eller hvad med et køleskab? Det er ingen (balance)kunst for en vietnameser:
Trafikken i gaderne – og i vandlandet
Trafikken i Ho Chi Minh-Byen er noget helt særligt. Umiddelbart er den bare fuldstændig vanvittig. I de allerstørste kryds respekterer man nogenlunde røde lys. Her er der således lige blevet grønt i vores retning, så vores medkørende og modkørende scootere sætter i gang:
Så vidt, så godt. Det, der efterfølgende sker, er bare, at de modkørende scootere, der skal venstresvinge, bare venstresvinger:
Vi tager lige et closeup:
Det er nervepirrende for en dansker, men helt normalt i Vietnam. Man snor sig da bare uden om de venstresvingende. Det kan man nemlig fint – og det må man jo også erkende efter 3-4 dage i byen. På det tidspunkt begyndte jeg så småt ligefrem at holde af kørestilen. Det er så fleksibelt, at man må alt, bare man lige holder øje og viser hensyn ved at køre udenom. Der er ingen sure dyt, kun smådyt, som man udsender, når man kører bag ved nogen eller delvist på siden af dem og vil gøre opmærksom på, at man er der. Så fint, hensynsfuldt og fleksibelt. Vi så ét uheld på 14 dage. Om det er meget eller lidt, er svært at vurdere, men med tæt trafik i en by med 7-8 mio. indbyggere og 5 mio. scootere er det vist godkendt.
Når man vil krydse en vej som fodgænger, går man bare ud i et roligt tempo, rækker armen en lille smule ud og ryster lidt med hånden nede i hoftehøjde. Det betyder “Her går jeg, og lad være med at køre ind i mig”. Se hvordan (dog uden det med hånden) på denne fantastiske YouTube-video.
Da vi besøgte byens vandland, morede vi os meget over de skrappe regler, der var for færden i badering, og som blev håndhævet på det kraftigste, ved at vagter rundt om bassinet fløjtede, hvis reglerne ikke blev overholdt:
Closeup:
Du må dælme ikke stå på knæ på baderingen! Hvad tænker du på?! Du kunne jo få overbalance og evt. ramme en person i en badering ved siden af! En skarp kontrast til lovløsheden i trafikken.
Vandlandet mindede for øvrigt om dem i Thailand, men var bare i væsentlig dårligere stand. Alt var mere skrabet, beskidt og usikkert. Der var nogle okay rutsjebaner (som man dog slog sig lidt på):
Den hér model var ny for os:
Man ender nede i en bowle, som man fiser lidt rundt i, indtil man har tabt så meget fart, at man dumper ned gennem hullet i midten.
Billig sushi og levende supermarkedsfisk
Fra det nærmeste supermarked fik vi superlækker, frisklavet sushi til en billig penge – 27 kr. for alt det her:
Måske var sushien så billig, fordi de friske fisk var lettilgængelige. Der var simpelthen akvarier med levende fisk i supermarkedet:
Gademad
En af de første af vores 14 aftener havde vi booket en guidet tur rundt i byen for at smage på gademad. Det var en virkelig god oplevelse, som vi kom stopmætte hjem fra. Jeg kan ikke huske, hvad alle de forskellige retter hed eller bestod af, så her er bare nogle stemningsbilleder:
Fulde af gåpåmod og med masser af appetit – og flade maver.
Vi smager en særlig vietnamesisk drik, som laves ved at presse noget, der ligner bambusstænger, flere gange igennem en presse. Maskinerne er overalt i byen og kan kendes på, at de tørre, fladmaste rester af stængerne ligger tilbage på jorden nedenunder.
Jeg får lov at prøve at lave nogle lækre friturestegte brød.
Hmm, hvad er det, Thomas får et lille shot af her? (Se svaret på næste billede).
Det er såmænd slanger i sprit. Man kunne også få frøsprit og salamandersprit. Vores to guidepiger fortalte, at vietnamesiske mænd traditionelt holder konkurrencer i, hvad vi ville kalde “klamme krybdyr i sprit-drikning”. Den, der drikker mest, får den pige, de dystede om. Om pigen så typisk vil have manden med ufattelige tømmermænd og slangeånde, melder historien ikke noget om.
De her sandwich smagte virkelig godt – og kostede kun 7,50 kr. pr. stk.
Oh no, mere kokosvand! På samme dag, som vi blev snydt af Coconut Man! Vi prøver at holde gejsten.
Til dette fingersnaskemad er vores sult virkelig ved at være stillet (og jeg har endda slet ikke vist billeder af alle retterne her). Vi kan slet ikke spise så meget, som vores guider regner med.
Efter uendelig mange retter – og med meget store maver – spiser vi dessert, som består af en form for sød mousse puttet i en æggeskal – mums.
Vores sidste måltid, hummerkløer og kammuslinger. SÅ mætte!
Bemærk de små stole, vi sidder i. De er helt normale i Vietnam ligesom bittesmå skamler. Da vi så dem første gang, kunne vi ikke forstå, at vi skulle sætte os på børnestolene, men okay, det kunne vi da godt. Senere fandt vi ud af, at der ikke er andet end “baby chairs” på gademadsrestauranterne.
Coconut Man
Den eneste dag, hvor vi var helt inde i centrum af Ho Chi Minh-Byen, inde ved turistattraktionerne, blev vi tiltalt af en mand, der gik og bar nogle ting på en stang. Vi svarede og smilede høfligt, og han spurgte så, om vi ikke ville prøve at bære hans løftestang. Øh, jo, det kunne da være meget sjovt:
Vi spurgte, hvad det var det var, han solgte, men han svarede ikke rigtig. I stedet viste han os det ved at hakke to kokosnødde-“midter” åbne og sætte sugerør i, og pludselig skyldte vi ham 300.000 dong for de to kokosnødder, vi lige havde købt. Øh, okay?!
Alting gik lidt stærkt, og inden vi helt havde regnet ud, at 300.000 dong faktisk var 90 kr., var det hele overstået. Han smuttede, så snart han havde fået pengene. Vi følte os godt dumme, men fik oplevelsen vendt til, at vi bare grinte af os selv – og tog et par slurke kokosnøddevand, inden vi smed dem ud:
Der er ingen grund til at græde over spildt kokosnøddevand til 90 kr. Det er yderst sjældent, vi bliver snydt, måske fordi vi sjældent besøger de helt turistede steder. Vi får vist lige så tit rabat, som vi bliver snydt. I vores yndlingsfrokostrestaurant, Café & Toast, undrede vi os et par dage over, at prisen på vores standardmåltid var faldet. Den sidste dag, vi var der, faldt den igen, og det lykkedes medarbejderne at få forklaret os, at vi nu fik 10 procent rabat. De seneste par dage havde vi åbenbart uvidende fået 5 procent fastkunderabat, som nu steg til 10 %. Vi prøvede at forklare de søde ekspedienter, at det var vores sidste dag, ved at sige “Tomorrow no come”, “Fly home now” og den slags, men det lykkedes desværre ikke. Men det gik jo nok op for dem efter et par dage.
Både i Thailand og i Panama blev vi advaret om, at der var særlige (højere) priser for turister, men vores oplevelser i den retning har været i småtingsafdelingen:
I Panama tog biludlejningsfirmaet 100 dollars for en bule under bilen og en lille ridse i lakken (blandt alle dem, der var i forvejen), som vi umuligt kunne have lavet. Men til gengæld snød de sig selv for det ekstragebyr, vi skulle betale for ikke at returnere bilen samme sted, som vi lejede den, så det blev en lille gevinst til os – som de altså var for irriterende til, at vi ærligt gjorde opmærksom på. Da vi købte cykler i Panama, fik vi rabat uden at spørge: Min blev sat ned fra 199 til 180 dollars, og Thomas’ noget tilsvarende, så vi i alt sparede alt det ekstratilbehør, vi tilkøbte (i omegnen af 50 dollars). I taxaerne gav vi lidt mere, f.eks. 3 dollars i stedet for 2,5, og hvis vi blev sat af i det fine kvarter, var det da også en anledning for taxamanden til at hæve prisen med 1 ekstra dollar.
Advarsler om, at man ikke skal gå med smykker, fordi de bliver flået af af fattige mennesker, kan vi ikke genkende i den virkelige verden.
Vietnamesiske dong
Det tager lidt tid at vænne sig til sætninger som disse:
“Har vi hævet nok kontanter?”
“Nej, vi hævede kun 4 mio.”
“Øj, den er billig – kun 100.000!”
I Vietnam skal man fjerne 4 nuller og gange med 3 for at konvertere til kroner. En 100.000-dongseddel er altså 30 kr. værd. I praksis siger vietnameserne bare f.eks. “Det bliver 100”, ikke “Det bliver 100.000”. Det gør det ikke mindre forvirrende for konverteringsprocessen i hovedet.
Vores lejlighed
Vi havde en superdejlig lejlighed i Vietnam, lige ned til en af de mange flodarme og med den skønneste udsigt ud over byen:
Kig ud fra lejligheden, mens solen går ned:
Til lejlighederne hørte det dejligste poolområde, både om dagen …
… og om natten:
Noget af det, der hyggede rigtig meget, var 4 udendørs køkkener og masser af siddepladser for den ene ende af poolen og nogle lækre loungemøbler for den anden ende:
Også fra poolområdet på 4. sal var der fine kig ud over byen:
Vores lejlighedskompleks var i byens distrikt 7, som er den hippeste og dyreste for tiden. I nederste etage i byggeriet var bl.a. et minimarked, en børnepasningsmulighed og en café ved navn Café & Toast. Den serverede en ret, som blev vores yndlingsret, og som vi endte med at spise til hver eneste frokost:
Den ser måske ikke ud af meget, men kyllingens sovs var fantastisk, og risene er en blanding af almindelige ris og puffede ris med hvidløg, der knaser. Uhm!
Visum hvad for noget?
Jeg har lige glemt at sige noget … Ahem, ja … Det handler om de her, stempler:
Da vi stod i Københavns Lufthavn den 7. november 2015 – i god tid, rejsevante og helt rolige, mens vi afleverede vores pas for at tjekke ind – kiggede kvinden bag skranken på os og bad om vores visum. Vores hvad? Nåh, øh … Nå ja, vi skal være i Thailand i mere end 30 dage. Øhm, men vi har ikke lige noget visum. Hov. Og det fik vi sidste gang med posten fra det thailandske konsulat i Hvide Sande. Det når vi nok ikke. “Øhm, lige et øjeblik!” måtte vi sige og smutte ud af køen igen.
Vi havde ca. 3 timer, til flyet gik. En tur til Hvide Sande var udelukket. Vi blev kreative og skyndte os at booke billetter til … Vietnam! Vi tager til Vietnam efter de 30 dage i Thailand!
(Tak til I Forms ruteplanner for kort).
Sådan gik det til, at vi efter kun 4 uger i Thailand stod i Ho Chi Minh-Byen, Vietnams største by (men ikke hovedstad – den hedder Hanoi):
Bamser på scooter
Thaierne er meget glade for deres scootere – undskyld, motorcykler, som de kalder dem – og de er tit ret personlige. Her er en, der har syet to bamser permanent fast bagpå – sødt:
Vandski
Vi kørte et par gange til Black Mountain Wakeboard Park, delvist også lokket af regionens bedste restaurant, der ligger ved golfbanen lige ved siden af. Mmm, hvor fik vi meget god mad dér … røget laks, kammuslinger, serranoskinke, salade niçoise, burger, lasagne og bøf med løg! Nå, tilbage til vandskiene:
Der er lavet et kabelsystem, så man bliver trukket rundt i en stor cirkel i en sø lige ved siden af vandlandet Black Mountain Water Park (som ses i baggrunden på billedet herover). Der er placeret forskellige ramper, som man kan køre på, hoppe over og lave tricks på, hvis man er til den slags.
Man kan også gøre som Thomas i denne lille serie:
Hvis man falder i vandet længere væk, må man svømme ind til bredden og gå den lange vej tilbage:
Det er vildt hårdt i hele kroppen, men også sjovt:
Typisk thai 24: sidebord til drikkevarer
På halvdelen af alle restauranter står der et lille sidebord op ad det bord, man spiser ved. Det er til drikkevarer, glas og en spand med is, som tjenerne tager fra, når de sørger for løbende at holde gæsterne forsynede:
Det er lidt uvant, at man ikke disponerer over sine egne drikkevarer. Der bliver hældt op i tide og utide, så det er f.eks. umuligt at dele en øl lige over eller gemme lidt til senere.
Vandland
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er glade for vandlande og var meget loyale over for Santorini Waterpark sidst. Meeen allerede dengang havde vi kig på et nyt vandland, der var ved at blive bygget – Vana Nava Water Jungle – og nu stod det færdigt!
Det nye vandland har alt, hvad det gamle også har, plus nogle nyheder, som f.eks. denne surfmulighed:
Kæmpe rutsjebanekonstruktioner til 6-personers gummiringe:
Infinity pool med bar:
Klassiske rutsjebaner, inkl. sådan en frit falds-én, hvor man står på en lem, som pludselig bare forsvinder under fødderne på én:
Strandområde med perioder med bølger:
Børneområde med en kæmpe spand øverst, som med jævne mellemrum sender kubikmetervis af vand ned over hele området:
Ligesom vores gamle vandland havde vi også dette vandland stort set for os selv. Først et godt stykke ud på eftermiddagen kunne der dannes nogle små køer, men typisk manglede der faktisk folk til de rutsjebaner, hvor man skal køre mindst 5 personer ad gangen.
Typisk thai 23: ting midt på fortove
I Danmark er fortove lidt hellige. Man skal kunne gå på dem, og der må helst ikke være huller i eller løse sten. I Thailand er et fortov ikke nødvendigvis til gående. Næsten alle restauranter sætter borde på dem, så de gående skal ud på vejen for at komme forbi restauranterne, og denne skraldespand skal da klart stå midt på fortovet, ikke på græsset ved siden af, som den ville have gjort i Danmark:
Overlæs
Man tror, der kører en lastbil foran:
Men det gør der ikke. Det er en helt almindelig pickuptruck, bare med et overlæs, der bestemt ikke var gået i Danmark:
Typisk thai 22: blomsterkrans i bilen
Hvis man er rigtig thai, køber man en, to eller tre kranse af sælgerne langs vejen og hænger dem i bakspejlet i bilen:
Vi undrede os lidt over, at alle bruger penge på dem (20 baht – 4 kr. – kan være mange penge for en thai), men så slog det os, at de jo ikke gør det for sjov. Hvis de mener, det giver en form for beskyttelse i trafikken, er det jo egentlig en billig bil- og livsforsikring i forhold til dem, vi køber – også selvom de visner og skal udskiftes et par gange om ugen …
Regn
Vi oplevede en masse styrtregn nogle få timer nogle få dage, f.eks. en dag, hvor vi fik barbecue på Narathip Road:
Scenen endte sådan her – med regn styrtende ned i tykke strømme 20 cm fra vores bord:
Alle andre blev i restauranten og ventede på, at regnen skulle stoppe, men vi bevægede os de 600 meter hjem og blev totalt gennemblødte på 5 sekunder. Vi skulle hjem og redde vores computere, der stod ude under et halvtag og ikke kunne undgå regnstænk, når der var tale om disse mængder.
Typisk thai 21: hilsen
Thaier giver ikke hånd. En thaihilsen består i at sætte håndfladerne sammen med fingerspidserne ud for hagen og nikke lidt med hovedet – som Ronald McDonald gør her:
Partycykelbus
Var det noget med en partycykelbus? Den har plads til 12 cyklende gæster plus nogle fripladser bagerst og en styrende bartender i midten:
Ring på 087-0974171 for pris!
Typisk thai 20: helt fyldte vandflasker
Man ved, man er i Thailand, når man åbner en vandflaske, og der straks ryger lidt vand ud af flasken. I Thailand får man altid value for money – og vand helt op til kanten:
Fiskere og googleveje
Det var skønt at have en bil i hele perioden, og nogle gange kørte vi bare ud i det blå. Det førte os bl.a. til denne sø:
Det gik op for os efter pænt lang tid, at de små, sorte prikker på vandoverfladen er mænd, der står ude i vandet og fisker. Her er en af fiskernes scootere:
Vi har et begreb, der hedder “googlevej”. Det er, når man udser sig en fin kørerute på Google Maps, og man pludselig befinder sig i denne situation:
Googlekortet viser en hvid vej lige så bred som den fine, asfalterede hovedvej, man kørte på lige før, men realiteterne er anderledes: Man befinder sig på en bumlet, privat grusvej midt inde i en plantage – dét er en googlevej.
Det er bestemt ikke forbeholdt googleveje, men på googleveje er chancen endnu større for at støde ind i køer på kørebanen:
Thailandske køer har nogle ret sjove detaljer, f.eks. lange hængeører og store mængder overflødig hud:
Tak for eventyr, Google!
Typisk thai 19: chili
En ting, som næsten alle forbinder med Thailand, er chili. Mange retter er så stærke, at de også svier, når de skal ud af kroppen igen … På de lokale restauranter er det smart at sige “No spicy” (altså i betydningen ‘overhovedet ingen chili’) – så er retterne stadig ret stærke, men det kan lige gå. Kun på restauranter, der decideret er henvendt til turister, kan det gå at sige “Medium spicy”.
Der bliver puttet chili i de for os mærkeligste ting – f.eks. får man chilisukker med til sin ananas i vandlandet:
Denne gang var vores foretrukne frokostrestaurant den australske Neeshy, hvor vi fik omeletter, supper og brunch (æg, baked beans, toastbrød m.m.). Bag den himmelske mangoshake på billedet herunder står et åndehus med blåt tag, og bag åndehuset kan man lige skimte et par gademadsboder på nabogrunden. Dén bod, som er længst væk, og som faktisk ikke engang kan ses på billedet, var lidt anstrengende nogle gange. Hvor utroligt det end lyder, var vi ved at dø i halsen af chiligener, hver gang kokken i dén bod puttede chili i sin ret. De små chilipartikler blev simpelthen spredt gennem luften (også i modvind) de 15-20 meter over til os og gav os hoste og tårer i øjnene. Dét er altså sygt stærkt!
Typisk thai 18: småby syd for Bangkok
Billedet herunder er superrepræsentativt for, hvordan Thailand ser ud i småbyerne 100-500 km syd for Bangkok: en klippeklump, der stikker op af det ellers pandekageflade landskab, en portalindgang til tempelområde, som man dog gerne bare må køre igennem, lyserøde åndehuse (i højre side), en pickuptruck, farvede hustage og -mure, en okay asfaltvej, en tom grund (i venstre side), som folk bruger til gennemkørsel, hvorved der dannes en grussti, ledninger oppe i luften, blå himmel med lette skyer og palmer.
Genkendelsens glæde
Vi var meget spændte på, om viceværten/poolmanden Sun stadig var i Cha-am, for det havde vores udlejer, Sam, ikke svaret på. Sun var der, og hver eneste dag kom han forbi og sagde “Coconut, coconut!” og stillede glædestrålende en eller to kokosnødder hos os:
Han passede også vores pool – og reddede os fra en lillebitte slange, der kravlede rundt på vores grund. Han fik fanget den i en tom vandflaske, puttede flasken ned i rummet under sadlen på sin scooter og kørte den ud til “coconut tree”, hvor den hørte til.
Slangen virker ikke så farlig, når man ved, den ikke kan bide én:
Sam var blevet en helt anden person, siden vi mødte ham første gang på det store hotel, hvor han var manager. Dengang var han meget hård og formel, og vi var en anelse nervøse sammen med ham. Nu havde han tabt sig en del efter en alvorlig sygdom. Han var stoppet på hotellet og prøvede i det hele taget at slappe af og komme til hægter. Men humøret fejlede ingenting. Han var jokende, rar og varm og sendt smileys, ikoner, godmorgenvink og julestickers i tide og utide. Virkelig hyggeligt! En dag kørte vi ud til vores gamle yndlingsrestaurant, som vi spiste på et par gange om ugen, efter at vi opdagede den, en måned før vi skulle hjem. Desværre så restauranten lukket ud, men mens vi snuste rundt på området, kom en mand hen til os og spurgte vel på thai, om han kunne hjælpe os. Det lykkedes os at sige “Restaurant” og “Hom” på nogenlunde forståeligt thai, og så forstod han og skyndte sig væk. Lidt efter kom vores gode, gamle Hom – thaidamen, der laver den lækreste vestlige mad efter at have boet en del år i Schweiz. Hun bød os på et par Spy, og så fik vi os en hyggelig snak. Desværre var der ikke økonomi i at drive restauranten mere, fordi de ansatte skulle have løn hele året, men der var kun gæster nok i vinterhalvåret. Øv for os og alle de andre, der nød hendes mad! Da vi sagde farvel til hende, sagde hun, at vi endelig skulle kigge forbi en anden gang – hun savnede at snakke med alle sine søde gæster.
Vores søde vaskedame blev også glad for at se os igen og vinkede og fniste, hver gang vi gik forbi hende på gaden. Så hyggeligt.
Når vi nu ikke boede i vores gamle villa, havde vi desværre ikke Kao lige udenfor. Kao havde fået et kuld hvalpe i mellemtiden, som allerede var blevet store. Sun havde beholdt den ene af dem, den brune hanhund Bao. Men der var selvfølgelig stadig masser af gadehunde, og de fleste dage kunne vi hilse på denne sorte hund, som også var supersød, selvom den ikke havde noget navn og ikke var nogens:
Også stranden så ud, som den plejer – dog med den forskel, at de 8-10 blege faranger, der plejede at solbade på store, hvide liggestole forrest i billedet, nu er fortrængt til fordel for endnu mere parasoltag, som thaierne hygger sig under:
Vores hjem: Sam’s Garden
Vores gamle villa i Sam Pool Villa (den sydligste røde ring på kortet herunder) var desværre udlejet, men Sam havde heldigvis en anden, lidt ældre poolvilla i Sam’s Garden (den nordligste røde ring), som var cirka magen til og lå lige i nærheden, på Soi 12 lige ud til hovedvejen Narathip Road:
(Tak til I Forms ruteplanner og Google for kortet).
Her er den lækre pool, som vi styrketrænede i næsten hver formiddag:
Indgangen til vores soveværelse:
Her er Soi 12, gaden, der går ud til Narathip Road. Bemærk det lille, flytbare hus i højre side, hvor der døgnet rundt sad en vagt (dog ikke den samme) og underholdt sig selv med sin mobiltelefon:
Mmm, 30 grader hver dag …:
Vores arbejds- og opholdsområde, bil og pool i aftenlys:
Natstemning hjemme:
Til Thailand igen
Da vi forlod Cha-am efter vinteren 2013/2014, spurgte de søde thaier selvfølgelig, om vi kom tilbage næste vinter. Det er de vant til fra mange faranger. Vi prøvede så sødt som muligt at sige, at det var et dejligt land, men at der også var mange andre lande, der var dejlige. Vi tænkte, at vi tidligst ville komme igen fem år senere. Der gik dog kun halvandet år – så stod vi der igen.
Men først skulle vi lige med DSB. I toget på vej til Københavns Lufthavn opfriskede vi vores thai med det vendespil, vi lavede sidst (halvdelen af brikkerne rummer et thaiord eller -udtryk, og den anden halvdel det samme på dansk):
Det fik pigen overfor i togkupéen til at spørge, hvad vi lavede, og sådan faldt vi i snak. Hun var supersej: styrmand og derfor væk i vistnok 4 uger ad gangen, men til gengæld også hjemme med totalt fri i flere uger. Hun havde en datter på 2 år, hvilket mange af hendes venner ikke syntes var foreneligt med hendes job, selvom barnet jo også havde en far med et “almindeligt” job. Nogle af vennerne havde så stærke holdninger, at hun helt måtte opgive at se dem.
På flyet fra København til Bangkok sad vi ved siden af en mand på måske 45 år, der var blevet skilt og havde sagt sit job op og nu rejste rundt i verden i hvert fald i et år, afhængigt af hvor langt de opsparede penge rakte – et helt nyt liv for ham.
Da vi landede i Bangkok, så lufthavnen og alt andet ud, som det plejede. Vi fik fat i vores lejede bil og kørte mod Cha-am. På vejen stoppede vi i en Sewen (7-Eleven) og blev overrasket over at kunne købe 3 mikrobølgeopvarmede færdigretter (f.eks. ris med kylling i spicy sovs), en lille sushitrekant (en tangpakke med ris og teriyakilaks), 2 colaer og 2 vand for 35 kr. Nåååh ja, så billigt er det i Thailand!
Frihedsgudinden – og farvel, New York
Vi tog den gratis færge fra Manhattan til Staten Island og så derved Manhattan sydfra:
Undervejs passerede vi Frihedsgudinden, lige som solen var ved at gå ned:
Efter 14 gode dage i New York tog vi tilbage til Danmark for at nyde sommeren 2015 dér.
(Tak til I Forms ruteplanner for kortet).
Broer
En dag, hvor Thomas lå syg hjemme i lejligheden, tog jeg alene ud på en lang og ekstremt kold gåtur, hvor mine fingre til sidst ikke kunne tage billeder med telefonen længere. Der blæste en vildt kold vind, og vi havde ikke just taget vintertøj med på vores rejse til Panama. Min tur gik gennem de ortodokse jøders kvarter i Brooklyn, forbi Manhattan Bridge og over Brooklyn Bridge:
(Screenshot fra endomondo.com).
Her er Manhattan Bridge – jeg elsker den blå farve:
Manhattan bridge igen:
Brooklyn Bridge:
Det er ikke, fordi jeg er oppe at kravle på broen – bilerne kører bare et niveau under fodgængerne her:
Her ses det nedre Manhattan og Frihedsgudinden i det fjerne:
En solskinsstråle rammer det øvre Manhattan i det fjerne:
Thomas’ klipklapper
Sidst Thomas var i New York (i august 2008), købte han disse fantastiske klipklapper:
Som det måske kan anes, var de nu modne til at tage afsted til de evige klipklapmarker, og Thomas fandt det yderst smukt, at han kunne tage afsked med dem i samme by, som de blev hans i.
Basket på Madison Square Garden
En aften (nat dansk tid, så vi var sent oppe) tog vi til basket på Madison Square Garden. Her er Thomas dressed up og klar til at heppe på New York Knicks:
Vi var så heldige, at det var den sidste kamp i sæsonen, og fordi holdet faktisk havde spillet ret skidt, var det besluttet at dele ting ud til de trofaste fans (og alle os andre). Først fik vi en gratis cola og vand. På næste etage fik vi en kasket, og så blev vi tilbudt en pose M&M’s, så chips, en cola mere, popcorn, en slikstang osv. Men vi var egentlig lidt sultne og stillede os i kø til en burger. Vi fik den udleveret – og ingen ville have penge. Tværtimod fik også lige nogle pomfritter med. Alt viste sig at være gratis (bortset fra merchandise, som der kun var rabat på). Og der var rigeligt af alt hele aftenen, og det blev delt rundhåndet ud, så vi endte med alt muligt, som vi ikke lige havde tænkt os at spise.
New Yorks Knicks tabte desværre, men der var masser af underholdning, også i pauserne. F.eks. blev en mand blandt publikum udvalgt ved lodtrækning, hvorefter han fik 3 chancer for at score i kurven – og dermed score en gevinst. Hvis han scorede fra et punkt tættest på kurven, ville han få 100 dollars, længere væk ville han få 1.000 dollars, og helt ude fra midten ville han få 10.000 dollars. Han ramte forbi de 2 første gange, men på mirakuløs vis lykkedes det ham allerlængst væk at ramme lige i kurven og score de 10.000 dollars:
At komme ud fra det kæmpestore stadion tog ingen tid. Folkemængden strømmede lige så glidende ud og ned ad alle trapperne uden problemer ud. Der må virkelig være styr på opbygningen af gange og udgange – meget imponerende.
Forårsstemning
Vi var i New York i april, og der var sådan en skøn forårsstemning de fleste dage:
I nærheden af os lå en park med masser af motionsmuligheder, som myldrede med aktive mennesker:
Biograf
Vi var i biografen en enkelt gang i New York, og det viste sig at være en kombineret biograf og restaurant. Så foran pladserne var der et lille bord med kopholdere og et menukort:
Mens filmen spillede, skrev man sine ønsker på en lille seddel og satte den i en holder på bordet. Så kom en tjener så diskret som muligt gående ind i rækken og hentede sedlen, og lidt senere fik man maden:
Det lyder umiddelbart som et godt koncept, men det afbrød faktisk filmoplevelsen en hel del at skulle bestille og spise mad med kniv og gaffel midt under en film. Så hellere bare popcorn, der kan køres ind helt automatisk, og hvor det ikke gør noget, hvis man spilder.
Mad
New York giver selvfølgelig mulighed for at spise, lige hvad man har lyst til, f.eks. chicken & waffles – som i al sin enkelhed er kylling og enorme belgiske vafler med alt muligt snasket dressing på. Det mærkelige var, at der sad masser af unge, slanke piger og spiste de kæmpestore portioner. Enten var de alle bulimikere, eller også stod samtlige 5 efterfølgende dage på maratoner.
Jeg fik ikke et billede af chicken & waffles-konceptet, men det var mindst lige så greasy som det her:
Vi havde svært ved at finde nogen dagligvarebutikker, som vi kender dem (Netto, Rema 1000 osv.), men der var masser af bittesmå kolonialforretninger (tror jeg, man ville kalde dem). Det her er en af de store:
Disse butikker har som regel en buffet med bland selv-salat og andre frokostretter, både varme og kolde. Det er virkelig lækkert og endda billigere, end hvis man selv skulle købe ingredienserne enkeltvis. Alle fødevarer og andre fornødenheder er nemlig enormt dyre i New York. F.eks. købte vi en enkelt rulle toiletpapir til 10 kr. Hvorfor kan man overhovedet købe en enkelt rulle toiletpapir?
Et must for os var Eleven Madison Park, en trestjernet michelinrestaurant (vores første af slagsen), hvor vi bl.a. fik disse retter:
Selvfølgelig var maden i orden, men til prisen (ca. 3.500 kr. pr. person) var vi … hmm, det hedder vist faktisk slemt skuffede. Vi var ellers utrolig spændte på, hvad det er, der skal til for at få 3 stjerner hos Michelin. Men det fandt vi aldrig ud af. Sådan som vi har forstået stjernerne (ikke at nogen jo egentlig forstår dem), burde restauranten faktisk ikke have fået en eneste stjerne, for der var så meget viskestykkefnuller i flere af vinglassene, at det lå og flød oven på vinoverfladen. Meget mystisk.
Til gengæld er det den eneste restaurant til dato, hvor Haj har fået sit helt eget champagneglas af tjenerne – endda helt uden at spørge. Hun blev meget smigret.
Central Park
Central Park er megafascinerende, fordi den er så uendelig stor (ca. 1 x 5 km midt på øen Manhattan). Den rummer alt fra det her:
… til det her:
Mange motionerer i den:
Især baseball er der plads til at træne mange steder:
Et par kæmpe søer kan også lige klemmes ind:
Typisk newyorksk 3: egern
Der er egern overalt i byen, hvilket er ret hyggeligt. Her er et i et træ uden for vores vindue:
Rød hånd gå
Vores umiddelbare indtryk af den gennemsnitlige newyorker er en ung person i Nike Free-sko, som er ude at lufte sin hund. Vedkommende har musik i ørerne, kigger lige frem og er lidt cool – så cool, at rød hånd ved en fodgængerovergang altid betyder gå.
Typisk newyorksk 2: Gud og delier
Overalt i gadebilledet støder man ind i Gud på skilte, og overalt er der delier (butikker, der sælger skinker, pølser, ost m.m., hvor man evt. også kan sidde og få en sandwich). Her er en kombi – God Bless Deli:
Også andre end et par ateistiske danskere har bemærket Guds tilstedeværelse overalt – og lavet et lille modspil (“In cost we trust”):
Metrounderholdning
I metrotogene er der nogle retningslinjer, man skal overholde. F.eks. bedes man venligst undgå at forbedre sin personlige hygiejne:
Mest underholdende syntes jeg, dette skilt var – som om nogen ville udføre poledancing i toget:
Da jeg stod i vognen og fyldte lidt for at tage ovenstående billede af skiltet, så jeg godt, at en dreng ligesom ventede på, at jeg skulle blive færdig. Da jeg havde sat mig ned, kom forklaringen: Han skulle have plads til … sin latest routine!
Det er åbenbart meget normalt at tjene lidt penge på at underholde med dans i toget – og hvor var de bare seje, de drenge.
High Line og bilstabling
New York har lavet en gammel jernbanelinje om til en gangsti, der som regel går oppe i højden og derfor hedder High Line. Her vokser der buske midt på skinnerne i højre side af billedet:
Den er meget hyggelig, men lidt for smal til, at man kan gå i sit eget tempo uden at støde ind i nogen – og ikke noget supersærligt.
Men den gav nogle udmærkede overblik, f.eks. over banegården her:
… og over en sej stabling af biler – sådan laver man parkering på begrænset plads:
Bybilleder
Jeg vidste intet om New York på forhånd, men forventede noget med en masse skyskrabere og et mylder af mennesker. Derfor blev jeg meget overrasket, da vi ankom søndag morgen og gik rundt i helt øde gader med lave bygninger og en nærmest Trøjborg-agtig stemning:
Manhattan set fra Queens:
Det berømte Times Square, som jeg aldrig helt forstod fascinationen eller betydningen af:
Bare et sted i New York:
En tom metro:
En fyldt metro:
Guggenheim:
Det nye, endnu ikke åbne One World Trade Center:
Et af de to steder, hvor de gamle tårne stod:
Yankee Stadium, som vi ikke nåede at besøge denne gang – det må blive næste gang:
Området ved Yankee Stadium:
Typisk newyorksk 1: dyre, skæve, utætte lejligheder
Vores Airbnb-lejlighed i bydelen Williamsburg i Brooklyn havde alt i newyorkercharme: Den var dyr, skæv, smal, utæt og med en nærig bruser med lunkent vand – men hyggelig:
Der gik noget tid, før vi opdagede, at hele gulvet var skævt, og at det var derfor, vi gik rundt, som om vi var fulde. Komfuret står helt inde ved væggen forneden, men gaber 10-12 cm foroven:
Soveværelset:
Vores lejlighed lå under den gule stjerne med nem adgang til Manhattan via L-linjen:
Bemærk kæmpestore Central Park midt på Manhattan. (Tak til Google Maps for kortet).
Ankomst til New York
Man ved, man er kommet til USA, når lufthavnsmorgenmaden er megasnasket:
Vi venter på toget ind til byen efter det nærende måltid:
Her er Thomas med vores pakkenelliker (4 computere, 3 mobiltelefoner, 1 iPad, 1 Sonos-højttaler, sommer- og træningstøj, toiletsager, ledninger, omformerstik, et par skeer og morgenmadsskåle, 2 badehåndklæder, halstørklæder mod airconditiontræk, Haj, pas, vaccinationsbeviser og … hmm, det var vist det):
David-New York
Den 12. april 2015 forlod vi Panama og fløj mod New York:
(Tak til I Forms ruteplanner for kortet).
Økonomi og ulighed
Panama overtog Panamakanalen fra USA i 1999. Ryan, som boede ved siden af os i Cuesta del Sol, fortalte, at indtægterne derfra virkelig har gavnet landet. Almindelige mennesker får billige statslån, så mange nu kan købe sig et lille hus, og Den Panamerikanske Highway (som der mange steder ikke er noget som helst highway over) er ved at blive udbygget med flere spor, som man kan se her både i højre og venstre side:
En sjov ting er, at der mange steder er fint gravet ud, så de nye vejbaner kan anlægges, bortset fra lige rundt om telefonpælene, som derfor står som 3 meter høje øer midt på den flade vej. Det er nemlig et andet selskab, der skal flytte telefonpælene, og de arbejder altså ikke så hurtigt.
De mange pludselige penge fra kanalen gør, at Panama i disse år er ved at gå fra at være et 3.-verdensland direkte til et 1.-verdensland, uden mellemstadier, hvilket vist skulle være en usædvanlig situation.
Mange er kommet til penge i Panama, men uligheden er enorm – og den er desværre racebetinget, har vi fået at vide. Indianerne er de lavest rangerende, så kommer de sorte, og øverst er latinoerne. Panamanerne har nogle identifikationspapirer, hvor der står, hvor de oprindeligt er fra, og det fungerer åbenbart som et stempel for indianerne, der bliver vraget til jobbene alene af den grund.
Bedre bliver det ikke af, at de hvide (typisk amerikanere) kommer og tilbyder en for indianerne stor pose penge for det land, indianerne har dyrket i generationer. Sådanne tilbud kan indianerne ikke sige nej til, men der sker åbenbart ofte det, at indianerne så flytter til byerne og drikker pengene op lynhurtigt, fordi de ikke er vant til at have med den form for penge at gøre. De plejer at leve nøjsomt og af deres afgrøder. Enden bliver, at de står dér i byen uden land og uden penge – og uden mulighed for at få et job, fordi de bliver betragtet som laverestående.
Typisk dansk 3: dyre drikkevarer på restauranter
I Thailand var det normalt bare at bestille vand til maden, og det kostede næsten ingenting (2-4 kr.).
I Panama er vand ofte gratis.
Det står i stærk kontrast til i Danmark, hvor man let kommer af med 25 kr. bare for vand. Tilsvarende forskel er der på de andre drikkevarer. Det er lidt ærgerligt, at prisstrukturen er skruet sådan sammen, at danske restauranter vil tjene mest på drikkevarerne og kun lidt på maden, for det er befriende, når hver del koster det, som det koster at producere det, plus det ekstra beløb, som restauranten vil tjene på handlen. Så er der ingen irriterende overraskelser og stillingtagen, men bare en følelse af rimelighed.
Nostalgibilleder fra Cuesta del Sol
Komplekset Cuesta del Sol er en perle i David, et skønt sted at bo. Her er det set udefra:
Udsigt ned ad bakken:
Udsigt op ad bakken:
Man kommer ind på denne gang:
Og øjner poolen bag søjlerne og planterne:
Poolen i aftenbelysning:
Der er ikke noget så dejligt som en kontrolleret jordafbrænding hos naboen:
Tidszoner og ure
I Panama stillede vi ikke vores ure – vi lod bare, som om vi var i Danmark (en virkelig varm udgave af Danmark!). Panama er 6 timer efter Danmark, så oversat til panamansk tid stod vi op kl. 4, satte os udenfor i mørket og arbejdede og så solen stå op et par timer efter. Det tidspunkt (mellem kl. 6 og 7) var ideelt til motion, fordi der var køligt, så vi løb tit forbi en masse skoleelever, der var på vej i skole i deres skoleuniformer. Kl. 7-8 stykker spiste vi frokost hjemme og arbejdede videre indtil vores aftensmad, som vi typisk spiste ude – mellem kl. 12 og 14, hvor de fleste panamanske restauranter havde frokoståbent. Om eftermiddagen havde vi fri (eller arbejdede over, efter at vores danske kunder var gået hjem fra arbejde), indtil solen gik ned, og der var helt mørkt kl. 19, hvor vi så kunne sove.
Denne løsning var genial, da vi som B-mennesker ikke behøvede at stå tidligt op for at kunne nyde alle 12 timers dagslys (der er altid kun 12 timers dagslys så tæt på ækvator). Desuden fik vi for første gang i vores liv prøvet at få beundrende blikke, når vi morgentrænede kl. 6 – folk vidste jo ikke, at vi først var stået op kl. 10 dansk tid, og at træningstidspunktet reelt var tidligst kl. 12 for os.
Kl. 12 dansk tid – solen står op:
Kl. 17 dansk tid:
Der er helt særlige udfordringer på morgenløbeturene i Panama – f.eks. løsgående heste på fortovet uden for vores hjem:
Biograf
Biografen var et af vores yndlingssteder i Panama – hvor der er så varmt, at skrankerne er udendørs (bag de ventende panamanere):
Nogle gange havde vi biografen helt for os selv:
Men til “Cincuenta sombras de Grey” (“Fifty Shades of Grey”) var salen fuld, og det var simpelthen så hyggeligt, for folk hujede og grinede og kom med alle mulige udtryk og “Århhh”-lyde. Det var en anden oplevelse end i Danmark, hvor man helst skal være stille, og der ikke er et fællesskab alle biografgæsterne imellem på den måde.
Hajs forretninger
I Singapore opdagede vi, at Haj havde skabt en stor forretning inden for tekstiler:
Det er noget med, at forretningen har specialiseret sig i diamantbesatte tekstiler, hvilket har indbragt hende en mindre formue. I Panama havde hun bare for sjov købt en bilvask:
Da hun ikke bryder sig om vand, var hun kun yderst sjældent forbi – og kun lige for at tjekke, om medarbejderne lavede noget.
Hendes yndlingsbeskæftigelse er at drikke champagne (med god sikkerhedsafstand til poolen):
Hun skulle lige smage den sorte Moët her – kun for endnu en gang at konkludere, at det altså ikke er helt rigtig champagne. Så vi fik lidt brok bagefter og ordre på at købe tør pagne til hende for fremtiden, som vi plejer. Divahaj …
Typisk panamansk 14: bilalarmer
I Panama er der næsten altid en bilalarm i gang et eller andet sted, og ingen tager sig af dem, fordi de starter så let som ingenting og ganske utilsigtet, f.eks. bare ved tordenvejr.
Typisk panamansk 13: blomstrende buske
Planterne ser ud til at trives godt i Panama (dem i haverne bliver vandet), så man støder tit på en overdådighed af blomster som f.eks. disse fra Malcolms grund:
Typisk panamansk 12: macheter
Enhver panamaner med respekt for sig selv har en machete. Her er den, der tilhører Malcolms gartner:
En machete er lidt af et multiværktøj, der f.eks. også bruges til at klippe hække med, hvilket gartneren kan gøre helt snorlige uden nogen hjælpemidler:
Den kan også bruges til at slå græs med, som manden i venstre side gør her på vores sædvanlige vej fra huset ned til indkøb:
Typisk dansk 2: dæmpet belysning = hygge
I Thailand var der masser af lysstofrør i beboelsesrum som stuer og værelser, og de almindelige pærer havde ofte høj lysstyrke og helt hvid farve. Det er også tilfældet i Panama. Og det skærer helt bogstaveligt en dansker i øjnene. Naser Khader siger det rigtig fint:
“Man kan sige, at i forhold til vores børn her i Danmark, er der sådan … hygge og stearinlys, men ikke for meget lys. Vi er få, det er os, og vi gider ikke åbne døren, når nogen ringer på. I min barndom var det mere … jo flere vi er, jo mere støj, jo flere der banker på, jo flere lysstofrør, jo hyggeligere. Så der er en forskel.”
Naser Khader i Stine Jensens bog “Fra hjerne til hjerte” (min fremhævning)
Typisk panamansk 11: gittermaling
En meget hyppig beskæftigelse i Panama er maling af gitre. På næsten hver cykeltur kom vi forbi en gittermaler som ham her:
Bjergene nær vulkanen Volcán Barú
I påsken kørte vi lidt længere op i bjergene omkring Panamas højeste bjerg, vulkanen Volcán Barú på 3.474 meter. Fra toppen af vulkanen kan man i godt vejr se Stillehavet og Det Caribiske Hav på én gang, og vi overvejede en guidet 5-6-timers vandring derop (og samme tid ned), men manglede alt udstyr til decideret bjergvandring i frostgrader, så vi nøjedes med at køre for vulkanens fod i ca. 1.000 meters højde. Her er bløde bakker med græsmarker til køer – i bedste hobbitlandskabsstil:
Landlig idyl:
Ingen jord er for skrå til at blive dyrket, så markerne går op ad bjergene som vinmarker i Alsace:
En løsgående tyr har indtaget busskuret:
Landsbyen Cerro Punta lever af landbrug, og overalt reklamerer maling på husmurene med: jordbær med fløde! Så kan man lige holde ind i vejsiden og få sig en snack, som åbenbart slet ikke er så dansk.
Vi havde læst om en god restaurant nær Cerro Punta på TripAdvisor. Den havde egentlig lukket om mandagen, men hvis vi bare lige ringede, en time inden vi kom, kunne de da sagtens starte køkkenet op for vores skyld. Her er den hyggelige restaurant:
Og her er restaurantens idylliske have:
Vi fik hjemmelavet frisk passionsfrugt- og ananasjuice, løgsuppe, hummus, dumplings, lækre tykke bøffer (hvilket ellers er en umulighed i Panama, hvor bøfkød som regel skæres ud i kun 1 cm’s tykkelse) og lun æbletærte:
Denne mandag var vi forudseende og bestilte sushi for to til den kommende fredag – vores næstsidste dag i Panama – hvor vi så lejede en bil igen og kørte de 70 km x 2 udelukkende for at få sushi. Det var det værd:
Der er ingen, der siger, at man ikke kan få en lille bøf til dessert efter sushien:
Der er virkelig lækkert og smukt i de panamanske bjerge – men der er faktisk for koldt til at sidde ude og spise, selv med lange bukser og trøje på. Igen undrede vi os over et land, hvor klimaet kan skifte fra udpræget tropisk (34 grader og fugtigt) til tempereret (18 grader med kølig vind) efter bare en times køretur – det føles lidt skizofrent.
Los Cangilones de Gualaca
Senere i påsken lejede vi en bil og kørte til Los Cangilones de Gualaca, som er et sted, hvor en flod har skåret sig ned i de bløde klipper:
Det er et populært badested for lokale panamanere, og ikke overraskende i Panama har en bil med enorme højttalere i bagagerummet sørget for musikken (det, som de kalder reggaeton) for alle i nærheden:
Vi tilbragte nogle timer på det afslappende sted, skiftevis i det afkølende flodvand (ca. 25 grader), i solen (hot!) og i skyggen (lækkert):
Sejltur i påsken
I påsken mødte vi Ryan i fællespoolen. Han er 34 år og fra New York og har arbejdet i luksusbranchen. Men under finanskrisen, hvor hans marked mindskedes, begyndte han at se sig om efter en anden branche. Valget faldt på boliger til amerikanske pensionister i Panama. Han købte en stor grund på en ø en times kørsel fra David i et område, hvor de andre øer ellers er naturpark og derfor fredet mod bebyggelse, og han er nu i gang med at bygge de første af i alt ca. 2.000 pensionistlejligheder.
Efter en kort poolsnak inviterede han os med på sejltur dagen efter. Han skulle alligevel afsted med nogle andre, så vi kunne da bare komme gratis med, og han skulle nok sørge for transport til båden, drikkevarer og mad. Øh, okay – tak!
Vi kørte en god times tid ned til den lille havn Boca Chica:
Her hoppede vi i en lille båd, der sejlede os forbi små klippeøer bevokset med træer:
Efter en halv times tid kom vi til en øde sandstrand, hvor kun én båd var kommet os i forkøbet:
Senere på dagen lagde flere både til, men ikke flere, end at det var hyggeligt. Her er den lille strand set fra hængekøjeperspektiv:
Det er vist meningen, man skal ligge på den anden led, men til en start og til dagens første øl var det her nu heller ikke at kimse ad:
Mmmm, 30 grader varmt vand:
Det var fedt bare at bade, spise, hygge, snakke og lære de nye mennesker at kende: vores nabo Ryan, hans tidligere praktikant (nu vistnok snart kæreste) Morgan, hans ansatte Karen og hendes panamanske venner Blad, som spiller trommer, har lært godt engelsk og drømmer om at se Spanien og resten af Europa, og Nadia, der som en af de eneste piger i Panama spiller elguitar.
Ud over menneskene var der også nogle selskabelige små krabber, der myldrede på stranden iført hver deres sneglehus. Her er en, der forsøger at gemme sig:
Og her har den foldet sig ud:
De fandtes i alle mulige størrelser og med alle mulige sneglehuse. Her er en, der har valgt en prikket model (bemærk de fine øjne på stilke, der stikker op):
Man kan ikke andet end smile i de her omgivelser:
En af de andre strandgæster havde en meget kær hvalp med, som tit kom på besøg:
Den mener ikke selv, den er for ung til øllene:
En glad Thomas i det store badekar:
Sidst på eftermiddagen forlod vi den skønne, lille ø, som efterhånden var blevet affolket igen:
Ruten fra David til øen:
At møde verden oppefra eller nedefra
Jeg kan huske en samtale, jeg havde med min første rigtige kæreste, da jeg var 14 år gammel (for kun 18 år siden). Den handlede om personlighed og præsentation over for andre – et punkt, hvor vi var stærke modsætninger.
Hans tilgang var “oppefra”: Han var åben, snakkende, drillende og en lille smule pralende eller overdrivende i sin præsentation af sig selv – så kunne han altid efterfølgende trække lidt i land, hvis det var nødvendigt. Under alle omstændigheder havde han så opnået en lang række fordele: kontakt med de nye mennesker, han stod over for, og opmærksomhed fra dem, et godt og livligt førstehåndsindtryk, måske umiddelbart en højere karakter i skolen, og adgang til noget, han ellers ikke ville have fået adgang til.
Min tilgang var “nedefra”: Jeg fandt det naturligt at underspille, være tilbageholdende og se folk og situationen an, før jeg selv åbnede munden – og så skulle den endelig ikke åbnes for meget. På den måde kunne jeg altid senere overraske positivt med mine evner eller min viden, fordi folk som udgangspunkt havde sat mig ret lavt. Det føltes rart for mig at overraske positivt; omvendt var der ikke noget mere pinligt end at skuffe.
Mon ikke vi begge har fortsat levevisen lige siden?
Jeg opdagede for et par dage siden, at jeg stadig er tryggest ved at tage tingene nedefra og skabe projekter i al hemmelighed og ydmyghed. Jeg er nemlig med stor iver ved at skrive en bog om de hyppigste danske stavefejl, og Thomas og jeg reflekterede lidt over pointen med bogen: målgruppe, formål, længde, illustrationer eller ej osv. Én ting sagde jeg helt klart: Jeg skrev i hvert fald ikke bogen for at tjene penge – jeg ville bare så gerne ud med alle de idéer, der fylder inde i mit hoved. Men et par timer efter vendte jeg tilbage med et kontraudsagn: Jeg ville faktisk enormt gerne tjene penge på den, og det ville være en drøm at få en passiv indtægt på den måde. Det var svært at sige – så svært, at jeg end ikke selv var bevidst om det til at starte med. Det forpligter jo at sætte sig et mål. Folk vil spørge undervejs, hvordan det går med bogen. Efter udgivelsen vil man konkludere, at den ikke blev en succes, medmindre den tjener det ind, som jeg har ytret ønske om. Min bog kan altså blive en taberbog, og jeg en taberforfatter. Eller hvad?
Hvis jeg skriver den i al hemmelighed, udgiver den selv, går diskret med dørene og bare observerer, hvor mange eksemplarer bogen bliver solgt i, og siger “Aha” til tallet, er der jo ingen, der kan komme efter mig, og jeg bevarer med garanti min stolthed. For jeg udgav jo bare bogen for sjov i min fritid. Men hvad skal jeg med den stolthed?
Lad det hermed være sagt:
Jeg vil udgive en kort, præcis, humoristisk og lærerig toilet-/mandelgavebog om sjove og mærkelige hyppige stavefejl, og jeg håber, jeg kommer til at tjene fedt på den!
I er velkomne til at spørge, hvordan det går med den – så kan det også være, den rent faktisk bliver til virkelighed, og at jeg selv tager den alvorligt som arbejde og ikke som et fritidsprojekt. Man skriver altså ikke faglige bøger i sin fritid, uanset hvor små og sjove de så end er.
Kursændringer
I Panama er den officielle valuta balboa. Der findes dog ingen balboasedler, kun mønter. Balboaen er bundet 1:1 med dollaren, og mønterne er næsten ens, bortset fra at der ikke findes halv- og endollarmønter. Her ligger mønterne med dollars øverst og balboa nederst:
Da vi rejste til Panama, var en dollar ca. 6 kr. værd, men i februar havde den sneget sig helt op på 7 kr. Det er vildt mærkeligt med så store kursudsving, når man tjener danske penge og derfor hele tiden orienterer sig efter den danske valuta. Det varierer altså, hvad vi tænker om tingene her: En pizza koster 90 kr. Okay, lidt dyrt, men den er det værd. Hov, nej, nu koster den 105 kr. Hmm, mærkeligt. Det hus, vi bor i, koster 4,2 mio. kr. Nej, vent, nu koster det 4,9 mio. kr. Det er ret abstrakt!
Mad
Hvis man fjerner alle udenlandsk inspirerede restauranter (amerikanske og italienske), står man tilbage med tipico-restauranter, som serverer en tallerken mad for 3-4 dollars.
Standardkød her er kylling. Eller det vil sige … kylling er faktisk ikke kød. Man kan tit vælge mellem pollo (som betyder kylling) og carne (som betyder kød og som udgangspunkt er oksekød). Det gør til gengæld ikke noget, at kylling er lidt overrepræsenteret, for panamansk kylling er altid vildt lækker: mør, saftig og virkelig velsmagende. Måske er det majskyllinger, som jo så desværre ikke har det så godt. Hvis det ikke er majskyllinger, burde vi virkelig lære at opdrætte/tilberede kylling på samme måde i Danmark.
Ris er standardtilbehøret. Salat som tilbehør er altid tomat og agurk i eddikedressing. Kartoffelsalat kan man også få som tilbehør – og så selvfølgelig bønner og ikke mindst pomfritter. Og lige en enkelt skive stegt madbanan på sidelinjen. Brød er også en mulighed. Men det er så det. Sådan er almindelig panamansk mad.
Her er en af de bedre tallerkner med bønner i skålen, friteret fisk bagved og en skive banan bag risen til højre:
Når vi bestiller salat – i håbet om at spise lidt sundt – er der altid masser af icebergsalat og dressing:
Man kan sagtens komme ud for både at få dressing/mayo, ketchup og sennep på, så det hele er smurt virkelig godt ind.
På tipico-restauranterne er der ingen menukort. Nogle steder er kantineagtige, hvor man kan se, hvad man kan vælge imellem. Men ellers får man bare mundtligt at vide, hvilke 3-4 retter der er at vælge imellem: Vil du have kylling, suppe, fisk eller kød?
Hjemve eller ej?
I halvanden måneds tid havde jeg mere eller mindre hjemve. Jeg ville lige så gerne være hjemme og savnede bekvemmelighederne i Danmark, f.eks. at man ved, hvor alting står i butikkerne, at det er nemmere at komme rundt på cykel, og at folk forstår, hvad man siger, og omvendt. Det var underligt at småønske sig hjem – det gjorde jeg slet ikke i Thailand, hvor jeg gerne var blevet i længere tid.
Hvad savner jeg fra Danmark?
- Toiletpapir og hygiejnebind uden parfume
- Højere vandtryk
- Varmt vand i køkkenhanen og i badet
- Tilgængelig natur
- At folk går op i deres tøj (så man ikke er mærkelig, hvis man har kjole på)
- De danske måder at hakke og udskære kød på (her hakkes kødet f.eks. anderledes – måske finere – så kødboller bliver stenhårde)
- Æbleskiver, stegt flæsk, mozarella, rejer i lage og røget laks og hellefisk
- Sundae-is, hvor chokoladesovsen ikke stivner
- Underholdning: koncerter, vinsmagninger, tivoli, byture, foredrag og løb
- Venner og familie
Hvad er lækkert i Panama?
- At vejret er fantastisk: 32-34 grader om dagen og næsten altid solskin
- At der stort set ingen myg er
- At alle vinduer står åbne 24/7
- At der ingen kalk er i vandet (glas, der er vasket op, tørrer pletfrit af sig selv, og spejle og computerskærme kan tørres af med en fugtig klud, uden at man skal tørre efter)
- At man er hurtigt færdig, når man skifter sengetøj (fordi der ikke er noget dynebetræk, men bare et lagen til at have over sig)
- At sproget er sjovt (f.eks. oversættes udtrykket “He we go!” helt ordret til “¡Aquí vamos!” – som hvis vi på dansk sagde “Her går vi!”)
- At poolene er varme – rigtig varme
- At folk griner og hviner og siger “Uuuuh” under film i biografen – som for øvrigt kun koster 3,25 dollars (ca. 22 kr.) pr. person
Senere fandt jeg ud af, at min hjemve primært skyldtes, at jeg ikke havde et rigtigt hjem. Vi delte hjem med mellem én og tre andre, da vi boede hos Malcolm, og bare dét, at man ikke kan stille saltet, hvor man vil i køkkenet, kræver tankekraft og energi, ligesom når man ikke kan smide bananer, der er halvt spist af gekkoer, ud, fordi nogen mener, de sagtens kan bruges. Man skal altså hele tiden gå og huske på, hvad man nu må og ikke må, og man kan ikke hjemliggøre noget – indrette ting efter sin egen logik eller sin egen æstetik. Så jeg havde nok ikke hjemve efter Danmark eller kolonihaven, men bare ve efter et hjem.
Vejret er uendelig lækkert her, og så må man leve med, at chokoladen smelter ved stuetemperatur:
Kun én årstid: sommer
I Panama findes der kun én årstid, nemlig sommer (verano), der går fra december til april. I dén periode benytter alle butikker årstiden til at skabe helt særlige sommertilbud som dette:
Det, der kendetegner sommeren, er, at der er ekstra varmt og tørt. Resten af året hedder ikke noget – det er bare ikke sommer. Buske og træer mister aldrig alle deres blade på én gang, men drysser dem bare regelmæssigt af gennem hele året, så der sker en løbende udskiftning. I Danmark er vi så vant til 4 meget forskellige årstider på hver 3 måneder, og vi orienterer os meget efter dem og har forskellige aktiviteter, traditioner og vaner alt efter årstiden, så det er lidt svært at forestille sig at være vokset op uden den rytme.
Religion
Langt de fleste panamanere er katolikker, og dét nok en del mere, end den gennemsnitlige dansker er protestant. Da vi var til Victorias quinceañera (15-års fødselsdag), bad familien en bøn, inden de skar kagen ud, og de tog lige en ekstra runde fadervor på engelsk for vores skyld. Helligdagene her er også noget mere hellige end i Danmark, hvor de for langt de fleste mennesker bare er fridage med religiøse undskyldninger, som vi for længst har glemt. Her er der forbud mod køb af alkohol på helligdage:
På kirkegårdene ligger gravstederne tættere, og der er flere blomster (kunstige), hvilket faktisk er meget hyggeligt:
Der er en del kirker og bibelskoler rundtomkring, og de er ret forskelligartede i arkitekturen. Her er en, hvor Jesus diskret byder velkommen fra det høje:
Ud over disse få forskelle mærker man ikke meget til religionen – der er f.eks. ingen bimblebamlen søndag formiddag.
Dyreliv
Mange dyr er farvestrålende, flotte og fascinerende her i Panama – og så har vi ikke engang været ude i naturen, men kun været i bebyggede områder! Her er en lille, turkis frø på 3 cm:
Her er et par blå fugle, der spiser vores plantains (madbananer):
Og her sidder en gulmavet fugl i toppen af en papajapalme:
De gulmavede fugle elsker pools og kommer forbi flere gange dagligt, styrtdykker ned til vandoverfladen og sluger lidt vand i farten eller vasker maven, eller hvad det er, de gør:
Efter at vi er flyttet, nyder vi at have kolibrier flyvende omkring os og helt tæt på os – som sommerfugle i en god sæson i Danmark. De er bittesmå, flyver som insekter eller lynhurtige minihelikoptere og skinner metalgrønt i fjerene. Det ser fedt ud, når de står stille i luften, men selvom de nogle gange kun er en armslængde væk fra os, er de så hurtige, at de er svære at nå at forevige. Så snart man bevæger sig, er de pist væk. Her er det lykkedes at fange en i skyggen under halvtaget 2 meter væk:
Vi har en lang historik med “grønlinger” – som vi kalder nogle leguanlignende øgler, fordi de nok i hvert fald ikke hedder leguaner – og vi har lært dem lidt at kende. De er meget sky og yderst observante, så man kommer sjældent tæt på dem. Man kan sagtens indlede en kiggekrig med en grønling i håb om, at den glemmer, at man er der, men den vinder altid. Grønlingers tålmodighed overgår langt min, selvom jeg kan være ret så stædig. Så det ender altid med, at jeg bevæger mig først.
Da vi boede i det første, store hus, larmede de nogle gange helt vildt på taget. Her sidder en meterlang én øverst på tagryggen:
En anden dag prøver jeg at bortjage, hvad det end er, der i en halv times tid støjende har slæbt med fødderne i vores tagrende – hovedet af en grønling stikker op:
En grønling på vej op ad palme”stigen”, så den kan komme videre i det grønne:
En lille grønling på det udslukte poolvandvandfald:
En dag var en hoppet i poolen. Det viser sig, at de er udmærkede svømmere:
Umiddelbart var den bare ikke lige så god til at finde op af poolen igen:
Lige indtil den opdagede et lille smuthul at kravle op igennem ved filteret:
Her er Thomas på magisk vis kommet ind på 5 meters afstand af en meget grøn grønling:
Derudover ser vi indimellem papegøjer flyve parvist, mens de skriger lidt. Da jeg så dem første gang, var min første tanke næsten, at de måtte være sluppet løs et sted fra – tænk, at de findes i naturen! Men selvfølgelig gør de det et eller andet sted i verden, og det viste sig at være her. Desværre kommer de ikke ned i billedtagningshøjde.
Nogle, der heller ikke kommer ned til os, men hele tiden svæver over os, er en eller anden form for rovfugl. De våger over hele Panama og er næsten altid at se et eller andet sted på himlen.
Derudover har vi set et par døde små slanger i vejkanten, sorte gribbe, fugle med helt røde maver og nogle underlige store, hvide fugle, der stod og skumlede på en mark med “skuldrene” trukket op:
Kultur og hygge i David
Vores nye kvarter rummer noget så overraskende som et kulturelt centrum. Der er et museum (dog lukket):
Og der er en portal:
Portalen er indgang til en lille gangpassage med bænke og lidt hærget kunst i form af nogle lysskulpturer i siderne:
Går man ned for enden, dukker der ligefrem et gammelt kirketårn op, knyttet til en stor, nyere kirke, som der næsten altid sker noget i:
Det første religiøse symbol, vi har set, ud over kirker skal også findes her – Jomfru Maria forrest, og inde bag hegnet en form for sarkofag med en dukke i:
Kvarteret rummer også en park, og den bliver rent faktisk brugt af familier med børn, kærestepar og veninder – på helt almindelig, hyggelig vis, hvilket virkelig er skønt og livsbekræftende:
Jeg er vild med vores nye kvarter, som har charme og oprindelig hygge i modsætning til det dyre, affolkede, upersonlige og uvedkommende villakvarter Las Perlas, vi kom fra.
Tredje gang er lykkens gang
Efter en weekends søgning blandt mere eller mindre forfærdelige boligmuligheder (med og uden elektricitet og med og uden køkken!) lykkedes det os at finde mere, end vi havde turdet drømme om. Vi fik boligen via en kontakt, Jason, som vi havde helt fra vores første uger i David. Dengang havde han ingen ledige boliger, men nu havde han én i det lille, hyggelige gatede kompleks Cuesta del Sol: et lille rækkehus (køkken og stue ud i ét, 2 soveværelser, 2 badeværelser og et lille bryggers med vaskemaskine og tørretumbler) med en lille terrasse foran med plads til vores 2 arbejdsborde og med udsigt til denne fine, blå pool:
Vores lejlighed ligger oppe ad den lille trappe i højre side af billedet under airconditionboksen. Først kommer vores terrasse, og så går man ind i køkken-stuen:
Vi havde heldigvis stadig alt det køkkengrej, sengetøj osv., som vi havde købt til vores første hus. Jason var så sød at skaffe os det hvide plastikspisebord, et skab og en seng. Her er vores soveværelse:
Og her er et morgenbillede af vores nye arbejdsplads – med poolen mellem os og husene i baggrunden (bemærk solopgangen spejlet i vores soveværelsesvindue):
Der er de flotteste solopgange, både i vinduet …
… og i østlig retning:
Især hvis man lige tager poolen med:
Nu er det vist ikke nogen hemmelighed mere: Jeg elsker solopgange! Og her har jeg dem hver evig eneste morgen (vores kl. 12) – det er fantastisk.
Hos Malcolm
Vi boede knap 2 måneder i Malcolms hus (nabohuset til vores første hus her i David).
Allerede da vi ringede på døren første gang, blev vi varmt modtaget. Dagen efter flyttede vi ind og fik et lille indblik i Malcolms liv. Han er 80 år gammel, og vi mødte allerede på andendagen hans bedste ven, Leo, som er 93 år. Begge er friske og fulde af humor. Malcolm går lidt dårligt, mens Leo er helt frisk i kroppen. Ingen af dem hører supergodt, så når Leo ringer på døren, og man lukker ham ind i huset, kan de gå og kalde på hinanden og lede i op mod 5 minutter, inden de tilfældigvis støder ind i hinanden og med øjnene kan konstatere, at dér var den anden jo!
De er begge overbeviste om grunden til, at alderen ikke trykker: deres ozonbehandling! Leo, der er uddannet kemiingeniør, har fundet en ung panamansk knægt (måske uddannet sygeplejer), som han stoler på, og de har sammen opfundet en metode, som vi alle vil bruge i fremtiden, når dens revolutionerende effekter kommer frem i lyset. De er bare 10 år foran, som de siger.
Metoden så vi udført i praksis allerede på andendagen i det dertil indrettede lokale, og den går ud på at injicere ozon direkte ind i blodårerne – på luftform. Knægten udfører proceduren på dem én ad gangen: forbereder apparatet (noget med en gasbeholder og noget vand), afspritter deres inderalbue og fører kanylen ind – 30 sekunder efter bobler nogle centiliter ozon rundt i deres kroppe. Undervejs hygger de sig gevaldigt og fyrer jokes af.
93-årige Leo flirter med alt og alle og spurgte, om jeg ikke ville prøve en ozonbehandling. Jeg takkede nej så høfligt, som jeg kunne, før det gik op for mig, at spørgsmålet bare var første del af en plat flirtejoke: Leo sagde, at det jo kunne være, ozonbehandlingen ville gøre mig smukkere – nå nej, det var jo slet ikke muligt!
Malcolm har udgivet 3 bøger. Hans skrivestil er dejlig simpel, og fortælleglæden stor og munter. Vi har fået 2 af dem med os:
I vores første tid i huset kom forfatteren Nick fra Belgien forbi og overnattede nogle gange. Han var i Panama for at researche til sin bog om en seriemorder, Wild Bill, der huserede på øerne Bocas del Toro (hvor Malcolm har sin kakaofarm) i 2007-2010. Bill besøgte sine første 3 ofre for at se på deres ejendom, der var til salg, festede med dem i 3 dage og dræbte dem så med det simple formål at overtage, hvad der var deres – på god, gammeldags piratvis: Hvis jeg kan kapre det, er det mit. Han begravede ligene et sted på grunden og overtog så både hjemmet og de dræbtes bankkonti. Ingen undrede sig synderligt – folk troede bare, at hussalget var gået igennem, og at Bill havde sine mange penge fra sin rige far. 2 år senere lavede han samme nummer og overtog endnu et hus efter at have dræbt ejeren. Heller ikke denne gang fattede nogen mistanke.
Her er den rare mand og hans kæreste:
(Billede lånt fra: http://abcnews.go.com/Nightline/photos/wild-bill-serial-killer-panama-photos-11375346)
Efter et par måneder slog han nabokonen ihjel og fortalte hendes venner i området, at hun havde solgt sin ø til ham. Han udgav sig for at være hende ved at sende et par SMS’er fra hendes telefon til hendes eksmand, som hun stadig havde daglig kontakt med. SMS’erne sagde, at hun havde mødt en anden og var flyttet fra øen – hvilket eksmanden studsede utrolig meget over. Desværre for Bill var hun så udadvendt, at hun blev savnet, og efter 3 måneder havde hendes nærmeste endelig fået overtalt politiet til at lede efter hende. Hendes ene hund var med rundt og reagerede kraftigt ud for Bills hus og snuste sig om til baghaven, hvor den lagde sig på jorden på det sted, som viste sig at rumme alle 5 lig. Bill og hans kæreste blev fanget i Nicaragua en måned senere, og han tilstod alle drabene. Retssagen har dog trukket gevaldigt ud, fordi Bill fandt på at bilde politiet ind, at han bare var hitman, og at det var en af de andre i Bocas-området, der var hjernen bag. Den stakkels tilfældigt udpegede mand tog vores forfatter, Nick, nu hen og interviewede, og han havde en guldgrube af dokumenter om sagen, eftersom han virkelig er dybt involveret, da politiet umiddelbart troede mere på Wild Bill end på ham.
Malcolms hjem er åbent for andre end seriemordsforfattere og andre lejere med mobile jobs. F.eks. holdt han en større middagskomsammen for Leo, fordi han ønskede at hjælpe sin ven med at sælge dennes store grund. Jo flere der kunne sprede ordet, jo større sandsynlighed for, at grunden blev solgt. Hvis vi fandt en køber, ville vi få 5 % – hvilket er pænt meget, når grundens pris i Leos håbefulde sind skulle være op mod 80 mio. kr.
Malcolms hus har været til salg et par år til 600.000 dollars (ca. 4 mio. kr.), hvilket er en helt uhyrlig pris set med danske øjne, da standen ikke nærmer sig den i et gennemsnitligt dansk hus. Til sammenligning koster nabohuset, som vi først boede i, 700.000 dollars (ca. 4,7 mio. kr.) – igen alt for meget.
Her er et par billeder af huset set ude fra haven i aftenlys:
Hængekøje i aftenlys:
Det var sjovt at lære Malcolm og co. at kende, men vi savnede gevaldigt at have privatliv, så vi valgte at lede efter noget bedre at bo i, og det lykkedes i dén grad.
Typisk panamansk 10: skraldebure
Her i Panama har hver husstand ikke en skraldespand ude ved vejen, men et skraldebur. De findes i murede udgaver, her på bagsiden af en lille mur med elmåleren:
Og i fritstående udgaver som her foran et lidt trist byhus:
Ved lejligheder er skraldeburene også inddelt i lejligheder (her inddelt i 2 x 4):
Kun i det allermest bymidtede af centrum i David findes der et par offentlige skraldespande, som vi kender dem fra en dansk gågade. Ellers smider man vist bare sit skrald i vejsiden.
Baseball
En dag, hvor vi løb runder på stadionet sammen med alle de andre morgenløbere, spurgte vi nogle, hvornår der var en baseballkamp. Det var der sørme samme aften kl. seks (vores midnat) – en gratis venskabskamp mod holdet fra Boquete.
Vi tjekkede reglerne på Wikipedia og endte faktisk med at kunne følge med i kampen og sad og talte antal strikes (når bolden rammer i en imaginær firkant over batterens homefield fra hans skuldre til hans knæ) og balls (når bolden rammer uden for dette forestillede felt). Vi forstod også, hvorfor løberne tilsyneladende tyvstarter hele tiden, og hvorfor pitcheren pludselig kaster bolden til … hmm, dem, der står på baserne. Okay, jeg mangler stadig at få nogle begreber på plads.
Thomas får sig en stadionplatte – en sød isteagtig drik og en empanada:
Der var ikke nogen bod på stadionet. Platten blev tilgængelig, da en bil kom forbi udenfor med bagagerummet fuld af empanadas og iste, og en mand kom ind på tilskuerpladserne og råbte noget a la “Nu er Flemming kommet, så hvem skal have en platte?”.
Halvanden time senere var solen gået ned, hjemmeholdet havde tabt (tror vi nok), og børnene løb ud på banen og spillede fodbold:
Typisk panamansk 9: drive-in-banker
Der er mange banker her i Panama, og en del af dem er drive-in-banker:
En sådan hedder en autobanco på spansk, for det spanske sprog er sådan opbygget, at man tager et vilkårligt ord, man kender i forvejen (f.eks. fra dansk, engelsk eller fransk), og sætter o på:
- Ligeud: directo
- Perfekt: perfecto
- Korrekt: correcto
- Typisk: tipico
- Bil (car på engelsk): carro
- Kiosk: kiosco
- Lufthavn: aeropuerto
Typisk panamansk 8: akajutræer
Vi havde en del gange undret os over en bestemt type træ, som står mange steder. Frugterne ligner pebere, men det er, som om de vender forkert: Stilken sidder nedad – og frugten hænger jo så i den rigtige stilk i den anden ende:
Her er en frugt, der er faldet ned:
Tilfældigvis læste jeg korrektur på en artikel om giftige planter i Illustreret Videnskab, og et uskarpt billede af en cashewfrugt tiltrak mit blik. Det var dem, vi havde undret os over! Og pludselig giver det hele mening: Det er jo en cashewnød, der sidder for enden af frugten.
Opdagelsen har givet mig lidt mere respekt for cashewnødder og en forklaring på deres høje prisleje, når der kun kommer én nød for hver frugt.
Typisk panamansk 7: opvaskesæbe
I Panama (og måske også i USA?) findes opvaskemiddel foruden i den velkendte flydende form også som en fast modellervoksagtig masse i en bøtte:
Der findes ikke opvaskebørster her. I stedet bruger man en svamp, som man dypper ned i den evigt åbentstående sæbe. Der er konstant lidt vand nede i sæben, og karkluden (som snarere er et tykt håndklæde) tørrer heller aldrig. Efter en uges tid ser resultatet yderst lækkert ud:
Jeg er en lille smule hys med køkkenhygiejne, så jeg bruger det almindelige flydende opvaskemiddel og fandt en børste i supermarkedets rengøringsafdeling, der godt kunne gå for en opvaskebørste. Og så holder jeg mig langt fra karkluden og bruger køkkenrulle til at tørre bordet af med i stedet. Det hjælper ikke på hygiejnen, at der kun i få huse findes koldt og varmt vand. Som regel er der bare vand, og det er omkring 20 grader.
Politi
Her i Panama er der politi overalt. F.eks. var der masser til karnevalet i Dolega, hvor de patruljerende gik runder eller bare stod og holdt opsyn i deres varme uniform som forrest i dette billede af dansepladsen:
Det er lidt specielt for os danskere, at der hele tiden kommer fuldt udrustet politi ind i vores synsfelt, alle med stave og pistoler og nogle endda med maskingeværer. Den var ikke gået til Grøn Koncert, uden at noget af hyggen røg.
I gadebilledet ser man dem køre forbi på motorcykel med to på, hvor den bagerstes maskingevær stikker lodret op i bedste terroriststil.
En dag, da vi boede i hus nr. 2 (hos den ældre mand Malcolm), lyste to politibetjente ind ad vores vinduer kl. 23 om aftenen panamansk tid (vores kl. 5 om natten) og ringede efterfølgende på døren. Vi forstod ikke meget af, hvad de sagde, men i hvert fald var vores alarm gået og havde tilkaldt dem. Meget mystisk, når alarmsystemet ikke havde været slået til i flere år … Vi fik forklaret, at vi bare var lejere, og at husets ejer var i Bocas, og så gik de igen.
Det mærkeligste er måske ikke opbuddet af politi overalt. Det er nok bare nødvendigt i et mellemamerikansk land, hvor en tilfældig taxachauffør fortalte os, at tre mænd var steget ind til ham i bilen, havde bundet hans hænder på ryggen og hevet en hætte ned over hovedet på ham. Så var de kørt rundt, måske med ham i bagagerummet (det forstod vi ikke helt), men da han bare føjede sig – han var ingen Superman, som han sagde – fik han vist lov at slippe. Nogle restauranter låser dørene om aftenen, fordi de har hørt om andre restauranter, der lige er blevet røvet. Og i kvarteret syd for bymidten (hvor vi nu bor – mere om det senere) skilter det lokale supermarked med, at man lige skal lade være med at tage smykker på ind i butikken – de gider ikke huse værdier:
Det, der undrer os mest, er gringoernes (altså de hvide immigranters) automatiske skepsis: Da vi fortalte vores roommate, canadieren Charity, at politiet havde været forbi, udbrød hun: “Det var da altid noget, at de ikke bad om bestikkelse!” Og da Malcolm kom hjem, spurgte han: “I lukkede dem ikke ind, vel?” Jeg spurgte undrende: “Nej. Hvorfor?” “Fordi man ikke kan stole på dem,” var svaret. Vi har kun oplevet dem som enten politiagtigt reserverede eller sødt smilende – eller evt. lidt mærkelige: sådan lidt for snakkende og næsten lidt fulde.
Karneval
På vores køretur om lørdagen var vi forbi landsbyen Dolega 2 gange, fordi der skulle være karneval dér, og det var der ifølge de få tilstedeværende også. Men der var kun en masse opstillede boder – ingen festende mennesker eller kostumer. Så noget var galt.
Om tirsdagen, som var panamansk helligdag, vendte vi tilbage for at tjekke status. Nu var det straks bedre: Der var et mylder af folk i den lille landsby og mad og drikkevarer i alle boderne på hovedgaden.
Vi fandt centrum for løjerne og betalte 10 dollars i entré. Min hårklemme blev inddraget af security og lagt i en kurv sammen med de foregående 200 kvinders hårspænder, parfumer, læbestifte og lignende. Meget mystisk, men et offer, der var værd at give. Nu var vi nemlig lukket ind – ikke til kostumer, salsa og traditioner, men til en vandudgave af Grøn Koncert med et overtal af unge mennesker.
De voksne søger ly i skyggen:
Her på dansegulvet hygger de unge sig til høj teknomusik, mens 3 konstante vandstråler i brandslangetykkelse afkøler dem og gør alt pladdervådt:
Vandet stammer fra store tankbiler som denne:
Og her har børnene det sjovt – endelig må man helt lovligt komme stormende og oversprøjte de voksne:
Selv ikke i ølteltet er der helle:
Efter at have tøffet rundt og inspiceret sagerne og konstateret, at der ikke skete noget som helst andet end mild druk og vandsprøjtning, gik vi ombord i øllene:
Vi testede flere af deres øl – endda deres øl med manzana. Æble er meget populært her i Panama. F.eks. serverer McDonald’s isen Sundae Manzana; også håndsæbe og luftfriskerspray fås i æbleudgaver.
Senere forsøgte vi at bestille en Smirnoff Ice, men måtte sige det 3-4 gange, før der gik en prås op for bartenderen: “Ah, Mirnoff Ice.” Ja, tro det eller ej: Sidste år var vi i Thailand, hvor s’er til sidst i ord ikke findes. Den klassiske replik dér er “No eye”, når man ikke vil have is i sin cola. Her i Panama taler de spansk, men i en udgave, hvor halvdelen af s’erne mangler. Tallet 3 (“tres” på spansk) udtales “tre” her, hilsnen “Buenos dias” hedder ofte “Buena dia”, den Metro-agtige butik, som vi længe har hørt omtalt som “Price Mart”, hedder faktisk Price Smart, kan vi se på Google Maps, og Smirnoff bliver jo så til … Mirnoff. Det er også lettere at sige, når man er fuld:
Ved 17-tiden panamansk tid stoppede musikken pludselig, de store vandvogne indstillede deres vandspyning, og folk valfartede mod udgangen. Det var dét karneval.
Vi besluttede at gå hjemad til fods, eftersom et par tusind mennesker skulle hjem med busser og taxaer på en gang – og der var jo kun 14 km til David. På vejen kom vi forbi en flod, hvor folk rent faktisk badede og hyggede sig med mad, præcis som jeg har savnet at se folk gøre, når der er vand i nærheden:
Vores gåtur blev kun 8 km lang. Så var mine flipflopfødder smadrede, og det panamanske nattemørke sat ind, og vi kunne lige klemme os stående ind i den minibus, der kom forbi efter lidt ventetid.
Fik jeg for øvrigt sagt, at Grøn Koncert-plænen tilhørte kirken?
Da vi kom hjem, prøvede vi at finde ud af, hvad karneval og fastelavn egentlig er. Det er lidt svært at blive klog på, om det er én og samme ting, eller om det tværtimod har ophav i mange forskellige traditioner, men begge ligger i hvert fald lige før den kristne faste – som vi jo allesammen kender til (fordi kristendommen ligefrem er statsreligion i Danmark) … Nå, men på religion.dk kan man læse dette:
“Den Ortodokse Kirkes fasteforskrifter er omfattende. Kirkeåret indeholder to lange fasteperioder på hver 40 dage, julefasten og påskefasten, og to kortere perioder, den såkaldte apostelfaste op til højtiden for Peter og Paulus den 29. juni samt Gudsmoderfasten, de sidste to uger inden højtiden for Gudsmoders hensoven den 15. august. Derudover er de fleste onsdage og fredage året igennem fastedage.“
Det var åbenbart Gud, der opfandt 5:2-kuren – onsdag og fredag, sådan!
Kilde: www.religion.dk/fra-bloggen/faste-er-en-kristen-skik
Weekendtur med bil
I lørdags lejede vi en bil og kørte rundt i nærområdet. Vi tog bl.a. til bjergbyen Boquete igen og fik et lidt mere positivt syn på den – selvom det stadig blæser helt vildt, støvregner og er rigtig koldt. At det er en gringomagnet (gringo = hvid udlænding i Latinamerika), forstår vi stadig ikke. Men byen tog sig trods alt smukkere ud denne gang. Bl.a. fandt vi en blomsterpark:
Og når man lige er heldig at fange lidt blå himmel og en god vinkel, begynder det at ligne noget:
Ikke mindst fandt vi restauranten The Rock – nok det nærmeste, man kommer på fine dining i denne halvdel af Panama:
Vi spiste aftensmad der (panamanernes frokost) og fik en bøf med virkelig god oksesmag og denne sesamlaks på lækker, blød risotto med balsamicodryp rundt langs kanten:
Boquete ligger på en blind vej så at sige, så vi kørte tilbage mod David for at se turistattraktion nr. 1 her i provinsen: Caldera Hot Springs. Undervejs blev vi stoppet i et polititjek, som ikke er usædvanligt her i Panama. Vejen spærres, og man skal vise ID og se naturlig og afslappet ud, som om man ikke fragter narko overhovedet. Her var polititjekket kombineret med en klassisk markafbrænding lige bagved – lidt trælse arbejdsforhold for betjentene med al den røg, men meget smart for os bilister, da vi så sænkede farten, allerede inden vi fik øje på politiet:
I vores bestræbelser på at se naturlige ud fik vi selvfølgelig ikke drejet af til venstre lige inden politiet, som vi faktisk skulle, så vi måtte lave en U-vending og passere dem igen. Nede ad sidevejen var vi virkelig på landet. Der er kæmpestore øde områder her i Panama, som jeg tænker kun får besøg af et menneske hvert 15. år, og som er ret fascinerende. Her er der dog opsat hegn, så nogen har taget ejerskab over området:
På den 3 km lange, meget biludfordrende grusvej det sidste stykke hen til de varme kilder cyklede en politibetjent foran os. Han skulle samme sted hen for at tjekke, om alt åndede fred og ro dér. Her snakker han lige med en af de lokale, som tager grusvejen til hest med sin hund:
Et sted skulle vi over en ret wobbly bro:
Med en fantastisk udsigt:
Et andet sted vurderede vi, at vores lejede bil ville få det skidt, hvis vi kørte videre, så vi parkerede og fortsatte til fods:
Da vi skulle være ved de famøse hot springs, kunne vi ikke finde dem. Stien sluttede ved den flod, vi var kørt over, og ganske vist kunne man bade i den, men det var der hverken meget hot eller springs over. Vi endte med at spørge en turistguide på stedet, om han vidste, om de varme kilder var i nærheden. Han grinte og pegede lidt tilbage på et par stenopsatser:
Ah, dér var de. Vandet var nok omkring 38 grader, og det boblede en smule op nedefra, og tanken om den varme undergrund er da fascinerende (ligesom tanken om antallet af bakterier, efter at 100 turister dagligt sænker sig ubadet ned i det stillestående vand) – men jeg gætter på, at oplevelsen er større i f.eks. Island.
Efter den naturlige jacuzzioplevelse kørte vi tilbage mod David til byen Dolega, hvor vi havde hørt, der skulle være karneval. Der var tydeligvis også noget under opsejling på pladsen foran kirken (endnu et telt til mad- og drikkevaresalg blev rejst) – men mærkeligt nok også under afvikling (en masse øl i store, kolde vandbade blev pakket væk). Vi prøvede at spørge, hvornår der var karneval, men fik bare svaret, at det var der skam i dag og i morgen og i overmorgen. Hmm, vi måtte vende tilbage til Dolega en af de kommende dage.
Selvom det efterhånden var blevet midnat, var vores dag bare ikke slut endnu, så vi kørte de 20 km tilbage til Boquete for at spise natmad (panamanernes aftensmad) på The Rock. Noget af det bedste er, at man starter med at få brød og olie og en lækker balsamico at dyppe brødet i:
Det lyder måske ikke af noget særligt, men det er det, når man har abstinenser efter europæisk restaurantsmad. Jeg fik en spaghetti carbonara, og Thomas en pastaret med rejer, bønner og bagt parmesan på toppen:
Endelig var det tid til at vende hjemad mod varme David i vores nattemørke/panamanernes aftenmørke.
Fastfood i David
Der er masser af fastfoodrestauranter i David. I princippet er de fleste tipico-restauranter (tipico = typisk) egentlig fastfoodrestauranter, hvor hofretten er en halv stegt kylling med pomfritter. Og ketchup. Eller grøntsagsris med et stykke kylling som her (til 2,25 dollars):
Men de dyre løsninger som Pizza Hut, KFC, Subway og TGI Fridays (som ser ud til snart at komme til Danmark) er også repræsenteret her – for ikke at nævne McDonald’s, som der er mindst 2 af i David. Efter sigende skulle den lokale restaurant McPato være opstået, da en David-borger ville franchise en McDonald’s, men syntes, det var for dyrt. Da Donald jo er en and (jo jo, altså Donald Duck!), og and hedder “pato” på spansk, lavede han bare sin egen efterligning ved navn McPato – som overhovedet ikke serverer and. Alt er kylling her i Panama.
Vi var inde og vende i McPato for at få lidt at drikke, men opgav hurtigt at stå i kø, fordi det lugtede virkelig fælt af gammel, genbrugt friture. Det blev et nej tak herfra. Vi har rent faktisk prøvet den lokale Pio Pio (en populær McDonald’s-efterligning primært med kylling, udbredt i hele Panama), men måltidet var simpelthen så trist – virkelig en skodudgave af en fastfoodmenu med flade pomfritter, kunstiggul karrymayo som eneste dressing og burgere så skæve og uindbydende, at jeg for første gang forstod værdien af den nidkære ensretning hos McDonald’s.
Typisk panamansk 6: gule taxaer
Gule taxaer er overalt i Panama, både i Panama City, i David og på landet. De ses både kørende og parkerede hjemme hos deres ejere. En overgang tænkte vi, at det nærmest måtte være hver anden husstand, der ejede en taxa. De er billige: 2-3 dollars, fra hvor vi bor, til centrum (ca. 3 km). Nogle gange har chaufføren sin kone eller et par børn med, men det forhindrer ham ikke i lige at tjene et par dollars – så må familiemedlemmerne bare køre med på en omvej.
Der er tilsyneladende ingen regler for, hvilke biler man kan gøre til taxaer – de skal bare iklædes gul taxafilm. Så der findes både nye og ramponerede udgaver og sedan- og pickupudgaver.
I fredags var vi downtown David for at prøve biografen (ja, “Fifty Shades of Grey” er også kommet til Panama). Sådan så et lyskryds ud i den ene retning (5 taxaer):
Og sådan så vejen ud i den anden retning (også 5 stk.):
Det er sjældent svært at fange en taxa, så vi går bare ud på gaden og satser på at støde ind i en.
Papajapalme og Jupiter
Det hænder, at jeg står op allerede kl. 2 om natten panamansk tid. Så ser en af papajapalmerne i haven sådan her ud:
Bemærk den lille prik i venstre side. Selvom vi har en projektør i haven, kan man nemt se nogle stjerner – og planeter. Appen Google Sky Map, som viser, hvordan himlen ser ud der, hvor man holder telefonen op, viser tydeligt, at den lysende prik er Jupiter:
Nu med pigtråd
Så bliver der sat pigtråd op på muren ind til vores gamle hus:
Mmm, pigtråd. Det kan være, mr. Moreno vurderer, at det er nødvendigt for at få det solgt eller lejet ud igen.
En lettere erotisk novelle
Alt det fokus på sikkerhed og låse og hemmelige veje ind og ud af boliger har rumsteret i min hjerne den sidste måneds tid. Natten til i går drømte jeg en drøm, hvor min hjerne gav utrygheden en positiv slutning i en helt anden boldgade! Den drøm er endt ud i en lille lettere erotisk novelle i bedste Tidens Kvinder-stil. Hvis du vil læse den, så klik her.
Vandbrygning
I vores gamle hus smagte vandet ret dårligt (af klor plus noget andet), så vi købte vand i dunke, indtil vi købte vores vandbrygningsudstyr:
Det er egentlig bare en kande inddelt i 2 rum. Øverst hælder man vandhanevand i, og det løber så igennem et filter ned i rummet nederst i kanden. Det tager ca. 4 minutter for en portion af løbe igennem, og der skal 2 portioner til for at fylde det nederste rum. Sådan her ser filteret ud oppefra:
Filteret skal skiftes hver anden måned med det vandforbrug, vi har.
Efter at vi er flyttet, er vores særlige vandkande faktisk ikke nødvendig, for her smager vandet fint. Det hovedfilter, der hører til huset, fungerer nok her i modsætning til i vores gamle hus.
Her i Panama er der 3 metoder til at få drikkevand (som nok er gængse i store dele af verden):
1) Drik vandhanevandet.
2) Filtrér vandhanevandet.
3) Køb vand.
Typisk panamansk 5: ingen fryseposer
I Panama findes der ikke en eneste rulle fryseposer. Til gengæld har de en hel reol med zipposer i alskens størrelser og faconer, som man må putte f.eks. sin overskudspasta i:
Da poserne er ret dyre, vasker folk dem op og genbruger dem.
10 Hours of Walking in David as a Woman
Okay, jeg gik ikke i 10 timer, kun i halvanden, og ingen fulgte efter mig og optog det på video. Men i går gik jeg ned i centrum (3 km) for at købe en cykel, gik hjem, fordi den ikke kunne nå at blive klar inden butikkens middagslukning, gik derned igen 4 timer senere og cyklede hjem. Sådan her så jeg ud (plus flipflops):
T-shirten er 100 % normal her, og shortsene er der også en del kvinder, der går i, også i min alder. De fleste kvinder går i T-shirt eller en tynd, flagrende bluse med lidt længere ærmer, og så går man i jeans – ekstremt tætsiddende jeans, og det, uanset om man har 10 kg for meget fordelt alene på de 2 baller eller ej! Så jeg vurderer mit outfit til at være okay neutralt.
Men jeg er ikke neutral, for jeg er anderledes her: Jeg har lyst hår, jeg går alene, og jeg går. Hvorfor går jeg? Hvorfor sidder jeg ikke i en bil? Det er underligt at gå. Og hvor er min mand?
På vej ned til centrum blev jeg piftet af, hmm, nok 10 gange og dyttet af lige så mange gange. I modsætning til kvinden i den video, jeg refererer til i overskriften, reagerer jeg, hvilket jeg synes er både helt almindelig høflighed og det eneste naturlige at gøre. Jeg vender mig rundt, smiler og vinker tilbage på et vink og svarer “Ola” på et “Ola”. Alt andet ville da være mærkeligt og utaknemmeligt. Desuden har jeg prøvet tidligere i mit liv at have et udseende, hvor den slags komplimenter aldrig kunne forekomme. Så hvor er jeg bare heldig nu!
På vej hjem stoppede et par biler ud for mig. Den ene var en af medarbejderne i cykelbutikken. Jeg forstår desværre meget dårligt spansk, men jeg tror, han undrende spurgte, hvorfor jeg gik, og måske sagde, at jeg manglede min cykel. Han kørte langsomt ved siden af mig, så der blev kø bagved, men bilister her i Panama er meget tålmodige, når det handler om lige at snakke med en fodgænger eller en anden bilist ud ad vinduet. Så det var ikke noget problem. En anden mand stoppede på samme måde og snakkede til mig, igen nok undrende, men jeg kunne desværre ikke forstå ordene.
På vej hjem gik jeg ind i Super 99 for at handle. Jeg valgte tilfældigvis kassen med en ekspedient, som jeg tidligere har haft lidt problemer med at forstå. Hun vil have et helt særligt antal mønter for nemmere at kunne give tilbage, men jeg kan ikke regne systematikken ud. Sidst endte personen bag mig i køen med at hjælpe ved at tage mønterne op af min pung. Fantastisk! God løsning. Så kunne vi alle komme videre. Denne gang opstod den samme situation, men der var ingen kunder bag mig. Beløbet blev 42,97, så jeg gav hende 45. Men det var hun ikke tilfreds med. Jeg rakte derfor min pung frem, så hun selv kunne tage. Hun ville åbenbart have 45,02, så hun kunne give mig 2,05 tilbage i stedet for 2,03:
Jeg tænkte, at nu var alle glade, men det var hun ikke. Mens hun sagde en masse på spansk, tog hun de 2 kobberfarvede encentmønter og lagde dem på sin arm, pegede på dem og armen og pegede så på en anden butiksarbejder, der gik forbi bag mig, og pegede tilbage på mønten. Jeg forstod først bagefter, hvad hun havde sagt: “Se, her i landet har vi den her hudfarve. Se, det har han også. Det har alle. Og vi taler ikke engelsk! Vi taler spansk!” Hun var tydeligvis meget frustreret og såret, og da jeg forstod situationen udenfor, overvejede jeg, om jeg skulle gå hjem med mine poser og så komme tilbage og købe blomster til hende i butikken ved siden af og gå ind og sige undskyld, eller hvad i alverden jeg kunne gøre. (Da jeg kom hjem, sagde min housemate Charity til mig, at det var godt, jeg ikke gjorde det. Der er nogle racemæssige (hedder “racial” det på dansk?) spændinger her i landet, som jeg ikke har noget begreb om, og de kan ikke fikses med blomster).
På vej ned til centrum igen stoppede en bil ud for mig allerede 400 meter fra vores hus. Så vidt jeg forstod, havde manden i bilen set mig gå den anden vej 4 timer tidligere, og han grinte nu meget af, at jeg stadig var ude at gå, men nu i modsatte retning. Jeg gik ad en lidt anden rute ned til centrum, men fik samme mængde pift og dyt som sidst. En enkelt mand stoppede mig for at snakke. Han var fra Costa Rica og havde været i Panama siden november og skulle blive indtil maj. Så vidt jeg forstod, boede han i bjergbyen Boquete og arbejdede med turisme dér. Hvor længe jeg havde været her? Om jeg havde en mand? Selvom jeg havde en mand, syntes han bestemt, at vi lige skulle drikke en øl, eller jeg kunne komme hjem til ham og snakke. Ikke? Nå, så måske en anden dag? Nej, desværre. Jeg fik lov til at gå videre. I den mest menneskemyldrende del af centrum så jeg for første gang her i Panama (inkl. City!) en tigger. En kvinde uden fortænder. Hun fik 2 dollars.
Jeg fik min cykel. Da jeg satte mig op på den midt i menneskemylderet, hoppede kæden selvfølgelig af. Mig og udvendige gear, vi er ikke helt gode venner. Jeg rodede lidt med kæden i 15 sekunder, før en mand kom ilende til og uden at sige et eneste ord satte kæden på. Jeg takkede ham mange gange og forsøgte undskyldende at sige “Bicicleta nueva” (“Ny cykel”), som om det skulle kunne forklare min klodsethed med gearene. Måske har det desværre bare virket som blær, for hvem ved, om han havde råd til sådan en … Det er nemt at komme til at træde folk over tæerne her, når man er hvid, har penge og alle muligheder i hele verden og hverken forstår sproget, kulturen eller landets historie. Charity prøver tålmodigt at lære mig det.
Typisk panamansk 4: powerwalking
I Panama er flertallet af folk over 20 år overvægtige, især kvinderne, nok primært pga. et stort indtag af ris og mangel på motion. Man kører enten i bil, i taxa eller med bus – eller går, hvis man ikke skal så langt. Men der er nogle få, som motionerer. Især tager mange ud til lufthavnen og går på området dér. Malcolms ekskone Lilly tog mig med derud en dag. Det er et øde område med nogle semiødelagte asfaltveje, der danner en rute på et par kilometer, hvor man bl.a. kommer forbi narkohundene, der står spærret inde og gør.
Jeg savner virkelig noget natur – hvilket må lyde underligt i det område, der næst efter Sibirien må have mest natur og naturpark pr. indbygger. Problemet er bare, at den natur ikke er tilgængelig. Vi kan ikke komme ned til den brusende flod, der løber 500 meter fra vores hus, og når vi rammer udkanten af villaområderne, er der spærret af (med pigtråd, selvfølgelig), så man ikke kan komme ind på naturområderne. Jeg savner virkelig de danske skove og kystarealer med stier beregnet til mennesker.
Men i forgårs løb jeg en tur ud ad Boquetevej 2 (der går 2 veje mellem David og bjergbyen Boquete: én til Boquete og én fra Boquete, begge ensrettede det meste af vejen) og fandt lidt åbne vidder. Det bedste (læs: køligste) tidspunkt at løbe på er kl. 6.30 – panamatid, heldigvis. Dvs. kl. 12.30 dansk tid, så det passer perfekt til min krop, der synes, morgentræning er lige voldsomt nok. Så er der solopgang:
Den store vej går godt nok lige ved siden af, og man kan ikke komme ind på naturområdet, men fredfyldt ser det ud:
Når jeg løber rundt i vores villakvarter, er jeg lidt mærkelig, og der bliver dyttet en hel del. Det gør der nu også ude på hovedvejen, men der var trods alt andre motionister – i Panama vil det så sige kapgængere, 2 mænd i min side og 4 kvinder bag bilen i højre side:
Der er fart over feltet ovre hos pigerne (de 2 forreste løber ikke, som det måske ser ud til, men går bare så hurtigt, de kan):
Arbejdsafhængighed 9: 5. coachsession
I den femte coachsession (i vores nye hus, nabohuset) kunne jeg mærke, at jeg var i mål. Ikke at hele planen er udført, og jeg er nede på en 20-timers arbejdsuge endnu, men jeg har lært vejen dertil, og jeg kan tage de sidste skridt selv … øhm, altså ikke helt selv – det er faktisk nødvendigt med støtte fra Thomas hele tiden, må jeg indrømme.
Jeg har lært at snakke med mig selv, så der er hul igennem indadtil, og jeg har metoden til en relativt hurtig forandring. Jeg ser lidt på det som intervalløb. Det var vildt hårdt, og jeg skulle virkelig heppes på for at sprinte hen til næste delmålstreg. Men det rykker også helt vildt. Disse coachsessioner har været helt anderledes end at gå til psykolog, selvom formålet er det samme: at få det bedre og at blive mere sig selv. Men ved min psykolog skal jeg ikke tænke selv eller anstrenge mig. Jeg bliver båret igennem det hele, får fortalt, hvordan verden er, og hvordan jeg selv er. Og det er så skønt, fordi det altid er rigtigt. Det føles som behagelig afslappende massage af psyken, hvor der bliver løsnet op, og jeg falder til ro i mig selv (også selvom der tit triller tårer). I forløbet hos coachen havde jeg derimod “bare” en træner og skulle gøre alt det hårde arbejde selv og tage alt ansvar selv, så det krævede – og kræver stadig – nogle voldsomme kraftanstrengelser, men giver til gengæld også et ordentligt ryk over kort tid.
Tusind tak for hjælpen, Anne Pernille!
Arbejdsafhængighed 8: 4. coachsession
Den fjerde coachsession holdt vi via telefon, mens vi boede i – eller rettere uden for – det store hus. Det var ikke gået godt med at sige min sætning til mig selv. Faktisk var det slet ikke lykkedes en eneste gang, måtte jeg indrømme. Anne Pernille tjekkede, at det ikke skyldtes, at sætningen ikke føltes rigtig for mig. Jo jo, den føles helt rigtig og nødvendig. Okay, se så sådan på det, at det åbenbart er svært for dig at sige den. Det må det jo være, når du ikke har sagt den i 14 dage. Øhm, ja! Okay, så betragt det som en løbetur. Det er helt alment accepteret, at det for mange er svært at komme ud at løbe, selvom man gerne vil. Det er bare nemmere at lade være og vælge sofaen. Det er altså svært. Men du gør det. Du ser det som en udfordring og gør det og bliver stolt, fordi det er svært. Det er det samme med sætningen. Det er det sværeste for dig i hele verden lige nu, så det er klart, at det ikke sker. Ros dig selv, hvis du bare tænker på at sige den, bare starter på den. Det er flot! Fordi det er svært.
Anne Pernille ramte hovedet på sømmet, hvad angår motivation i mit hoved. Ah, det er svært? Så skal jeg bevise, at jeg kan. Det lykkedes mig at sige sætningen en enkelt gang under vores samtale, og senere samme dag og i dagene derefter flød den ud af munden på mig (dog inde i hovedet uden lyd) i alle mulige situationer. Pludselig kunne jeg. Det var ikke altid, jeg tænkte intenst over indholdet af sætningen, men hver gang sænkede mine skuldre sig, og jeg trak vejret lidt dybere. Det var fantastisk.
Arbejdsafhængighed 7: 3. coachsession
Den tredje coachsession holdt vi via Skype, mens jeg boede på hostel her i David. Der havde ikke været meget tid til at fokusere på mit mål og mine ønsker, fordi alt omkring os sejlede. Vi havde ikke fået nye håndklæder på hostellet i over en uge, køkkenet var for ulækkert til at lave mad i, og vores boligjagt var frustrerende. Så det var godt at snakke med Anne Pernille og blive holdt til ilden.
Vi snakkede mest om, hvordan jeg får skåret ned på kunderne, og Anne Pernille foreslog en sorteringsmodel, som de fleste kvinders tøjskabe ville have godt af:
Hvad bruger jeg aldrig? Hvad er plettet eller slidt? Hvad er for småt eller for stort? Jeg skulle lave en udbunke, en måskebunke og en blivebunke. Men hvad skulle jeg sige til dem i udbunken? Det virkede umuligt for mig og så uhøfligt bare at smide dem ud. Samtidig var det kontraintuitivt, for jeg har jo brugt så mange år på at bygge virksomheden op (dvs. netop skabe kunder), og jeg har set det som naturligt, at firmaet skulle vokse, ikke holdes nede.
Men Anne Pernille fik guidet mig igennem det: Hvad ville jeg selv ønske at høre, hvis en frisør simpelthen ikke havde tid til mig – heller ikke i næste uge? Så ville jeg gerne have at vide, at det ikke havde noget med mig personligt at gøre, og jeg ville gerne anvises et alternativ. Fint, så er det det, du skal gøre. Det lykkedes rent faktisk også i de efterfølgende dage på den måde at sende nogle kunder videre til et par andre korrekturlæsere, jeg kender og holder af.
En anden ting, vi snakkede om, var det her med at føle sig forkert. På det personlige plan dur det ikke, at jeg skal have kunder til at sige, at jeg er god nok. Det bliver nødt til at komme indefra. Anne Pernille fik derfor guidet mig frem til en sætning, som jeg ville sige til mig selv: “Jeg er god nok, selvom jeg laver fejl.” Den skal ikke forstås på den måde, at jeg pludselig skal slække på kvaliteten i firmaet. Jeg skal bare vide, at jeg ikke dør, at min eksistens ikke er truet, i det øjeblik jeg laver fejl – i privatlivet eller på arbejde. Jeg valgte at ville sige det hver dag inden arbejde og igen, når arbejdsdagen slutter.
Her er et udpluk af Anne Pernilles fremragende resumé af sessionen:
“Accept af dig selv kan kun komme indefra
Vi har talt om selvværd og de “to huller i jorden”.
Det ene er bundløst – det er der alle andres ros og anerkendelse ryger i.
Det andet har en bund og kan fyldes op – det er der al din egen anerkendelse og selvkærlighed bliver bygget op i.
Arbejdsafhængighed 6: 2. coachbesøg
Anden coachsession ville Anne Pernille meget gerne nå, inden jeg tog afsted, for dén session ville være svær at klare over Skype. Jeg forstod hvorfor bagefter!
Efter lidt indledende snak dykkede Anne Pernille lidt mere ned i, hvorfor jeg arbejder så meget, altså hvorfor jeg ikke kan lade være. Selvom jeg virkelig har haft brug for pengene, er det ikke nok til at presse sig selv så meget. Der må være en anden grund, en psykologisk grund. Hun spurgte ind til, hvorfor jeg er bange for at sige nej til kunder. Et af svarene er, at jeg føler, jeg svigter folk og afviser dem, og det ville jeg selv have det rigtig svært ved. Man kommer med sine penge og vil gerne købe en iPhone og får så et nej. Sådan en afvisning ville jeg blive ked af og frustreret over, så sådan må mine kunder vel også have det. Allerinderst og mest irrationelt inde er jeg også bange for, at hvis jeg siger nej eller hæver priserne, svarer kunderne: “Så mange penge er du i hvert fald ikke værd – og i den foregående tekst fandt jeg for øvrigt en fejl, du havde overset!”
Efterhånden indsnævrede Anne Pernille samtalen hen mod ét af de mange ord, jeg havde nævnt: Var jeg bange for at føle mig afvist? Jah … Føle mig dårlig? Jah … Føle mig forkert? JA! Forkert, det er kodeordet. Jeg er simpelthen bange for at være forkert – hvilket man måske (set her i bagklogskabens lys) ikke skal have en ph.d. i psykologi for at regne ud, når jeg har valgt at arbejde med netop at fjerne forkerte ting. Sort/hvidt. Rigtigt/forkert. At få mærkaten “Fejlfri” er toppen for mig. Jeg bliver så lykkelig. Og netop derfor arbejder jeg så meget. Jeg afleverer en tekst. Og en time efter får jeg en mail tilbage: “Fantastisk! Tak, fordi du kunne klemme den ind. Det reddede lige min dag. Og sikke mange dumme fejl, du også reddede mig for!” Uh, det varmer mit hjerte, og derfor arbejder jeg så meget. Jeg har brug for det kick – takken og stemplet “Fejlfri”.
Men når jeg nu gerne vil kvitte min afhængighed af disse kick, må vi arbejde med det bagvedliggende: ordet “forkert”.
Anne Pernille bad mig sætte mig, så jeg slappede allermest af, og lukke øjnene. Så skulle jeg forestille mig, at jeg stod på en vej ved et busstoppested. Der kommer en bus, og en person stiger ud. Denne person er forkert. Hvordan ser personen ud? Hvem er det?
Med lukkede øjne og efterhånden nærmest i trance arbejdede min hjerne med at svare på spørgsmålene. Først så jeg en mand for mig, så lidt en kvinde, men nej, det var mest en mand. “En mand,” sagde jeg højt. “Han er lidt snusket, har laset tøj på og lugter ikke så godt. Hans hår er langt og uglet, og hans skægstubbe er blevet ret lange. Han er rødmosset, hans tænder er dårlige, og han har alt for varmt tøj på.”
Okay. Ved siden af busstoppestedet er der en park, bl.a. med en bænk. Vil du spørge manden, om han vil med hen på bænken?
“Det vil han gerne.” Vi følges derhen, og Anne Pernille får guidet min snak med personen. Jeg får fundet ud af, at han hedder Frede, Forkerte Frede, og han er hjemløs. Men han holder til i parken og nyder at være ude i det fri altid, så jeg skal ikke have ondt af ham. På et tidspunkt går en kvinde og et barn forbi os, mens vi sidder på bænken. Barnet kigger nysgerrigt, men da moren ser, hvem drengen kigger på, knuger hun ham instinktivt tættere til sig og kigger med stift blik lige frem og går lidt hurtigere. Jeg bliver lidt ked af det på Forkerte Fredes vegne, men det skal jeg ikke være, siger han. Han er vant til det – og for øvrigt skal man ikke have ondt af ham. Han har levet et spændende og vildt liv, præcis som han ville, og ville aldrig bytte liv med nogen, der går ad den lige vej. Han er fri og har ingen bindinger, intet at leve op til, intet at forsvare. Han er lykkelig. Vi snakker lidt mere sammen, og jeg erkender, at jeg dømmer folk efter deres facade. Jeg er intolerant og overfladisk og bange for, hvad andre tænker om mig. Til sidst takker jeg for snakken, og Anne Pernille spørger, om der er mere, Frede vil sige til mig – flere gode råd. Og ja, han siger, at jeg skal være noget mere udendørs, i det fri. Det er godt for mig. Vil han mødes igen? Kan vi være venner? Nej, ikke som det er nu, svarer Frede. Ikke når jeg ikke er ærlig og kommer, som jeg er. Denne snak føltes mere som et interview for ham. Hvis jeg vil mødes med ham igen, skal jeg ikke have smart tøj på, og jeg skal komme uden makeup. Så kan vi begynde at snakke.
Til sidst skulle jeg blidt åbne øjnene og vende tilbage til værelset, vi sad i. Jeg skulle forme mine hænder som en skål og forestille mig, at Frede stod i mine hænder i lille udgave. Jeg førte ham op til mit hjerte, og han hoppede ind i mig. Fra nu af kan han guide mig. Jeg forestiller mig, han står på min venstre skulder, og når jeg gør noget, der ikke er godt for mig, og når jeg ikke er mig selv, så klasker han sig på lårene af grin, for han er ikke høflig og siger tingene på en diplomatisk måde. Han griner og griner ad mig, og det er faktisk ret forstyrrende og distraherende, og jeg kommer også til at grine – på den gode måde. Så kan jeg lære det.
Arbejdsafhængighed 5: 1. coachbesøg
Her kommer anden del af serien om min arbejdsafhængighed: coachdelen, den gode del.
Lige inden vi rejste afsted mod Panama, nåede jeg at møde min coach, Anne Pernille fra Care to Grow (caretogrow.dk). Jeg faldt tilfældigvis over hendes hjemmeside, hvor beskrivelserne af f.eks. dårlig work-life balance passede mig på en prik, og hun var fleksibel og kunne lige klemme mig ind inden Panama – endda med 2 sessioner.
Vi startede med, at jeg ridsede situationen op, og snart efter spurgte hun, hvor gammel jeg var. 32, okay. 30 år fra nu – så er du 62 – hvordan vil du se tilbage på dit liv som 62-årig, hvis du fortsætter med at leve som nu? Hvad vil der ske? Jeg fablede om både blodpropper og en utro kæreste, der godt nok blev hos mig, men ikke fik sine behov dækket.
Derefter spurgte hun til mine ønsker og drømme. Hvad ville hende den 62-årige være glad for at have lavet i sit liv? Der var virkelig langt derind! I starten blev det mest til sætninger a la “Jeg vil gerne have mere tid til at tage på restaurant og hygge med film om aftenen, for det ved jeg, at Thomas gerne vil”. Men den slags var tilsyneladende ikke godt nok, for hun blev ved med at spørge. Jeg blev lidt blank og kunne ikke se, hvad der var galt, før Anne Pernille nænsomt fik guidet mig hen imod, hvad jeg gerne ville – aaah! Og så kom der lige så stille hul igennem. Pludselig og ud af det blå opstod en drøm om 1 års orlov fra korrekturarbejdet til at lave nogle af de mange andre arbejdsprojekter, jeg har drømt om i hen ved 10 år. Jeg fniste lidt, fordi det virkede så utopisk og langt ude.
Anne Pernille sender efter hver session en mail med et resumé, og hun er en mester til det. Alt bliver så simpelt og præcist, når hun formulerer det:
“Bagsiden af medaljen idag
– tænker på og taler om firmaet hele tiden
– sidder tit og arbejder til midnat
– det er kunderne der bestemmer i virksomheden
– sover ikke godt”
“Drømmen – tankerne fra det bedst levede liv som 62-årig:
– har været på yogaretreats, forlængede weekender osv.
– har skrevet selv -blogge om egne tanker
– er kommet ned i gear
– har tage orlov i 1 år til at udarbejde online systemet
– har brugt tid på udvikling af virksomheden.”
Vi opstillede sammen nogle “commitments” til næste gang, altså nogle ting, jeg skulle … nå nej, ville … gøre, bl.a. få overblik over min firma-/privat-/husøkonomi og melde højere priser ud til mine kunder. Jeg har før prøvet at lave både små og store prisstigninger, og det er intet mindre end angstfremkaldende. Tænk, hvis de alle går! Hvad skal jeg leve af? Tænk, hvis de bliver sure og siger, at det er mit produkt da slet ikke værd! Som en hjælp til at tøjle angsten foreslog hun mig at regne på min privatøkonomi:
“- Lav beregning af, hvad du skal tjene:
1. Hvad er din smertegrænse (hvad er den mindste omsætning, du kan leve af)?
2. Hvad er et normalt niveau af indtægt (råd til alt det andet normale)?”
Da jeg kom hjem og regnede på det, fandt jeg ud af, at min smertegrænse lå på under en tredjedel af, hvad jeg tjener nu. Det var betryggende at se på det på den måde, for så kunne jeg jo faktisk stadig leve af det, hvis kun 20 % af mine kunder blev hos mig – til den nye pris, jo. Øj, sikke en luksus!
Nyt hjem – nye mennesker – nye tanker
Vi havde ikke regnet med, at vi skulle flytte fra vores dejlige poolområde, men pludselig – under et døgn efter at tanken spirede hos os første gang – bor vi nu hos naboen. Vi flyttede alle vores ting i dag, gjorde lidt rent og skrev så en opsigelses-SMS på vores flotteste spansk til Rafael, som er den seneste mellemmand mellem os og vores udlejer (byggefirmaejeren mr. Moreno, som lige er blevet valgt ind i politik og efter sigende har holdt de vildeste fester i huset og er meget korrupt – det er alle panamanere med penge åbenbart):
“Ola Rafael. Robo dos noches. Casa no seguro. Terminado el contrato hoy. ¿Dónde y cuándo devolver las llaves? Thomas y Anette, Calle Fatima.”
Thomas gik straks efter tilbage til huset for at aflæse elmåleren, men pludselig kom Rafael med 2 rengøringsfolk. Det var et underligt tilfælde, at startrengøringen, som jo skulle have været foretaget for en del uger siden, og som vi senest havde fået at vide, skulle være kommet i fredags, rent faktisk kom et minut efter vores opsigelses-SMS. Thomas nåede at panikringe til mig og få mig til at komme med nøglerne, uden at nogen så, at jeg kom ud inde fra naboen (vi holder kortene tættere ind til kroppen end før). Alt i alt lykkedes det os simpelthen at slippe af med huset uden noget brok – hvilket måske er klart nok, da vi afstod hele vores depositum på 10.800 kr. Rafael spurgte straks til, hvor vi så skulle bo nu, og ville udleje endnu et hus til os. Som om! Officielt bor vi på hotel nu, mens vi overvejer, om vi skal blive eller flytte tilbage til Danmark.
Uofficielt har vi det godt inde ved siden af. Huset virker lidt ældre, men til gengæld er det møbleret og runger ikke tomt og hult. Poolen er næsten lige så god, og der er flere planter og blomster:
Vi har indrettet udendørs kontor et sted på den kæmpe overdækkede terrasse (som man ser en tredjedel af her):
Men vi sover indtil videre indenfor. Malcolm (ejeren på 80 år fra England) og Charity (en anden lejer på 32 år fra Canada) er fantastiske mennesker, så gæstfrie, betænksomme, naturlige, intelligente og rummelige, og det er helt vanvittigt, hvad de begge har oplevet – og oplever nu. De har så mange historier, oplevelser og livserfaringer, at der må være underholdning nok til hver eneste aften, indtil vi flytter til Danmark. Mens vi sad og arbejdede her til aften, sad de i køkkenet og snakkede over et glas vin: Malcolm forsøgte at overbevise Charity om ikke at tage tilbage til “Lagunen”, hvor Malcolm har en farm på en af de mange øer uden veje. På farmen er halvdelen indfødte (indianere), og han har en vision om, at fremtidens sikkerhed og tryghed går gennem små samfund, hvor folk stoler på hinanden og skiftes til at passe på hinandens ting. Teorien er, at kun samarbejde og sammenhold kan skabe tryghed i verden – ikke pigtråd og vagter. Om natten ude på den øde ø hører han ofte et fly komme forbi, selvom der ingen landingspladser er i nærheden. Flyet skal nemlig ikke lande, men bare smide store poser med stoffer i vandet, hvorefter nogen (ikke ham eller hans farmfolk!) sejler ud og samler dem op. Charity har boet et andet sted i Lagunen, hvor et mord er begået, og stoffer, alkohol og ikke mindst utroskab på alle planer florerer. Malcolm mener seriøst, hendes liv ender, hvis hun tager tilbage, for den kvinde, hun har boet sammen med i nogle måneder, overvejer nu pludselig, om det er hende, der har meldt en eller anden mand til politiet – en mand, som vist er eftersøgt i USA, hvor han har siddet i fængsel i 6 måneder i Texas. Malcolm har udgivet 3 bøger – den ene fik han lige besked om, skal oversættes til spansk – og haft 3 koner. Den seneste, panamanske Lilly på 40 år, har vi mødt. De istandsatte dette hus sammen.
Det er en lidt sindssyg verden, vi er væltet ned i, er det ved at gå op for os. Vi syntes, det var lidt vildt, at nogen stjal vores cykler, men Charity går ikke ud alene, når det er mørkt, og har aldrig øreringe på uden for huset (pga. risiko for, at de bare bliver flået af). Hun blev chokeret over at høre, at jeg ærligt svarede på, hvad min computer kostede, da poolmanden spurgte – det gør han ikke for sjov (men nu er vi jo heldigvis flyttet på hotel, remember?). Men hun forstod mig på den anden side godt. Sådan var hendes indstilling også, da hun startede sin jordomrejse i Mellemamerika for 1,5 år siden.
Jeg tror stadig, mange ting er lidt overdrevne, i hvert fald her i David, som åbenbart er den magiske og attraktive storby for mange fattige mennesker, som bor i landområderne – især i området Bocas del Toro nordpå (hvor Lagunen er). Det virker meget, meget anderledes dér – en fattigdom, vi slet ikke kan forstå, hvor tomater er en sjælden luksus, og elektricitet er for dyrt, så det har man ikke.
Indtil videre putter vi os i vores nye hus, står ud af taxaen i en anden gade for ikke at afsløre, hvor vi bor, og holder lav profil, indtil vi får dannet os et endeligt indtryk af dette land – et land, hvor supermarkedet i stedet for at krydse en cigaret, en hund og en isvaffel over på et skilt ved indgangsdøren krydser en cigaret, en hund og våben over:
Indbrud
Også vores hus har pigtråd, høje mure og gitre for næsten alle vinduer. Men vi har en enkelt mur, som af uransagelige årsager kun er 1,5 meter høj målt udefra og uden pigtråd. Et par tagplader på toppen af muren er faldet af (det gør de f.eks., når man lægger sin kropsvægt på dem), så det er nemt at komme over inde fra naboens indkørsel. Der er endda et hul i den lave hæk foran – som en invitation:
I forgårs kom vi cyklende hjem forbi håndværkerne ved skolen, som er vores nabos nabo. De er lige blevet færdige med deres projekt dér. Vi hilste på dem og smilte til dem som sædvanlig – også den 20-årige knægt, som kækt nok har spurgt om mit telefonnummer. Lidt senere kom de kørende meget langsomt forbi vores hus, mens de gloede helt vildt. De vendte om lidt nede ad gaden og gentog processen den anden vej. Jeg tænkte, det var utroligt, så interessant jeg var. Men måske var det ikke mig, de kiggede efter.
Om natten forsvandt Thomas’ cykel nemlig, uden at nogen af vores døre var blevet låst op, og der var spor af sko på både ydersiden og indersiden af den indbrudsindbydende mur. Nogen er altså klatret over muren, har løftet cyklen over og er kravlet tilbage igen – det sidste er lidt af en bedrift, da muren er 2 meter høj set inde fra os:
Vi er ikke på så god fod med vores udlejer og med mellemleddet mellem os og udlejeren, fordi de har misligholdt kontrakten (ikke overdraget huset til os i rengjort stand, ikke vedligeholdt poolen og haven og leveret internet 14 dage for sent), så vi ville ikke puste til ilden ved nu at brokke os over indbrud. I stedet tændte vi spotlys på stedet og uden for huset og tænkte, at det nok ville virke præventivt. For øvrigt ville de vel have taget min cykel også i samme ombæring, hvis den var interessant.
Men næste nat forsvandt min cykel så, og der er nu lidt flere fodaftryk afsat på muren. Vi har ikke flere cykler at give af nu, så vi frygter, hvad der vil ske i nat – går de videre ned ad søjlegangen og over til vores computere og vores udendørs seng?
I går eftermiddags gik vi ind til vores nabo for at høre, om hans videokameraer tilfældigvis havde filmet indbruddet. Det havde de ikke, for de har vist ikke virket, siden hans sidste ekskone, Lilly, flyttede ud. Vi fik en snak om det hele, og han ville gerne hjælpe, f.eks. tilbyde os et værelse hos ham, hvis vi da bare ikke var bundet af en lejekontrakt.
Efter andet indbrud i dag begyndte vi at tænke over, hvad han havde tilbudt, og efter at have snakket vores muligheder igennem og regnet på sandsynligheden for, at vi kan få vores udlejer til at sætte pigtråd op – og ikke mindst tidshorisonten for det – gik vi over til naboen igen. Det resulterede i, at vi nu sover i hans hus foreløbigt 2 dage på prøve og dermed undgår indbrud nr. 3 og 4, hvis de da er planlagt.
Vores nabo, Malcolm, viser sig at være en 80-årig englænder med et utrolig spændende liv både bag sig og foran sig, og vi har lige nydt en dejlig og superhyggelig middag sammen med ham og hans lejer, Charity, en ung canadisk kvinde, der lever af at skrive for andre på deres blogs. Vi havde ikke lige forestillet os, at vi skulle bo sammen med andre her i Panama, men måske er det den bedste løsning.
Vejret
En af vores hovedårsager til at vælge Panama var vejret, og det har ikke skuffet os. Den daglige styrtregn, som jeg tidligere har beskrevet, stoppede for ca. 3 uger siden og blev erstattet af en ret heftig blæst. Så det har blæst lidt rigeligt på det sidste – med det resultat, at mange af naboernes blade er endt i vores pool, og det er lidt svært at sove ude uden at blive vækket af f.eks. disse metalplader, der buldrende blæser af vores mur:
Men hverken regn eller blæst gør det store, når bare der er sol og 33 grader, og det er der.
Vi nyder vores poolområde og selve poolen og får dagligt besøg af en sort fugl, der lige skal have sig et bad i det lave vand ved trappen i poolen:
Boquete
I går, lørdag, tog vi en taxa op til bjergbyen Boquete, 38 km mod nord:
Det mørke for enden af vejen er bjerge indhyllet i hvide skyer:
Vi havde hørt, at Boquete skulle være en fin by placeret i smukke omgivelser, men vi ved nu ikke rigtig:
Byen er et paradis for amerikanere og andre vesterlændinge. Stort set ingen af dem vil bo i David, som de finder for varm, hvorimod Boquete skulle have perfekt klima og frisk luft. Skønheden var det så som så med. Ja, der er bjerge, men de er ikke specielt smukke – der er ingen fortryllende udsigter og ingen brusende floder eller frodige dale a la Alperne, bare kedeliggrønt. Vi steg ud af taxaen tæt på en bilvask og tænkte, det var derfor, vi fik små dråber i ansigtet, men nej. Det finregnede alle de timer, vi var i Boquete, og temperaturen var 23 grader. Selvfølgelig bedre end i Danmark lige nu (håber, stormen er løjet af), men vi foretrækker klart Davids stabile sol og 33 grader.
Boquete er en turistrede af dimensioner. Det har sine fordele, nemlig at alle kan engelsk, og at der er mange restauranter, men også ulemper: ligegyldige souvenirbutikker og et utal af bureauer, der sælger rafting- og klatreture, hvilket erstatter det originale panamanske præg med et ligegyldigt alment turistpræg:
Det lykkedes at finde et enkelt sted, der var lidt smukt:
Og fordelen ved finregnen var denne fine regnbue:
Det ville have været oplagt for os at bosætte os i Boquete ligesom alle andre, men vi havde godt på fornemmelsen, at det ikke lige var os – og det var rigtigt.
Arbejdsafhængighed 4: økonomi
Men hvorfor? Hvorfor arbejde så meget? Hvorfor ikke bare sige nej til kunderne?
I en produktionsvirksomhed som min er der en direkte sammenhæng mellem den producerede mængde og indtægten: Hvis jeg kan producere dobbelt så mange rettede tekster, tjener jeg dobbelt så meget. Kunden spørger altså basically “Vil du tjene 2.000 kr. lige nu?”, og hvem kan sige nej til det?
Ja, det burde jeg jo gøre. Hvorfor betyder penge så meget, at jeg åbenbart fravælger at være sammen med venner, træne, have det rart og give min krop en computerpause? At jeg tilvælger at blive så stresset, at jeg end ikke kan overskue at svare, når folk skriver søde private mails eller SMS’er til mig?
Svaret er, at min privatøkonomi har været presset længe. I de første år med ansatte skyldtes det, at de ansatte fik de fleste penge i firmaet, og der var efterhånden blodrøde tal på bundlinjen, og min bank snakkede om at erklære mig personligt konkurs (fordi firmaet er mig, når det er en enkeltmandsvirksomhed). Jeg fik opsagt de ansatte, arbejdet igennem og reddet mig selv og virksomheden.
Siden købte jeg et hus, men kæresteforholdet holdt ikke. Det betød rundt regnet en ekstra husleje på ca. 8.000 kr. om måneden i 2,5 år plus udgifter til et nyt badeværelse (ca. 40.000 kr.), indskuddet til huset (100.000 kr.) og ikke mindst tabet ved hussalget (som endte på ca. 175.000 kr. – altså min del af det). Sammenlagt ca. 500.000 kr. … efter skat. Her den 1. november 2014 blev huset endelig solgt – en kæmpe lettelse!
Desværre har jeg gennem årene derudover ikke haft noget overblik over min økonomi, fordi ingen revisor kan forklare mig, hvad det dog er, de har gjort ved min selvangivelse.
“Virksomhedsskatteordningen – endelig en løsning for dig, der savner kludder i din privat- og firmaøkonomi og helst ikke vil vide, hvad du evt. skylder i skat hvornår, og hvad du evt. har til dig selv.”
Der stod en del penge på firmakontoen, men det har været meget uklart, hvis de penge var, hvis jeg valgte at lukke virksomheden. Nu har jeg selv regnet på det og lænset firmakontoen for at give SKAT 209.000 kr. (ud over de 174.283 kr., de i forvejen fik fra mig i 2014), men til gengæld betalt hele min husgæld af. Så nu skulle alle gerne være kvit!
Efter hussalget i november kunne jeg derfor pludselig ånde igen og øjnede muligheden for at starte på en frisk, og jeg blev mere og mere irriteret på mit arbejde. Når folk bad mig haste en tekst igennem, fordi de altså skulle hente børn kl. halv fire, begyndte en utilfredshed at nage i mig, og jeg opsøgte en coach for at få hjælp til at omlægge mit arbejdsliv.
Arbejdsafhængighed 3: stress
Som beskrevet i foregående indlæg er det ikke lykkedes at sænke mit timetal. I 2013 lå det på 36 timer om ugen i gennemsnit, og i 2014 på 39 timer. Det lyder fornuftigt nok, men desværre er det 52 uger om året og uden mulighed for at holde fri mere end f.eks. en halv formiddag, bortset fra på helligdage og i weekender. Jeg kan ikke holde ferie eller blive syg (hvilket i praksis vil sige, at jeg arbejder med feber en enkelt gang om året og forkølelse lidt oftere, men heldigvis har jeg ikke været mere syg end det nogensinde). Desuden svinger det ugentlige timetal en del, uden at jeg selv kan påvirke det særlig meget eller på forhånd vide, om en uge skal rumme 20 arbejdstimer eller 60. Det er lidt stressende.
Også andre faktorer stresser mig:
1) Fordi der er så meget korrekturarbejde, er jeg konstant bagud med fakturering, regnskab og betalingspåmindelser, udvikling af virksomheden og ny hjemmeside, vurdering af ansøgere og besvarelse af de mere komplicerede mails.
2) Korrekturlæsning er sidste led i processen mod udgivelse af en tekst, og da skribenter eller layotere tit er blevet forsinkede, er det rigtig smart i deres øjne, hvis den manglende tid kan hentes ind igen i korrekturfasen. Så kan de nemlig alligevel overholde deres aftale med trykkeriet. Jeg får derfor mange mails a la “Vil du læse korrektur på denne tekst? Gerne bare så hurtigt som muligt.” og “Denne store sag er desværre meget forsinket og skal helst videre til oversætterne i morgen. Kan du have den klar senest i morgen tidlig?”.
20-60 stressfyldte ugentlige arbejdstimer foran computeren kan desværre mærkes i kroppen, så jeg har tit ondt i skuldrene og nogle gange decideret stikkende smerter i nakken. Det hjælper med mit hæve-sænke-bord på kontoret, men ofte har jeg ikke tid til at cykle ned på kontoret, fordi jeg har deadlines fra morgenstunden og sidder foran computeren allerede under morgenmaden. Hvorfor står jeg ikke bare lidt tidligere op? Selvom jeg tit arbejder indtil midnat, befinder jeg mig faktisk ofte 8 timer i sengen, så jeg kunne vel godt skære en halv time af? Nej, desværre har jeg brug for at sove så længe som muligt for bare at få 6-7 timers søvn, efter at tankerne om de opgaver, jeg mangler at håndtere, endelig har sluppet deres tag i mig ud på natten. Det er lidt en ond cirkel …
Arbejdsafhængighed 2: arbejdsmængde
Lige siden 2006 har jeg følt, jeg har arbejdet for meget.
På et tidspunkt opdagede jeg dog, at jeg faktisk kun arbejdede cirka halvt så mange timer om ugen, som jeg troede. Jeg arbejdede bare så ustruktureret, at det føltes som altid og lang tid. Men i virkeligheden holdt jeg lange pauser (uden dog at have besluttet, at det var en pause, og derfor uden at få gevinsten). Og selvom jeg ofte arbejdede om natten og i weekenden for at nå mine deadlines, holdt jeg bare også tit fri om dagen på hverdage. Det havde jeg jo fortjent, når jeg nu arbejdede hele natten/weekenden. Den pinlige indsigt om kun at arbejde på halv tid gjorde mig mere disciplineret.
Selvdisciplinen blev også skærpet, da Thomas lavede det, som jeg kalder filstyringssystemet, til mig. Før det var jeg på kontoret kendt som hende med de gammeldags, gulnede kartotekskort og en masse gule Post-it-sedler på bordet. Sådan holdt jeg styr på alle kunderne og teksternes længde, modtagelsesdato, leveringsdato, pris osv. Med filstyringssystemet blev data for de mere end 3.000 årlige tekster fra de i alt 300 kunder nu styret elektronisk i stedet for i hånden, hvilket gav en kæmpe tidsbesparelse og ikke mindst masser af data: Hvilke kunder tjente jeg meget på, og hvem skulle have sat priserne op? Hvornår på dagen var jeg selv mest effekt, og hvad distraherede mig? Den frigjorte tid bruger jeg på … ja, du gættede rigtigt: at arbejde (rette flere tekster). Det er selvfølgelig rigtig godt, for jo flere arbejdstimer der går med korrekturlæsning i stedet for administration, jo højere gennemsnitlig timeløn får jeg. Så jeg tjener altså flere penge, men jeg arbejder stadig lige så meget.
Med alle de tekster, der gerne vil rettes, har jeg siden 2009 forsøgt mig udi ansatte og freelancere i alle afskygninger. Men der har altid været noget galt: Det primære problem er, at alle mennesker kan finde én fejl, men ingen kan finde alle fejl – og det er nu engang det sidste, mine kunder betaler for. Hvis folk endelig er dygtige nok, skal de også være hurtige nok samt pædagogiske og kundemindede nok, og før jeg selv begyndte at rejse, skulle de også bo i Aarhus, da jeg mente, det var vigtigt at sidde sammen for at skabe et ensartet produkt. Min evige søgen efter en brugbar medarbejder har kostet mig mange hundrede tusind kroner og uendelig meget arbejdstid – ironisk nok i forsøget på at nedsætte min arbejdstid.
Arbejdsafhængighed 1: intro
Når Thomas og jeg møder nye mennesker, spørger de altid “Wow, hvordan er det muligt for jer at bo et halvt år i udlandet?” efterfulgt af “Det ville jeg ønske, jeg også kunne gøre, men det kan jeg jo ikke”.
Udsagn nr. 2 (“Men det kan jeg jo ikke”) kan diskuteres, for som udgangspunkt kan man det, som man sætter sig for. “Ja okay, du har ret i teorien, Anette, men det gælder altså ikke for mig. Jeg er jo i den særlige situation, at … Så lige præcis jeg kan ikke, fordi …” Jo, DU kan også. Spørgsmålet er bare, om du vil – rigtig vil.
Svaret på det første udsagn (“Hvordan er det muligt?”) er: vores firmaer. Og ja, seriøst hurra for vores firmaer, der giver os denne fantastiske mulighed. Det er dog ikke lutter idyl at være selvstændig, og det vil jeg gerne fortælle om i en lille serie blogindlæg, så bagsiden af rejsemedaljen også kommer frem. Nu er et rigtig godt tidspunkt at fortælle om det på, da jeg står over for en af de største ændringer i mit firmas historie – og også i mit privatlivs historie. Jeg er midt i forandringsprocessen nu, og det er pissehårdt, og jeg ville ikke kunne gøre det uden mine hjælpere (Lone, Thomas og Anne Pernille).
Hvis du kun læser med for at høre om Panama, så bare spring denne serie blogindlæg over.
Nytårsaften
Vi fejrede nytåret med rødvin, Arla-oste, skinke og pølser samt den tørreste, mest uspiselige, men alligevel dyre røgede laks, vi nogensinde har fået. Det kan panamanerne ikke finde ud af at importere. Men vi hyggede os, så dronningens nytårstale og prøvede at komme i Vær velkommen-stemning, selvom det stadig var lyst og varmt. Spotify erstattede dog hurtigt salmesangen – vi har nemlig langt om længe fået internet, så nu kan vi skabe en fest med den medbragte Sonos-højttaler.
Nede på hjørnet ligger der en god vinbutik, som supplerer supermarkedernes fine udvalg (til kun lidt højere priser end i Danmark), så vi manglede ikke champagne:
Et halvsnalret øjeblik:
Godt ud på natten dansk tid (frem mod midnat panamansk tid) tog vi i byen og fandt et enkelt værtshus (udendørs), en bar med poolborde og kasinoet, der havde åbent. Men ellers var det meste lukket. Nytårsaften virkede mere privat end julen, hvor folk fyldte gaderne op. Også fyrværkeriet var mere behersket end i Danmark. Men okay, det var jo også anden gang her i Panama – det mest røg nok juleaften.
Rigtig godt nytår til alle jer derhjemme!
Pigtråd og sikkerhed
Panamanerne er bemærkelsesværdig glade for gitre, hegn, mure og pigtråd, hvilket undrer os.
Vi har intet ubehageligt oplevet endnu og kan heller ikke se det ske. Alle er utrolig venlige og gæstfrie, og vi har ikke set nogen fattigdom (vi har dog heller ikke været rundt i hele David endnu). De fleste bor i en villa og har bil, men der er da nogle få lejligheder også – men ingen blikskure som i Thailand. Altså gedigen middelklasse hele vejen rundt.
Men folk er bevidste om sikkerhed. Vores udlejere vender sig om efter at være gået ud ad vores hoveddør og gestikulerer eftertrykkeligt “Husk nu at låse døren”. Og et par piger, som stoppede op på gaden for at snakke med os, inden de skulle på bussen, spurgte bekymret, om vi nu havde låse på vores cykler. De skulle bare vide, at vi lige er begyndt at eksperimentere med, hvor ofte vi kan lade dem stå ulåst … Også den italienske ejer af en af vores yndlingsrestauranter har talt om sikkerhed. Men da vi spurgte ind til det, viste det sig, at han har boet forskellige steder i Panama i 12 år og kun har oplevet indbrud én gang. Tyvene tog en enkelt gasbeholder (bruges i køkkenet til gasblussene) og smuttede igen. Panamanernes bekymring virker lidt overdrevet.
Her ses den klassiske rullede pigtråd på toppen af en mur. Den er bare superdejlig, hvis man er panamaner:
Nybyggeri i simpel stil – med tilsvarende minimalistiske strømførende ledningerne øverst på muren (mmm, rigtig mums med panamanske øjne!):
Panamanerne gør meget i udestuer/overdækning, men hvor vi ville bruge glas eller ingenting, bruger de gitre – således også på denne førstesalsbalkon, som nu minder mest om et fuglebur:
Hvor panamanerne gerne vil spærre sig selv inde, har jeg det lige omvendt. Jo mere jeg er lukket og låst inde, jo mere nervøs bliver jeg. Jeg ønsker at kunne komme ud ad flere døre i forskellige retninger, hoppe ud ad vinduer og over hække og løbe uhindret rundt om hele huset. Så har jeg det bedst. De første nætter i det store hus var jeg lidt bange over indelåstheden og det rigmandssignal, huset udsender – frygten var især svær at slippe af med pga. de utrolig mange lyde, huset kommer med. Det knirker og knager højere, end man skulle tro muligt, og køleskabet lyder præcis som en indbrudstyv – eller et spøgelse, hvis man tror mere på den slags.
Nu sover vi ude i det fri, og efter én tilvænningsnat føler jeg mig fuldstændig tryg, selvom “onde mennesker” nemt kan hoppe over en af vores mure, som kun er 1,80 meter høj og helt uden pigtråd på toppen. Det sjove er nemlig, at panamanernes sikring ofte er ufuldstændig. Der kan være pigtråd og strømførende ledninger langs én mur, mens en anden er glemt, eller man kan bare kravle op på taget og passere pigtråden på den måde. Derfor virker alle sikkerhedsforanstaltningerne noget proforma – set med danske øjne.
Typisk panamansk 3: ingrediens nr. 2
En aften skulle jeg lige have lidt lækkert efter en lang arbejdsdag, så vi gik en aftentur efter en yoghurt og en juice. Deres ingredienslister siger henholdsvis “Mælk, sukker, jordbærbase …” og “Vand, sukker, ananasjuicekoncentrat …”:
Siden da er sukker (azúcar) blevet synonymt med “ingrediens nr. 2”, og det er en god idé altid lige at tjekke ingredienslistens andet punkt, hvis man vil leve nogenlunde sundt her.
Vores jul i Panama
Der er kun én ting at sige om vores jul i Panama: Thomas lavede æbleskiver! Her er de første allerede spist, inden kameraet kom frem:
Jeg havde gået og fablet om æbleskiver hele december måned, og vi havde uden synderligt håb småledt efter en frossen pose i supermarkederne. En dag jeg sad og arbejdede, var Thomas ude at tjekke de butikker, vi lige havde opdaget i nærheden (med bl.a. Mac-computere), og da han kom hjem, sagde han, at han lige ville brygge noget vand ovre i køkkenet (jeg forklarer vores vandbrygning i et senere indlæg).
Men i virkeligheden havde han købt et elektrisk muffinjern, som han kunne lave næsten helt runde æbleskiver i. Og det er også blevet brugt igen siden!
Cykeltur til stranden
1. juledag startede tidligt, fordi en af panamanernes juletraditioner går ud på at fyre fyrværkeri af den 24. december kl. 24, dvs. vores den 25. december kl. 6. Naboerne tyvstartede kl. 5.45. Heldigvis kunne vi sove igen en halv time efter.
Da det blev lyst til vores middagstid, stod vi op, pakkede noget mad og vand og cyklede til stranden 30 km væk (60 km tur-retur!):
Ruten kan endda ses på panamakortet (men det skyldes måske snarere, at landet er ret lille, end at vi cyklede megalangt):
Der skete ikke så meget på selve cykelturen, ud over at vi fik svedt helt vildt i varmen og hilst på og vinket til en masse mennesker i landsbyerne på vejen.
Da vi efter 2 timer nåede havet, kunne vi konstatere, at Stillehavet er lig med store bølger:
Store vidder:
Og sort sand:
De fleste sopper bare:
Vi blev også på stranden og overlod det til andre at boltre sig i bølgerne:
Ham til højre ovenfor klarer bølgen i fin stil – også nogle sekunder senere:
På stranden er der livreddere og et overdækket område, hvor man kan leje en bænk for 10 dollars:
Og ved siden af er resortet Las Olas (på dansk “Bølgerne”), som er et af de steder, der er virkelig fotogene:
Jeg trængte SÅ meget til cola og pomfritter efter den lange, hede cykeltur, og Thomas lod sig lokke – mmm, det gjorde godt:
Det var skønt bare at sidde og slappe af inden den lange cykeltur hjem igen, og i det hele taget var der meget fredfyldt på stranden og ikke mindst på vejen dertil i de små landsbyer, hvor folk enten slentrede afsted eller sad på en bænk og betragtede dem, der slentrede afsted.
Det er lidt af en gåde for os, at panamanerne ikke udnytter vandet – både havet og floderne – mere. Vi var alene på cola-pomfrit-restauranten, køkkenet var ikke startet op det første lange stykke tid, og is, souvenirs og forlystelser er en by i Rusland i Panama. Hjemme i David flyder floden Río David gennem byen, men den er umulig at komme ned til. Alle veje, der på kortet ser ud til at gå ned til floden, ender på denne måde (og jeg får ikke lov til at gå videre og udforske vildnisset, fordi Thomas ikke gider hente mig ud, når jeg er blevet bidt af en slange):
Vi kan ikke regne ud, hvorfor det ikke er allermest attraktivt at bygge huse lige ned til floden eller bygge byer ved havet. Hvorfor er der ikke gamle fiskerbyer langs havet? Er det pga. farligt vejr og risiko for oversvømmelser? Og er det krokodiller, der skræmmer folk væk fra floderne med det rislende, livgivende vand, eller hvad skyldes det?
(Tak til I Form for kort).
Typisk panamansk 2: kunstigt farvede blomster
Her i Panama har de afskårne blomster ikke nødvendigvis deres farve fra naturens hånd. Jeg ved ikke, om de sprayer farven på eller tilsætter den i vandet, men nogle blomster ser meget unaturlige ud, og farven smitter af, når man rører ved dem med våde fingre. Her ses nogle underlige grønne blomster:
Denne poolblå farve er virkelig flot, men næppe naturlig:
Det bedste bud er nok, at farven tilsættes i vandet, for der er altid et par hvide blomster på samme stilk som de blå, som måske ikke var foldet ud og derfor ikke sugede farve til sig, da de andre gjorde det:
Fra kongeseng til prinsesseseng
En af juledagene kastede vi os over Projekt Sov Ude. Vi købte en pavillon til 120 kr., satte den op og bar madrassen ud:
Derefter købte vi nogle passende gardiner (sorte ind mod væggene og gennemsigtige lyseblå udadtil, ca. 750 kr.) og satte dem i stængerne i pavillonen:
Vi syede de flagrende gardiner sammen, bortset fra i åbningen foran, hvor de tynde, lyseblå gardiner overlapper hinanden og fungerer som myggenet:
Ind med en sengelampe og en mobiloplader i hver side:
Det er skønt at sove i den friske luft og at vågne sådan her de dage, vi sover længe:
Der kommer lidt fluer ind, når natlampen er tændt, men det går. En aften havde vi en ildflue inde, som tegnede små lysende halvcirkler og korte linjestykker oppe under loftet, indtil den også blev træt og gik til ro. Det var ret hyggeligt.
Weekendhygge og jul i gaden
Nu har vi haft vores første weekend i vores nye hus, og hvad laver man så her fredag og lørdag?
Da vi kunne kalde det fyraften i fredags ved 18-tiden, fik vi noget at spise og fik handlet lidt ind af alt det, der mangler i huset (bestik, tallerkner, glas, pander, gryder, elkedel, blender osv. og også nogle møbler) – desværre til høje priser. Den billigste elkedel koster f.eks. 120 kr., og 2 pæne vinglas 78 kr. (sic!), så vi savner virkelig Budget-mærket i Føtex og ikke mindst Ikea.
Vi kom til gengæld hjem med noget, der viste sig at være alle pengene værd: en oppustelig dobbeltmadras med en tyk kant med et lille opbevaringsrum i til f.eks. drikkevarer. Vi testede flåden ved 22-tiden, og den kunne rent faktisk holde til os og en bærbar computer med en film på samt en flaske vin og et plastikglas.
Det var simpelthen så skønt at ligge og flyde rundt i poolen med en lufttemperatur på 31 grader og se film, mens solen gik ned, og himlen blev mørkere. Jeg elsker Zulu Sommerbio, men det her var bedre – det kildede helt i maven, fordi det var så absurd lækkert.
Men så måtte jeg knibe en tåre over filmen og fik derfor gnedet noget solcreme i øjnene, som sved, og computeren løb tør for strøm … Men ih, hvor skal det prøves igen!
Lørdag arbejdede vi om dagen (jeg skal nok forklare i et senere blogindlæg, hvorfor i alverden vi arbejder hele tiden) og cyklede ved 20-tiden hen til en af vores yndlingsrestauranter, som serverer colombiansk mad.
Her er Thomas’ ret: 2 bøffer med salat (iceberg, tomat og dressing), en bagt kartoffel og en madbanan skåret op og fyldt med smeltet ost:
Jeg havde først bestilt en ret ved navn “lengua” med diverse tilbehør. Det skete som altid i blinde, da retterne kun står på spansk. Og det plejer at gå godt. Men mit sprogøre begyndte at brokke sig denne gang: Tænk nu, hvis det var … tunge – eller et eller andet andet ulækkert. Jeg billedgooglede hurtigt “lengua”, og den største udstrakte tunge dukkede op på min telefon, så jeg skyndte mig op til skranken og bad om næste ret på menukortet i stedet. Da jeg tjekkede hovedordet for den ret, betød det bare “tallerken”, så det var umiddelbart ikke så farligt. Det var det heller ikke i virkeligheden (brød, salat, pølse, ris, spejlæg, en halv madbanan, flæskesvær, kødsmulder og bønnesuppe i midten):
Da vi skulle hjemad, undrede vi os over alle de mennesker, der samlede sig i begge vejsider på gaden Calle F (udtales “Kaje Effe”), som normalt er meget trafikeret, men nu var helt bilfri. Der måtte være noget i gære. Vi bevægede os derfor videre ad dén vej i stedet for at køre hjem. Der blev spillet høj julemusik fra de biler, der var parkeret i vejkanten, men det var ikke bemærkelsesværdigt. Vi har nu i en måned nonstop hørt julemusik i alle butikker og indkøbscentre (bl.a. “Jingle Bells” på spansk og “Feliz Navidad, Feliz Navidad, Feliz Navidad, Prospero año y Felicidad …” – den er svær at få ud af hovedet, så den spiller i vores ører om natten også). Og folk har fragtet ægte nåledryssende juletræer hjem på taget af deres bil. Så vi vidste godt, at julen bestemt ikke bliver overset her. Det blev godt nok bekræftet et par minutter efter, for på sådan en almindelig lørdag den 20. december om aftenen kom det ene juleoptog efter det andet gennem gaderne med trommer og blæserorkestre:
Selv politiet deltog med fuldt blink som en del af optoget:
Og så ville sygehusvæsnet da også være repræsenteret med en ambulance med indvendigt diskolys bare for hyggens skyld:
Vi kæmpede os gennem de enorme menneskemasser med vores cykler og var ikke altid lige populære, men vi kunne ikke komme ud fra mylderet, da alle sidegader var spærret af. Vi måtte undskylde mange gange, når vi skulle holde ind til siden, hvor tilskuerne sad, fordi et optog skulle passere. Især en flok bedstemødre, som sikkert var mødt op for mange timer siden for at få gode pladser, brokkede sig gevaldigt, da vi måtte holde foran dem og spærre deres udsyn, lige idet et optog med spændstige 17-18-årige drenge passerede forbi. Men vi nåede hjem til sidst og lod resten af Davids knap 150.000 indbyggere hygge videre, mens vi krøb i seng kl. 4 om natten (deres kl. 22).
Tandemeffekten
I Panama City var folk generelt ret ligeglade med os, men straks vi kom til David, begyndte det samme at ske, som da vi kom væk fra hovedstaden i Thailand: Folk råber hilsner til os på gaden og vinker og pifter. De synes tydeligvis, at vi er lidt sjove. I det fine villakvarter, vi bor i, holder folk sig dog tilbage (bortset fra håndværkerne, der arbejder inde ved vores genbo). Folk er lidt mere dannede her og siger lige så pænt “Buenos días” med tydelig udtale, hvorimod folk inde i midtbyen bare siger “Buena”/”Bueno”/”Buene” – eller “Ola”.
Vi synes, det er hyggeligt at blive hilst på, men har spekuleret over, hvad der gør os så hilsværdige. En vigtig parameter er mit lyse hår (hilseeffekten er ikke så stor, når Thomas er alene ude), og en anden er, at vi cykler (igen nok især at jeg cykler, for vi har endnu ikke set en eneste kvinde eller pige cykle her i Panama).
Vi falder uden for normen, når vi ikke kører i egen bil eller tager en af de utallige, billige, gule taxaer. Så det er altså lidt komisk for panamanerne, at vi okser afsted på vores cykler i varmen (selvom der nu er helt fladt her, så der er ikke meget oksen over det). Og når vi ovenikøbet nogle gange kigger os nysgerrigt om til højre og venstre og måske har en stor pose rent vasketøj på bagagebæreren og en 3,7-litersvanddunk i cykelkurven foran, så går der lidt “tandemeffekt” (forklares nedenfor) i den:
Vi overvejede, hvilke fremmede mennesker vi i Danmark ville vinke og råbe “Hej” til, og blev enige om, at vi nok ville gøre det til folk på tandem. En tandem er bare så hyggelig, at man ikke kan lade være med at smile, kigge utilsløret efter den og lige komme til at vinke lidt. Derfor har vi navngivet fænomenet tandemeffekten her i Panama, selvom vi kører rundt på to helt almindelige mountainbikes (2 stk. for 3.000 kr. – billigt, men til gengæld med tydelig rust på skruerne allerede på andendagen):
Det kan godt være, panamanerne synes, vi ser fjollede ud, men det er nu lidt smart, at vi kan inderhale dem, når de holder i kø i midtbyen, og at vi slipper for alle de buler, de får.
Rundtur i Casa A & T
Vi flyttede ind i vores hus i lørdags – lidt før det var indflytningsklart, så de første dage var der håndværkere, der lagde nyt gulv et par steder, og rengøringen er først lige gået i gang i dag for en time siden.
Vi havde egentlig indstillet os på, at der her i David ikke rigtig fandtes huse med pools, og at vi måtte bo i det, vi i Danmark ville kalde et håndværkertilbud med mørke, plyssede møbler fra 70’erne. Men til gengæld ville huslejen så kun være på et sted mellem 150 og 600 dollars (900 og 3.600 kr.). Men de huse af den slags, som vi så, havde ingen brugbare udeområder, kun bar jord i stedet for en have eller med 100 % indkig til/fra naboen. Og da vi jo ikke er kommet til Panama for at sidde indendørs og arbejde og se fjernsyn, var vi nærmest nødt til at vælge det ene hus, vi så, der havde udendørs privatliv. Det var bare i en lidt anden liga – også prismæssigt (ca. 12.000 kr. alt inkl.).
Vores hus ligger i et meget stille villakvarter:
… og er lidt majestætisk med en prangende indkørsel, søjler og kupler (og et springvand forrest, som ikke kan være på billedet):
Dér, hvor vores Mercedes og Audi skulle holde, fylder vores cykler ikke meget:
I stedet for at vælge hoveddøren i midten, så lad os gå ind ad den “lille” dør i venstre side og ned ad søjlegangen:
Halvvejs henne ad søjlegangen er der en dør (bag tremmerne) ind til stuepigens gemakker, og den næste dør åbner ind til et toilet:
For enden af søjlegangen er det fantastiske udendørsområde med en 18 meter lang pool forrest. Bag den blå mur overvejer vi at placere en seng, så vi kan sove udenfor bag 3 vægge og et myggenet. Til højre derfor har vi indrettet kontor, og så er der lige et poolbord:
Drejer vi hovedet mod højre er der en jacuzzi og en stor overdækket terrasse, og bag spejlglassene findes vores master bedroom:
Her er den ene halvdel af master bedroomet:
Med denne noget specielle kongeseng:
Og her er den anden halvdel af master bedroomet:
Det tilhørende walk-in closet er lidt svært at tage billeder af, men her er halvdelen af det (det er større end køkken-alrummet i vores kolonihave!). Vi bruger kun 4 hylder:
Her er det tilhørende badeværelse – igen med utrolig meget skabsplads bag spejlene:
Når man går ud af master bedroomet, er der en gang med to døre. Den ene fører ind til værelse nr. 2 med bad, som ser cirka sådan her ud:
Den anden dør fører ind til et forkammer/walk-in closet med badeværelse (springer vi lige over her), som har en dør ind til “Egypterværelset”:
Vi har givet det navnet af oplagte årsager:
Midt inde i Egypterværelset er der selvfølgelig et ekstra værelse:
Går vi tilbage ud i gangen igen, kan vi se den 10 x 10 meter store entré-køkken-alrum-stue (der med sine 100 kvadratmeter kan rumme hele vores kolonihavehus 2 gange):
Køkkenet:
I rummet er der ovenlys fra denne kuppel med én af i alt 4 lysekroner:
Fra entré-køkken-alrum-stuen er der adgang til en kæmpe udestue med indbyggede højttallere i loftshjørnerne og indbygget diskolys i 4 farver:
Fra køkkenet er der desuden adgang til stuepigens gemakker. Til venstre ses hendes vaskerum, og til højre ligger hendes private værelse, der ingen vinduer har og kun er på ca. 8 kvadratmeter. Snoren, der hænger ned midt i rummet, er til at betjene ventilatoren i loften (der er selvfølgelig ikke aircondition i netop dette rum):
Her er stuepigens badeværelse (selvfølgelig uden varmt vand som det eneste):
Pyh! Efter illustrationen af disse triste forhold for en panamansk stuepige er rundturen slut. Vi fandt altså vores drømmekontor med gode poolfaciliteter (både i den våde og i den tørre forstand), privatliv og skøn arbejdsudsigt:
Der fulgte bare desværre mere end 400 kvadratmeter bolig med, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med … Men det giver da god motion, at køleskabet er 150 meter fra kontorstolen.
Typisk panamansk 1: den daglige styrtregn
Det er lidt tidligt at begynde “Typisk panamansk”-serien efter kun 2,5 uge i landet, men én ting har vi ikke kunnet undgå at bemærke: Cirka hver anden dag regner det helt enormt op mod en times tid. Gaderne bliver helt oversvømmede, og flere steder er der 30 cm dybt på vejen, selvom vandet fosser ned i de meterbrede kloakhuller i vejsiden (nogle uden rist for – hjælp, man skal ikke glide og ryge med!).
Her er nogle styrtregnsbilleder fra vores hostel:
Poolen bliver også våd:
Thomas spekulerer på, om taget holder:
Jeg håber, jeg på et tidspunkt kan tage nogle billeder af gaderne, der nærmest bliver til et stort hav i regnvejr – uden at bruge en hel telefon på det. Jeg har “kun” to Galaxy S4’er med, så det er måske lidt meget at ofre en af dem for et regnbillede.
Det går for øvrigt fremad med boligjagten. Vi blev kørt rundt af en real estate-dame i går og så 4 huse – et enkelt magisk nok med pool! Mere om det senere, når vi tager en beslutning.
Hostelliv
Selvom vi arbejder det meste af tiden, er det hyggeligt at være på hostel. Her kommer en masse forskellige mennesker, nogle bare for en enkelt overnatning, andre en uges tid.
Nogle er unge – som f.eks. den canadiske fyr på 21 fra fransktalende Québec, der har sagt sit job op, fordi det var for kedeligt, og er taget her til Panama (hans første udlandsrejse nogensinde!) for at opleve landet og tænke sig om indtil nytår, hvor han tager tilbage og får en ny start på sit voksenliv. Andre er lidt oppe i årene – som ham den gamle skotte, der mangler halvdelen af sit ene øre, har det sjoveste sprog og som den eneste på forhånd udmærket vidste, hvad en næsebjørn er, og hvad den spiser.
Nogle har ikke rejst så langt – som den amerikanske fyr, der for tiden bor i Costa Rica hos noget familie og arbejder på deres hotel og bare lige er 3 dage i Panama for at kunne forny sit visum i Costa Rica. Andre er ude på en lang rejse – som motorcykelmanden, der startede i Vancouver i Canada og er kørt hele vejen ned gennem USA, Mexico, Guatemala, Honduras, Nicaragua og Costa Rica for nu at være i Panama og om 5 måneder ende i Argentina.
Nogle holder totalt fri her – som den eneste dansker, vi har mødt, en pige, der har læst antropologi et semester i hektiske Mexico City og nu trænger til ro og fred og stille natur i bjergene i Panama, inden hun skal genforenes med nogle af sine studiekammerater i Colombia. Andre arbejder her – som fyren, der har læst to semestre på college i USA, men synes, det er alt for dyrt, og nægter at ende med en kæmpe studiegæld, hvorfor han nu arbejder en måned i Panama på hostellet og derefter en måned i Costa Rica på en abefarm, en måned i næste land som engelsklærer osv. opad mod USA, mens han håber på på magisk vis at kunne komme til Sverige eller Asien og læse helt gratis.
Nogle rejser alene – som den ca. 50-årige kvinde, der ikke har haft fast bopæl de sidste 15 år, men bare rejst rundt i verden og tillagt sig nogle underlige vaner med f.eks. at nynne, synge, danse og slå skeer mod hinanden til sin indre musik i fremmede menneskers nærvær. Andre rejser sammen – som den tyske kvinde, der sagde sin lejlighed og alt andet op, tog til USA og startede på en næsten et år lang cykeltur, selvom hun aldrig havde cyklet før, og så mødte en anden cyklist, som hun nu følges med, indtil de igen bryder op om nogle uger for måske at mødes igen senere.
Nogle er tynde – som hende asiaten, der kun lige siger hej og altid har sin lille mekaniske vægt med, så hun kan veje den sparsomme mad, hun indtager. Andre er tykke – men det er faktisk mest bare den panamanske rengøringsdame.
En ting er sikker: Alle her har hver deres historie at fortælle og hver deres spændende grund til at være her.
Vækket af jordskælv
Thomas og jeg arbejdede sent i går aftes/nat/morges, så et jordskælv nåede frem, før vækkeuret ringede, her til formiddag. Jeg vågnede ved det og vækkede Thomas. Vi fik hurtigt noget tøj på og kom ud af vores værelse. Men så var det jo overstået, og så står man dér og flagrer.
Jeg har nu installeret U.S. Geological Surveys app, så jeg kan se, hvad det var, der skete – efter at det er sket, hvad det så end skal hjælpe. Denne gang var styrken 6,6, og det var 58 km fra David, cirka samme sted ude i havet. Hmm, måske skal vi bare vænne os til det. Her er et billede fra USGS’ hjemmeside, hvor man kan se, hvordan det føltes i David. Sådan lidt lysegrønt føles åbenbart moderat:
(Billede taget fra http://earthquake.usgs.gov/earthquakes/eventpage/usc000t4iq#shakemap).
Jordskælv og fødselsdagsfest
De sidste par dage har været ret begivenhedsrige.
Det startede i fredags, hvor vi efter arbejde fandt en hyggelig italiensk restaurant, hvor vi sad og spiste ude i det fri under et halvtag og nød at have fri. Da det begyndte at styrtregne (hvilket det gør cirka hver dag), blev vi jo nødt til at have endnu et glas vin, og da det stadig regnede, måtte vi igen hygge videre og ignorere al boligjagt, som vi ellers burde være på. Ved midnatstid (kl. 18 panamatid) vendte vi hjemad, men kom forbi en festlig bar, så vi skulle liiige have en øl oven på al vinen.
Efter kun 5 minutter fik vi pludselig nye øl af servitricen. Det var bordet bag os, der havde betalt, så vi faldt i snak (på spansk!) med de to herrer, der begge lige var blevet 48 år dagen forinden, og satte os over til deres bord. Klokken endte med at blive 4, inden vi var hjemme, og vi havde fået et par lapper papir med deres telefonnumre. Den ene var advokat (så det nummer kan vi måske få god brug for senere), og den anden (Jose Maria) syntes bare, at vi skulle ringe til ham dagen efter (lørdag). Tja, det måtte vi jo så gøre, selvom vi nærmest ikke kunne forstå hinanden med både ord, fagter og ansigtsmimik, så en telefonsamtale skulle nok blive indholdsrig!
Ud på eftermiddagen dagen efter (lørdag) tog vi sammen med et par tømmermænd i supermarkedet Rey.
Vi sad og drak en juice og spiste en is i skyggen under halvtaget på parkeringspladsen, da det pludselig gik op for os, at noget var galt. Alt bevægede sig i forhold til hinanden. Det var egentlig en meget velkendt følelse – som på et skib – så der gik et par sekunder, hvor vi ikke lagde mærke til det. Men pludselig udbrød Thomas, at jorden under os bølgede, og de store vinduesfacader i møbelbutikken bag os blævrede også på en fascinerende måde. Det var lidt som at træde ind på en af de legepladser, hvor man tror, der er asfalt, men hvor det i stedet er sådan noget blødt underlag, som børn kan tåle at falde ned på. Sådan føltes parkeringspladsen under os. Folk styrtede ud af butikkerne, og nogle skyndte sig at køre afsted i deres biler. Men da det var overstået, gik folk ind igen. Helt hverdag var det dog ikke. Nogle vejarbejdsfolk på parkeringspladsen stod og grinte og pegede på, hvor de havde været (nede i et dybt hul), da jordskælvet skete.
Det var åbenbart et styrke 6-skælv i havet ca. 50 km fra David (eller 2 skælv lige ved siden af hinanden ifølge dette kort – det er nok en definitionssag):
Vi tænkte ikke lige på at gå ind i supermarkedet bagefter, men bloggen Chiriquí Chatter (en amerikaner bosat i David) har dette billede fra supermarkedet Super Baru:
(Lånt fra: www.chiriquichatter.net/blog/2014/12/06/a-wild-ride-5-8-on-the-richter-scale/).
Ifølge ejeren af vores hostel er der månedlige jordskælv her i Panama, dog ikke altid så store som dette. Når der nu ikke skete noget, var det faktisk meget sjovt og rutsjebaneagtigt at opleve, men vi håber selvfølgelig, det holder sig til de milde skælv de næste 5 måneder.
Da vi havde sundet os lidt og vinket farvel til de søde vejarbejdsfolk, cyklede vi hjem til vores hostel og kunne lige så godt få overstået telefonsamtalen med manden fra baren natten før. Vi fik ikke fat på den rigtige mand i første omgang, men tænkte, at ham, vi snakkede med, nok bare bragte vores hilsen videre. Et par timer efter fik vi en telefonopringning fra samme nummer og en invitation til fødselsdag. Hvor befandt vi os lige nu? I Bambu Hostel? Fint, de ville komme og hente os. Øhm, okay!
Thomas havde købt en buket blomster til mig dagen før:
De kunne godt genbruges, og vi kunne lige nå at købe en flaske rom og pakke den ind. Så var vi klar til fødselsdagsfest:
Hvor og hos hvem vidste vi ikke.
Ved midnatstid (deres kl. 18) blev vi hentet i bil af vores barven Jose Maria, hans søn (som kan rimelig godt engelsk) og hans far. Vi kørte afsted, men ikke ud til den farm i Boqueron 20 km væk, hvor Jose Maria bor. Vi kørte i stedet hen i et af de finere villakvarterer i byen, hvor hans bror åbenbart bor. Vi mødte altså broren, deres gamle, søde mor med lidt problemer med lungerne, brorens kone (Nina) og deres datter og Jose Marias kone. Det var nogenlunde til at holde styr på. Men så kom der flere. Teenageren Victoria, endnu en kvinde, flere børn, flere teenagere. Sådan blev det ved, indtil vi pludselig var 35 mennesker. Det var lidt overvældende og umuligt at holde styr på navnene og familiebåndene. Men det var hyggeligt, og vi fik hele tiden tilbudt mad og drikkevarer og blev i det hele taget utrolig godt modtaget.
Da der kom en kage ind, fandt vi ud af, hvem vi fejrede:
Victoria blev altså 15, hvilket vist er en stor fødselsdag her i Panama. På billedet sidder Victorias farmor (altså Jose Marias mor) til venstre og hmm, ja, en eller anden anden kvinde til højre.
Kagebordet blev mere og mere veldækket med chips og kager, og vi blev spurgt, om vi ikke ville spise noget af det. Da ingen andre gjorde det, og da vi kunne se masser af “rigtig” mad blive snittet og hakket i køkkenet, takkede vi pænt nej og sagde, at vi ville vente til senere. Vi ville ikke være de eneste, der tyvstjal af kagebordet før tid. Men efterhånden begyndte flere og flere at komme forbi og snuppe af godterne, og endelig gik det op for os, at det faktisk var meningen, at gæsterne som det første skulle spise chips og kager. Først en del timer senere kom den “rigtige” aftensmad: en tallerken til hver med ris med grøntsager og rejer, store stykker flot, mørt og velsmagende kyllingekød og en kartoffelsalat med skinke.
Her poserer fødselaren foran sin kage:
Og her er hun sammen med os og Jose Maria:
Alle skulle have et billede af sig selv sammen med den smukke fødselar:
Ved 23-tiden (kl. 5 for os!) kom der ild i kagen:
Og ved midnatstid begyndte de første at tage hjem. Vi fik selvfølgelig ikke lov til at tage en taxa hjem, men blev kørt lige til døren af en lille familie.
David – måske vores nye hjemby
David føltes straks rigtig for os. Gaderne er hyggelige, grønne og til at færdes i uden at blive kørt ned:
Vi overnattede en enkelt nat i et bed & breakfast.
Det føltes superhjemligt, da vi om aftenen hørte de velkendte chip-chip-lyde fra Thailand og så vi vores myggespisende venner på ydersiden af ruden:
Efter en nat på Little Italy 18 km uden for David og med semidårligt mobilsignal flyttede vi på et rigtigt backpackerhostel, hvor vi stadig er, nu på 8.-dagen. Køkkenet (udendørs) virker lige lovlig interessant bakteriemæssigt, så vi har købt vores egne plastiktallerkener, og vi har fået små bid over hele kroppen, nok fra nogen, der bor i sengen. Men her er hyggeligt – og en pool:
En fin arbejdsplads i køkkenet:
Og vældig hippieagtige vægmalerier:
Noget rigtig hyggeligt er dyrelivet her. Der er egern, og her har katten fået øje på noget:
Det viser sig at være en næsebjørn:
En næsebjørn er sådan en fætter her:
Den hedder Hanni og er vældig tam (nok pga. alle de bananer og rå æg, som den får af folk):
Hanni ved godt, at det er i køleskabet, det sker:
Vi er nu holdt op med at lede efter et poolhus som det i Thailand, for der er meget få af dem i byen. De lokale ønsker ikke pools eller har ikke råd til dem, og udlændingene bor ikke i varme David (24-33 grader), men i bjergbyen Boquete (17-25 grader), 42 km mod nord. Nu leder vi bare efter et hyggeligt og nogenlunde velholdt hus i centrum, og så køber vi et oppusteligt badebassin i stedet.
Panama City – og videre
Vi tilbragte en uge i Panama City, for første gang i et lejemål fra airbnb.com (udlejning fra privat til privat). Det fungerede super, var billigere end hotel og var vældig praktisk, fordi vi var garanteret et godt arbejdsbord (spisebordet), hvilket man bestemt ikke er på hotelværelser.
Hovedstaden med knap en million indbyggere var som udgangspunkt dejlig: Når man kommer fra en dansk november måned (hvor mild den end måtte være), er det bare skønt at træde ud i 30 grader. Fugtigheden vænnede vi os til på et par dage. Byen er vældig grøn i forhold til andre storbyer. Der er masser af træer og buske langs gaderne og også store parker. Man kan få alt, og mange indkøbscentre har døgnåbent. Sushi i panamansk fortolkning (med masser af fedt dynget på) fik vi prøvet. Her er en sushipizza (friturestegt ris nederst, rå fisk ovenpå og en “garniture” af sød mayonnaise):
Og en deluxerulle – med indbagte rejer på toppen og mere af mayosovsen:
Trafikken er – for en almindelig regelret dansker – ret vild. Der slipper gerne en 3-4 biler med over et kryds, efter at den gule farve er gået over i knaldrød, og folk dytter hele tiden – som i hele tiden! Man dytter vist, hvis man vil skifte vejbane, hvis man ikke vil skifte vejbane, hvis en anden har vigepligt, hvis man selv har vigepligt – og hvis man bare lige har lyst. Det ser dog ikke ud til at have en præventiv effekt at dytte. Hver anden bil var bulet en smule som den forreste her eller manglede et helt hjørne af metallet som den hvide bil bagved:
Thomas kørte vores lejede bil i Panama City, og jeg prøvede at guide via Google Maps på min telefon. De fleste instruktioner var af måsketypen: “Måske skal du først holde til højre og så straks efter rundt i et 90-graderssving til venstre.” Hvor svært kan det være at finde vej ved hjælp af et kort, hvor en prik konstant viser, præcis hvor man er? Så svært:
Og så svært:
Som det ses, går vejene i mange lag, og der er klart brug for, at Google laver en tre-d-version. Men firmaet har nok ikke indset behovet, for Googlebilen har slet ikke været i landet endnu – den holder sig åbenbart fra krigshærgede lande, meget små øer og Panama.
Jeg elsker, at Panamas udgave af det kommunale kontor Trafik og Veje har tænkt “Nah, vi får aldrig så meget trafik gennem centrum. Lad os bygge en ringvej ud i Stillehavet og lede trafikken rundt om centrum”:
Den idé kunne løse trængselsproblemerne ved havnen i Aarhus, som så rent faktisk ville få en ringgade og en ringvej, ikke bare en halvcirkelgade og en halvcirkelvej som nu. Nederst til venstre i billedet ses en af to veje over Panamakanalen i Panama City.
Panama City er ikke fodgænger- eller cykelvenlig (og bestemt heller ikke bilvenlig for os), så vi var rundt i nærområderne omkring byen. Men der var enten for fattigt (ingen huse af en standard, der appellerer til vesterlændinge) eller for rigt (indhegnede, bevogtede områder uden noget liv på gaden eller noget lokalt præg). Vi endte i stedet med at køre 442 km tværs gennem landet til den næststørste by, David.
Turen foregik ad den eneste mulige vej: Den Panamerikanske Highway (Pan-American Highway). Highway, min bare røv. På den sidste halvdel af strækningen var hastighedsgrænsen enten 30 eller 40 km/t. pga. vejarbejde, og på hele strækningen så vejen sådan her ud:
Igen var Google ikke helt opdateret. Turen tog ikke de angivne 5 timer og 53 minutter. Men det var en oplevelse, og vi slap med kun én bule på bilen: på undersiden nede ved hjulet – nok pga. et 30-40 cm dybt hul i vejen.
(Tak til Google Maps for alle kort).
Selektive billeder
Den første uge i Panama boede vi i en lejlighed i et “condominium”: en 19 etager høj beboelsesejendom med lejligheder på de fleste etager, nogle parkeringsetager til bilerne og en fællesetage (social area) med swimmingpool, fitnessrum og solstole. Man skal have en elektronisk nøgle for at komme ind i bygningen både dag og nat, og alligevel sidder der en (vældig sød) vagt 24-7 og holder øje med, hvem der kommer ind – og han har en pistol liggende i en skuffe, bemærkede jeg, da han ledte efter nogle papirer til os. Så han kan godt noget, hvis det virkelig gælder.
Jeg har taget nogle billeder af social area-etagen, og der ser jo bare dejligt ud:
Med moderne loungemøbler og stueplanter i baggrunden:
Infinitypool:
Og her er en solopgang (ca. kl. 12) set fra vores lejlighed:
Men jeg synes, billeder snyder. Man tager som udgangspunkt billeder af det pæne, og både i Thailand og her i Panama er de gode til umiddelbart at få ting til at se pæne ud. Men lige ved siden af det pæne ser det ikke så pænt ud. Der stod kun møbler nogle steder – andre steder var der bare tomt, bortset fra kost og fejebakke og en tom cigaretpakke yderst på den ru, beskidte beton:
Finishen manglede lige ved siden af poolen, der ikke gik til kant og således kun var infinity fra udvalgte vinkler:
Der var en tom jacuzzi med lidt plastikaffald i bunden, som man jo normalt aldrig ville tage et billede af:
Og der var cigaretskodder på gulvet ved sofaerne:
Nå ja, og den ene plante var der ikke meget liv i, så den fungerer bedst som silhuet og ikke så godt i closeup:
Udsigten fra vores beskidte vinduer så som regel således ud (hvis man vel at mærke stadig kigger i skrå retning og ikke direkte over på bygningen ved siden af):
Det slog os, hvor meget vi går op i de sidste detaljer i Danmark. Vi dækker lige den ru beton til med noget … hmm, hvad ved jeg … glat beton og maler den flot hvid eller praktisk koksgrå. Vi pynter de store bare vægflader med billeder og sætter møjsommeligt ledningerne fast til loftet for hver 20. cm, så de ikke dingler. Og vi bruger varmt lys stort set alle steder, ikke kolde, grønlige lysstofrør, som finder vej ind i både soveværelser og stuer i Thailand og Panama.
Gad vide, om det er den manglende finish, der gør, at der sjældent er et øje at se i lækre loungeområder og pools, eller om folk bare generelt slapper bedst af foran fjernsynet inde i deres lejlighed …
Dansk i Panama
Danmark ser umiddelbart ud til at være rigt repræsenteret i Panama. Under vores første besøg i et supermarked (kaldet Rey – som for øvrigt er bugnende fuld af lækre genkendelige og ugenkendelige produkter), ledte vi efter en ost, og en af de første i vores hænder var selvfølgelig produceret i Viby af alle steder:
Lurpak og Arla fylder også på hylderne i Panama:
En enkelt Carlsberg fandt vi også blandt øllene, men den var overraskende diskret.
Da vi rullede væk fra udlejningsfirmaet i vores nylejede bil, så vi, at tanken var tom, og vi indså, at vi ikke vidste, hvilken type brændstof der skulle på. Ikke noget problem – det stod selvfølgelig på dansk på benzindækslet i linje 2:
Og jeg forventer, at vi får mere at se til Mærsk end dette “lille” lyseblå containerskib i baggrunden, da vi første gang kørte på broen over Panamakanalen:
Også fødevarepriserne er desværre danske, selvom der ingen moms er på:
- 3 avocadoer: 18 kr.
- Krølsalat: 15 kr.
- En pakke seranoskinke, 100 g: 36 kr.
- De billigste æg, 6 stk.: 9 kr.
- Den billigste appelsinjuice, 0,5 liter: 5,40 kr.
- Den billigste 1,5-liters vand: 6,90 kr.
Benzinpriserne er dog ualmindelig udanske: ca. 0,95 dollars pr. liter (5,70 kr.)! Det er vist godt det samme, for vi har allerede nu kørt 50-60 km for meget, fordi vi er kørt forkert i den panamanske trafik. Den er helt umulig! Det kommer jeg til at fortælle mere om senere …
Panama – og tidszoneovervejelser
Der er gået et halvt år, siden vi kom hjem fra vores halve år i Thailand, og nu står vi pludselig i Panama efter en enkelt overnatning i Madrid:
Hvorfor Panama? Jo, vi sad og kiggede på et tidszonekort og vurderede, hvor det var muligt at bo, når vi skal passe vores danske kunder:
Her er vores overvejelser:
-5 til -3: brugbart, hvis man står meget tidligt op
-2 til -1: ikke noget land at bo på, kun hav
0: ikke superfedt at være en time bagud fra morgenstunden
+1 til +2: fint
+3 til +6: ikke superfedt at være kun lidt foran Danmark og dermed have fri lidt om formiddagen og lidt om aftenen, men ikke i et sammenhængende tidsrum
+7 til +8: fint
+9 til -6: dur ikke at arbejde om natten og sove om dagen
En af ulemperne ved at være 6-7 timer foran i Thailand var, at vi skulle holde fri først og så arbejde fra kl. 15 og næsten indtil midnat. Selvom vi f.eks. godt kunne tage i vandland om formiddagen, er det faktisk svært at holde fri og slappe helt af, før man har ydet en arbejdsindsats. Så vi endte tit med at arbejde lidt om formiddagen alligevel.
Men hvis vi rejste vestpå (USA, Sydamerika m.m.), ville vi omvendt skulle meget tidligt op. Da vi kom i tanke om, at vi bare kunne lade være med at stille uret, hoppede vi dog på idéen og overvejede kraftigt Brasilien – indtil vi så oversigten over de mest kriminelle byer i verden. Da mange lande, der har vores ønskede 30 grader om dagen, faktisk bliver ret kølige om natten (ned til 12 grader), var der ikke så mange lande at vælge imellem. Men Panama var en mulighed med nattemperaturer på 24-25 grader. Landet så også fint ud i kriminalitetsstatistikkerne, og Panamakanalen gør landet rigt og dermed veludviklet med stabilt internet. Beslutningen var taget.
Her er det allerførste billede, jeg har taget i Panama – udsigten fra vores lejlighed, da byen vågner, bilerne begynder at dytte, og solen står op. Det sker først omkring middagstid, hvor vi allerede har arbejdet en del timer. Det er, som om de er 6 timer bagefter herovre …
Hjem til Danmark
Fra Chiang Rai kørte vi tilbage til Chiang Mai:
Fra Chiang Mai fløj vi til Bangkok, og i Bangkok spiste vi en dejlig middag på en dyr restaurant med en blind pianist, der spillede smuk hyggejazz lige ved siden af os:
Restauranten havde cirka verdens mest romantiske udsigt ud over floden i Bangkok med oplyste både:
Efter middagen tog vi ud til lufthavnen, og kl. 21.40 lørdag den 3. maj 2014 fløj vi hjem til Danmark – efter et helt ubeskriveligt halvt år i Thailand.
Templet Wat Rong Khun
Chiang Rai huser et fascinerende moderne tempel fra 1997, kaldet Wat Rong Khun, holdt helt i hvidt og sølv:
Templet er meget dramatisk med hænder, der griber op fra underverdenen, og Thor-lignende figurer, der peger på en og truer med sværd.
Indvendigt var det desværre ikke tilladt at tage fotos, men alle væggene og loftet på indersiden var ét stort maleri. Væggen ved indgangen viste et dramatisk ragnarok med bl.a. Michael Jackson, Spider-Man, Transformers og tvillingetårnene fra New York med ild i lige efter terrorangrebet – det hele placeret i rummet med planeter, raketter og vulkaner i udbrud. På sidevæggene stilnede kaosset fra vores moderne, fortravlede og destruktive vestlige verden mere og mere af, og der var afbildet asiater på små skyer svævende ned mod endevæggen, som var åndelig, ren idyl uden nogen moderne opfindelser. Det var en fantastisk illustration, der gjorde stort indtryk, og der var hele tiden nye detaljer at få øje på i det enorme maleri – præcis ligesom udenfor, hvor detaljerigdommen var overvældende.
Selv keglerne udenfor på vejen rummede ondskab:
Vi tog fra Chiang Rai den 3. maj, og den 5. maj ramte et jordskælv åbenbart byen og forårsagede store skader på templet. Først meldte arkitekten ud, at han ikke ville genopbygge templet, men han skiftede heldigvis mening og sagde, at han tværtimod ville vie sit liv til at få det genopbygget. Det synes jeg, er en god idé. Sjældent har et bygningsværk gjort så stort indtryk på mig som dette.
Her er en maler i gang med at vedligeholde den flotte hvide farve med en lille pensel:
En sidebygning, selvfølgelig også holdt helt i hvidt og med små reflekterende spejle, der giver sølveffekt:
PS: Billederne i denne størrelse yder slet ikke templet retfærdighed, så klik evt. på dem for at se dem i stor størrelse.
Chiang Rai – og en fætter
Chiang Mai var lidt for turistet til os, så vi besluttede, at vi lige kunne nå 2 dage i Chiang Rai, som ligger endnu længere nordpå. Her er hele Thailand med vores lilla rute fra Chiang Mai til Chiang Rai øverst oppe:
Chiang Rai var en dejlig by: uden turister i nævneværdig grad, med et meget fascinerende tempel (se næste indlæg) og stor nok til at have storcentre og masser af restauranter, ikke mindst Bella Pizza, som var nabo til vores hotel ved navn Nak Nakara.
Mange pizzeriaer i verden hedder Bella Pizza, men vi syntes, dette skilt så ualmindelig bekendt ud. Da vi havde sat os i restauranten og fik menukortet, var vi ikke i tvivl: Der måtte bestemt være en sammenhæng til vores yndlingspizzeria i Cha-am med samme navn. Det viste sig, at ejeren af dette pizzeria var fætter til ejeren, Deng, i Cha-am! Verden er godt nok lille nogle gange.
Aktiv i Chiang Mai 2
En anden typisk underholdningsmulighed i Chiang Mai er ziplines: Man kommer på en tur rundt i junglen fra platform til platform højt oppe i træerne ved hjælp af linegang og svævebaner:
Thomas bliver koblet til linen (bemærk platformen på træet i baggrunden):
Her er han på vej op på en platform efter en lang glidetur:
I starten var det lidt nervepirrende med de lange glid højt over jorden, men alle vænnede sig lynhurtigt til det og kastede sig glade ud i det, selv på de lange ture ud i uvisheden som her:
Aktiv i Chiang Mai 1
Vi prøvede en af de mange udbudte trekkingture i junglen – eller altså vandreture i skoven, som det reelt er. Der er i hvert fald ikke meget Amazonas-jungle over det. Men det var en rigtig hyggelig dag, som også kunne mærkes i benene dagen efter.
Jungle/skov – hvad er definitionen? Find 3 vandrere midt i billedet.
Vi mødte ret hurtigt en slange, der snoede sig i bambussen lige over vores sti, helt græsgrøn og 2 meter lang, men nærmest kun 1 cm i diameter. Guiden var bange for slangen og gik ikke under, før han havde skræmt den væk med en gren. Vi var 5 piger, der var smuttet under, og vi drillede de 2 fyre med, at de var nogle bangebukse, men spørgsmålet er, hvem der handlede mest rationelt … Vi havde jo ingen idé om, om den var farlig.
Thomas kan ikke komme videre, før guiden føler sig tryg ved at fortsætte.
Der skete lige det omvendte mht. mod, da guiden pludselig begyndte at grave et hul i jorden:
Vi forstod ikke, hvad han havde gang i, og de andre gik utålmodigt videre, hvilket vil sige, at det næste, de så, var dette syn:
Guiden gik lidt på afstand, satte edderkoppen ned og begyndte at lege lidt med den:
Folk blev stående på lang afstand og råbte, at han skulle lade edderkoppen være. De kunne åbenbart ikke se det fascinerende i den.
Efter at have fået den til at stå i angrebsposition, tog han billeder for os:
Jeg var faktisk helt henne ved den enorme edderkop og prøvede også at tage nærbilleder, men jeg indrømmer, at guiden var lidt mere trænet i at fokusere med kameraet og holde sin puls i ro på én gang.
Undervejs så vi også en hule med tusindvis af flagermus hængende oppe under loftet. Det var skønt, når man mærkede, hvad man troede var dryp fra noget kondensvand, i håret, men det så i virkeligheden var en flagermuselort.
De sorte pletter øverst i hulen er flagermus.
Hen imod slutningen af vandreturen besøgte vi en “oprindelig” landsby, som kun fik strøm fra et enkelt solcellepanel. Og så havde de en dejlig gris:
Ved landsbyen var der et dejligt spot med vandfald og bademulighed – hvilket var skønt efter de mange timers gåtur i 33 graders varme. De lokale børn og guiden sprang hjemmevant ud fra klipperne, gerne med baglæns saltomortaler også. De vidste tydeligvis, hvor de skulle lande for ikke at slå sig på klipperne nede i vandet.
Bemærk den flyvende pige med vind i håret til højre.
Landsbyboerne sælger honning til os turister, som de henter fra bistader øverst oppe i dette vildt høje træ:
Bemærk den stige, de benytter – her zoomet ind på toppen af træet:
På den sidste del af turen fik vi følgeskab af en hund fra landsbyen – hyggeligt:
Chiang Mai
Vores sidste uge i Thailand tilbragte vi oppe nordpå. I Chiang Mai boede vi fra lørdag aften til fredag morgen på et hyggeligt guesthouse lige ned til floden Ping:
Thaierne fisker og bader i den grågrønne, grumsede Pingflod. Vi nåede ikke at opleve det, men efter sigende skulle nordthaierne leve meget af, hvad de kan finde i naturen – om det så er fisk eller insekter og frøer.
Der var masser af arbejdsborde i det fri, og kombineret med vores 10 meter lange ledning var det perfekt:
Der er bar og restaurant i baggrunden, så alt er inden for rækkevidde til en god arbejdsdag.
Thomas havde lidt tid til at se byen, få massage og blive klippet – en ganske forfærdelig thaistyle-klipning, som jeg desværre ikke fik noget billede af, før den blev rettet op hos en anden frisør. Imens fik jeg serveret den ene kande lækker jasminte efter den anden – så var jeg kørende og arbejdede løs med hyggelig flodudsigt:
Her er Chiang Mai: Det gamle centrum, som er firkanten i midten, er omkranset af kanaler og veje i rette vinkler, mod sydvest ligger lufthavnen, og så er der ellers forstæder hele vejen rundt – i alt en rigtig stor by:
Chiang Mai har ry for at være en meget kulturel by og er derfor et must for mange, der vil se “det rigtige Thailand”. Der er nok lidt for mange, der har hørt det rygte, for det viste sig sandelig at være en turistby! Hver anden, man møder på gaden i den indre by, er vesterlænding, og der er tuktukker overalt.
Turisterne her er dog markant anderledes end i vores sydlige badeturistby Hua Hin. I Hua Hin er vesterlændingene mænd eller par over 50 – eller 30-årige mænd, der er hammerlamme og ude af stand til at få hende pigen med hjem, som de har købt. I Chiang Mai er folk mellem 20 og 28 år, på rygsæk- eller anden ungdomsrejse og aktiv frem for solbadende og øldrikkende. På hvert gadehjørne ligger der derfor en butik, der arrangerer eksotiske og unikke trekkingture ud i junglen til steder med oprindelige landsbyer med ægte fattige, landlige thaier, der laver kunsthåndværk, som man helst skal synes er pænt og købe noget af. I mange brochurer står der “100 % garanti for ikke at møde andre turister”. Yes, yes, meget unikt og oprindeligt.
En hippiebar i centrum – meget kulturelt og ungt …
Typisk dansk 1: holde i hånd og kysse farvel
Det er svært at se sin egen kultur udefra, men hen imod slutningen af vores thailandsophold slog det os pludselig, hvordan vi nærmest pr. automatik holder hinanden i hånden, når vi går sammen på gaden. Det må se mærkeligt ud fra et thaisynspunkt, for sådan gør thaikærester ikke. En sjælden gang ser man nogle holde i hånd, men det kan lige så godt være 2 veninder eller mor og datter.
Dette er et meget sjældent syn i Thailand: Et kærestepar holder i hånd.
I løbet af vores halve år i Thailand tror jeg ikke, at vi en eneste gang har set nogen kysse hinanden – kun på film, hvor skuespillerne godt kan give hinanden mormorkys på kinden, når de virkelig er forelskede. Mon thaier ville kalde det typisk dansk at holde i hånd som kærestepar og at kysse hinanden farvel?
Typisk thai 17: plastik omkring alt
En for danskere iøjnefaldende ting i Thailand er den heftige brug af plastik. Man får alt leveret i en plastikpose (eller 2, hvis man har købt noget tungt). Der skal også ofte en plastikpose til, hvis man bare køber en enkelt halvliters cola i Seween (7-Eleven).
En lidt irriterende plastikting er, at f.eks. møbler bliver samlet og skruet sammen, uden at plastikken omkring enkeltdelene pilles af – med det resultat, at man ikke kan få al plastikken af, fordi den sidder i klemme. Så stort set alle genstande har derfor lige lidt plastik i samlingerne, f.eks. mellem bordplade og bordben. Ofte lader thaierne bare plastikken sidde uden overhovedet at prøve på at pille den af:
Vores hotel oppe nordpå var godt nok nyrenoveret, men det er trods alt noget tid siden, og der har været mange gæster igennem siden, så plastikken burde for længst være fjernet fra i det mindste de primære kontakter på værelset. Men nej.
Typisk thai 16: firben og myg
Vi kalder dem firben, men det er måske ikke den rigtige betegnelse. En form for øgler er de i hvert fald, disse små gråbrune væsner, der kommer frem og kravler rundt på murene, når det bliver mørkt:
De siger lyde, som minder om en dansk solsort, der skræpper og skælder ud, fordi en anden er kommet ind på dens territorie, men det er en hyggelig lyd. Vi kan rigtig godt lide de små øgler, også selvom de kommer indendørs nogle gange, for de spiser myg og gør ingen fortræd. Tværtimod er de god underholdning, når det pludselig siger klask, fordi et eksemplar pludselig blev dovent i fødderne og ikke kunne holde sig fast i loftet mere og faldt de 2,5 meter ned på jorden – tilsyneladende uden at slå sig. Det er også sjovt at se, hvordan de lister sig ind på en myg og pludselig hapser ud og spiser den. Myg, laserlys, same same for en øgle, som vi kunne drille med Thomas’ infrarøde termometers laserstråle:
Firbenenes byttedyr myggene var vores store fjende i starten. Vi fik myggestik overalt, 10-15 bare på et enkelt ben, og de stak, selvom vi brugte myggespray. Ud over myggene var der især i starten også en hel del pseudomyg – et fænomen, der observeres ved, at man tydeligt kan mærke en myg stikke f.eks. på sin arm. Men i stedet for at vifte den væk i blinde kigger man lige først og ser – ingenting! Fordi man er så myggeopmærksom, mærker man altså cirka dobbelt så mange myg, som der i virkeligheden er.
Det mærkelige er, at myggene med tiden har mistet interessen for os. Jeg kunne sidde på vores yndlingsrestaurant midt ude i rismarken, mens mørket faldt på, helt uden myggespray og skulle bare lige vifte en enkelt myg væk hvert 5. minut. Måske har vi sprayet os så meget med giftstoffet DEET og siddet så meget i myggespiralernes røgsøjler, at lugtene har sat sig permanent i vores hud. I starten undrede vi os over, at thaipigernes slanke ben, som de viser frem hele tiden i deres korte shorts, var helt myggestikfri. Men der skal åbenbart ikke mere end et halvt år til, før man bliver helt thai rent myggemæssigt.
Cha-am-Bangkok-Chiang Mai
Vores sidste aften i Cha-am var smuk:
Turen i minibussen til Bangkok bød på udsigten til en elefant. Tja, de skal vel også transporteres rundt på en eller anden måde:
Hovedfloden i Bangkok set fra minibusperspektiv.
Først på aftenen fløj vi til Chiang Mai efter at have nydt en smuk solnedgang over Bangkok:
Her er ruten Cha-am-Bangkok-Chiang Mai:
Farvel, Cha-am
Aftenen før vi skulle forlade villaen, kom vores 2 rengøringspiger forbi for at sige farvel og få et billede af os. Så kunne vi jo passende få et billede af dem også:
Alle har spurgt, om vi kommer tilbage til næste år, men vi har måttet skuffe dem og sige “Desværre”. Især var det hårdt at sige farvel til viceværten Sun, som kun kan ganske få ord på engelsk, men som alligevel har betydet meget for os og gjort vores ophold skønt ved at hilse glad på os flere gange om dagen og sige “Good, good”, hvis vi var på vej ud at løbe, eller tilbyde sin hjælp på alle tænkelige måder.
Her har Sun kørt os og vores kufferter hen til minibussen, der skal køre os til Bangkok:
Sun fik julelys i øjnene, da han fik den mad, som vi havde tilovers: nogle minutnudler, kakaopulver, en kæmpe pose med mangoer, 4 Spy (Thailands svar på Bacardi Breezer) og dens slags. Han tjener tydeligvis ikke særlig meget, så vi gav ham 10.000 baht (1.724 kr.) som afskedsgave – måske hvad der svarer til en månedsløn for ham.
Typisk thai 15: markeder og boder
Boder og markeder er en stor del af thaiernes hverdag. Hver onsdag aften er der marked i Cha-am, og det er kæmpestort – efter sigende et af de største i Thailand og i hvert fald større end dem i Hua Hin. Nogle gader op mod jernbanestationen bliver lukket, og et kæmpe areal inddraget.
Indgangen til det enorme onsdagsmarked.
Der er ikke så meget af høj kvalitet på markedet, men alligevel er det blevet en fast tradition at cykle derhen hver onsdag ved syvtiden, nemlig for at købe mad, især sushi.
Sushi for mellem 85 øre og 2 kr. pr. stk. – det er slet ikke til at forstå …
Når det ikke er markedsdag, er der alligevel madboder alle vegne. Der findes nærmest ikke en eneste gade uden en madbod, og nogle steder er der mange, som på dette sted, som vi passerer – og stopper op ved – hver gang vi er på vej hjem fra vores løbetur:
Her stopper mange thaier – og et par farangløbere – for at få aftensmad med hjem.
Skrædder, del 2
Efter nogle dage og et par fittings var vores tøj klar. Thomas’ jakkesætsbukser, som var dem, der overbeviste os om, at skræddersyet tøj var en fantastisk idé, viste sig at være toppen. Hans 2 skjorter endte med at blive helt fine, men de kunne lige så godt være købt i en butik og passer ham ikke på en prik, sådan som vi havde håbet. Jakken blev rigtig flot – især indvendigt – men igen sad den ikke som decideret syet til ham:
Begge mine kjoler var desværre flop. Den lilla stod ikke til at redde. Vi var godt nok lidt skeptiske over det mærkelige, tykke kamelhårsstof, allerede inden kjolen blev syet, men vi stolede på skrædderen, som forsikrede os om, at det var velegnet til en “vinterkjole”. Det var det ikke, og kjolen kom aldrig til at sidde pænt, så den blev kasseret helt og forment adgang til kufferten.
Det er svært at smile ordentligt, når man står i en mærkelig, lilla kamelhårskjole til 700 kr. …
Den røde kjole måtte igennem en del justeringer, fordi den var blevet syet alt for dydig foran. Til sidst syede skrædderen forstykket helt om og gav den så virkelig gas på frækhedsbarometeret, så kjolen endte i den anden grøft og blev alt for nedringet. Den kommer dog med hjem til Danmark, og så må jeg få en syerske til at fikse den derhjemme. Der er håb for den, men alt i alt var skrædderoplevelsen på kjolefronten meget langt fra, hvad vi håbede, og bestemt ikke pengene værd. Men det er måske også svært at opnå noget helt særligt hos en skrædder, når H&M i forvejen laver tøj, der er som syet til min krop.
Skrædder, del 1
I den nordlige del af Cha-am er der et lille område, der er præget af vestlig turisme: store hoteller, restauranter, der serverer svenske kjöttbullar, og en del skræddere. Her kan man få syet et jakkesæt på nogle få dage, så det besluttede vi skulle ske i vores allersidste uge her. Thomas har bestilt et jakkesæt, et par skjorter og et ekstra par bukser, og jeg 2 kjoler – for dét giver vi ca. 1.700 kr. hver. Vi har set det ene par bukser på Thomas, og de sad fantastisk, så nu er vi meget spændte på resten.
Vores skrædderbutik hedder New Armani, og ved siden af ligger New Boss. Man vælger sit tøj i de dyre mærkers kataloger og får så syet et kopisæt efter sine kropsmål. Smart, men gad vide, om det er helt lovligt …
Stofferne har lidt kedelige farver til kjoler, men det lykkedes at finde 2 fine farver.
Her er butikkens indehaver, som målte os både før og efter vores tur til Koh Talu med 4 dages fri buffet, og han kommenterede straks, at vi var blevet “a little fat”. Man kan da heller ikke skjule noget for en skrædder!
Indehaveren sætter nåle i det lilla og det røde stof, som bliver til mine 2 kjoler.
Butikkens indehaver er inder, og hans gravide kone er fra Nepal. Da jeg spurgte konen, hvordan de havde mødt hinanden, fik jeg forklaringen, at deres fædre kendte hinanden, og hans far syntes, hun ville blive en fin svigerdatter, så de blev gift uden at have set hinanden før. “No love,” som hun sagde. Men heldigvis kunne han snakke nepalesisk, så det taler de indbyrdes. Konen syntes bedre om vores danske model, hvor “love” kommer først, og så kan man blive gift bagefter.
Thomas til “fitting”. Det er lidt svært at forestille sig, hvordan den færdige jakke kommer til at se ud.
Typisk thai 14: tandbøjle
Vi har vænnet os til det nu og ser det ikke rigtig længere, men i starten bed vi mærke i, hvor mange voksne thaier der har bøjle på tænderne. Det er flest kvinder og flest omkring de 20 år. Det må være blevet tilgængeligt for dem nu, i modsætning til da de var børn.
Her er søde O (udtales “Oh” på engelsk) med tandbøjle – han var ikke så lidt homoseksuel og bød os velkommen med de største armbevægelser og meget entusiastisk stemmeføring, da vi ankom til øen Koh Talu. Vi savnede ham og hans glade energi, da han efter et par dage havde fri i 3 dage og derfor tog ind til fastlandet.
Underholdning på Koh Talu
Er der ikke kedeligt på sådan en lille ø på et par kvadratkilometer i 4 døgn? Næh, underholdningsmulighederne var perfekte.
En time efter at vi var ankommet torsdag eftermiddag, var der arrangeret blækspruttefiskeri, så vi hoppede på en pram og blev sejlet nogle hundrede meter ud i havet, hvor vi fiskede, mens solen gik ned.
Så er der bid:
Det lykkedes Thomas at fange en blæksprutte, som dog ikke var helt tilfreds med situationen og sprøjtede blåt blæk på hans badebukser og arm. Alle deltagernes fangst blev grillet direkte på båden, så vi kunne smage den med det samme.
Fredag formiddag stod den på snorkling, hvor vi så koraller, stribede fisk og virkelig fascinerende kæmpemuslinger i alskens farver. Jeg må snart få købt mig et undervandskamera! Men prøv at billedgoogle “kæmpemusling”, og se, hvor flotte og farvestrålende bløddyrene er.
Fredag eftermiddag var der trekking med den sødeste guide, som fangede en lille øgle ved bare at gribe ud med hånden. Det kræver vist lidt øvelse.
Trekkingturen gik op til øen højeste punkt, hvorfra der var en formidabel udsigt:
Neptune – vand, der tager dig helt til tinderne! Jeg ved ikke, hvorfor vi flasher logoerne på vandflaskerne, som om vi var med i en reklame.
Om lørdagen tilkøbte vi en dykkertur med 2 dyk.
Igen mangler jeg mit undervandskamera, men her er Thomas oven vande på speedbåden, som vi dykkede fra.
Søndag ville vi sejle i kajak hele vejen rundt om øen … eller måske var det mest mig, der var så optimistisk. Vi kom dog ikke særlig langt, før kajakken havde taget så meget vand ind, at vi måtte ind til siden for at prøve at tømme den. Det kunne vi ikke rigtig, så vi besluttede at give op, vende om og sejle tilbage. Det gik også fint ca. 50 meter, før den pludselig var helt gal, og vi tippede af til den ene side, mens kajakken fortsatte sin rundtur og endte med bunden i vejret:
Før kæntring.
Efter kæntring.
Thomas var en helt, for det lykkedes ham at holde vores tynde plastikpose med vores mobiltelefoner i oven over vandoverfladen i strakt arm, mens vi begge røg ned med hovedet under, og mens mine solbriller dalede fint ned mod bunden 2,5 meter nede. Men vi fik samling på det hele og fik svømmet hjemad med den omvendte kano hængende i en snor efter os og mobilposen oven på kanoen. Efter at være svømmet halvvejs hjem, begyndte de ru koraller at være uundgåelige, så vi stilede direkte ind mod kysten, mens vi rev vores tæer og underben på korallerne. Efter en masse baksen kom vi ind på en sandstrand, hvor en sød thai lige så fint hev en – indtil da helt usynlig – prop ud og tømte kajakken for vand. Nåh, det var sådan, det skulle gøres …
Efter strabadserne stod den på massage og afslapning på stranden:
Idyllisk, lille massagehytte.
Fiskene nød også den lækre ø og sprang op af vandet i ren glæde. Den lille, hvide prik ved havoverfladen mellem de to landmasser er en fisk:
Her zoomet ind:
Øen rummer et sea turtle nursery med ca. 300 skildpadder i forskellige størrelser:
En af de store med et skjold på en halv meter pløjer sig gennem vandet.
Alt i alt var det et helt fantastisk ophold. Alle blandt personalet var bare så søde og naturlige på hver deres måde, og der var virkelig god service og godt styr på alt. Der var en dejlig rolig stemning på stedet, og alle aktiviteter (bortset fra dykning) og al mad (buffet morgen, middag og aften) var inkluderet i prisen på ca. 1.100 kr. pr. dag for 2 personer. Vi boede i et stort værelse på 40 kvadratmeter med højt til loftet og plads til 4 og med et stort udendørs brusebad. Som så mange andre steder i Thailand var det kunstige lys forfærdeligt (lysstofrørsagtigt), men vi skabte hygge med nogle medbragte stearinlys. Koh Talu kan klart anbefales, hvis man skal på ferie i Thailand.
Paradisøen Koh Talu
I påsken udnyttede vi de mange fridage til en tur ud til en meget lille ø med en omkreds på kun 5-6 km. Ved bestillingen overvejede vi 2 eller 3 nætter. Vi valgte 3, men da vi først var på øen, bestilte vi hurtigt en fjerde overnatning – der var bare SÅ lækkert, som det nok fremgår af dette Spies-reklameagtige billede:
Thomas slapper af i skyggen under taget.
Øen ligger 220 km sydpå fra vores hjem i Cha-am:
Indzoomet kan man måske se, hvor lille den er:
Hele øen rundt er der klippestrand, bortset fra i 2 små bugte med sandstrande, Big Bay og Pearl Bay, der vender over mod fastlandet, og hvor vandet er blikstille.
Big Bay med en strandbar og 150 meter sandstrand.
Smukke, afsidesliggende Pearl Bay.
Øen er privatejet, langt størstedelen består af skov, og der er kun ét resort. I tidsrummene 9-11 og 15-17 er øens generator slukket pga. vedligeholdelse, så der er ingen strøm i 4 timer hver dag. Hvis alle værelser var helt fyldt, ville der være ca. 90 mennesker. Dertil kommer nogle dagsturister, som er på øen mellem kl. 10.30 og 14.30. Men der var nok kun 40 overnattende gæster de dage, vi var der (halvdelen thaier, den anden halvdel europæere) – et helt perfekt antal, så der var liv, uden at der var for mange.
Kajen og restaurantsområdet.
Det stille hav i modlys.
Næsten slutstatus
Nu nærmer enden sig for vores ophold i Thailand. Vi har købt flybilletter til Danmark (4. maj), og vores tanker rammer oftere og oftere Danmark og livet dér.
Når jeg gør status, har det sidste halve år været en vild oplevelse. Hidtil har mit efterskoleår stået helt alene som en unik og ekstremt intens oplevelse, men dette halve år har føltes præcis magen til. Man tager afsted som én person og kommer hjem som en lidt anden. Det er virkelig trist at skulle sige farvel til Thailand, og allerede nu kan jeg bare ved tanken nærmest få tårer i øjnene og blive helt nostalgisk – helt uden at høre sangen “That’s what friends are for”, som fik tårerne til at springe ud af øjnene på alle til afslutningen på efterskolen. Vi er kommet til at holde meget af thaiernes væremåde og smil, deres humør, åbenhed og naivitet og deres allestedsnærværende “Helloooo!”.
Godt nok mistede vi for et stykke tid siden nysgerrigheden over for thaimad og har siden da fået tunsandwich nærmest til hver frokost og har holdt os til de samme thairetter til aftensmad (grøn karry, stegt kylling på spyd, deres “barbecue”, kylling med cashewnødder, forårsruller og kyllingevinger), hvis den da ikke står på vestlig mad. Men der kan alligevel godt gå lidt panik i mig ved tanken om, at vi nok har været på restauranten Didine for sidste gang – restauranten med Guinness-rekord i ubegavede tjenere og med en servering så langsom, at vi ville kunne nå en 3-km’s løbetur og et bad, inden maden bliver klar. Men alligevel er den jo dejlig og har sin egen charme, og det var min yndlingsrestaurant en overgang. Og vi kan nok kun nå vores nye yndlingsrestaurant Kao Hom midt ude i rismarkerne et par gange mere – restauranten, hvor den søde kvindelige ejer seriøst burde have en michelinstjerne for sin sprøde panerede schnitzel, sin perfekte cordon bleu, sin glasnuddelsuppe, hvor man bliver helt salig og bare tænker “Jah … sådan skal det gøres”, og de 2 store forårsruller med sød chilisovs til, der også altid er en drøm. Vi er på det seneste begyndt at ignorere den alt for lave check-bin (regning) og lægger i stedet det beløb, som vi synes, maden burde koste.
Vi har nok også været i vores yndlingsvandland for sidste gang, og hvor mange gange mere når jeg lige at komme ned at svømme i havet og gå tur i strandkanten? Vi kan da ikke sige farvel til Sun, villaernes søde vicevært, som er 46, men ligner en på 32, selvom han indtil for 2 år siden arbejdede i en mine, hvor de udvandt metaller til computere. For ikke at tale om villaernes vagthund, Kǎao, som kommer ind til os flere gange i løbet af dagen for at drikke lidt poolvand og sætte beskidte poter på gulvet eller bare lige blive nusset og betrygget om, at vi er der (hun er en lidt fesen vagthund).
Det er både de små Cha-am-rutiner i dagligdagen og de større, enkeltstående øjenåbnende oplevelser, der har formet vores halve år her i Thailand og gjort det helt unikt – det halve år, der føles som 2 år, og som på ingen måde kan gentages. Det giver ikke mening at komme tilbage igen på samme måde, ligesom man ikke kan tage på efterskole igen og få det samme ud af det en gang til. For vi har jo indoptaget tingene og lært så meget. En gentagelse ville mangle hele læreprocessen og nyhedsværdien og derfor bare svare til en tur i sit barndomssommerhus, som man kender ud og ind, og som er så trygt og genkendeligt, at tiden bare flyver.
I en rejseblog skrevet af en kvinde, som sammen med sine to børn er fulgt med sin udstationerede mand til Brasilien, har vi lige læst hendes halvårsstatus. For hende var tiden fløjet afsted, og det var helt utroligt, at der allerede var gået et halvt år. Thomas og jeg undrede os over forskellen, men tænker, at det må skyldes hendes udsigt til 2 år i Brasilien i stedet for kun et halvt. Når man ved, at tiden er forholdsvis knap, får man gjort ting i et helt andet tempo og får dermed oplevet mere. Det samme er sket for os bare i mindre skala: Vi har haft over 5 måneder til at komme på dykkertur på en ø og få set det vistnok meget anderledes Nordthailand, men det er først nu, vi har fået det planlagt – i de sidste 3 uger. Så vi slutter begivenhedsrigt af!
Jeg kommer til at savne det her: vores arbejdsplads mellem hoveddøren og poolen, den lyserøde luftmadras, som Thomas slikker middagssol på, liggestolene, hvor man kan sidde med sin bærbare, og sofaen, hvor vi spiser mad hjembragt fra markedet – og ikke mindst vores helt egen private pool, som nu er helt oppe på 31 grader.
Songkran – thailandsk nytår
Søndag formiddag gik vi stille og roligt ned mod vores frokostpizzabod et par kilometer henne ad stranden. Det var dejligt vejr (nåh ja, som altid), Thomas havde smidt trøjen, og alt åndede søndagsidyl – lige indtil vi stødte på den første songkran-bastion!
I baggrunden ses en af de bastioner, folk har forskanset sig i – med rigelige mængder vand og pulver.
Bemærk de jublende, sejrrige thaier i baggrunden. Her zoomet ind:
Vi havde glemt alt om det thailandske nytår, som består af 4 dages vandkamp – og åbenbart også indsmøring i noget lyserødt og hvidt pulver opløst i vand. Vores by står på den anden ende. Alle har fri, og hele Bangkok er kommet hertil for at fejre den største begivenhed i det thailandske kalenderår. Stranden er proppet:
Og på strandgaden kan man ikke færdes uden at få snask på kinderne:
At få snask på kinderne betyder bare “Hav en god dag”, fortalte vores pizzadame. Ja, sådan kan man også sige det!
Ingen går fri, og alle har det bare megasjovt:
Gaden er våd, men det har altså ikke regnet – det er bare songkran!
Især mandag, dagen efter vores første songkranifisering, var gaderne proppede med biler, og nu giver deres valg af biltype, pickuppen, totalt mening. På ladet er der stuvet 5-12 thaier sammen, og de har en tønde med vand med, hvori de fylder vandpistoler og spande, som de kaster efter os på gåben, cykel eller scooter eller efter dem i de andre biler, så det bliver en veritabel bil mod bil-kamp. Alt bliver smurt ind i songkran (som vi kalder pulveret), selv bilerne.
I dag, tirsdag, går det lidt mere stille for sig. Jeg fik et enkelt lille vandsprøjt fra denne bil – for intet at regne i forhold til de spandfulde, vi fik ned ad ryggen og ud over håret søndag og mandag.
Folks særlige songkran-skjorter (blomstrede hawaiiagtige skjorter) hænger til tørre:
Phetchaburi
I weekenden udnyttede vi vores skønne bil og kørte nordpå ad hovedvejen mod Bangkok, mens solen var på vej ned i vest:
Turen gik til vores provins’ hovedstad, Phetchaburi (under 30.000 indbyggere). Vi parkerede et tilfældigt sted i nærheden af restaurant nr. 1 på TripAdvisor og steg ud midt blandt … en masse aber:
Find 4 aber.
Her er det ikke fugle, der sidder i elledningerne:
Maden på restauranten Swizz Palazzo var så lækker, at jeg helt glemte at tage billeder af den: 4 slags skinke fra Schweiz med kapersbær til, en spændende gulerods-ingefær-suppe, de bedste hvidløgsbrød, pasta med hvidløg, bacon og tomat og pasta med en pesto af ramsløg – plus 2 desserter med hjemmelavede iskugler (frit valg af smagsvarianter), marengs og flødeskum. Dertil 2 glas af husets dejlige, bløde chardonnay, en drik bestående af en kugle kiwiis puttet ned i danskvand og 2 glas af deres hjemmelavede iste, ikke for sød og med et strejf af ingefær – perfekt. Alt smagte fantastisk, og den schweiziske ejer var supersød og fortalte glad om sin mad. I alt 275 kr. – et rent fund!
Efter maden gik vi en aftentur rundt i Phetchaburi. En fantastisk by, som har lidt storbystemning som Bangkok, men på den rene, rolige måde. Floden, der løber gennem byen, giver hygge og ro frem for beskidt og hektisk stemning som i Bangkok. Hvis Phetchaburi havde ligget ud til havet, ville vi fint have kunnet bo i den.
Strandfest
Vi har længe ønsket os et poolparty eller en strandfest, men det er svært at opdrive her i den uturistede del af Thailand. Sidste lørdag lykkedes det endelig, dog efter at solen var gået ned, og uden direkte udsigt til vandet. Men det var så dér, man gik ned for at tisse.
Thomas får sig en amaretto sour til 18 kr. Baren er den lyserøde bil i baggrunden.
Thomas tog en scootertaxa hjem og hentede spillekort og elastikker og tryllede for de måbende thaier, der klappede imponeret efter hvert tryllenummer:
Thomas (til højre) stjal fuldstændig thaiernes fokus.
De 4 thaier (3 piger og 1 dreng i starten af 20’erne) kom fra Bangkok, men var ikke typiske turister, for det var deres første besøg i Cha-am. De var på studietur med uni, hvor de læser kinesisk musik. Først troede vi, vi havde fundet nogle af de thaier, som taler bedst engelsk, men da samtalen blev til bare lidt mere end “How old are you?”, måtte vi slå over i thaiengelsk: “You study Chinese music how long?”, “No, we don’t have babies. No babies. No have.”
Bartenderen var faktisk god til engelsk, så det var vist ikke ham, der havde skrevet skiltet om, at man (for en gangs skyld i Thailand) ikke selv må medbringe drikkevarer udefra:
Thak you !
Det var vældig sjovt at være sammen med de 4 thaier – og øjenåbnende at høre dem fortælle spøgelseshistorier fra det virkelige thailiv. Drengen var klart den skarpeste, og han kunne med det samme sige “skål” og endda “sugerør” på dansk. Meget imponerende. Det virkede heller ikke, som om han troede på spøgelser – i hvert fald havde han ingen skrupler med lige pludselig højt at sige “Buh” og give alle os piger en forskrækkelse.
På et tidspunkt skulle vi lige høre, om thaierne var lige så vilde som os med vores yndlingssang, “Poom Pae Krungthep” (Allergisk over for Bangkok), så vi fandt den frem på telefonen og sang med. Den ene pige hev sin iPhone frem og filmede Thomas’ smukke karaokeversion. De var, så vidt vi forstod, i Cha-am for at studere turisme, så hun fik noget førsteklasses materiale med hjem!
På et tidspunkt pakkede partybilen sammen:
Men vi satte os ned i strandstolene og festede til kl. 4. De stakkels thaier skulle op kl. halv otte og lave workshop om kongen. Hvad kongen har at gøre med at læse kinesisk musik på uni, forstår vi ikke helt …
Pa La U-vandfaldet
En af de store attraktioner i vores område er vandfaldet Pa La U, som vi tog til, efter at Tora og Jens var taget hjem igen. De gik ikke glip af noget, for vi vandrede bare et godt stykke tid langs en flod med nogle sten og nød vandets rislen:
Senere gik det op for os, at det vildeste vandfald nok var det på 2 meter. Men hyggeligt var der, og vi kom til at tænke på, hvordan turister mon har det, når de skal se en af Jyllands hovedattraktioner: Himmelbjerget. Vandre, vandre, vandre … Hov, er vi på “toppen” nu? Jamen hvor er bjerget?
Når man tager billedet helt nede i vandoverfladen, er der lidt vandfald over det.
Ved indgangen til området var der et informationsskilt kun på thai med et billede af en tiger. Vi mødte heldigvis ingen. Måske stod der noget i retning af “Vi har indsat dette billede for at skræmme alle de turister, som alligevel ikke kan læse, hvad vi skriver. Få jer et godt grin!” Men stien var alligevel vældig spændende – især i klipklapper.
Typisk thai 13: U-vendinger
På de store veje i Thailand undgår man kryds og farlige situationer, ved at man simpelthen aldrig kan dreje til højre ad en sidevej (svarende til vores venstresving i Danmark). Hvis man skal til højre, kører man i stedet lidt for langt, laver en U-vending og drejer til venstre. På den måde bliver alle de store højresving konverteret til U-vending plus lille venstresving. Det er smart. Før jeg kom til Thailand, havde jeg aldrig set deciderede baner til U-vending, men de er overalt her.
Lige her vil alle bilerne U-vende, så ligeudbanen er også inddraget til U-vending. Kreativt.
Kao Tapiak – Abebjerget
Abebjerget ligger lige syd for Hua Hin, og vi har egentlig gerne villet set det længe. I weekenden tog vi på udflugt med Tora og Jens i bilen og fik det set.
Vue fra Abebjerget nordpå mod Hua Hin.
Vi blev mødt af en utrolig høj guldstatue ved foden af bjerget, inden vi skulle op ad en “lille” trappe:
Oppe for enden af endnu en trappe lå et tempel:
Neden for templet var bjergets navn selvforklarende – flere hundrede aber myldrede rundt:
Ham her syntes ikke, det var sjovt i længden af få taget billeder af sig, så han skældte mig lidt ud og gav mig et rap over benet med sine hænder.
På vej ned mødte vi en silhuethund:
… som var gået ud på klippen for at brække sig:
Måske havde den stakkels hund fået en ånd galt i halsen.
Flydende marked
I weekenden kunne vi rigtig udnytte bilen og komme rundt, når vi nu ikke skulle passe firmaerne. Det blev bl.a. til en tur til Sam Phan Nam Floating Market. I gamle dage var det vist normalt med flydende markeder, hvor købere og sælgere mødtes i både og udvekslede varer på vandet. Nu er der blot tale om turistattraktioner, som thaierne finder noget mere underholdende end den gennemsnitlige udlænding. En af underholdningsmulighederne er at fodre de mange fisk:
Koikarperne og gæssene har vandet for sig selv, for boderne flyder slet ikke, men ligger bare langs med vandet.
Thomas og jeg blev tegnet …
Her er resultatet:
Vi har fået nogle lidt sjove underansigter og munde, men øjnene er vist spot on.
Nyerhvervelse: bil
Der, hvor vores elskede cykler plejede at stå, står der nu en bil. Vi fik pludselig den idé at leje en bil for den sidste halvanden måneds tid her i Thailand, så vi kan komme længere rundt og opleve noget nyt. Det blev en fin Toyota Vius:
På vores første cruise stødte vi ind i en lokal heftig regnbyge, men Thomas klarede den uden at akvaplane.
Vi kan nu meget nemt komme helt ud i Lars Tyndskids ananasmarker, hvis det er det, vi vil:
Før jeg kom til Thailand, troede jeg, at ananasser hang på palmer ligesom kokosnødder, men de gror i midten af de ganske lave planter:
Ananasserne bliver solgt overalt i byen skåret i stykker, puttet i pose og med en lille spisepind stukket i. Sådan her ser det ud, når man spiser et lidt for stort stykke:
Teegolf
Ud over strand og massage er en af underholdningsmulighederne i Cha-am teegolf, hvor man står og øver sig i at skyde bolde ud:
Tøserne forsøgte sig, og vi fik da også en enkelt gang eller to skudt et fint skud helt ud til 50 meter:
Et af Toras første forsøg med en golfbold.
Lidt mere professionelt så det ud, når drengene skød:
Jens kigger efter bolden, som lander ude ved 150-metermærket.
En thai går efterfølgende rundt og samler boldene op manuelt (dog med et smart aggregat på en pind, så han ikke behøver at bukke sig ned). Sådan er det, når arbejdslønnen er så lav, at maskiner er dyrere – også i det lange løb. Måske er det derfor, man kan hæve penge gebyrfrit inde i en bank, hvorimod det koster 180 baht at hæve i automaten udenfor – selvom det tager et kvarter at hæve ved skranken, fordi der skal tages kopier af ens pas, skrives under diverse steder, tælles penge op manuelt og udføres andet bogholderi.
Typisk thai 12: massage
Massage er et af de første ord, man forbinder med Thailand, og det er fuldt ud berettiget. Der er en massagebutik på hvert gadehjørne i både Bangkok, Hua Hin og Cha-am. Vi har endnu til gode at se, om de små landsbyer inde i landet og byerne oppe nordpå har lige så mange.
Fælles for alle massagebutikkerne er et sted mellem 3 og 10 kvinder/ladyboys (feminine bøsser eller transseksuelle), der sidder ude foran butikken i ens tøj og venter på kunder. Imens hygger de sig med snak, massage af hinanden og lidt mad, mens enkelte godt kan finde på at tage en lur i en af fodmassagestolene inde i butikken, hvis der ikke er nogen kunder. Man kan se på kvindernes tøj, hvilken type massage de udbyder: Hvis der ikke er nogen kavalergang, udfører de det, der står på skiltene (thaimassage, oliemassage, fodscrub osv.). Hvis der er kavalergang, og pigerne kalder på én og siger “Handsome man”/”Beautiful lady” og det karakteristiske “Welcome kaaaaa” (hvor a-lyden er meget lang og først går op i tone, så ned), er der nok som minimum mulighed for en happy ending.
Her er vores nye yndlingsmassagebutik, som er rigtig professionel og stor (op til 15 massører):
Når nu Tora var på besøg, skulle vi selvfølgelig prøve deres neglelakkunst. Her er resultatet af en times minutiøst udført lakarbejde (Tora rød, jeg blå):
Efter cirka 3 lag forskellig lak blev de fine, små blomster malet på ad mange omgange med akrylmaling og en mikrotynd pensel. Imponerende.
Priserne er en drøm her i Thailand. Thaimassage er den billigste massageform til kun 200 baht (34,50 kr.) for 1 time. 1 times oliemassage koster 300 baht (51,75 kr.). Vi fik malet fingerneglene og fik lak på tåneglene for ca. 400 baht (69 kr.) pr. person. Kvaliteten svinger, men er aldrig dårlig. Massørerne bliver oplært i templerne og tager en gang imellem i tempel igen og bliver opgraderet. Oliemassage er, som vi kender det fra Danmark: glidende tryk på musklerne. Thaimassage er helt anderledes: Her handler det om at blive strakt ud (vendt, drejet og vredet i positioner, som man ikke troede, man kunne indtage) og blive trykket på musklerne (bare statiske tryk – ingen glidende bevægelser). Kvinderne lægger tit al vægt bag og sætter f.eks. en albue ned i ens lårmuskel eller stiller sig med begge fødder på ens baller, mens hænderne hviler på ens ryg. Det er derfor ikke superafslappende undervejs, men det gør rigtig godt.
Typisk thai 11: personbilen
Thaierne bor i relativt usle boliger efter dansk standard, gerne indrettet med kolde lysstofrør og bare vægge. Bolig siger dem bare ikke så meget – måske fordi vejret er så godt, at både køkkenfaciliteter og TV permanent er placeret udendørs. Til gengæld betyder bilen meget.
I Thailand ser bilerne gennemsnitligt nyere og pænere ud end i Danmark. Der findes selvfølgelig mange forskellige biler, men bilen herunder er repræsentativ. Den gennemsnitlige thaibil har disse karakteristika:
- Stor pickuptruck
- Ikke mere end 6 år gammel
- Med mellem 1 og 10 mennesker på ladet, gerne stående og også med 90 km/t.
- Hvid, grå eller sort
- Nyvasket
- Udstyret med blæret lys
- Udstyret med store højttalere
Typisk thai 10: gasdrevne biler
Når man er en almindelig biluvidende kvinde fra Danmark, for hvem det er svært nok at holde styr på tallene 92 og 95, får man næsten et chok, når man første gang ser en stor gasbeholder i bagagerummet på en bil. Men i Thailand kører de fleste biler vist på gas. Her bliver vores taxa på vej hjem fra Bangkok fyldt op:
Besøg
Vi var så heldige at få min veninde Tora og hendes kæreste, Jens, med hjem fra Bangkok. De skal være hos os i 9 dage og er allerede pænt glade for poolen.
Bangkok revisited
I denne weekend var vi i Bangkok. Det var faktisk et glædeligt gensyn med byen, som vi ellers ikke var vildt begejstrede for sidst. Det var skønt med storbystemningen og mylderet af liv og dét, at man kan finde alt, hvad man har brug for, inden for en radius af få hundrede meter – en stærk kontrast vores lille badeby, Cha-am (med ca. 50.000 indbyggere), med dens faste ugentlige rutiner og mønstre.
Thomas fik mindelser om sin elskede blå blikbolig på Møllevangs Allé og følte sig virkelig hjemme her. 😉
Jeg holdt knappen inde og tog en hel stribe billeder af ham, men har valgt det ene ud, hvor han ikke giver fotografen fuckfingeren, fordi hun drillede ham lidt for meget …
Lige inden vi fløj til Thailand i sin tid, besøgte vi restauranten Kiin Kiin i København, som laver en spændende fusion af nordisk og thailandsk mad til én michelinstjerne. Nu ville vi prøve søsterrestauranten Sra Bua i Bangkok. Flere af retterne var identiske med dem i København, men ikke så flot udført, vinpræsentationerne var elendige (bare “Wine from the France, from 2011”), og vi savnede de beskrivelser af maden og idéen bag, som vi fik i København. Til gengæld var stemningen, indretningen og de sofapladser, vi fik, fantastiske, og vi blev enige om, at det virkelig er komplekst, hvad der skaber en god restaurantsoplevelse. Måske er det lige så vigtigt med en god mundtlig præsentation af maden, som hvordan maden egentlig smager. Historier og skabelse af mening er bare vigtigt for os mennesker.
Friturestegte hele minirejer, gulerodspuré og kammuslinger – stegt så perfekt, at de fik skubbet til Thomas’ opfattelse af kammuslinger som hypede, smagsløse skaldyrsklumper: “Ah, nu forstår jeg, hvad folk ser i kammuslinger,” udbrød han efter første bid.
Dragefestival
Der er tit arrangementer eller noget, der kan fejres, i Cha-am – i sidste weekend gjaldt det Cha-am International Kite Festival. Luften var fyldt med enorme bamser, krokodiller, heste og blæksprutter i alle farver fra flere forskellige lande:
På en indhegnet del af stranden var alle de professionelle drager.
Til den anden side legede folk med deres egne små drager.
Tidens hastighed (tilbageblikstesten), del 2
Den 25. december 2013 skrev jeg om, hvor utrolig langsomt tiden gik hos os. Når vi så tilbage (altså udførte “tilbageblikstesten”), føltes en uge som en måned, fordi vi havde oplevet så meget. Det gælder ikke længere.
Det er nu 4 uger siden, vi kom hjem fra Singapore, og det føles også sådan, når vi tænker på Singapore. Men problemet er, at vi ikke rigtig kan redegøre for, hvad vi har lavet i tiden derefter. På den måde er tiden speedet op, og jeg frygter, at vores sidste 2 måneder her kommer til at foregå i det tempo og lige pludselig er væk. Jeg vil som sådan gerne hjem til livet i Danmark, men jeg vil virkelig også gerne blive her.
De sidste 14 dage har vi brugt rigtig mange timer på at finde ud af, hvor vi skal bo i Danmark. Skal vi tage den dyre penthouse og få prøvet, om en sådan kan være pengene værd, og forsøge at genskabe vores fantastiske thailandske udeliv på en 50 kvadratmeter stor tagterrasse på toppen af Aarhus? Skal vi tage en møbleret fremlejelejlighed, fordi vi så kan flytte direkte ind, når vi lander i Danmark? Skal vi spare noget af min dobbelte husleje ved at bo i mit hus i Lystrup, som alligevel bare står tomt? Vi svingede fra den ene grøft til den anden på daglig basis og var begravet i problematikken og havde ikke nogen glade smil at give hinanden. Det kunne ellers være hyggeligt og nærværende at planlægge vores fremtid i Aarhus, men det var frustrerende, bl.a. fordi udlejerne er svære at komme i dialog med, når man sidder i Thailand, men nok især fordi alle modeller kunne lade sig gøre, og alle havde deres usammenlignelige fordele og ulemper. Så der var ingen bedste løsning, og vi skulle helt ind og finde frem til vores prioriteringer. Det var hårdt, selvom det lyder som et luksusproblem.
Jeg er ved at læse en bog, der hedder “Elsk mig eller rend mig” af Bertill Nordahl (ligger gratis som e-bog på eReolen). Den er en dialog mellem en yngre mand, der stiller spørgsmål, og en ældre mand, der svarer, og handler om, hvad det vil sige at være menneske, mand, kvinde, barn og familie, og hvordan man udvikler sig sammen og også væk fra hinanden. I afsnittet om børn og travle forældre står der:
“Hvordan er barnet centrum for forældrene?
De bruger barnet som forklaring på, hvorfor de stresser sådan rundt, som de gør. Hvorfor de gør ditten og hvorfor de gør datten, og hvorfor de ikke har tid til barnet, som ellers er meningen med det hele. De arbejder så og så meget for at Mathias og Marlene kan få en god opvækst, mens Mathias og Marlene tilbringer foruroligende mange timer i en institution! Det er en problematik, som optager Mathias og Marlenes forældrene meget, og som de snakker meget om, når de er sammen med andre forældre i en lignende situation. Samtidig lægger man internt i parforholdet et stor pres på hinanden om, hvem der skal hente og bringe børnene, og hvem og hvordan man skal være sammen med dem. Ligesom der kører en barsk kamp om, hvem der skal benytte sig af børneorloven. Pointen er at alle disse forviklinger, uanset hvor ulidelige og opslidende de kan være, giver livsindhold eller noget, som minder om liv, og så går tiden og livet med det! Men det betyder også, at der vil være en stor sandsynlig for, at Mathias og Marlenes fader og moder vil gå galt af hinanden i labyrinten og derved miste hinanden som elskende mand og kvinde og dermed går hver sin vej i labyrinten for aldrig at finde hinanden igen. Konsekvensen vil blive, at mange ting vil begynde at gå galt i parforholdet: Sexlivet vil blive mere og mere droslet ned i de familier, hvor børnene er i centrum, ligesom intimiteten, nærværet og fortroligheden vil blive mere og mere udvandet.”
Jeg er vild med sætningen “Pointen er …”. Den rammer virkelig plet og gælder også i vores situation, der slet ikke handler om børn. At planlægge og diskutere løsninger føles som liv og er på en måde dragende. Men det er ikke liv, og man er ikke ordentligt sammen. Handling er liv. At have fokus på, hvad man laver lige nu, er liv. Selvfølgelig skal man tænke lidt på sin fremtid, men det kan hurtigt blive for meget. Det er kun frugtbart, hvis man kan være i nuet, samtidig med at man planlægger, diskuterer osv. Det er ufrugtbart, hvis man bliver grebet og flyver væk fra nuet og kroppene, hvis man pludselig er blevet ør i hovedet og sulten, hvis ens stemme ligger i et lidt for højt leje, og hvis timerne pludselig er gået.
Nu vil jeg nyde det thailandske liv og hoppe på cyklen med svømmebriller og håndklæde i cykelkurven, trygt efterlade cyklen ulåst nede ved stranden (fordi ingen kunne drømme om at stjæle den – det giver jo dårlig karma) og svømme en god lang tur i det varme hav. Det har jeg helt glemt at gøre i halvanden måned!
Imens sover Thomas sødt, fordi han er lidt bedre til at sove end mig, når der kører mange tanker rundt i hovedet.
P.s. Vi endte med fremlejemuligheden, for så er der økonomisk råderum til at gøre alt det, vi har gjort i den første del af vores parforhold: drikke lige den vin, vi har lyst til at smage, tage på Frederikshøj en sjælden gang, have abonnement på de dyre, sundere kontaktlinser, købe en hel side røget hellefisk og smovse i den (jeg har en hellefiskfetich), få byens bedste massage (Thomas er stor fan af Daphne i Remarkable Body), tage til Tyskland på spaophold, tage en forlænget weekend til Alsace og vandre i bjergene med vinglas i hånden osv. uden at tænke på at spare. Øj, vi får en travl sommer i en almindelig bylejlighed, men med masser af fælles hygge og hygge med andre, så vi ikke mister hinanden og ikke føler os tvunget til at nyde den tagterrasse, som ville have kostet os små 500 kr. mere om dagen.
Typisk thai 9: siddestillinger
På flere måder føler jeg mig lidt fremmed i Thailand, men på én måde gør jeg ikke: når jeg ser thaiernes siddestillinger. Her i Thailand er stole ikke så vigtige. Selvfølgelig findes der stole, og de bruges også, men når man ikke lige er på restaurant, kan man også fint bare sidde og spise på gulvet – med et klæde bredt ud som dug foran sig. Når der i vores villa med 3 dobbeltsenge kun er en sofa til 3-4 personer og et 4-personers spisebord, er det altså ikke, fordi de har regnet forkert, men fordi det er usandsynligt, at alle 6 personer skulle have lyst til at sidde rundt om bordet og spise – hvilket ellers er lidt af en institution i Danmark.
Det er vældig sjovt at få sin forestilling om borde og stole udfordret. Jeg har altid følt mig rastløs ved et spisebord, hvor der ikke er plads til, at man kan tage den ene fod op under det andet lår. Og læne- eller kontorstole med armlæn er et mareridt, for så kan jeg ikke sidde i skrædderstilling. Jeg har altid tænkt, at det var lidt barnligt ikke bare at kunne sidde ret op og ned, men absolut at ville krølle sine lemmer rundt på sjove måder, men det er åbenbart bare min indre thai. Jeg bliver derfor helt glad og føler mig rigtig hjemme, når jeg ser en ældre dame sidde i skrædderstilling på et bord, mens hun sælger grøntsager på markedet:
Typisk thai 8: scootere
Thai har, ligesom dansk, optaget en del ord fra engelsk, f.eks. “bikini”. Udtalen lyder tosset (“bikiniiiii” med tryk på sidste stavelse, der trækkes langt ud), men det gør vores udtale af f.eks. “swimmingpool” (som har mistet w-lyden og nærmest bliver til “svømmingpul”) nok også.
Mo-dto-sai er … ja, en motorcykel, og da “lék” betyder ‘lille’, hedder en scooter mo-dto-sai-lék. Scootere fylder vældig meget i gadebilledet og i thaiernes liv – eller dvs. alle mener at eje en mo-dto-sai, ikke en mo-dto-sai-lék, selvom de burde kunne se forskellen, for Cha-am har faktisk en rigtig motorcykelklub, hvor mændene har læderveste med rygmærker og store bikes, hvor benene er strakt helt frem. Dette eksemplar vil jeg godt gå med til at kalde en motorcykel:
Dreng nummer 4 er på vej op på motorcyklen.
En almindelig dansk forælder tænker nok “Ja, ja, lad dem da lege med deres fars motorcykel og prøve at sætte sig op på den”. Men de leger ikke. Kort efter drøner de afsted med kun én hånd på styret og uden hjelme, mens de laver fagter til hende den lyshårede farang, der synes, de er så kære, at de skal foreviges:
Bemærk det thailandske rød-hvid-blå flag og det gule kongelige flag. De to flag er overalt – vores brug af Dannebrog falmer til ingenting i sammenligning.
På halvdelen af alle scootere er der mere end én person. Ofte kan en hel familie inkl. et spædbarn være på én scooter. Og ikke sjældent ser man en scooter med en enkelt mand – og så lige et par hunde på bagsædet! Det fungerer vist meget godt. Vi har kun set en eneste ulykke (mellem to biler på hovedvejen i Hua Hin) i de 4 måneder, vi har været her. Der er fuld opmærksomhed og fuld forståelse i trafikken i Thailand, så man kommer ikke bare sådan til at køre ind i hinanden. På hovedvejen Phetkasem Road (hvor gennemsnittet måske er 90 km/t.) dytter man bare lige for at sikre sig, at de, der venter på at komme ud inde fra en sidevej, holder tilbage. Der er ingen sure dyt, bare lige opmærksomhedsdyt, og man skærer gerne sving af eller placerer sig lidt anderledes på vejbanen for at gøre plads til andre.
Vi er begyndt at være rigtige thaier i trafikken, hvilket betyder, at vi godt kan finde på at cykle i den forkerte side af vejen, altså højre side. Der er simpelthen en fælles opfattelse af, at der er en ekstra vejbane inderst i venstre side til modkørende. I bygaderne er den som regel kun til cykler og scootere, men en bil kan også godt snige sig afsted derinde. Selv på motorvejen til Bangkok bruges nødsporet af modkørende biler. Her er spøgelsesbilister forventede og helt naturlige.
Typisk thai 7: god karma
I lørdags var vi ude at gå en lang eftermiddagsslentretur i solen, bl.a. på Varanvej, som senere bliver til Skraldevej. Der er tilsyneladende konsensus om at smide affald i begge vejsider på lige netop den vej, f.eks. bjerge af tomme muslingeskaller, haveafklip, cementsække og brugte åndehuse. Som regel står der en røgsøjle op et sted, for man kan jo ikke blive ved med at smide affald, hvis man ikke brænder det gamle af en gang imellem. På Skraldevej er der også en del glasskår i vejkanten:
På mystisk vis sneg et af glasskårene sig ind i min sandal og op i min hæl, så jeg måtte trække den lille glassplint ud. Selvom det ikke var slemt og ikke gjorde særlig ondt, så det lidt dramatisk ud med blod, der dryppede – så en mand på scooter stoppede og gestikulerede, om vi havde brug for hjælp, og om han skulle ringe til nogen. Thomas sagde, at vi var okay, mens jeg stirrede på et fast punkt på jorden for at holde balancen på ét ben. Manden kørte igen, og kort tid efter var blødningen stoppet, og vi kunne gå videre.
Efter at have gået en kilometer i nedsat tempo så vi pludselig manden komme igen på sin scooter, denne gang med sin treårige søn foran. I cykelkurven forrest på scooteren havde han:
- alkohol og vat
- en jodagtig substans og vatpinde
- plaster
- forbindingstape
Han gav os det hele og ventede, mens jeg smurte først det ene, så det andet på mit sår og satte plaster på. De gange Thomas hev pengesedler op af lommen for at betale i det mindste det, som prisskiltet på den helt nye alkohol viste, sagde han “No, no …” og rystede på hovedet. Han ville tydeligvis bare hjælpe og ikke have noget for det. Vi var dybt taknemmelige, for glasskår fra Skraldevej er måske ikke det mest sterile at få ind i kroppen, og det var bare så sødt og en ret stor satsning, at han kom tilbage: Vi kunne lige så godt have ringet efter en taxa eller være drejet væk fra vejen, og så havde han aldrig fundet os. Ville vi have gjort det samme i Danmark? Vi ville have tænkt på at gøre det, men ville vi have gjort det?
Sårplejeprodukter – minus den spritnye alkohol. Den lykkedes det os at give ham tilbage.
Det er svært ikke at tvinge pengene i hånden på en hjælpende thai, der er meget fattigere end os. Men det ville være egoistisk at gøre: Vi ville selv få god samvittighed (for kun 40 kr., som jo intet betyder for os, så man kan diskutere, hvor gavmildt det egentlig er …), men vi ville ødelægge hans gode gerning. Gode gerninger er en fast del af deres religion – de giver simpelthen god karma – og hvis vi giver penge som tak, reducerer vi den gode gerning til et simpelt bytteforhold. Det dur ikke.
Vores franske nabo har fortalt, at hans svigerdatter, som er thai, tager hen til det lokale tempel og bor der, når hun bliver syg. Så gør hun gode gerninger dér og vender tilbage, når hun er rask. Nogle helt almindelige arbejdende mænd tager også nogle måneder i tempel en gang imellem (man kan få tempelorlov fra sit arbejde). Dér lever de så som munke nogle måneder, inden de vender tilbage til deres hverdag med familien og arbejdet. Når man er munk, også bare periodevis, skal man leve på en helt bestemt måde, og man må f.eks. ikke købe mad, og efter kl. 11 må man heller ikke spise. Om morgenen går munkene derfor rundt i byen og modtager skåle med mad fra almindelige borgere – som er glade givere, da de derved gør en god gerning.
I denne optik er det også logisk, at de vilde hunde bliver fodret. Det er en god gerning at gøre de sultne hunde mætte. Vi ville aldrig gøre det i Danmark, for når man giver de vilde hunde mad, bliver de hurtigt til flere, og det kan vi ikke lide. Én hvid hund er sød, og 5 ens hvide hvalpe er kære, men 20 ens voksne hunde tiltaler os ikke.
Her er Hvidhundebanden eller Hjørnebanden, som vi kalder den flok ens hvide hunde, som holder til på hjørnet mellem Varanvej og hovedgaden Narathip:
Cirka halvdelen af de faste medlemmer af Hvidhundebanden. De andre voksne og hvalpene holder til i buskadset lidt længere nede ad Varanvej.
Thaierne vil altså gerne give og gøre gode gerninger, om ikke på anden måde, så med et smil, som man ikke får dem i Danmark. Omvendt er det nok svært for thaierne at stå i taknemmelighedsgæld. Da Thomas’ familie var på besøg, gav hans far, Calle, så mange drikkepenge til Sun (villaernes kombinerede vicevært-poolmand-havemand-tuktukchauffør), at Sun kom og gav Calle et kæmpe knus (hvilket thaierne ellers ikke bruger på samme måde som os) – og et lille metalvedhæng af selveste kongen (og dronningen):
Sun taler meget dårligt engelsk, men det var noget med, at han havde haft vedhænget i mange, mange år, og det betød tydeligvis meget for ham. Nu gav han det så til Calle som tak for, at Calle er en “good man, good man”. Vi syntes umiddelbart, at det var vildt synd, at han ikke beholdt vedhænget, for det betød jo intet for os og ville på et tidspunkt ende i skraldespanden. Men den for os nemmeste og mest umiddelbare løsning, nemlig at give Sun vedhænget tilbage, forkastede vi efter en del eftertænksomhed, for Sun havde jo selv valgt at give det væk, nok netop for at skabe balance. Han gav simpelthen “good luck” til Calle. Så vi respekterer Sun mest ved at beholde vedhænget og så smide det ud engang hjemme i Danmark, når det ikke betyder noget for os mere. Det var en øjenåbner og en stor udfordring af vores rationelle danskermentalitet, ifølge hvilken vedhænget selvfølgelig skal være hos den, som værdsætter det mest.
Raskmelding
Tak for de mange bekymrede henvendelser. Vi blev helt raske igen en lille uge efter sygdomsindlægget, så nu er alt godt. Ikke et eneste nys. 🙂
Og nu spiser vi vitaminpiller. Før vi flyttede til Thailand, havde jeg en forestilling om, at vi skulle spise masser af sunde wokretter med sprøde grøntsager og magert kød, men det blev ikke tilfældet. Der er meget ris og friture, og salat her består af strimlet hvidkål og gulerod (udmærket, men lidt kedeligt) med en god portion ren mayonnaise fordelt udover (ikke så godt).
Sygdom
Helbredet skranter lidt her i Thailand, og vi har gjort flittig brug af den sygeforsikring hos Gouda, som vi hver giver ca. 800 kr. for om måneden. Der kan vi ringe ind og tale med danske læger, som rådgiver os om, hvad vi skal gøre, finder nærmeste brugbare læge og tjekker op på os, indtil vi er raske igen. Thomas har haft langvarig feber 2 gange i løbet af de 3 måneder, vi har været afsted. Senest ville det ikke gå over af sig selv, og en læge i Singapore konstaterede paratyfus (en mild udgave af tyfus), som heldigvis kunne behandles med antibiotika. Jeg har også været ved lægen her i Thailand og fået penicillin mod en genstridig øreinfektion efter et 3-dages kitesurfingkursus i havet (som åbenbart rummer bakterier). Lige nu er jeg syg på fjerde uge – bare forkølelsessymptomer med ondt i halsen, hoste og løbende næse – men det er trælst, når det er så lang tid. Thomas er ovre sin paratyfus, men er her en uge efter begyndt at nyse, snøfte og have ondt i halsen.
Vi kan ikke regne ud, hvorfor vi er så syge, for vi bliver ikke syge på samme tid og har også kun sjældent de samme symptomer, så det virker ikke, som om vi smitter hinanden.
Da en sygdomsperiode indtraf, et par dage efter at vi havde købt vores første røde peberfrugt på markedet, købte vi noget grøntsagssæbe, som vi vasker alle vores indkøbte grøntsager i, men vi ved ikke, om det hjælper.
Vi prøver at undgå myg med myggespray og myggespiraler, der udsender røg, der holder myggene væk, men vi bliver selvfølgelig stukket indimellem alligevel. Men vi ville nok have opdaget det, hvis vi havde fået en af de alvolige myggebårne sygdomme.
Aircondition går lige i min hals, så det bruger vi ikke hjemme, men det kan ikke undgås i taxaer, i butikker, på fly og på hoteller.
Hygiejnen i Thailand er generelt ikke så høj. Vores rengøringspiger er rigtig søde, men de tager kun de store flader og ser simpelthen ikke de madrester, der har siddet på væggen i køkkenet, siden vi flyttede ind, eller de små larver, der af og til sidder oppe under lofterne. På offentlige toiletter kan man opleve folk gå direkte fra toiletbåsen og ud i storcenteret uden at vaske fingre, så spørgsmålet er, hvor god hygiejnen er i restauranternes køkkener. Vi har ikke kunnet se nogen systematik i sygdomsbilledet, alt efter om vi spiser mad fra gadekøkkener eller på større restauranter.
I Singapore advares der mod denguefeber, og der opfordres til ikke at skabe gunstige forhold for myggene ved at have stillestående vand. Vi ville ønske, vi kunne få en advarsel mod, hvad det end er, vi bliver syge af.
Gadenavne og varan
Hjemme i Thailand igen går det lige så stille fremad med at lære thai, men gadenavnene lyder stadig som russisk for os – eller faktisk bare som thai. Det hjælper heller ikke, at man kun sjældent bruger gadenavne her, så vi får aldrig øvet dem. Med undtagelse af hovedvejen Phetkasem og hovedgaden Narathip har vi derfor helt naturligt opfundet vores egne gadenavne. Den ene vej væk fra vores villa hedder Slangestien – et navn, den fik helt i starten, hvor vi ikke turde gå på den smalle grussti i mørke, fordi der ingen gadelygter er. Tænk, hvis man kom til at træde på en slange i mørket! Nu bruger vi den gladelig på alle tidspunkter af døgnet, og faktisk er det endnu ikke lykkedes os at se andet end en eneste lille, 20 cm lang, død slange i vejkanten et helt andet sted, langt fra Slangestien. Den anden vej væk fra vores villa hedder Hundegaden. Og så er der Varanvejen – af indlysende årsager:
Et af de mindre eksemplarer.
Sentosa Island
Inden vi fløj hjem til Thailand igen, besøgte vi Sentosa Island (en af de 62 miniøer, brofast med hovedøen) – et mekka for turister. Man kan bl.a. tage en lift op ad en bakke og køre i en form for sæbekassebiler ned igen, man kan få følelsen af at være vægtløs i en vindtunnel (hvis man er rig: ca. 430 kr. for 2 x 45 sekunder), og selv transporten over til øen kan foregå på spektakulær vis – i kabiner:
Sentosa Island rummer overraskende nok en lækker, ikke tætpakket strand:
Hovedattraktionen på øen er Universal Studios’ themepark. Temaerne er Hollywood, New York, Sci-Fi City (bl.a. Transformers), Ancient Egypt, Lost World, Far Far Away (Shrek) og Madagascar. En indgangsbillet koster 318 kr. Til den pris kunne vi hurtigt se, at vi ville bruge det meste af tiden på at stå i kø til halvfesne forlystelser gemt bag vægge, så man ingen anelse har om, hvad man står i kø til. Vi tilkøbte derfor et “snyd foran køen-armbånd” til yderligere 300 kr. pr. person. Så blev oplevelsen i parken acceptabel, men Tivoli Friheden gør det altså både bedre og billigere.
Egyptentemaet rummede den eneste rigtig sjove forlystelse: en indendørs rutsjebane, som meget af tiden kører i næsten komplet mørke, og som pludselig stopper helt og så starter igen – baglæns!
Desværre var denne sindssyge rutsjebane ikke åbnet endnu – øv, øv, øv!
Det mest mindeværdige var et show – nærmest en live actionfilm med imponerende skuespiller- og stuntmanpræstationer:
Vandscooterjagt.
“Filmen” sluttede i et værre ragnarok med fantastiske effekter:
Kultur i Singapore
Singapore rummer modsat Thailand et væld af forskellige kulturer. Vi boede i det arabiske kvarter med utallige butikker, der solgte flotte, farverige metervarer, og vi hørte minaretens messende sang mange gange om dagen:
Området Little India var også interessant at se, fuld af fremmede lugte og med et mylder af indere på deres hovedgade og torv og kvinder med prikker i panden og farvestrålende kjoler:
I Chinatown var der pyntet op med flyvende lysende heste i anledning af hestens år:
Det kinesiske nytår blev også fejret i Thailand, men det eneste kinesiske var firecrackers og masser af hyggelige kinesiske lamper på tværs af gaderne. Thaierne får en fest ud af alt, hvad der kan fejres (deriblandt det kinesiske nytår og vores jul), og hjemme i Cha-am fejres det altid på samme måde: Der er høj livemusik på “Midten” (det store torv ned mod vandet), hovedgaden spærres af og fyldes med boder, og så bliver der spist og hygget og gået rundt mellem hinanden.
Det vestlige var også repræsenteret – med et par Ferrarier foran vores hotel:
Og ikke mindst elskede H&M – nu med zombiemannequiner:
Restaurant NOX
Søndag aften (dagen efter ankomst) skulle selvfølgelig udnyttes til at prøve en af Singapores mange interessante restauranter:
Den virker måske ikke specielt interessant set udefra, men så se den indenfor:
Thomas og jeg har efterhånden prøvet mange gode restauranter og spekulerer på, om vi snart løber tør for restauranter, der giver os en wowfølelse og værdi for pengene, og som vi husker tydeligt et år senere. Vi prøvede Kiin Kiin i København lige inden vores afrejse til Thailand, vores første michelinstjernerestaurant, hvilket klart var en god oplevelse, og måske skal vi også snart se at få prøvet den sagnomspundne Noma. Men Noma skal virkelig kunne noget, når prisen er højere end på aarhusrestauranten Frederikshøj, som vi ved er pengene værd, men også kun lige – altså på samme måde som en dyr koncert kan være pengene værd, selvom det bare er uforholdsmæssigt mange penge at fyre af på én aften.
På NOX var vi sikre på at få en wowfølelse. Selv hvis kvaliteten af maden skulle være under forventet, ville det klart blive en oplevelse på koncertmåden. Vi skulle nemlig spise i komplet mørke!
Da vi ankom, fik vi lidt at drikke i loungen, blev præsenteret for konceptet, fik valgt vin til maden (uden at kende menuen) og fik låst min taske og ikke mindst vores mobiltelefoner og alt andet med lys i inde i et skab. Så var vi klar og blev ført hen til en dør. Døren åbnedes ind til en mørk trappeopgang, og den blinde tjener, som skulle være vores denne aften, Rahamad, kom ud og hilste på os og bad os holde ham på skulderen. Han førte os op ad en trappe, mens døren blev lukket bag os, og rundt om hjørner, så den sidste lysstribe fra under døren ind til loungen forsvandt, og der var helt mørkt. Det eneste synlige var nogle infrarøde kameraers svagt røde prikker oppe i loftet.
Det lykkedes os med Rahamads hjælp at få os sat ved et 2-mandsbord over for hinanden. Han fortalte os, hvor vores glas og bestik (gaffel og ske) var, og vi følte efter – ja, dér var det. Vi vidste, vi skulle have en 3-rettersmenu, men det var også alt. Så da forretten kom ind, blev vi gladelig overrasket over, at der var 4 små skåle placeret i kl. 6, 9, 12 og 3 på en større tallerken, der kunne dreje rundt. Vi foretrak at lade skålene stå i udgangspositionen uden at dreje – så føltes det nemmere at holde styr på. Vi stak i blinde gaflen ned i kl. 6-skålen, fandt noget dernede, tog skålen op mod munden for ikke at spilde og smagte tillidsfuldt på sagerne: en form for nudler og nogle stykker fisk. Kl. 9-skålen havde vi delte meninger om: tydeligvis kammusling eller tydeligvis ikke kammusling – det var den for stor til. Kl. 12 rummede, hvad vi begge klart mente var røget laks og en form for bønner, og kl. 3 var … også noget fisk, måske makrel. Hovedretten var i virkeligheden også 4 små hovedretter, og først da vi i hovedrettens kl. 3-skål fandt … hmm, muligvis nogle indvolde, forsvandt den blinde tillid, og vi blev lidt mere forsigtige. Men tilliden blev snart opbygget igen, for alt var tydeligvis af høj kvalitet, og der var f.eks. intet blødt kyllingeskind, sejt kød, fedt eller sener. Jo, fedt var der, men det var meningen: Foie grasen var letgenkendelig. Efter en halv times tid i mørket var vi blevet hjemmevante og kunne fint mødes på midten til en skål med vinglassene. Og når vi lagde gaflen fra os, kunne vi finde den igen i første forsøg uden famlen. Efter halvanden time og også 4 små, lækre desserter bestilte vi en drink ud fra hukommelsen om drinkskortet, som vi så nede i loungen: den drink, der hed noget med “Pink”, og den med mynte. Rahamad fandt ud af, hvad vi mente, og vi sad og nød den sidste tid som blinde, inden han førte os ned ad trappen igen. Så snart vi forlod det velkendte lille 2-mandsbord, blev Thomas og jeg usikre og famlende igen. Forskellen på os og Rahamad blev helt tydelig til sidst, for nogen havde glemt at slukke en lille lampe nederst, så Thomas og jeg kunne fint se de sidste trin, men Rahamad blev troligt ved med at guide os og fortalte, at der nu kun var 5, nu 4, nu 3 trin tilbage – han havde ingen anelse om, at lampen var tændt.
Nede i loungen blev vi spurgt til vores oplevelse, og vi fik gennemgået alle 12 retter. Nej, ikke nudler, men spaghetti. Ja, kammusling. Næh, ikke røget laks, men torsk. Niks, ikke kylling med lækkert sprødt skind – det var and. Nej, ikke indvolde, men lidt derhenad: brissel. Det var en fantastisk smageoplevelse, et fantastisk og respektindgydende indblik i de blinde tjeneres verden og en fantastisk paroplevelse at høre smilet i den andens stemme i stedet for at se det.
Rundt i Singapore
Vi fik ikke tilnærmelsesvis set hele Singapore, men vores indtryk af centrum er: moderne storby med mange høje bygninger og brede veje med heftig trafik og røde forgængermænd i overtal. Vi ledte forgæves efter noget, der kunne minde om Aarhus’ gågade eller åområde. Trafiksituationen opvejes en lille smule af, at der er meget grønt – træer og buske overalt.
I syd er det mest moderne Singapore med fantastisk arkitektur og et væld af underholdning til de mange turister. Det mest bemærkelsesværdige er faktisk et hotel, nemlig Marina Bay Sands, som ligner et skib, der bliver båret af tre søjler:
Der er infinity pool på toppen, og hvis jeg kommer til Singapore igen, vil jeg nok ofre det ekstra, der skal til for at bo her.
Et andet vartegn for byen er Singapore Flyer – et kæmpe pariserhjul, som tager 30 minutter om en omdrejning:
Om aftenen kan man købe en 3-rettersmenu, som man spiser i løbet af 2 omdrejninger. Det lyder vældig romantisk, men som med så mange andre forlystelser i Singapore fravalgte vi muligheden baseret på andre turisters anmeldelser. Det skulle være en noget lunken oplevelse med halvdårlig mad og kun udsigt, hvis man får et af yderbordene i kabinen – og så bare alt for dyrt.
Den sjove “blomst” til venstre her er et museum, og i baggrunden ses finansdistriktet:
Storbystemning.
Singapore forstår sig på linjer:
Gardens by the Bay.
Bro over Singapore River.
En af Singapores mest populære attraktioner er 2 kupler med planter indeni. Vi undrer os over, at kuplerne har så bred appel, for de er ikke et lukket økosystem eller andet interessant – bare mange grønne planter (nogle med blomster) i store kupler. Måske er vi forvænt i Danmark, fordi den gennemsnitlige husejer faktisk har en ret så imponerende have set med verdensbriller på, og en dansk planteskole kan være lige så imponerende at gå rundt i som Singapores “domes”:
Cloud Dome med høj luftfugtighed, orkidéer og vandfald.
Skibshotellet har svært ved at gemme sig og kan tit ses i baggrunden.
Refleksion af Singapore Flyer i Flower Dome.
Området ved Raffles Place er måske det hyggeligste i Singapore. Her kan man sidde og nyde udsigten ud over floden:
Vores tøjdyrshaj nyder en Sundae-is fra McDonald’s. Specialønsket om at få chokoladesovs både i toppen og i bunden kan opfyldes alle steder i verden.
Byen er smuk om aftenen:
Skibshotellet.
Gardens by the Bay med kunstige lystræer.
Ankomst til Singapore
Landet Singapore består af én hovedø og en masse miniøer af uvæsentlig størrelse. Der er officielt 62 minøer, men det er svært at nå så højt et antal, når man tæller på kortet:
Ved ankomsten til Singapore studsede vi over de utrolig mange containerskibe, der lå for anker i havet. Lidt research afslører, at Singapore har den næsttravleste havn i verden (efter Shanghai), så det imponerende skue har sin årsag:
Singapore står på mange måder i kontrast til Thailand inkl. Bangkok. Den korte taxatur fra lufthavnen til vores hotel i centrum foregik ad fuldstændig rene veje med træer og blomster overalt. Måske er renligheden intet under, da man risikerer bøde, hvis man smider affald – eller er indehaver af et stykke tyggegummi. Selv deres penge (singaporedollars) skinner og har ikke antydningen af den dårlige lugt, som ofte dunster op fra thailandske penge:
Og i Singapore kan afløbene tåle toiletpapir – i modsætning til i Thailand, hvor man skal få sig en ny vane med ikke bare at slippe toiletpapiret, men lægge det i en spand ved siden af.
Generelt var det skønt med lidt mere civilisation, og ikke mindst var det en kæmpe lettelse, at folk tiltalte os på engelsk (de officielle sprog er engelsk, malajisk, tamil og kinesisk). Kun en enkelt kinesisk taxachaufførs engelsk var på thailandsniveau. Det er også lidt nemmere at købe ting (f.eks. et Apple-tastatur, hvis man får brug for det), fordi alt er mere vestligt og genkendeligt, men på trods af store shoppingcentre og Orchard Road med enorme mærkevarebutikker (i den ubrugeligt høje ende: Louis Vuitton, Prada, Rolex, Chopard osv.) er der også områder af Singapore, som minder mere om Bangkok, hvor et shoppingcenter er en halvskummel og dårligt belyst bygning med bittesmå butikker, hvor der lugter dårligt, og der kun er skrammel at købe.
Vi fandt hurtigt ud af, at rygtet om Singapore som et dyrt sted at leve, har sin berettigelse: Taxaerne er billige, men mad (både i supermarkeder og på restauranter), hoteller og turistattraktioner ligger på dansk niveau eller højere.
At rejse med en iMac
Efter en flyvetur er det altid spændende at åbne min kuffert, hvor min iMac optager to tredjedele af pladsen. Lever computeren til 14.199 kr. endnu, eller er skærmen flækket? Indtil videre har den klaret det, takket være de originale flamingopolstringer, som passer perfekt ned i den største kuffert, jeg kunne finde i Storcenter Nord. Men tastaturet havde givet op efter flyveturen til Singapore og en taxachauffør, som af al kraft slog bagsmækken en ekstra gang ned i kufferten, i håb om at bagagerummet så kunne lukkes.
Men Apple har selvfølgelig butikker i Singapore, så et engelsk tastatur har overtaget opgaven – fingrene skal bare lige vænne sig til de taster, der sidder anderledes.
Farvel til familien
Efter 14 dejlige dage tog vi afsked med familien:
De to gamle kunne ikke være der … 😉 (citat: Thomas).
Og så rejste vi til Singapore:
Elefanter
Thailand og elefanter hører bare sammen, og mange steder udnyttes elefanter til turistformål. Vi fandt et rescue center, som tager syge og misligholdte elefanter til sig – og så kun udnytter dem en lille smule til turistformål.
Vi fik en lille tur på deres voksne elefanter – som altså bare er vanvittigt store dyr (ja, det er en kliché, men det er de virkelig!):
Elefanter er så store, at kun en brøkdel af dem kan være med på almindelige billeder:
Stedets babyelefant var trænet til en række tricks:
Musikalsk var den også:
En meget nærgående mundharmonikaspillende babyelefant.
Babyelefanten tog tilløb og sparkede bolden mod målet, men Mathias fik forhindret den i at score.
Madlavningskursus
Thaierne er vældig glade for mad, og man ser dem spise hele tiden, så et madlavningskursus her er oplagt. Vores instruktør startede med at vise os markedet i Hua Hin:
Instruktøren (forrest til højre) står og venter på, at de 2 damer bliver færdige med at pille de tigerrejer, som vi skal bruge.
Æg er ikke bare æg her i Thailand. Denne æggesælger har æg fra forskellige hønseracer, andeæg og vagtelæg, og derudover kan man købe poser bare med blommer (de røde nederst til venstre):
De pink æg er ikke lagt af en pink høne, men er kunstigt farvet, så man kan skelne dem fra de andre – disse er nemlig kogt og har desuden ligget i en kraftig saltlage.
Kvinden her producerer kokosmælk:
Først finhakkes kokoskødet, og derefter kommer det i en anden maskine, som kan trække væden (kokosmælken) ud af det og efterlader helt tørt kokospulver, der bruges som dyrefoder.
Efter turen på markedet indfandt vi os i en dejlig bolig med et køkken med et gasblus til hver deltager – og denne stemningsfulde hyggekrog:
Thaierne har ikke begreb om det, vi kalder hygge, så denne fantastiske siddeplads med kæmpestore koikarper i bassinet i baggrunden er nok skabt af den engelske bagmand bag kurset. Thaier hygger sig fint på gulvet i skarpt neonlys.
Så er ingredienserne til første ret klar.
Thomas kokkererer.
Vi nyder frugten af vores arbejde: grøn karry med kylling og små, runde, grønne auberginer.
Den sidste ret var en mærkelig dessert. Men er der ikke noget med, at ingen lande forstår hinandens desserter og søde sager?
Først laver man pastastrimler af tapioka, der minder om kartoffelmel. Så koger man dem og putter dem i sød kokosmælk sammen med en gul, ligegyldig frugt og knust is. “Pastastrimlerne” smager ikke af noget som helst og har en sær, gummiagtig konsistens.
Sejltur og grottebesøg
En klassisk turistting, som der bliver reklameret for f.eks. i taxaerne, er en tur til en grotte med et tempel i. Den attraktion bliver (i hvert fald for thaierne) ikke mindre attraktiv af, at selveste kongen har været på besøg – i 1974 eller sådan noget. Han kommer vist ikke meget ud …
Vi tog afsted i long-tail boats, som man lige skulle gå ud til i det lune havvand:
Bådene er drevet af en motor med en skrue, som bådmanden stikker ned i vandet – meget simpelt:
Turen gik først til en lille ø med et mylder af aber, der tydeligvis godt vidste, at de var i centrum for turisternes opmærksomhed.
Vi kunne ikke komme særlig tæt på aberne, fordi en af dem allerede var på vej ud for at tage coladåser, kameraer, tasker, eller hvad der ellers lige kunne nappes.
Efter at have set abeøen ankom vi til en rigtig idyllisk paradisstrand, hvor sandet var dækket af de hvideste muslingeskaller:
Og efter ca. tre kvarters stejl klippevandring opad var målet for turen foran os: drypstenshulen med templet i. Når man ankommer før kl. 10.30, står lyset helt rigtigt og skaber et postkortagtigt sceneri:
Hulen er skabt, ved at blød klippe gennem lang tid er eroderet væk af vand. Loftet er brast sammen, så lyset stråler guddommeligt ned.
Selvportræt af familiens yngste – sendt til hele verden. 🙂
Efter en god, lang dag var vi tilbage ved udgangspunktet:
Ferie = vand
Der er masser at lave, når man er på ferie i Cha-am, og meget inkluderer vand. Det mest oplagte er at tage på stranden 400 meter væk. Her er underholdning hele dagen i form af badning, solbadning, sandslottebygning, minibananspisning og sejlads på en “banan” spændt efter en speedbåd, hvis man tør. Mulighederne for mad, drikkevarer og fodmassage kommer enten lige forbi liggestolen eller kan bestilles 10 meter væk.
Man kan også bare blive hjemme i poolen:
Eller tage i vandland:
Man bliver godt rundtosset i dette sæbeindsmurte vandmegahamsterløbehjul i oppustet plastik, hvor man ikke kan holde sig oprejst ret længe.
Barbecue
En ting, som thaierne er vældig glade for, er det, de kalder “barbecue”, hvor man bestiller en masse rå ingredienser, som kommer klargjort og udskåret i små skåle. Man sidder så sammen og hygger sig med at tilberede maden. Bordet er lavet af metal og har et hul i midten, som der kommer glødende kul i:
Derefter sætter man en form for gryde oven på kullene:
I gryden er der suppe rundt langs kanten. Dér kan man koge eller blanchere grøntsager skåret i stykker (f.eks. gulerødder, babymajs, svampe og kinakål) og nudler. Man kan også slå et æg ud i suppen og lade æggemassen stivne deri. I midten buler gryden op, og øverst på toppen ligger et stykke fedt, der smelter lige så stille i løbet af en halv times tid. På den måde leveres der fedtstof til midten af gryden, hvor man steger små stykker kød (f.eks. kylling, oksekød, svinekød, lever, blæksprutte, rejer og ikke mindst bacon), og det smeltede fedt giver også god smag til suppen.
Hygge omkring et fyldt bord, hvor der er nok at se til. Baconen skal vendes, nudlerne skal tages op af suppen, og ingrediensskålene skal fragtes fra den ene ende af bordet til den anden.
Svigerfamiliebesøg og dessert
Midt i januar kom Thomas’ familie (forældre og søster med kæreste og 2 børn) på et 14-dages besøg. Det var fantastisk at få besøg hjemmefra – og faktisk overraskende naturligt at gå ned til porten og se de velkendte ansigter, bare her i Thailand.
Efter restaurantsbesøget den første aften skulle vi selvfølgelig have Cha-ams bedste og billigste dessert: en form for pandekage til 3-4 kr. Den bliver lavet i et minigadekøkken på hjul, så man kan aldrig vide, hvor man kan finde desserten, da indehaverne stopper deres kombinerede scooter/køkken tilfældige steder på gaderne.
Fra venstre: søsterkæreste Lars oppe i hjørnet bag kokken, Thomas, mor Jette, far Calle, søster AM, nevø Mathias og niece Madeleine.
Man kan få pandekagerne med alt muligt – f.eks. æg og banan – men vores yndlingsvariant er med sukker, chokoladesovs og ikke mindst “typisk thai-ingrediensen” kondenseret mælk (minder om glasur både i konsistens og smag). Pandekagen bliver – som al anden mad i Thailand – skåret ud i stykker, som man spiser med en pind:
Mums.
Typisk thai 6: isterninger i massevis
I Thailand kan der bare ikke være isterninger nok i et glas. Første gang vi var i biografen og bestilte popcorn, fik vi det forventelige tilbud om at købe cola til. Da vi sagde “Øh ja, fint” uden at have kigget på priserne og fik et monsterbæger fyldt med isterninger og kun et par deciliter cola, tænkte vi, at vi nu langt om længe var stødt på en thai, som ville udnytte de dumme turister. Men siden har vi fundet ud af, at man fint kan sige “No eye”* og få fyldt hele bægeret med cola, så det er ikke for at narre nogen – thaierne er bare vilde med isterninger.
Denne scene er fra vores lokale “larmebar” (den, hvis lydbølger på magisk vis går gennem træer og sump direkte hen til os indtil kl. 2 om natten), og den illustrerer forskellen på faranger (hvide fremmede) og thaier:
Kvinden har med en isterningetang taget en isterning fra en isterningespand og holder den frem mod mandens øl – han skynder sig at hæve fingeren og symbolisere “Bare én!”.
Hendes glas var allerede fyldt med isterninger, og øllen fortyndet til ingenting, men hun maser lige en ekstra i i toppen:
* “No eye” er thaiengelsk for “No ice” – de siger ikke s-lyden.
Stilhed
Stilhed på bloggen er ensbetydende med:
- læser korrektur
- læser korrektur
- laver regnskab for 2013
- læser korrektur
- er stolt over regnskab
- læser korrektur
- har den dejlige svigerfamilie på besøg i 14 dage
- læser korrektur
- flyver til Singapore
- læser korrektur i Singapore
- læser korrektur i Singapore
Men der er masser af gode billeder, der venter på at få sat ord på sig, så de kommer!
At tage spring
Mange ser det som et stort spring at flytte til udlandet – og for øvrigt også at blive selvstændig. Thomas og jeg har begge gjort begge dele, men ingen af os ser på det som spring. Han startede sin virksomhed som 15-årig, og jeg min som 21-årig på mit 3. år på uni. Vi var altså begge fuldt finansierede af henholdsvis forældre og SU, og “forretningsplan” var et fremmedord – det var jo bare sjovt at rode med computere og med ord, og der var tydeligvis et behov og potentielle kunder, så hvorfor ikke blot lave en hjemmeside og stort set omkostningsfrit gå i gang?
Efterfølgende har begge virksomheder udviklet sig, drevet af 2 ting: kunders forespørgsler og vores egen kreativitet, engagement og faglige stolthed. Der blev i de første mange år lagt rigtig mange timer i det, og der blev taget mikroskridt, små forsøg, nye måder at gøre tingene på – på den måde er det let at mærke, hvad der fungerer, og udviklingen bliver naturlig og næsten uundgåelig. I Thomas’ virksomhed har skridtene altid været tilstrækkelig små og velovervejede til, at kurven kun er gået én vej. Jeg har derimod nogle gange taget skridt, der har nærmet sig deciderede spring: De første ansatte med barsel og hele molevitten kom for pludseligt, og kurven styrtdykkede, indtil banken begyndte at bruge nye fremmedord som “likviditet”, “personligt konkurs” og “Lønmodtagernes Garantifond”. Et svært spring tilbage på den sikre sti – fyring af medarbejderne – blev taget, og et år derefter var kurven igen på samme niveau, som før de ansatte kom til. Jeg har både af sådanne bitre erfaringer og senest med inspiration fra bl.a. Thomas’ tålmodighed, ro og sikkerhed lært at nøjes med de små skridt og holde fast i svære, men nødvendige beslutninger. Hvis jeg kan se, hvor jeg vil hen, lader jeg mig ikke friste til at strække benet lidt ekstra, men følger bare kursen, tager de småt skridt og ser målet komme nærmere i naturligt, sikkert tempo. Kedeligt og voksent? Ja, men man undgår udsving og minimerer risikoen på den måde.
Drømmen om at bo i udlandet har jeg vist haft meget latent, siden jeg forelskede mig i Paris i 9. klasse. Den blev først bevidst for et par år siden, og da jeg så på et tidspunkt nævnte det for Thomas, var første skridt taget – kan jeg se nu. Ingen af os vidste det, og ingen af os kan huske, hvordan eller hvornår vi fik besluttet, at vi nu havde en fælles drøm. Der har bare været små skridt hver dag. Pludselig så vi os selv stå med hver vores medarbejder, som kunne passe vores forretninger i Danmark, og alle mulige andre forhindringer og besværligheder blev fjernet en efter en. Kun opsigelsen af lejligheden i Danmark og bestillingen af flybilletterne står som pejlemærker, som spring. Det var lidt vildt. Men resten er gledet ud i ét via daglige snakke og handlinger, bevidste og ubevidste, imod målet.
Der har altså ikke været spring i at blive selvstændig eller i at flytte til udlandet for os. Og vi kan fra dag til dag både lukke virksomhederne og rejse til Danmark igen. Til gengæld tænker jeg “Hvordan turde du tage springet?” om noget, som langt de fleste andre mennesker foretager sig med rimelig stor selvfølgelighed en eller flere gange i løbet af deres liv. En beslutning, der koster rundt regnet en million, sætter deres parforhold på den vildeste prøve, risikerer at give varige mén på deres kroppe og svarer til et fuldtidsjob ved siden af fuldtidsjobbet. En beslutning, der gælder resten af deres liv og er uden fortrydelsesret, men til gengæld med den tungeste ansvarsbyrde. Hvordan i alverden tør I tage springet og få børn?
Lørdagsgolf
Der er mange golfbaner i området, og efter sigende skulle de være rigtig flotte – det er lidt svært at vurdere, når man kun har set én anden golfbane i sit liv.
Vi var virkelig dårlige til golf: Vi købte 8 bolde og skød de 6 af dem permanent væk. Der var bare så meget vand! Men professionelle synes vi selv, vi ser ud:
Vi havde de sødeste to caddier, der troligt pudsede vores køer og bolde, så det mindste sandkorn ikke skulle forstyrre vores præcisionsskud.
Så meget sand og vand! Og så lidt græs!
30 dage mere
Efter 60 dage på turistvisum var det i mandags tid til at søge om at få 30 dages forlængelse. Vi tog til Hua Hin og ledte en tre kvarters tid efter immigrationskontoret – fordi man ikke bruger adresser, GPS-koordinater eller bare almindelige kort som f.eks. Google Maps i Thailand.
Den første navigationsmetode her i landet er skitsekort, hvor man selv tegner hovedvejen og et par sidegader og løseligt angiver, hvor f.eks. en 7-Eleven eller andre butikker ligger. Den metode bruger f.eks. vores lokale ATV-park:
Skitsekortene laver man, som man vil – her vender syd opad, og nord nedad.
Den anden navigationsmetode er beskrivelser a la: “Når du kommer fra Hua Hin og kører mod Bangkok, så drej til venstre lige efter Hua Hin Hospital. Kryds jernbanen, og drej til venstre i T-krydset. Fortsæt 1,5 km, og så ligger det inde til venstre.”
Det lykkedes os at finde kontoret, hvor der var mange mennesker, både ansøgere og medarbejdere, men der var altså lige frokostlukket indtil en time senere.
Et klassisk farangmand-thaikvinde-par foran immigrationskontoret – endda i matchende prikkede bluser. Lidt kært. (“Farang” er thaiernes ord for os – ‘hvide fremmede’).
Efter frokostpausen lykkedes det os at finde den rigtige blanket og få den udfyldt og forsynet med pasfoto. Vores pas forsvandt i store stakke af papirer, som blev fragtet rundt mellem alle skrivebordene og stemplerne. En time senere fik vi uden problemer og uden bestikkelse 30 dage mere, og vi fik vores pas retur med et par ekstra stempler. Dags dato i Thomas’ pas var dog 5. april 2014 i stedet for 6. januar 2014.
Det er meget svært at stemple, selvom det er det eneste, man laver dag ud og dag ind: Datoerne neden under underskriften er ikke ens i vores 2 pas.
Når de 30 dage udløber, kan vi ikke få yderligere forlængelse, men skal ud af landet. En løsning er bare lige at krydse grænsen til Myanmar, blive der en halv times tid og rejse tilbage til Thailand igen. Der er dog kun 3 grænseovergange mellem Thailand og Myanmar trods den lange fælles grænse, så den nærmeste er ret langt væk, og bestikkelse er vist ikke unormalt ved disse “visahop”. Så vi tager i stedet til Bangkok og flyver til Singapore, bliver der en uge og rejser hjem igen. På den måde bruger vi nr. 2 af de 3 indrejsetilladelser, vi i sin tid fik fra konsulatet i Hvide Sande, og får derfor 60 dage mere – som så yderligere kan forlænges i 30 dage på kontoret i Hua Hin. Det maksimale ophold i Thailand er altså 60 + 30 + 60 + 30 = 180 dage. Hvis vi vil blive yderligere, skal vi til Danmark og have nyt visum fra Hvide Sande igen.
Nytår
Nytåret 2556/57 (efter Buddhas opnåelse af parinirvana, ikke efter Kristus) er vældig festligt i Cha-am. Det startede allerede 4 dage før med byfest hver aften og varer til og med 1. januar. Hovedgaden Narathip Road er lukket af ned mod stranden om aftenen og fyldt med boder med alverdens fristelser: tøj, tasker og smykker til damerne, samuraisværd, elektrochokvåben og softguns til mændene og fiskeboller, store kongerejer, churros, muslinger, friteret kylling og endda sushi og insekter til alle:
Mmm, græshopper. Vi sprang dog over – med den undskyldning, at vi begge var syge.
Den store plads, hvor hovedgaden Narathip Road møder stranden, er normalt relativt uinteressant. Men nu er den omdannet til en kæmpe fest med hundredvis af borde at spise og hygge sig ved og en stor scene med livemusik og nedtælling til midnat nytårsaften.
På selve nytårsaften tog vi del i det hele, så godt som vi nu kunne efter at have fået henholdsvis en maveinfektion og en øreinfektion, og fik både set fyrværkeri …
… skålet …
… og sendt en rispapirslampe til vejrs på stranden.
Sùk-sà-wàt-dii-bpii-mài – godt nytår på thai.
Typisk thai 5: antimængderabat
I Danmark er vi vant til at overveje at købe den store pakke med 48 toiletruller, 3 pakker hakket oksekød, selvom vi umiddelbart kun skal bruge den ene, eller 2 poser Haribo, nu de er på tilbud. Det kaldes mængderabat.
Der gik noget tid, før vi blev helt sikre på, at det ikke bare var en enlig elefant. Men nu er vi klar til at anerkende fænomenet antimængderabat i Thailand. Her er et eksempel med Ferrero Rocher:
En 3-pak koster 38 baht (12,67 pr. stk.), en 5-pak koster 72 baht (14,40 pr. stk.), og en 8-pak koster 119 baht (14,88 pr. stk.). Vi må håbe, thaierne lærer matematik til indkøbsbehov i skolen.
Typisk thai 4: sugerør
Vand, mælk, juice, sodavand, whisky … Alt undtagen øl skal drikkes med sugerør, så sådan et får man udleveret ved kassen i butikken, når man betaler:
Typisk thai 3: ølkøler
Ølflasker skal da serveres med isolerende skumgummi omkring – det skal de da!
Typisk thai 2: whitening
Thaierne vil meget gerne være hvide i huden, så det er ret svært at finde ansigtscreme, bodylotion, shower gel og solcreme uden “whitening”. Nogle thaier overdriver, så de går rundt med et tydeligt hvidt lag creme i ansigtet – svarende til de danskere, der bruger en lidt for mørk foundation eller glemmer at tone ud ned mod halsen.
“Brightens” og “White perfect” lover denne creme.
Thaier elsker at være ved stranden, men ingen solbader. De holder sig inde i skyggen under et tæt tag af parasoller. Her i Cha-am, hvor der ikke er ret mange vestlige turister, er der kun et enkelt sted på den lange strand, der udlejer de for os så velkendte hvide, indstillelige plastikstrandsenge til solbadning.
Vestlige, solbadende turister forrest. Thaier, der spiser og hyggesnakker i store grupper inde i skyggen under parasoltaget i baggrunden.
Rigtig mange thaier elsker at bade og er ude i bølgerne i timevis, men stort set altid fuldt påklædt:
Hvis thaierne har et arbejde, der kræver, at de er ude, dækker de sig gerne helt til med tøj. Den søde fodbehandlingsdame her har ansigtet fri, men en del går faktisk rundt med elefanthuer, så man kun kan se øjnene. Som regel kan man alligevel godt se på deres øjne, at de smiler inde bagved.
Mens Thomas fik bløde babyfødder, blev thaidamen og jeg enige om, at vi gerne ville bytte hudfarve.
Typisk thai 1: af med skoene
Besøg hos f.eks. massøren, lægen og cykelhandleren foregår uden sko på, så dem stiller man udenfor:
Når man kigger efter lejefilm, foregår det uden sko på. Det koster for øvrigt 35 baht (cirka 6 kr.) at leje en film i 3 døgn. Men så er det også bare en kopi med et thaicover, som butikken selv har printet. De amerikanske produktionsselskaber får nok ikke mange indtægter fra Thailand.
Man tager skoene af foran alle små specialbutikker og private hjem – vældig hyggeligt. I stormagasiner, restauranter, supermarkeder og biografen beholder man skoene på.
Juleaften
Juletræspyntning, kulde og mørke udenfor, hygge og varme indenfor, nisser og stjerner, stearinlys, gaver og forventning, traditioner, familie, sange, duft af steg, risalamande, rød dug, nissehuer, sidste afsnit af julekalenderen.
Alt det gik vi glip af i år. Bortset fra en enkelt julegave fra vores udlejer, Mr. Sam.
Til gengæld startede min dag med en lang svømmetur frem og tilbage langs kysten i det varme, salte hav, en kort cykeltur hjem og vække Thomas, et bad. Derefter en cykeltur ad Googles foreslåede rute, bl.a. en lille sti langs jernbanen. Mudder i hele stiens bredde, som vi kæmpede os igennem. Decideret oversvømmelse af stien – op og gå på skinnerne og trække cyklen et par kilometer.
Vejen burde gå inde i venstre side parallelt med banen.
Frokost på Cha-am ATV Park, baneræs og muddersprøjt på kraftige ATV’er (firehjulede køretøjer, der kan holde til at køre offroad over store huller og igennem vand), bueskydning.
Is – og isglad hund.
Cykeltur hjemad i det frodige landskab.
Forbi bananplantager og bananhøst.
En mand kom med en klase små, ultrasøde bananer og en mystisk gul frugt og ræsede så afsted på sin scooter.
Rismarker og rishøst. 4 risarbejdere, der syntes, vi skulle prøve at sidde i deres mejetærsker.
Glæde over thaiernes åbenhed. Hjemtur gennem de små gader i det bagerste Cha-am. Indkøb af bobler og pizzahentning. Pizza og film. Bobler. Skype med familien. God jul!
Tidens hastighed (tilbageblikstesten)
Når man har det sjovt, går tiden hurtigt – den flyver afsted: “Øv! Skal vi allerede hjem nu? Vi er lige så godt i gang!” Men når man kommer hjem efter at have haft det sjovt, har tiden pludselig strakt sig ud og er blevet fyldig: “Pyh, det har været en lang dag! Var det lige i morges, jeg stod og pakkede tasken og overvejede, hvad jeg skulle have med?” Når man er barn, er der også tit uendelig lang tid til i morgen – f.eks. hvis man har fødselsdag. Så både set i bakspejlet og ud ad forruden kan tiden føles lang.
Men når man er blevet voksen, har tiden også forandret sig: “Pyh, julen kom hurtigt i år!”, “Er det allerede 4 måneder siden, vi så den film i biografen?” og “Hvor bliver hun altså stor!”
Der sker noget, når man skifter job eller flytter, når en bedsteforælder dør, eller et barn fødes, og når man er på en begivenhedsrig ferie eller består en eksamen. Så kommer der nogle små milepæle midt i de halve år, som ellers bare lægger sig i forlængelse af hinanden. Man orienterer sig efter milepælene (“Det var lige efter, at vi blev gift.”), men de rykker alligevel hurtigt tilbage i tiden og kan forvirre lidt: “Er det nu allerede 3 år siden, vi var i Egypten?”
Efter de første 5 dage i Bangkok lavede jeg en tilbageblikstest. Tiden var gået hurtigt – nok fordi dagene flød sammen pga. massive søvnproblemer og sene fyraftener kl. 2 om natten. Jeg regnede procentsatsen ud: 5 dage ud af 180 svarer til næsten 3 %. Ahh! Så kunne det halve år da nok gå hurtigt her i Thailand. Men efter en uge flyttede vi til Hua Hin, og allerede på andendagen dér føltes Bangkok som fjern fortid. Efter endnu en uge flyttede vi til Cha-am, og på andendagen dér føltes Hua Hin som fjern fortid, og Bangkok nu helt surrealistisk. Sådan er det gået lige siden. I tilbageblikstesten føles tiden 3-4 gange så lang, som kalenderen siger, den er. Det må være alt det, vi lærer. På mange måder er vi blevet børn igen: Vi går rundt med store, åbne øjne og suger til os både bevidst og ubevidst og forsøger at forstå og blive forstået. Hjernen arbejder på højtryk og lærer på alle planer: kulturelt (hvad gør man?), sprogligt (hvad siger de?), sensorisk (hvad er det, der lugter sådan?), motorisk (hvor skal jeg placere mig, hvis jeg skal derover?) og orienteringsmæssigt (hvor kom vi egentlig fra?).
I morges drømte jeg, at vi var kommet hjem til Danmark igen. Jeg var skuffet og forvirret i drømmen, for jeg troede, at vi skulle være afsted længere tid, men efterhånden accepterede jeg min misforståelse – det var åbenbart bare en almindelig 2-3-ugers ferie. Da jeg slog øjnene op og kiggede rundt, var vi stadig i Thailand, og jeg var lykkelig og lettet.
Hvad siger din tilbageblikstest dig?
Hellige ting
Man kan ikke gå ret mange meter i Thailand uden at støde ind i religiøsitet, fra de helt små genstande som en åbnet vandflaske med sugerør sat i, der står i kanten af fortovet, til store buddhistiske tempelområder (kaldet wat). Tilsyneladende er buddhisme, overtro og verdensanskuelser (som f.eks. at respektere alt levende) godt blandet.
Kan en buddhafigur have 6 arme som ham den store her?
Næsten hvert eneste hus har en eller flere fuglehuslignende piedestaler stående synligt ud mod gaden, og de rummer vist husets skytsånder og evt. nogle guder. Disse står foran en butik og er pyntet med lyskæder:
Man hænger blomster på piedestalerne og stiller drikkevarer der, når man har lyst. Alle offentlige steder har også piedestaler, som f.eks. bymidten i Cha-am og indgangen til Cha-am Forest Park, hvor dette monument står:
Her er et lille hus fra et tilfældigt sted i kanten af en landevej:
Inde i huset er der små figurer, lidt mad, makeup (f.eks. kunstige øjenvipper) og ikke mindst drikkevarer – altid med låget skruet af og et sugerør sat i, for ellers kan guden jo ikke drikke indholdet:
Derudover er kongen også semihellig. Der er billeder af ham overalt, nogle gange sammen med hans kone eller hele kongefamilien: foran offentlige bygninger, på facaden af store private villaer, på en gangbro hen over hovedvejen, på en reol inde i pizzeriaet, på bagvæggen på posthuset osv.
Hver dag kl. 18 hører vi kongens melodi blive spillet ud af nogle højttalere et sted i nærheden, og i biografen skal man mellem reklamerne og selve filmen lige op at stå, mens man hører sangen og ser en lille film om kongens liv.
Fest
Vi bor midt i Cha-am, og kun det sumpede område med varaner ligger imellem os og 3 livemusikbarer, der ligger lige over for hinanden på hovedgaden Narathip Road. I Aarhus har jeg for nylig boet i Frederiksgade med fest og fulde folk hver fredag og lørdag og lidt torsdag. Og så lige karaoke fra baren nedenunder hver onsdag. Men i Thailand går de lidt mere til den. Her er der livemusik på mange barer hver eneste aften fra kl. 20 til 2 (bortset fra på kongens fødselsdag – sjovt nok kun én dag om året), og vores 3 nabobarer er blevet enige om at skrue meget højt op. Den ene overdøver dog de 2 andre, så vi får kun én sang ad gangen, når vi sidder ude og arbejder om aftenen – eller ligger inde og prøver på at sove. Vi har derfor ufrivilligt lært alle de populære thailandske sange at kende. Især én har bidt sig fast, og Thomas har lært sig hele omkvædet udenad – det må vi lige ned på den lokale og blære os med ved lejlighed. Sangen handler om en dreng fra Bangkok, der har fået allergi pga. forureningen i storbyen og derfor flytter på landet. Dér møder han en pige, som dog er i tvivl om, om man nu kan stole på sådan en bangkoktype. Der bliver alligevel hurtigt skabt tillid hos begge, og de elsker hinanden for evigt.
Her er den fantastiske duet ved navn Poom Pae Krungthep (Allergisk over for Bangkok):
Thaifester foregår, ved at man sidder en god flok omkring et bord og deles om en billig whisky, som man blander med danskvand eller cola og isterninger. Whiskyen kan man tilsyneladende godt gå ud og købe i den nærmeste 7-Eleven og tage med ind. Vi har ikke helt luret, hvordan det hænger sammen for baren.
En gang imellem skal man lige give bandmedlemmerne et glas whisky med vand, og man kan ønske en sang ved at skrive den på en seddel og give den til et bandmedlem sammen med en 20-bahtseddel (under 4 kr.), som bliver sat i klemme mellem nogle ledninger, så alle kan se pengene. Som regel er der en blandt publikum, der har fødselsdag, og så spiller bandet “Happy birthday to you” for vedkommende, hvilket han også betaler lidt for. Til sidst bliver det sagt højt, hvor mange penge bandet har fået. Kl. 2 kører de stærkt berusede thaier hjem på deres scootere.
Udflugt til naturpark
Området omkring Cha-am er vældig fladt – som Vestjylland. Men 10 km mod nordvest rejser der sig nogle klipper umotiveret midt i landskabet:
Området er en naturpark med en lille, velholdt park neden for de forrevne klipper:
Vi så et oversigtsskilt med en elefant på og blev fristet af en rundtur på nogle kilometer – og en hel del højdemeter. Der var advarselsskilte om, at ruten var slipery – det er åbenbart thaiengelsk for dangerous. Glat var der ikke. Tværtimod skulle man meget af tiden gå på stejle, sylespidse, forrevne klipper, som man bestemt ikke skulle falde på i sine klipklapper. Som redning inden det frie fald ved siden af stien bød kaktusser sig ofte beredvilligt til. Da vi kom til skiltet med elefanten på, var der ikke nogen elefant – eller skyggen af en. Vores bedste bud er, at der engang i 1880’erne var en, der så en elefant fra det udkigspunkt.
Er der nogen, der kan oversætte dette? Vi vil gerne vide, hvad der er med den elefant.
Lidt vild natur.
Længst ude ved havet kan man se de høje, hvide hotelkomplekser, som jeg før har omtalt som luksuriøse, men ensomt beliggende og afskærmet fra resten af Thailand af mure og vagter.
På vej hjem gik solen ned, og de små bjerge var i baggrunden igen, hvor de plejer at være, når man bor i Cha-am:
Hvad er et hjem?
Før vi tog afsted, mente jeg kækt, at jeg sagtens kunne bo i en kuffert. Den rummede alt, hvad jeg skulle bruge: tøj, sko, makeup, computer, pas og penge. Hvad mere bruger man egentlig til daglig? Hvad udgør et hjem, og hvad er overflødigt fyld, som man alligevel ikke bemærker?
Ved hver af mine seneste flytninger derhjemme i Danmark har jeg smidt flere og flere ting ud – eller pakket dem væk, hvis de lige skulle have en mellemstation, inden den endelige udsmidning ved næste flytning. For hvor tit hiver man egentlig en kogebog frem nu, hvor alle opskrifter ligger på nettet? Hvor unik er den stueplante, som man ganske vist har haft i årevis, men som man alligevel spotter en klon af blandt de store udgaver, der står i Bilkas blomsterafdeling? Hvornår er det, man gemmer den økologiske dyre(bare) balsamico, som man fik i gave, til? Er det vigtigt at drikke vand af lige præcis de vandglas, som man altså følte mere for, end kæresten følte imod, da man stod med valget i Ikea? (Eller ville han gerne bare snart ud?). Sølvlysestagen, som var så fin hos mormor, og som nu symboliserer hende og er blevet hellig uden overhovedet at passe ind? Nipsgenstanden, som man faldt for på en ferie, men som virker lidt latterlig nu – men som alligevel kostede for meget til at blive smidt ud? Lageret af hakkede tomater, som skulle befri hjernen for alle tanker om dåsetomater, fordi der altid bare er nok, men som man alligevel registrerer, hver gang man tager et eksemplar, fordi lageret jo så desværre ikke er helt så stort længere?
Vi havde planer om i 4-5 uger at bo en uge ad gangen vidt forskellige steder i Thailand – at flytte lørdag, så vi worst case kunne bruge søndagen på at skaffe stabilt og godt internet til de 5 hverdage med arbejde, se området om formiddagen i hverdagene (mens I og vores kunder sover) og så flytte igen lørdag. Smart og systematisk. Det ville give et godt rationelt grundlag for beslutningen om bopæl. På den måde kunne vi også prøve nogle af de andre lande i Asien, hvis ikke lige Thailand faldt i vores smag. Men idéen svandt ind allerede i Danmark, jo tættere vi kom på afrejsedatoen. Hvad nu, hvis Hua Hin bare var det rigtige sted? Så var det jo rarest bare at starte der. Vi fik begge en irrationel fornemmelse af, at Hua Hin var det perfekte sted – hvilket det sjovt nok viste sig slet ikke at være.
De 3½ uge, hvor vores kufferter var vores hjem, var stressende. Vi havde et stort uopfyldt mål: at finde stedet, som bare ikke lod sig finde. Derudover var alt nyt. Kan vandet fra vandhanen drikkes? Håndsprit, håndsprit! Hov, pas nu på din åbne taske – der kan være lommetyve! Hvorfor er det så svært at sige “Kop kun ka”? Du er jo 99 % sikker på, at det rent faktisk betyder ‘tak’. Hvordan ser thaierne på os? Er vi bare dumme turister? Hov, var det ikke noget med, at man ikke må træde på dørtrinnene, fordi thaierne mener, der bor en alf i dem? Åh, og kongen! Bare du nu husker ikke at prøve at træde på pengesedlen med et billede af kongen på, hvis den blæser væk for dig! (Hvor tit er det lige, en pengeseddel blæser væk?). Kan vi tillade os at gå ind på en luderbar sammen med de fulde mandlige vesterlændinge bare for at se, hvordan det foregår med 12 dansende piger i midten med bestillingsnumre på de ens trusser? Og lige en gang til: Åh nej, ser de os bare som dumme turister, eller er det okay, vi er her?
Da vi havde erkendt, at vi ikke kunne finde en paradisisk hytte lige ned til havet midt i byen og alligevel uden trafikstøj, uden andre turister, men alligevel med fitnesscenter og så til en billig penge, var det stærkt befriende at være flyttet ind i en okay bolig med kun ét vindue, en elkedel og lidt bestik, en hård seng, et tøjskab uden skuffer og et badeværelse. Men det var vores, og vi kunne placere vores få ejendele på faste steder, og tøjet fandt vi alligevel plads til. Sommertøj fylder jo ikke så meget. Pludselig kom kækheden igen. Ej, måske kunne vi også bare bo her hele tiden. Behøver vi overhovedet den villa, som vi ellers ser frem til at flytte ind i til januar?
Det var vældig hjemskabende at købe en cykel:
Det var cementerende og symbolsk at købe en dyr, varig, personlig, praktisk ting, som ikke kan flyttes med i en kuffert (dyr skal forstås relativt, da 750 kr. ikke er dyrt for en cykel, men i Thailand er vi ikke vant til at give ret meget for noget ud over huslejen). Og cyklen giver frihed. Frihed til at cykle de 3½ km hen til naturparken, hvor der faktisk også er andre, der dyrker motion (eller altså, de prøver på det – det går ikke så stærkt, når man jogger i Thailand). Pludselig er vi ikke så anderledes – og dét føles faktisk hjemligt. Det føles også hjemligt at vide, at i Okay Supermarket er der en byttecentral med danske bøger – bare for det tilfælde, at e-bøgerne skulle slippe op. Så er der et lager! Og det er også i Okay Supermarket, at de har den gode mysli, så vi kan få vores danske morgenmad. Den er også hjemlig. Det er i det hele taget trygt og godt at vide, hvor vores yndlingsrestaurant er, på hvilke barer henholdsvis turisterne og de lokale holder til, hvordan man på cykel klarer det store højresving, og hvornår man lige skal ringe med ringeklokken, så hundene ikke bliver forskrækkede, når man kører forbi.
Min hjemlighedsfølelse ligger måske i at forstå og kende den nære omverden og føle, at jeg passer ind blandt menneskene i den. Og så måske i at have bare et lille lager. 😉
Hvad er dit hjem?
Vores skællede naboer
Selvom vi bor midt i Cha-am, er der et ubebygget område lige ved siden af. Det er et lettere vildnis, hvoraf noget altid står under vand – og under store mængder andemad. Selvom det ikke er særlig stort, er det stort nok til at huse, hvad vi først troede var en lille krokodille, men som vi efter flere møder har fundet ud af er en halvanden meter lang varan. Det er næppe den samme, vi har set hver gang, så jeg håber på at møde et eksemplar, der er knap så blufærdigt som dette, der krydsede vejen og gemte sig i det grønne:
Find hoved og hale.
Venedig
I weekenden besøgte vi en af thaiernes yndlingsattraktioner, The Venezia. Det er nogle kulisser, der skal ligne Venedig, endda med en enkelt “kanal”, som man kan sejle en meget kort tur på.
Sådan ser Venedig ud thaistyle.
Kulisserne rummer souvenirbutikker med The Venezia-T-shirts, almindelige tøj- og matasagtige butikker samt restauranter. Der er bl.a. et rigtig godt brasiliansk steakhouse med 20 forskellige slags kød i en tjenerbåret buffet: Tilbehøret og alle slags kød bliver bragt rundt til bordene, så man ikke skal bevæge andet end gaflen.
Det største formål med The Venezia er vist at posere, så man kan få nogle gode billeder af sig selv. Det gør thaierne generelt i langt højere grad, end man ser i det danske gadebillede:
Posering.
Hunde
I dagtimerne ligger der vilde hunde og flyder overalt.
En god hvilestilling.
Thaierne er meget tålmodige over for alle hunde og sænker f.eks. farten og venter på, at de trisser lige så stille over vejen, og de lader dem også bare ligge foran deres butikker og faktisk deltage i den afslappede snakkehygge inde på de private grunde. Nogle thaier fodrer dem. Så de er ligesom en del af hverdagen.
Men da vi første gang bevægede os ind på vejen til Sam’s Pool Villas, blev vi mødt af en hær af gøende, strubeknurrende hunde, der var arrige og onde og med blottede skarpe tænder, og de fulgte allesammen efter os og hidsede nye hunde op på vejen. Så kommer man pludselig i tanke om, hvad god, gedigen frygt er, og bliver bevidst om, at det er meget sjældent, man støder på den følelse. Min puls var vældig høj, og jeg forventede at miste en lægmuskel hvert øjeblik, det skulle være. Først ser man dem, så ser de én, og så kommer de målrettet nærmere!
På vores gade er der cirka 15 hunde – plus eventuelle venner – som man skal passere.
Her kommer en lille fortrop.
Ham her og 8 af hans venner er ikke sjove at møde om aftenen!
Heldigvis blev vi accepteret allerede efter et par dage, så det blev kun til 8-9 ture med bankende hjerte. Når man er gode venner, ser de pludselig heller ikke så skræmmende ud:
Ham med hængeøret her er blevet en af mine favoritter.
Nu er ham den hvide (Gnavpot) den eneste, der ikke kan genkende os. Han gør altid – og tænker åbenbart ikke nærmere over, hvorfor ingen af de andre gør. Retarderet …
Hvis man er heldig, støder man på de unge udgaver af de vilde hunde:
Her er White – poolvillaernes vagthund:
Hun bruger meget tid på at ligge og slappe af, og så skal man jo lige strække sig, når man kommer op at stå:
Først den ene vej.
Og så den anden vej.
Sam’s Pool Villas
Langt om længe er det lykkedes os at finde et permanent sted at bo, nemlig i Sam’s Pool Villas i centrum af Cha-am Beach, 450 meter fra stranden.
Vores lille tøjdyrshaj fra forårets prøvedyk i Kattegatcentret nyder livet i poolkanten.
Mr. Sam er manager i et af de store hoteller i byen, men privat har han fået bygget 5 villaer og nogle 1-værelseslejligheder, der ligger sammen omkranset af en mur. Mr. Sun holder til for enden og står for den daglige drift, og hunden White sørger for, at ingen uvedkommende kommer ubemærket ind, og holder de vilde hunde i passende afstand (de må godt lige komme ind og kigge, men ikke lægge sig ned). Fra midt i januar, indtil vi skal til Danmark til maj, har vi en villa med 3 soveværelser, 3 badeværelser, køkken, stue og privat pool, som vi lige har kunnet prøve af i et par dage:
Poolvilla med god plads til både liggestole og kontor udenfor.
Her i højsæsonen indtil midt i januar har vi en 1-værelseslejlighed, men med fri adgang til en af poolene, så det er også fint. Også her kan vi arbejde udendørs:
Det er fantastisk at kunne sidde ude og arbejde – også om aftenen, hvis man tænder myggelys. Temperaturen er perfekt.
Den store vej Phetkasem Road, som gennemskærer Hua Hin, går også igennem Cha-am, men heldigvis ikke nede ved stranden. I stedet deler den byen i Cha-am by (til venstre) med marked, politistation, togstation osv. og Cha-am Beach (til højre).
Vi flyttede ikke så langt denne gang – hen til det ternede flag.
Vand
Vejret har ikke været så strålende som forventet. Der har været mange dage med dis for solen og også nogle deciderede regnvejrsdage:
Raya Resort til venstre, stranden til højre, regnvejr over det hele.
Jagten efter en permanent bolig
Da vi var kommet til Hua Hin, begyndte vi at lede efter noget at bo i det næste lille halve år. Det viste sig at være meget svært. Vi var selv rundt i området og lede og kiggede på nettet og kontaktede flere agenter, men langt det meste var allerede udlejet, i hvert fald i højsæsonen fra midt i december til starten af februar. Tilsyneladende lejer de fleste hjemmefra i blinde eller kender måske stederne i forvejen.
Det var svært at vælge mellem de muligheder, der trods alt var:
1. mulighed: storslået vue mod syd fra 19. sal.
2. mulighed: Fantastisk pool at svømme i – den slår selv Aarhus Svømmestadions 50-meterbane.
3. mulighed: Lækkert uden tvivl, men vi så ikke en eneste beboer på disse fine faciliteter – lidt trist i længden.
Morgendukkert her? Ja tak!
De fleste steder med fantastiske vuer og dejlige faciliteter er desværre store hotelkomplekser, som ligger helt isoleret. Specielt nord for Hua Hin er der mange langs kysten, der ligger forskansede bag store, forkromede og bevogtede indgange. Der er lange, triste, øde veje mellem boligkomplekset og hovedvejen, og når man endelig har nået den stærkt trafikerede hovedvej, er der kun et par forkølede madsteder – absolut intet lokalliv og ingen mulighed for at komme umotoriseret ind til byen.
Vi endte med at fravælge Hua Hin pga. turisternes dominans og den store hovedgade, Phetkasem Road, der skærer sig gennem byen, og som er svær at krydse og overhovedet gå langs, fordi madboder, skilte i hovedhøjde og elledninger fylder hele fortovet:
Hua Hin centrum.
Til gengæld faldt vi pladask for landsbyen Cha-am med ca. 50.000 indbyggere 25 km mod nord. Cha-am er delt op i Cha-am by og Cha-am strand. Stranddelen af byen er et af bangkokborgernes yndlingssteder i weekender og ferier – og også vores, men ikke ret mange andre turisters. Vi afsøgte hele kystlinjen for muligheder – gik ind hvert sted, der så ud til at have en pool, og spurgte til long-term rental-priser. Efter et par dages research – assisteret af en tuktukchauffør, som kørte os frem og tilbage og rundt i 6 timer for 1.000 baht (180 kr.) – endte vi på Raya Resort med denne skønne have, som står i stærk kontrast til det rod og skrald, der ellers flyder overalt i Thailand:
Udsigten fra altanen, hvor vi sad og arbejdede.
På Raya hører der cykler med til lejligheden, og da byen er ret rolig, vovede vi os hurtigt os ud på cykler i venstre side. Det gav en fantastisk frihed.
Underetagen på Raya.
Raya Resort er dog vældig dyrt (lidt over 14.000 kr. om måneden var deres bedste tilbud), så det blev kun til 9 dejlige dage med skønne omgivelser, god morgenmad, opvartning i form af snacks ud på eftermiddagen, fri minibar, tænding af myggelys ud på aftenen og hynder, der blev lagt frem til én personligt på liggestolene, når man kom ind i poolområdet.
Fra Hua Hin (A) til Cha-am (B).
Fiskesovs og sprog
Hjemme i Aarhus lærte vi os tallene på thai via den fantastiske app ThaiDict (ca. 140 kr.). I appen kan man skrive et ord på engelsk og se det skrevet med lydskrift (og også skrevet på thai, hvis man er til den slags) og ikke mindst få det læst højt af en thaikvinde. Da vi kom herom (“herom”, fordi det jo er halvvejs rundt om kloden), var vi spændte på, om thaierne overhovedet kunne genkende det, når vi sagde nùng (1), sǒong (2), sǎam (3), sìi (4), hâa (5), hòk (6) osv., eller om vi udtalte det helt forkert. Men vi havde takket være den rare appdame fået helt rigtigt fat i det – endda også tonerne. På dansk kan vi sige “hej” i et utal af tonelejer afhængigt af vores humør og indstilling: Vi kan udtrykke, at vi er glade for eller overraskede over at møde den, vi taler til, eller vi kan sige “hej” mere neutralt, fordi vi også hilste på hinanden lige for en time siden. Den går ikke på thai, for tonehøjderne er betydningsafgørende. Tonehøjderne markeres i lydskriften med accenterne, så ordet “sǎam” har en lang a-lyd, der først er faldende, så stigende (markeret ved, at accenten først går ned, så op).
Vi har nu lært os flere ord, deriblandt fiskesovs: Fisk hedder bplaa, og vand hedder náam, og de to ting giver fiskesovs på thai: nám-bplaa. Fiskesovs er thaierne glade for. Ud over at det er i halvdelen af retterne (eller nok egentlig flere), står der også altid fiskesovs, som regel med chili (“prìk”) i, på bordene, så man selv kan tilsætte mere til retten (ligesom der selvfølgelig også står 2-3 slags chili og også sukker). I supermarkedet er der en hel række med fiskesovs:
Der var vist en smule sojasovs, men ellers fiskesovs helt ned til enden.
Rækken med nudler var dobbelt så lang.
“Der er bare lidt langt til Danmark lige nu”
Vi har indtil nu kun haft gode erfaringer med internet i Thailand. Der er internet på præcis samme måder som i Danmark: Routerne på hotellerne sidder tæt, der er Wi-Fi på McDonald’s, og der er hotspots som TDC’s rundtom i byerne. Hastigheden er rigtig høj internt i Thailand med fiber mange steder, og vejen ud af Thailand er også stabil, men hastigheden dér er dog ikke så høj. Det er noget med, at der ligesom kun er ét kabel ud, og hastigheden dér kan testes ved at gå ind på danske hastighedstests, som f.eks. TDC’s (nej, jeg er ikke sponsoreret af TDC, selvom det nu snart virker sådan!), fordi de med garanti ikke lige har en server i Thailand.
Thomas følger nøje med i internettets tilstand – hastighed, forsinkelse og pakketab – og det ser sådan her ud:
Hvert sekund kommer der en ny linje med tal. De korte linjer kommer, når der er pakketab. Ja, der er en, der har hørt efter!
Til sådan nogle tal kan man åbenbart sige: “Internettet kører faktisk ikke så godt nu. Eller altså, der er ikke noget galt med forbindelsen – der er bare lidt langt til Danmark lige nu.” (citat, Thomas). Og så sidder jeg her med mit lyse hår og tænker: “Hmm, altså, ja, der er lidt længere, når vi sidder herude på den østvendte altan, end når vi er inde i lejligheden, men … kan det virkelig måles?”
Loy Krathong
Når det er fuldmåne i den 12. måned i thaikalenderen, afholder thaierne festivalen Loy Krathong. Den blev dog ikke afholdt i Hua Hin, fordi kongen (som har sommerpalads i byen) ikke har det så godt, og fordi en vigtig munk lige er død. Men vi tog til landsbyen Khao Tao og søen med samme navn syd for Hua Hin og så festlighederne. Man sætter en blomsterkrans i vandet som hyldest til vandguden og lader den flyde væk. Man kan også lægge en mønt i kransen og ønske – hvilket fik et par drenge til at splitte kransene ad og snuppe mønterne.
Dreng med blomsterkrans – og en cola – i hånden.
Folk sætter kransene i vandet – hvorefter et par drenge (under gelænderet i venstre side) snupper mønterne.
Vinden skubber blidt kransene i retning af den store, lysende krans.
Loy Krathong falder sammen med en anden festival, Yi Peng, hvor thaierne sender papirlamper op i luften på den 2. fuldmåne i en anden kalender. Det var meget stemningsfuldt, da de små lamper steg op og supplerede stjernerne på nattehimlen:
Turistdestination Hua Hin
Mit indtryk af Hua Hin er ikke helt så positivt som forventet. Der er mange turister, og meget af byen er anlagt med henblik på turisterne, specielt i centrum og hele vejen langs kysten. Flere kilometer både syd og nord for byen er der enorme hotelkomplekser, og der er ikke meget lokalt eller bare nationalt over det. Vi har hørt dansk tale for første gang i Thailand og set alt for mange skandinaviske flag hænge i barer og massagebutikker.
Underholdning for os turister:
Thomas gjorde sig fortjent til en lille, grim bamse, som vi ofrede til en bænk.
Markederne er hyggelige. Her fik vi mad lavet af en kok, som ud over at jonglere med køkkenredskaberne kunne trylle en 50-bahtseddel om til en 100-bahtseddel.
Tryllende kok.
Aftenstrand i Hua Hin
Den smule skrald kan ikke ødelægge en fantastisk strand i fuldmånelys.
Fra Bangkok til Hua Hin
Efter en uge i Bangkok ville vi gerne videre mod vores permanente bolig, som vi regner med at finde i Hua Hin. Så vi tog metroen til hovedbanegården. Også moderne, mobiltelefonsnakkende munke rejser med tog:
Efter tre kvarters forsinkelse kom vores tog ind på perronen:
Vores afgang hed Rapid. Der var også Ordinary, Express og Special Express, men alle togene tager efter planen 4 timer eller 4 timer og et kvarter. Der var nu heller ikke meget rapid over vores tog. Med en times forsinkelse på afgangen og en time mere på selve turen fremstår DSB pludselig meget punktlig, så 1-0 til DSB.
Til gengæld taber DSB på billetpriser: Vores 2.-klassesbilletter kostede 150 baht (27 kr.) inkl. pladsbillet, og turen var på 230 km. Bevares, en tur fra Aarhus til København til 404 kr. er måske også 70 km længere, men nu står der altså 1-1. (Man kan også rejse på 3. klasse for omkring 10 kr., hvis man ikke lige har spenderbukserne på).
Vi sørgede for at få spist, inden vi hoppede på toget:
12 kyllingenuggets på pinde. Med sursød sovs. 8 kr.
Men det var ikke nødvendigt at få spist af inden turen. DSB’s voldsomt underskudsramte salgsvogn og servicen dér bringer fnis frem i sammenligning med forholdene i vores Hua Hin-tog. Der var en hel spisevogn, som man kunne gå ind i for at få serveret mad på rigtige tallerkener. Men man kunne også bare sætte sig og vente på, at de mange ansatte kom forbi med skiftevis is, hovedretter, drikkevarer og snacks med 10 minutters mellemrum. Nu står der 1-2.
På indeklimaet kan DSB heller ikke vinde. Her stod alle vinduer og døre bare åbne:
Nu står der 1-3, og Thailand Railways vinder – hvis vi lige ser bort fra, at der bare var et hul og et par trædeflader som toilet, og at toget var vældig slidt …
Her er vores rute:
Fra Bangkok til Hua Hin, 229 km med tog.
Fra Bangkok til Hua Hin, zoomet ud, så man kan se hele Thailand.
(Tak til I Forms ruteplanner).
Lyskryds i Bangkok
De store lyskryds i Bangkok er pænt uoverskuelige, men scooterne holder altid forrest i store sværme. I de få sekunder, hvor alle har rødt, er der ofte et par stykker, der lige smutter over i det store højresving – det kan man jo lige så godt! I øvrigt er det vist tilladt at foretage det lille venstresving for rødt, hvilket gør det svært som forgænger at komme over for grønt – man skal lige vente på, at man kan komme ud.
Her giver det vist ikke en bøde at overskride stopstregen og holde og vente på grønt oven på eller efter fodgængerovergangen.
Det er metroen, der er øverst.
Rejer
Retten “noodles with prawn” er, modsat hvad man skulle tro, ikke nudler med én stor reje. Tværtimod bruger thaierne ofte mange bittesmå tørrede rejer. Når de tilberedes på panden, bliver de blødt op. De er lidt svære at se i retten, men smager fint af reje.
60 baht (omkring 11 kr.) for denne ret i kantinen i et supermarked. 12 kr. for ren ananassaft, der bliver presset for øjnene af én, eller 5,5 kr. for en stor Coca-Cola i bæger.
Almindelig tigerreje og tørret minireje.
Rugbrød
Vi er ikke begyndt at savne rugbrød endnu, men hvis vi var, kunne vi bare gå hen til det nærmeste store indkøbscenter i Bangkok og købe et:
95 baht for et lille rugbrød – dividere med 10 (9,5), gange med 2 (19) og, hvis det skal være helt præcist, så trække 10 procent fra (17,1) – okay, omkring 17 kr.
De havde også wienerbrød – med bacon! Det er da så dansk som noget. Eller er det måske at blande to danske ting lidt sammen?
Sådan et stykke baconwienerbrød (en bacon danish) smager dejligt, kan vi hilse og sige.
Første turistattraktion: Wat Pho
I templet Wat Pho ligger den 15 meter høje og 43 meter lange guldbelagte buddha:
Den var ganske rigtigt meget stor og også fuld af guld – og tiltrak et væld af turister til tempelområdet.
Noget af alt guldet var faktisk meget flot, men jeg håber ikke, at det var Bangkoks seværdighed nr. 1:
Ud over den store liggende buddha var der hundredvis af de ens buddhaer, der er herunder. Den første i rækken var renset af for guld og var ved at blive malet på ny og få sat nye glasmosaikker på forneden – tilsyneladende et evigt projekt, for der var flere, der var lidt slidte.
Ud over Wat Pho gik vi forbi kongens palads, forsvarsministeriet og andre officielle bygninger, og vi så den store flod, der snor sig gennem Bangkok, ved navn Chao Phraya. Ingen af delene var særlig imponerende. Det er mit første indtryk, at Bangkok er meget flad og relativt ensartet. Der er ingen høje specielle bygninger, kun lave bygninger eller høje, almindelige hoteller, og den store park, vi gik forbi i dag, er faktisk ikke en park, men bare en meget stor græsplæne, der ikke indbyder til noget. Her er dejlig varmt, beskidt samt fuld af trafik, elledninger i hovedhøjde og opbrudte fortove, og her vrimler med restauranter, gadekøkkener, massagepiger og utrolig venlige thaier. I metroen kaldte kontrollanterne på os fra afstand, ikke for at tjekke os eller vores billet, men for at låse en særlig låge op, så vi lettere kunne komme igennem med vores brede kufferter. Og vagten ved vores hotel lyser hver gang op i det største smil og bukker lidt, mens han lystigt siger “Kop kun ka” (ja, sådan lyder det, selvom han burde sige “Kop kun crab”, når han er en mand). Generelt er der altid 3 thaier, hvor jeg ville forvente én dansker: På restauranterne står der 3 servitricer og bare venter på noget at lave, og der er også gerne 3, når der skal holdes vagt et sted. Et ganske lille vejarbejde havde i dag 10-12 beskæftigede, og i massagebutikkerne sidder der 8 piger udenfor i helt ens tøj (rødt i den ene butik, grønt i den anden) og bare venter. Det er noget andet end i Danmark, hvor vi sender folk hjem, hvis der ikke er noget at lave, og for øvrigt kun ansætter et minimum – og måske helst lige én for lidt.
Første dag som turist
I dag trodsede vi vores jetlag og arbejde og forlod vores hood (Sukhumvit) via nogle af de mange motoriserede transportmuligheder:
Vores lille tuktukmand kørte os rundt i trafikkaosset – med mundbind på (se ham i bakspejlet øverst til venstre).
Vi skød genvej via en af Bangkoks kanaler. Der går en billetsælger ude på den lille, lyserøde kant i hver side af båden, mens den sejler – også når farten er så høj, at der står bølger helt op til kanten.
Her er dagens 10 km lange rute. Det giver måske indtryk af, hvor stor Bangkok er.
1. Zoomet ind.
2. Zoomet lidt ud.
3. Zoomet mere ud.
4. Zoomet helt ud (mere eller mindre hele Bangkok).
Tryk på kortene for at se dem i fuld størrelse. (Kortene er fra I Forms ruteplanner).
Insekt
Sådan en lille, farverig fyr har vi vist ikke i Danmark:
Han kan dreje sit hoved vældig meget:
En lille billedhistorie
Man kan måske godt føle sig lidt lille og alene i Bangkok:
Udsigt fra hotel i Bangkok
Der, hvor vi bor, er Bangkok ikke visuelt noget særligt:
Hoteludsigt venstre.
Hoteludsigt højre.
Maden
Noget mad er fantastisk:
Har allerede fået chicken wings på tre forskellige restauranter, og de var alle intet mindre end fantastiske: perfekt marinerede, supersprøde udenpå og saftige indeni. Mums.
Andet er rigtig lækkert:
Pomelosalat med rejer (i den milde udgave – som altså var stærk nok!).
Men meget er også mærkeligt og meget skræmmende – og fyldt med koriander eller toppen af bladselleri (hvad er der nu i vejen med den danske dild, karse og persille som det grønne drys?). Billeder af de skræmmende følger, når jeg tør vove mig ud i dem …
Aftenstemning
Vores kontor nr. 2.
Aaahh
Et beroligende, vanedannende syn.
Første formiddag
Afslappet og kundefri.
Normalt er jeg rigtig glad for mine kunder, men at vide, man har totalt fred i hvert fald indtil kl. 14, er godt nok luksus!
Første morgen
Træning med udsigt til liggestole.
Det her slår altså Fitness World – også selvom nogen havde glemt at lukke døren og tænde for airconditionen. Men hvor er det lækkert at træne vel vidende, at der er en pool, 29 grader og et par liggestole lige udenfor …
Fra og til
Vi forlod Danmark i et heftigt regnvejr lørdag morgen …
… og så solen stå op over Bangkok tidligt søndag morgen:
Har du nogensinde set Bangkok fra en Dreamliner? Det var faktisk et smukt syn – med tusindvis af små dambrug mellem husene, oplyst af morgensolen.